Finansieringsmekanismer på det specialiserede socialområde

Disposition 1. Organisering og finansiering 2. Hvad er problemerne med den nuværende model? 3. Perspektiver og sigteliner for fremtidige finansieringsmodeller

Organisering og finansiering (I) Organiseringen af den offentlige sektor handler om: Hvem bestemmer hvad? Hvem gør/producerer hvad? Hvem betaler hvad? Tre centrale principper bag de fleste ændringer i den offentlige sektor siden 1970-reformen: Ansvarsprincippet Neutralitetsprincippet Samordningsprincippet Til sammen: en klar sammenhæng mellem hvem der bestemmer på, producerer på og finansierer en sektor

Organisering og finansiering (II) Det specialiserede socialområde er et wicked problem: Vi har at gøre med et sæt problemer, der aldrig kan løses helt Som kræver svære afvejninger mellem modsatrettede hensyn Hvor løsninger skaber (nye) snitflader og andre problemer Der er altså ikke en organisering, der løser alle problemer og imødekommer alle hensyn – vi må vælge hvordan vi er uperfekte

Organisering og finansiering (II) Det specialiserede socialområde er et wicked problem: Vi har at gøre med et sæt problemer, der aldrig kan løses helt Som kræver svære afvejninger mellem modsatrettede hensyn Hvor løsninger skaber (nye) snitflader og andre problemer Der er altså ikke en organisering, der løser alle problemer og imødekommer alle hensyn – vi må vælge hvordan vi er uperfekte På det specialiserede socialområde kan der siges at være to sæt af helt essentielle hensyn, der trækker i hver sin retning: Den enkelte borgers behov og retskrav vs. Behovet for at styre de samlede udgifter Nærheden til normalområdet vs. De specialiserede sociale indsatser

Rammefinansiering og ”retten til ventelister” Nærhed til normal- området Specialisering og stærke faglige miljøer Rettighedsprincip og aktivitetsbaseret finansiering

Problemer med den nuværende model (I) 1970-2007: området delt mellem (stat,) amt og kommune  det specialiserede i amterne, forankringen til det lokale i kommunerne Delt ansvar  snitflader og kassetænkning vertikalt mellem niveauer Mange forskellige forsøg på finansiering, hvor grundtakstmodellen nok kom tættest på at indfri forhåbningerne 2007-reformen  større kommuner, der kan bære en større faglig tyngde Kommunerne fik det fulde ansvar for det specialiserede socialområde: Myndighedsansvaret for egne borgere Finansieringsansvaret for køb af ydelser til egne borgere Forsyningsansvaret, så de fornødne pladser er tilgængelige Samtidig: Hold budgetrammen, ellers…. Kommunerne med et stort behov for at købe ydelser fra eksterne parter – et kvasimarked for specialiserede sociale ydelser Resultatet er velkendt: Stærkt stigende udgifter, men ikke nødvendigvis stigende kvalitet i opgaveløsningen.

Rammefinansiering og ”retten til ventelister” Rammeaftaler og forsøg på at holde priserne nede Statsligt krav om at holde budgetterne Nærhed til normal- området Specialisering og stærke faglige miljøer Statsligt krav om at opretholde retskrav (sociale nævn og ankestyrelsen) Kvasimarkedet for specialiserede sociale ydelser Rettighedsprincip og aktivitetsbaseret finansiering

Problemer med den nuværende model (II) Et nedslagspunkt: Kvasimarkedet To roller på markedet: Driftsherre og køber – varierende overlap Driftsherren (den lokale kommunalbestyrelse) bærer det fulde politiske ansvar for sine tilbud, uanset hvor brugerne måtte komme fra. Køberen (borgerens hjemkommune) betaler den takst, driftsherren fastsætter Kvasimarkedet ændrer spillereglerne – men ikke i den retning, som NPM-tilgangen ville forvente. Politiske hensyn får forrang frem for økonomiske hensyn, når man kan pleje egne politiske interesser for andres regning Mine resultater: Signifikant sammenhæng mellem andel eksterne beboere og takstudviklingen på boformer til voksne i 2010 (men svagere i 2011). Alternativer? Mere regulering eller mere konkurrence på prisen.

Perspektiver for en fremtidig finansieringsmodel Den vigtigste erkendelse er, at der ikke findes en perfekt model – men en række modeller, der prioriterer på forskellig vis vægter nogle hensyn på bekostning af andre hensyn Det er selvfølgelig en politisk prioritering, om der skal være styr på de samlede udgifter eller om individuelle retskrav skal prioriteres (men erkend dette åbent).

Perspektiver for en fremtidig finansieringsmodel Rammefinansiering (Styrer den samlede udgift) Tilbage til før 2007? ”KL-modellen” Nærhed til normal- området Specialisering og stærke faglige miljøer Kvasimarkeds-modellen Aktivitetsbaseret finansiering (Tilpasser mængden af tilbud og mindsker måske prisen pr enhed)

Perspektiver for en fremtidig finansieringsmodel Den vigtigste erkendelse er, at der ikke findes en perfekt model – men en række modeller, der prioriterer på forskellig vis vægter nogle hensyn på bekostning af andre hensyn Det er selvfølgelig en politisk prioritering, om der skal være styr på de samlede udgifter eller om individuelle retskrav skal prioriteres (men erkend dette åbent). Andet, der kan bringes i spil: Leverer velfærdsstaten i dag nogle ydelser, der ikke længere er råd til? Skal alle funktionsnedsættelser kompenseres (fuldt ud)? Skal vi i stigende grad gøre brug af standardiserede ydelser og standardtakster? Større kommunalt råderum og færre statslige krav? Kulegravning af, hvad de 45 mia. kr., der anvendes på det specialiserede socialområde egentligt gør til – og hvad vi får for dem?