Selvfordobling Hegel, Heiberg: Dannelse er en selvfremmedgørelse, en selvobjektivering, hvor man bliver i stand til at erkende sig selv og derigennem overskride.

Præsentationer af emnet: "Selvfordobling Hegel, Heiberg: Dannelse er en selvfremmedgørelse, en selvobjektivering, hvor man bliver i stand til at erkende sig selv og derigennem overskride."— Præsentationens transcript:

1 Selvfordobling Hegel, Heiberg: Dannelse er en selvfremmedgørelse, en selvobjektivering, hvor man bliver i stand til at erkende sig selv og derigennem overskride sig selv og blive fortrolig med det fremmede. Pontoppidan: Mennesket må bestandig overskride sig selv for at blive sig selv. Dannelse er således både overindividuel kulturskaben og personlig identitetsdannelse. Det er menneskets konstitutionelle selvfordobling: Det at vi kan se os selv som tænkende individer (med krop, følelser, fantasi, indføling osv.). En spiralbevægelse hvor man på stadig højere niveauer ser landskabet under sig og sig selv i dette landskab.

2 Selvfordoblingens fordobling
Men højere oppe kan vi se os selv se os selv. Dette er selvfordoblingens fordobling. Dette er et grundvilkår i det senmoderne: Giddens. Selvet er et refleksivt projekt. Vi forholder os ikke blot til hvem vi er og hvad vi gør, men også til hvem vi vil være og hvad vi vil gøre. Vi fortæller os selv og andre fortæller os. Ikke attituderelativisme eller fragmenterede selv-er, men netop et integreret hele med mange fremtrædelser, holdt sammen af fortællingerne. Litteraturens temaverden er stiliseret over basale erfaringer og kognitive former, sådan som de foreligger i menneskers hverdagsliv og vaner. Derfor giver det mening at undervise med og i litteratur.

3 Fortællingen Fortællingen er et grundlæggende psykisk træk. Vi forstår verden i sammenhænge og i formålsorienterede kategorier. Fiktion er er en anskuelses- eller imaginationsform som gør det muligt for mennesker at distancere sig fra virkeligheden for at kunne få bedre hold på den. Det fiktive er en grundlæggende bevidsthedsposition, der funktionelt modsvarer udfoldelsen af den abstrakte refleksion, men som samtidig adskiller sig fra denne form for refleksion ved at ”tænke” konkret, dvs. udfolde sg imaginativt-anskueligt fortolkende i forhold til menneskers faktiske handlinger og lidenskaber. Fiktionen befinder sig således i en art midterposition mellem den abstrakte tænkning og den umiddelbare, ureflekterede fortællende væren i verden (s. 160).

4 Narrativitet og litteratur
Narrativiteten er netop det at vi ser genkommende mønstre i vores væren-i-verden, mønstre som vi både ser og får fortalt fra vi er helt små, således at vi genbruger disse mønstre, disse manuskripter, disse genrer i vores fortælling af verden. Fx: ”Jeg faldt, jeg græd, jeg fik den grønne sut. Nu græder jeg ikke mere, nu er jeg glad igen”. Litteraturen er således ikke blot en blandt mange teksttyper, men en særlig sådan. ”Skønlitterære tekster reflekterende gradbøjninger af elementære kognitive former – på én og samme tid en virkning og en bevidst udfoldelse af menneskets konstitutionelle selvfordobling” (s. 165). Litteraturen virker åbnende for læserens bevidsthed: En komprimering af begivenheder og en ekspansion i læserens bevidsthed om disse begivenheders beskaffenhed.

5 Litteraturens muligheder i undervisningen
En tilgang til de selvrefleksive formers forandringshistorie Litteraturen er selvfordoblende og overskridende – og på en og samme tid dannet og dannende Beskæftigelsen undervisningen repræsenterer en yderligere refleksion over litteraturens allerede reflekterede former. Og litteraturarbejdet fordrer og befordrer tilsvarende refleksive processer i eleverne Processer der er konkrete

6 Lærerens arbejde er fokuseret på tre områder
De forståelsesformer teksterne er udtryk for De forståelsesformer eleverne udfolder i arbejdet med teksterne. Og de forståelsesformer underviseren selv benytter.

7 Opgaven ifht. objektet (indholdet i dannelsen)
Eleverne skal lære et repræsentativt udvalg af tekster at kende Og gennem arbejdet skal de udvikle personlige og sociale kompetencer gennem arbejdet med teksterne. Vedrørende det at forstå sproglige, kulturelle udtryk. Sammen med litteraturen står disse kompetencer i centrum for litteraturundervisningen. Hertil kommer en forståelseskompetence (hermeneutisk kompetence)

8 Litteraturundervisningens formål
Det udvidede erfaringsbegreb: At erfare hvad vi allerede har erfaret, men ikke har bemærket eller ikke har fattet betydningen af. Målet er således på langt sigt at pirke ved det givne, tilsyneladende selvindlysende, for på den måde at overskride erfaringen og forståelsen som umiddelbar form. Eleverne skal lære at forholde sig vidende og kritisk til den kompleksitet der knytter sig til livet i vores samfund i stedet for at naturalisere den. … Kun på den måde kan litteraturfaget – på linje med andre fag – bidrage til en sand demokratisk dannelse.