Bachtins romanteorier - Tekstkorpus Dostojevskijs poetik 1929 (1963) Ordet i romanen, 1934-35 Bildungsromanprojektet: ”Kronotopen” og ”Goethe og dannelsesromanens historie”, midt i trediverne. ”Epos og roman” og ”Fra det romanagtiges forhistorie”, 1940-41 Rabelaisbogen, skrevet i trediverne, forsvaret i 1940, udgivet i 1965. Problemer

Romanteoriens problemer Uoverskueligt genstandsfelt – prosaformer fra antikken til Thomas Mann! Inkonsekvent, flydende begrebsdannelse og –brug; et begreb til hver bog! Særlig skrivemåde: kvasi-kunstnerisk med gentagelser, forskydninger. Indbyrdes modstridende begreber: er en polyfon roman forskelligsproglig?; er polyfonien en speciel kronotop?; er Rabelais en polyfon forfatter?, etc., etc. Løsningen: en tredeling af romanteksterne og –teorierne De tre romanteorier

De tre romanteorier 1 Polyfon romanteori: Dostojevskijs poetik 2 Stilistisk romanteori: Ordet i romanen, ”Fra det romanagtiges forhistorie” 3 Kronotopisk romanteori: Bildungsessayet, Kronotopen (og delvist ”Epos og roman” og Rabelais-bogen) Skema

De tre romanteorier Teoretisk hovedtema Interpersonel relation Tidsgestaltning Eksemplarisk forfatter 1 Polyfon romanteori Autor vs helt Autor og helt (jeg og du) Ikke-tid (tid som tærskel) Dostojevskij (den eneste!) 2 Stilistisk romanteori Romanen og sprogets centrifugale kræfter Personer som sprogbærere i konflikt Konfliktuel, men ikke- afgjort tid Pusjkin, Turgenjev, Dickens, Tolstoj 3 Kronotopisk romanteori Tiden og rummets forandring – og mennesket i den Mennesket i en verden der er statisk eller i forandring Forløb dannelse Rabelais, Goethe

1. Polyfon romanteori Fortsættelse af de tidlige tekster (jeg den anden), men grundmodellen vendt om. Grundtanke: Jeg overfor du, subjekt-subjekt. Tre niveauer: Autor-helt-polyfoni: ligeværdig relation mellem autor (=blanding af Dostojevskij og hans fortællere) og hovedpersoner i de store romaner. Filosofisk polyfoni: sandheden er en begivenhed, der opstår i mødet mellem flere bevidstheder. Sproglig kategorisering, der peger frem mod den stilistiske romanteori. Ordskema

Ordskemaet i Dostojevskijs poetik a/ Direkte ord (autorial diskurs) b/ Repræsenteret diskurs (karakterernes tale) c/ Tostemmige ord: 1. Konvergerende (f.eks. stilisering, fortæller-beretning) 2. Divergerende Passive (f.eks. parodi, ironi) Aktive (ord med sideblik, skjulte dialoger, dækket direkte tale) - DIALOGISME Resultater

Resultater af den polyfone teori Et ikke-hierarkisk formperspektiv Direkte møde med en forfatter/litteraturen Et æstetisk sandhedsbegreb (dvs. ikke rationalistisk, ikke filosofisk) En stilistisk prosaanalyse er forberedt Stilistisk

2. Stilistisk romanteori Fra autor-helt forhold til kampe mellem og billeder af sprog Genrechauvinisme (poesi og epos vs. roman) Sproglig begrebsudvikling: forskelligstemmighed,etc. Litterære hovedbegreber: hybrider (på ordniveau og værkniveau via inkorporering af andre genrer, dagligsprog, skaz, socialsprog, etc.), Parodi Latter og refleksivitet Romanificering Autoritativ vs indre overtalende diskurs Reaccentuering De to stilistiske linier i europæisk prosa Resultater

Resultater af den stilistiske teori Overskrider den personalistiske jeg-du tilgang til kunst Markant sproglig vending og omfattende sprogteori Tekstanalytiske redskaber Genreteoretiske overvejelser Kritiske potentialer: forsøget på at beskrive hhv. undertrykkende og frigørende diskurser vha. latter og perspektivisme Kronotopisk

3. Kronotopisk romanteori Kombination af 1/ Kants anskuelsesformer tid og rum; 2/ Einsteins rumtid; 3/ Hegels historisering af åndens udvikling. Beslægtet med Ernst Cassirers symbolfilosofi. Definition: “I den litterært-kunstneriske kronotop finder en forening sted mellem rum- og tidskendetegnene i en meningsfuld og konkret helhed. Her fortættes tiden, presses sammen og bliver kunstnerisk anskuelig; også rummet intensiveres, trækkes ind i tidens, sjuzettets og historiens bevægelse.” (Kronotopen, 14/235) Kronotopen er betydningsdannelsens grundvilkår (Kant) – som forandres historisk (Hegel). Kronotop og genre

Kronotop og genre “Den proces, hvori litteraturen tilegnede sig den virkelige historiske tid og det virkelige historiske rum – og det virkelige historiske menneske som fremtræder dér –, var kompliceret og ujævn. Man tilegnede sig enkelte sider af tiden og rummet, tilgængelige på et givet historisk stadium af menneskehedens udvikling, man udarbejdede også tilsvarende genremetoder for at genspejle og kunstnerisk bearbejde de sider af virkeligheden, man tilegnede sig.” (Kronotopen, 14/234) Kronotopens niveauer

Kronotopens niveauer Kronotoper er sansningens og betydningens grundvilkår – men må forstås i to lag: Kronotoper (epokale): eventyrkronotopen, hverdagskronotopen, den biografiske kronotop, idylkronotopen, karnevalskronotopen. Ikke direkte aflæselig i tekstens overfladeniveau, men strukturerende for alt i den givne epokes tekster (epistèmé, ”ånd”) Delkronotoper (”motiver”): mødet, vejen, slottet, kroen, salonen; direkte aflæselige i teksternes overfladeniveau, afledt af (eller symptomer på) kronotoperne. Kronotoper og delkronotoper interagerer. Eksempel

Kronotopisk eksempel Kroen hos Cervantes: det altdominerende mødested, hvor menneskers tid sammenfalder. Udvekslingssted for fortællinger, seksuelle ydelser eller erotiske forviklinger. Social udveksling mellem klasser. Stedet hvorfra handlingen hele tiden starter (genstarter) Et socialt set liberalt, åbent sted og et delvist hedonistisk sted (udveksling af sex, mad, drikke, hvile, fortællinger) Blanding af eventyr- og hverdagskronotop – mennesket som socialt Kulturhistorisk udvikling: salonen hos Stendhal/Balzac/Proust: individualistisk kronotop; discoteket i 1980, chatroom i 2004? Anvendelse

Kronotopens anvendelsesområder Tekstanalytisk/især delkronotoper; etableringen af tid-rumlige koncentrationspunkter i tekster; undersøgelse af grundlæggende tid-rumlige strukturer,som betydningsbærende og genredefinerende. Litteraturhistorisk/kronotoper: genrernes indbyrdes forhold og udvikling i det lange perspektiv via kronotoper Kulturhistorisk: kronotopen som kulturhistorieredskab, benytter ”overset” materiale til en mentalitetshistorie (paralleler til Annales-skolen) Filosofisk: forsøg på at overskride tekst-verden dikotomien (især efterordet til ”Kronotopen”) Afrunding

Konklusion på romanteorierne Tredeling og samling Generelt: forsøg på at skildre, hvordan litteraturen utopisk fremstiller eller især peger på muligheden af menneskeværdigt liv. Polyfoni: at møde det andet menneske som et subjekt Stilistik: latter og sproglig perspektivisme modvirker autoritative diskurser Kronotopisk: mennesket lever i sin egen, biografiske tid: ikke en tid, der er for sen eller for tidlig. Dermed svarer romanteorien på de tidligste teksters samtidsdiagnose