Kristine Kousholt, post doc, ph.d. Evalueret Deltagelse i folkeskolens evalueringspraksis

Evalueringer – mellem termometerhypotese og bivirkningshypotese (Kvale, 1980) Termometerhypotese – den antagelse at evalueringer efterlader det evaluerede uændret. Bivirkningshypotesen – antagelsen om at den metode, som skal måle indlæring i sig selv bliver mål for indlæring og derved får betydning for indlæringsformen (Kvale, 1980).

Der er blevet taget udgangspunkt i, at evaluering får betydning for den praksis, som skal evalueres – altså i forlængelse af bivirkningshypotesen. (jf. også Dahler-Larsen, 2006 om konstitutive virkninger).

Skolens evalueringspraksis er medkonstituerende for det, evalueringerne søger at måle Afhandlingens særlige bidrag: at elevernes fællesskaber indgår heri

Insisteret på at forstå ud fra deltagernes perspektiver Præsentation af afhandlingen: ’Evalueret – deltagelse i folkeskolens evalueringspraksis’ En undersøgelse af konkret brug af evalueringsmetoder i tre danske folkeskoler Insisteret på at forstå ud fra deltagernes perspektiver

Deltagende observation og interviews i tre klasser på tre skoler: Birkeskolen Elmeskolen Fyrreskolen Klasse: 4. Klasse 5. Klasse 7./8. Klasse

Elevsamtalen som evalueringspraksis 1. Analyse Elevsamtalen som evalueringspraksis Lærer og elever har forskellige perspektiver på elevsamtalen De elever, som taler meget, bidrager til at læreren bedre kan støtte deres læreprocesser.

Uddrag fra et børneinterview: Asgar: ”Så vil de synes… så er det lige som om en lærer ikke kan lide én, og så kan det være, at man ikke får en særlig god karakter eller sådan noget, ligesom hvis de ikke kan lide én. Rosa: ”Det har ikke noget med det at gøre. De må ikke give en lav karakter, hvis de ikke kan lide én.” Asgar: ”Jo, de kan også godt, hvis de kan lide én, så kan de også give en høj karakter.” Rosa: ”Det kommer da an på det, man laver.” Asgar: ”Man kan også, hvis man ikke kan lide én.” Rosa: ”Må man godt give lave karakterer, hvis man ikke kan lide børn?” Asgar: ”Nej, man må ikke, men man kan jo godt.”

Børnenes grunde kan skabe viden om deltagelse i skolens evalueringspraksis Børnenes grunde er væsentlige aspekter af en fælles erkendelsesinteresse

Selvevalueringer i folkeskolen 2. Analyse Selvevalueringer i folkeskolen At lære at sætte mål for egen læring. I krydsfeltet mellem elevernes engagementer og lærernes opgaver.

Læreres vurderinger af selvevalueringer: Lærer: ”[…] Men der ligger én på samme ringe niveau som hende [en pige som er fagligt lavt præsterende og ikke har evalueret sig selv derefter], og han havde vurderet sig selv fuldstændig efter – han ved godt, han har svært ved at læse i forhold til sine kammerater. Han ved godt… og det er ok, fordi det arbejder vi på. Det er bare sådan en helt anden holdning at have, og han har vurderet sig selv meget rigtigt i forhold til virkeligheden.” (mine fremhævelser)

Evalueringspraksis som lagdelt – fejl, rettelser og dygtighed kan skabe nye betydninger Det bliver derved mangetydigt, hvad der kan evalueres

Afslutning – en forhåbning At forstå dygtighed som knyttet til de læringsbetingelser, vi stiller for vores børn En succesfuld eller ikke-succesfuld brug af selvevalueringer afhænger af, hvordan vi strukturer skolen i øvrigt

Anvendt litteratur: Dahler-Larsen, P. (2006). Evalueringskultur. Et begreb bliver til. Odense: Syddansk Universitetsforlag. Dreier, O. (1999b). Læring som ændring af personlig deltagelse i sociale kontekster. In K. Nielsen & S. Kvale (Eds.), Mesterlære - Læring som social praksis (pp. 76-99). København: Hans Reitzels Forlag. Dreier, O. (2001). Virksomhed - læring - deltagelse. Nordiske Udkast, 29(2), 39-58. Dreier, O. (2002 (1993)). Psykosocial behandling. En teori om et praksisområde (2 ed.). København: Dansk Psykologisk Forlag. Dreier, O. (2003). Subjectivity and Social Practice (2nd ed.). Aarhus: Center for Health, Humanity, and Culture, Department of Philosophy, University of Aarhus. Dreier, O. (2006). Imod abstraktionen af struktur. Nordiske Udkast, 34(1), 3-13. Dreier, O. (2007). Generality and particularity of knowledge. In V. V. Deventer, M. T. Blanche, E. Fourie & P. Segalo (Eds.), Citizen City. Between constructing agent and constructed agency (pp. 188-196). Ontario: Captus Press.

Dreier, O. (2008). Psychotherapy in Everyday Life Dreier, O. (2008). Psychotherapy in Everyday Life. New York: Cambridge University Press. Holzkamp, K. (1979). Den kritiske psykologis kategorielle og teoretiske opfattelse af formidlingen mellem de konkrete individer og deres samfundsmæssige livsbetingelser. In O. Dreier (Ed.), Den kritiske psykologi (pp. 189-201 ). København: Rhodos. Holzkamp, K. (1998). Daglig livsførelse som subjektvidenskabeligt grundkoncept. Nordiske Udkast(2), 5-31. Holzkamp, K. (2005). Mennesket som subjekt for videnskabelig metodik. Nordiske Udkast, 33(2), 5-33. Højholt, C. (1993). Brugerperspektiver. Forældres, læreres og psykologers erfaringer med psykosocialt arbejde. København: Dansk Psykologisk Forlag. Højholt, C. (1999). Tilegner indlæringsvanskeligheder sig børn? In E. Axel, K. Baltzer, C. R. Hansen & J. Mammon (Eds.), Virksomhed, viden, læring (pp. 127-150). Oxford: Aarhus Universitetsforlag.

Højholt, C. (2001). Samarbejde om børns udvikling Højholt, C. (2001). Samarbejde om børns udvikling. Deltagere i social praksis (Vol. 1). København: Nordisk Forlag.  Højholt, C. (2005). Præsentation af praksisforskning. In C. Højholt (Ed.), Forældresamarbejde. Forskning i fællesskab (Vol. 1, pp. 23-46). Gylling: Dansk Psykologisk Forlag. Kousholt, K. (2009). Evalueret. Deltagelse i folkeskolens evalueringspraksis. Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Århus Universitet, København. Kvale, S. (1980). Spillet om karakterer i gymnasiet. Elevinterviews om bivirkninger af adgangsbegrænsning. København: Munksgaard.