Perspektiver for Nordisk Postgraduate Master i Arkitektonisk Kulturarv v/Professor Gert Bech-Nielsen, AAA

Transformation og restaurering i bevaringsværdige bebyggelser og bygninger Der er sket en bemærkelsesværdig udvikling i interessen for det, man i dag kalder kulturarven. Internationalt viser denne interesse sig i omfangsrige politiske programmer ikke blot for den europæiske kultur, men også for det, man benævner som verdens kulturarv. I denne forbindelse spiller den arkitektoniske kulturarv sig ind i både det materielle og immaterielle grundlag for oplevelsesøkonomiens aktuelle vokseværk. Arkitektur og historie er blevet to ledetråde i de regionale udviklingsprogrammer. De sammenflettes i stedbundne kulturmiljøer, der åbenbart er ved at få en samfundsmæssig betydning, vi ikke har set før. Konsekvensen heraf har og vil være, at den historiske bygningskultur i de enkelte regioner i stadig højere grad indgår i en dynamisk veksling med økonomiske, politiske og ideologiske interesser, som er lokalt bundne, men internationalt afledte. I Danmark har Kulturarvsstyrelsen og byggeriets brancheorganisationer sat tal på denne udvikling i byggebranchen og mener, at 80% af al fremtidig byggeaktivitet vil forgå i den eksisterende bebyggelse. Herunder også den mere værdifulde del af den arkitektoniske kulturarv. Det er denne byggeaktivitet den nye Postgraduate Master i Arkitektonisk Kulturarv har som sit fokus. Uddannelsen sigter på at tilvejebringe specifikke kompetencer til at forstå, analysere og gribe ind i denne udvikling gennem transformation og restaurering af den foreliggende bygningskultur.

Værdisætning ved bl.a. undersøgelse, bygningshistorie og dokumentation I enhver iagttagelse af arkitektoniske forhold indgår hensigtsbestemte tolkninger fx historisk og arkitektonisk værdisætning og dermed rammerne for restaurering og transformation. Uddannelsen skal give kandidaterne en kritisk bevidsthed om relationen mellem objekt og tolkning. Dette gælder både i arbejdet med tidligere udførte dokumentationer og i den praksis de selv udøver bl.a. ved et tværfagligt samarbejde og både ved arkivstudier og ved undersøgelser in situ. I denne forbindelse er kendskabet til forskellige fagområder og deres undersøgelsesmetoder og hensigtsmæssighed for komplettering af eksisterende viden og frembringelse af ny indsigt afgørende. Uddannelsen skal på denne baggrund give indsigt i forskellige kompetenceområder fx bygningsarkæologiske undersøgelse, traditionel opmåling, kortlægning, fotografi, film, digitale metoder indenfor database samt digital modelbygning. Disse kompetenceområder omfatter ikke blot dokumentation af enkelte værker, men i ligeså høj grad bebyggelser, bydele og bystrukturer og de forhold der indvirker på disse.

Byggeteknik og materialer, tilstandsvurdering og vedligeholdelse Et grundlæggende udgangspunkt for at gribe ind i og bevare et bygningsværk og de sammenhænge det indgår i, er indsigt i den pågældende periodes byggetekniske forudsætninger og de funktionelle forhold de er udsprunget af. Den teknologiske udvikling og de byggematerialer den aktualiserer, er dels bestemt af det forhåndenværende naturgrundlag, dels af kulturelt betingede netværk. Denne indsigt er nødvendig for at kunne udføre vurderinger af både konstruktive og materielle tilstande og deres holdbarhed, der igen kan danne grundlag for vedligeholdelse, reparationer, restaureringer og ombygninger. Det gælder i historiske såvel som i nutidige bebyggelser, hvor tilføjelser og kompletteringer fordrer kendskab til forholdet mellem tidligere konstruktioner og byggemateriale på den ene side og nye teknikker og egenskaberne i moderne materialer på den anden.

Arkitektonisk formulering i historisk kontekst Ethvert indgreb i bygningskulturens fysiske forhold, det være sig vedligeholdelse, reparationer, restaureringer eller transformationer griber ind i den bestående arkitektoniske kontekst. Kendskabet til bygningskulturens historiske udtryk og dens skiftende forudsætninger, som jeg har omtalt, er derfor en side af den erhvervskompetence, som uddannelsen søger at tilvejebringe, altså en værdibeskrivelse som grundlag for en nutidig arkitektonisk formulering af forholdet mellem det bestående og det kommende. Den anden side sigter på at udvikle egenskaber til at indgå i tværfaglige netværk med udgangspunkt i konkrete problemstillinger. Det skyldes blandt andet, at der til stadighed indfinder sig nye specialiseringer mellem arkitektfaget og en række nye fagområder, som kræver et ajourført overblik. Samt hvilke erhvervskompetencer arkitekten selv mestre og hvilke, der mest hensigtsmæssigt indhentes fra andre fag i den konkrete sag. I denne forbindelse er forståelse og evne for ledelse på byggepladsen vigtig for at kunne omsætte de ovenfor nævnte kompetencer i praksis.

Procesudvikling og projektstyring Som nævnt, kræver den aktuelle udvikling i bygningskulturens historiske position en række nye kompetencer, som gives gennem denne målrettede ledelses uddannelse. Udøvelsen af disse kompetencer er for det første betinget af en opdateret indsigt i de innovationer, der sker i de administrative processer, som lægger rammerne for byggebranchen både regionalt og internationalt. For det andet baseret på opøvelse af evnen til åbenhed og fleksibilitet for nye organisationsformer mellem deltagerne i projektsamarbejde og projektstyring.