Dansk landbrug: For ca. 200 år siden boede de fleste af den danske befolkning ud på landet. De drev landbrug med det formål at skaffe mad til familiens overlevelse. Men produktionen var meget lille og ofte havde de problemer med at skaffe mad nok. Slog høsten fejl, kunne det medføre at familien måtte sulte i vintertiden. Men siden 1950 har landbruget ændret sig fra et dominerende erhverv til et erhverv, der kun beskæftiger ca. 2% af arbejdsstyrken. Men hvis man kigger på markerne er der ca. 60% af Danmarks areal er opdyrket og kultiveret. Landbruget har gennemgået en stor udvikling. I kraft af den teknologiske udvikling i samfundet som helhed er landbruget langsomt blevet industrialiseret og teknologiseret. Hvad har vært drivkræfterne i denne udvikling? Hvilken ændringer har det medført for landbrugsproduktionen? Hvilke ulemper giver den succesfulde fødevareproduktion for miljøet? Hvilke perspektiver er der for udviklingen i landbruget? Er der plads til fortsat teknologisk udvikling og til dyreetik? Skal det være økonomien der skal styre produktionen, så man producerer så meget som muligt? Eller skal der stilles krav til en bæredygtig udvikling med økologisk produktion så miljøet kan bevares og vores drikkevand og vandløb ikke forurenes af giftstoffer og gødning? Landboreformen i 1700- tallet: Det landskab og arealanvendelse vi kender i dag er et resultat af reformen i 1700-tallet. Reformerne løste en række af de problemer der blokerede for at landbrugets produktivitet kunne forbedre. Som noget af det første blev stavnsbåndet ophævet i 1788. Stavnsbåndet blev indført i 1733 efter ønske fra godsejere og militær. Det bandt mænd mellem 18 og 36 år til at blive boende på det gods eller herregård, hvor de var født. Der var dog mulighed for at købe fripas, så stavnsbåndet var i praksis næppe særligt bindende for de bedrestillede, dvs. bønderne og deres sønner.

Desuden blev hoveriet reguleret Desuden blev hoveriet reguleret. I flere århundreder havde de fleste bønder været fæstebønder som havde lejet - fæstet - en gård af herremanden. I 1400-tallet startede fæstet som en frivillig ordning som bønderne indgik for at sikre sig mod overfald fra andre herremænd eller røvermænd. Bønderne gav sig ind under den lokale herremænds beskyttelse mod at overgive deres gårde til herremanden og leje dem igen som fæstebønder. Som fæste eller leje skulle fæstebonden betale en afgift. En stor del af denne afgift betalte fæstebonden ved at arbejde på herregården. Dette kaldes hoveri. Specielt i sidste halvdelen af 1700-tallet voksede hoveriet, at der ikke var muligt at bønderne arbejde på deres egne marker, da hoveriet var næsten 200 dage eller mere om året. I 1779 blev hoveriet begrænset ved lov og i årene derefter erstattet af en pengeafgift for 2/3 af fæstet. På den måde kunne bønderne arbejde på deres egne marker og en del købte deres fæstegårde og blev selvejere. Afskaffelse af hoveriet og stavnsbåndet hjælp til at fødevareproduktionen i landbruget steg. Men de landboreformer som havde den største virkning på væksten var landsbyens organisering og blev kaldt Udskiftning og udflytning. Udskiftning og Udflytning: Udskiftning: Hver bonde havde sine stykker (jorder) fordelt 20-100 steder på landsbyens jorder ud fra et retfærdighedsprincip således, at hver bonde fik del i både de gode og de mindre gode jorder. Man dyrkede jorden i fællesskab og hjælp hinanden. Men resultatet var lille og ineffektiv. Ved udskiftning blev den enkelte bondes marker ”skiftet ud” så hans jord blev samlet ligesom landsbyens fælles græsnings- arealer ” overdrevne” indgik i bytte handlerne om jorden. Samtidig med udskiftningerne skete der en vis udflytning. d.v.s at en del af gårdene flyttet ud af landsbyen. I forbindelse med udskiftningen kunne bonden selv tage stilling til hvordan han ville dyrke jorden og hvilke afgrøder han ville dyrke. Alt i alt betød disse reformer at landbrugsproduktionen blev fordoblet i perioden fra 1770 til 1800. Udflytningen: var sjældent populær men nødvendig af at ikke alle bønder i forbindelse med jordbytning kunne få deres marker i direkte tilknytning til landsbyen. Ulempen ved at lade gårdene ligge i landsbyen ville være stor for de bønder der havde en lang transport til deres yderste mark.

Industriel forarbejdning af råvarerne: Den næste store ændring i det danske landbrug kom i slutningen af 1800 tallet. Fra 1876 og frem til 1900 var der krise i Europæiske landbrug. USA og Østeuropa kom med deres korn til lave priser. De danske landbrug måtte derfor omlægge eksporten fra korn til forarbejdede animalsk produkter, som smør og ost. Ligeledes kunne svinene forarbejdes til skinke og bacon. Den animalske produktion ændredes fra overvejende at være til selvforsyning til nu at være produceret for et marked. Dels voksede hjemmemarkedet i takt med befolkningsvæksten i byerne, dels voksede eksporten af fødevarer til især England. Herfra fik Danmark rollen som eksportør af fødevarer til resten af Europa. Der blev etableret maskinfabrikker der producerede maskiner til selve landbrugsproduktionen som tærskeværk, selvbinder og metalplove. Andelsbevægelsen udvikles: Da Tyskland i 1879 lagde told på den danske eksport af levende kvæg, blev mejeridriften redningsplanken. De nye mejerier blev organiseret som andelsselskaber. Det første andelsmejeri blev oprettet i 1882 I Hjedding ved Varde, og i den tid blev der oprettet knap 700 andelsmejerier, som var bygget op på en demokratisk måde. Enhver mand havde en stemmeret uanset antallet af kvæg. Fig 6.3 Andelsbevægelsen succes på mejeriområdet betød at principperne hurtig bredte sig til slagterierne, og det første andelsslagteri blev oprettet i 1887 i Horsens. Andelsbevægelsens udvikling er et specielt dansk fænomen. Grunden til dette fænomen var angst af de penge stærke folk fra byerne og gårdsejerne. Derefter startede brugsforeninger.

Landbrugets udvikling efter 1950: Fra slutningen af 1800 tallet til efter 2. verdenskrig voksede landbrugsproduktionen. Men strukturen i det danske landbrug ændrede sig ikke, og frem til 1950 lå antallet af landbrug i Danmark konstant på godt 200,000. Først i begyndelsen af 1950'erne startede en gennemgribende teknologisk udvikling i landbruget der både påvirkede strukturen hvad og hvordan landbruget producerede og beskæftigelsen. På en kort tid blev landbruget beskæftigelsesmæssigt reduceret til et lille erhverv, der i 2005 beskæftigede omkring 2% af arbejdsstyrken. Mekaniseringen i 1950'erne og 1960'erne: Den store teknologiske udvikling begyndte med indførelsen af traktorer i landbruget efter 2. verdenskrig. I løbet af 10 år blev antallet af traktorer forøget med ca. 100,000, og beskæftigelsen faldt ligeså meget. I denne periode ændredes mange landbrug til familielandbrug, hvor der kun i perioder var brug for og råd til ekstra arbejdskraft ud over det familien selv kunne klare. Det var ”Push-Pull” effekten der virkede. Byerne tiltrak arbejdskraften med højere lønninger, korter arbejdstid og ferie samtidig med at mekanisering på landet og de dårlige arbejdsvilkår skubbede arbejdskraften væk fra landbruget.

Specialisering i 1970'erne: I landbrugskreds var der store forventninger til Danmarks medlemskab af EU. Landmændene var derfor med til at stemme Danmark ind den 2.oktober 1972. Man forventede en større indtjening på grund af en øget landbrugseksport, og mange landmænd investerede kraftigt i maskiner og driftsbygninger. Fig 6.5. Ejendomspriserne steg og det blev dyre for nye landmænd at overtage en gård. På grund af den økonomiske krise begyndte mange landmænd at specialisere sig i en enkelt type husdyr og eller får afgrøder på marken. Det var en økonomisk fordel at specialisere sig fordi basisinvesteringerne til stalde, foderanlæg, udmugningsanlæg, maskiner og.... var store og anlæggene var beregnet enten til svin eller kvæg. Til gengæld fik den specialiserede gård en langt større og mere effektiv produktion end de blandede brug havde haft. Overproduktion og krise: Produktionen af landbrugsvarer voksede stærkt i denne periode på grund af den øgede produktivitet, men det var begrænset, hvor meget man kunne eksportere. I 1970'erne hørte man først gang om overskudslagre i EU. Overproduktionen gav faldende priser, og det medførte at mange landmænd havde problemer med at klare tilbagebetalingen af de store investeringer. I starten af 1970'erne startede tvangsauktionsbølge der fortsatte frem til midten af 1990'erne. I en periode på næsten 20 år lukkede i gennemsnit 10 langbrug om dagen. Fig 6.6 side 135. Men i 1981 gennemførte man flere end 1500 tvangsauktioner på et år.

Det industrialiserede landbrug: Dansk landbrug havde udviklet sig til et industrialiseret landbrug omkring år 2000. Mekaniseringen, specialiseringen og automatiseringen var blevet en selvforstærkende proces, hvor der blev stillet større krav til landmandens kvalifikationer. Landmændene skulle sørge for at have kendskab til det nyeste inden for Sygdomsbekæmpelse, sammensætningen af den optimale foderblanding til dyrene, have overblik over et stort regnskab med store udgifter til renter og afdrag m.m. Resultat af denne udvikling blev, at der skete en polarisering fra slutningen af 1990’erne og frem. Der blev dannet flere store landbrug og små landbrug. Langt det fleste landbrugsproduktioner blev koncentreret på de store landbrug specielt kvæg og svine. Fig. 6.7. viser landbrugenes fordeling på størrelse. De små landbrug var for en stor dels vedkommende blevet til deltidslandbrug. Således havde mange af de små kvæg- landbrug kødkvæg og får som ikke kræver så megen pasning. Antallet af landbrug i 2003 var faldet til ca. 48.600. Heraf var ca. 26.000 heltidslandbrug. Resterende 22.000 var deltidslandbrug Der var omkring 80.000 landejendomme, der ikke længere talte med som landbrug. Enten de blev solgt eller blev brugt som fritidshuse, sommerhuse, fritidslandbrug og bolig.

Knap halvdelen af alle landbrug især heltidslandbrugene havde forøget deres dyrkningsareal med forpagtet jord. Andelen af forpagtet landbrugsjord steg fra at udgøre ca. 7% af den dyrkede jord i 1960’erne til 28% i 2003. Denne udvikling understregede polariseringen hvor heltidslandbrugene blev større, specialiserede, effektiviserede og i den forbindelse havde brug for at leje mere jord. På den anden side havde deltidslandbrugene en interesse i at bortforpagte jord for at få en lejeindtægt for jorden og få nedsat arbejdsbyrden ved landbruget. Mange deltidslandmænd har et almindeligt lønarbejde ved siden af, fordi landbruget ofte ikke giver tilstrækkelig indkomst til at dække driften af gården og til at forsørge familien. Landmændenes gennemsnitalder har siden 1950’erne ligget ret konstant på omkring 52 år. Alderen er typisk meget høj op til 70-80 år for de landmænd der har de små landbrug. Heltidslandmændene specialiserede sig i tre meget forskellige områder: Planteavl, Mælkegårde og Svinefarme. Disse højeffektive landbrugsproduktioner udgør A: kun ¼ af landbrugene, B: har ca. ½ af jorden, C: men står for ca.¼ af produktionen inden for henholdsvis korn, mælk og svinekød. De rene planteavlsbrug er lokaliseret på Sjælland, Lolland og Falster, hvor den gode lerjord giver et højt høstbytte, men den animalske produktion er især lokaliseret på Fyn og i Jylland. Fig 6.12 og fig 6.13.

1: Planteproduktion: Som følge af specialisering skete der siden 1980’erne en sammenlægning af gårde for at landmændene kunne få større marker, der var mere rentable at dyrke med store landbrugsmaskiner, kunstgødning og sprøjtemidler. I 2004 havde 44% af alle landmændene specialiseret sig, så de kun havde planteproduktion. Det var den største gruppe inden for de specialiserede landbrug. Der var også en stor skift i de afgrøder man dyrkede. Det var på grund af varmer klima samt en forskning i og udvikling af mere hårdføre kornsorter ved forædling. I 1984 udgjorde vårbyg lang den største afgrøde fordi denne afgrøde gav det sikreste udbytte på dette tidspunkt hvorimod både vinterbyg og vinterhvede ofte gav lavt udbytte , hvis vinteren var hård og planterne frøs væk. Fig 6.9 side 137. Det aktuelle klima har stor indflydelse på planteproduktionens størrelse. Sommerens temperaturer og nedbørsforhold har afgørende betydning for hvordan kornhøsten bliver hvert år og udbyttet af høsten varierer meget fra år til år. Endnu høstes majs fortrinsvis som grønfoder, for sommeren er ofte ikke varm nok til at majskernerne modner i Danmark. Majs bruges til foder til køer i stedet for den mere arbejdskrævende foderroe. (Filmen, FOOD). Høst udbytte er afhængig af jordbunds forholdende, og her er store regionale forskelle. Lavest er udbyttet i Vestjylland med de sandede jorder mens de lerede jorder i den østlige del af Danmark giver et højere udbytte. Fig 6.11 side 138. Lang den største del af det høstede korn bliver anvendt til svinefoder , hvor derimod det kort som bliver brugt til brød i Danmark hentes fra Tyskland og Frankrig, da der er flere solskinstimer. Det økonomiske og arbejdsmæssige pres på landbruget førte til et konstant krav om stigning i produktiviteten i form af stigende mekanisering, forædling og nye produktionsmetoder. I slutningen af 1990 blev der vha. gensplejsning (GMO) udviklet majs og roer som kunne tåle ukrudtsmidlet ”Roundup” men det mødte stor kritik og blev stoppet.

Der blev givet 1000 forsøg med GMO planter i EU men den kommercielle dyrkning blev der for første gang givet tilladelse til i april 2004. Dyrkning af GMO afgrøder på danske jord givet i 2005. På verdensplan var der i 2003, 7 mio. landmænd i 18 lande der dyrkede GMO afgrøder i alt 67.7 mio. ha. Mælke Produktion: Omkring 7000 landmænd har malkekøre, og omkring 90% af disse landmænd har specialiseret sig i udelukkende at producere mælk. Men mange landmænd på grund af den risikofulde tider og faldende mælkepriser vil helst at sælge deres mælkekvoter, de kan måske give dem 2 mio. kr. som kan investeres i mere jord og så blive planteproducent. De sidste 10 år har strukturen inden for landbrug med mælkeproduktion ændret sig voldsomt. Antallet af gårde er reduceret med 55% og samtidig er den gennemsnitlige besætningsstørrelse blevet fordoblet. Det er også sket det at antallet af gårde med over 100 køer er vokset fra at udgøre 2,5% 1991 til at udgøre 22% af gårdene i 2003. Specialisering betød også effektivisering af mælkeproduktionen. Den gennemsnitlige mælkeydelse pr. ko pr. dag steg far 10 liter i 1960 til 22 liter i 2004. Maskinerne i staldende blev forsynet med automatisk foder, malke og udmugningsanlæg. Foderplanlægningen forbedres så de dyre foder ikke gik til spilde. Automatiseringen nedsætter forbruget af arbejdskraft så meget at en enkelt person kan passe mange dyr. Teknologien har taget plads i mælkeproduktionen og robotter har overtaget styringen af det meste af arbejdet. Computeren kender samtidig koens længde og tilpasser malkeboksen til koen og styrer mælkens kvalitet. På kvæglandbrugets forsøg center i Foulum er man ved at udvikle ”den intelligente stald” hvor man ved hjælp af computer kan overvåge den enkelte ko. Ved en trådløs sensor i koens halsbånd kan man få et samlet billede af koens adfærd, mælkeydelse, foderforbrug m.v. Ændre koen adfærd, bliver det skrevet ud på en alarmliste hvor målet bl.a. er hurtigt at kunne afsløre om en ko er ved at blive syg.

Svineproduktion: Produktionen af svin er blevet meget industrialiseret og bygger på et meget stort antal svin. Den typiske svine producent har over 500 søer der få smågrise. Eller han har specialiseret sig til kun at have slagtesvin, hvor han producerer mere end 2000-3000 slagtesvin. pr. år I det sidste 25 år er svinebesætninger faldet fra 68,000 i 1980 til 11,000 i 2004, mens antallet af svin steg fra 10 mio. til 13 mio. svin. Der fødes 68,000 smågrise og den årlige produktion af slagtesvin slog rekord i 2003 med 24.7 mio. Landmandens overskud er afhængig af de variable omkostninger til foder, varme, elektricitet mv. Kan holdes meget lave fordi størstedelen af salgsprisen for svinene går til at dække store basisomkostninger som store lån til bygninger og automatiserede produktionsanlæg. Staldene har forskellige funktioner. Søerne går i en type stald mens de er drægtige. Når de skal fare (føde) flyttes søerne over i farestalde med specielle båse der skal forhindre dem at lægge sig på de nyfødte grise. Efter tre måneder tages de smågrise og placeres i specielt opvarmede ”klimastalde” hvor de hurtigt kan øge deres vægt. De går der i 10 uger. Herefter flyttes de til en fedestald, hvor de bliver til e er 5 måneder gamle og har opnået den optimale slagtevægt. Den industrialiserede svineproduktion har edb styring af foder, temperatur, ventilation og lys. Lys mængden er ikke uvæsentlig. Lyset i svinestaldene er kun tændt i korte perioder 2 gange om dagen ved fodring og når dyrene kontrolleres. Ved hjælp af en intensiv avl kan man i dag producere svin der er ca. 20 cm længere end for 20 år siden. Alt i alt har produktionen af svin steget til 51% fra 1990 til 2003. og kød produktion steget fra 79% til 84%. Svineproduktion er på den ene side den største af landbrugets eksportvarer til Japan, England og Tyskland som udgør 5% af Danmarks samlede Eksport men på den anden side den største enkeltkilde til miljøforurening i Danmark i form af nitrat og fosfatforurening.