Hospitalspræst med specialistfunktion i palliation, Klage og håb: Værdighedens og trøstens rum i møde med mennesker, der modtager palliativ indsats Tom Andersen Kjær Hospitalspræst med specialistfunktion i palliation, Herlev Hospital

To små eksempler

Opbygningen af mit indlæg 1. del: Nogle mere overordnede overvejelser 2. del: Noget, der kan stimulere fantasien Palliation: Kun behandling eller noget mere Noget om trøst, værdighed og rum Noget om møde Noget om fantasi

Total-smerte-oplevelsen som omdrejningspunkt i forståelsen af den palliative indsats

Etymologi Af det græsk ord etymos: virkelig, sand to etymon: et ords oprindelige betydning Etymologisk guldalder arkæologi eller sansefilosofisk etymologi Begreb som eksempel

Begreb greb, gribe, omfang gribe ikke gribe kun gribe noget

Trøst Indoeuropæisk : drousto, trofast afledt af tre ord: drou, fasthed; dru, egetræ; deru, træ Fællesgermansk: trausta, trofasthed, tillid, trøst

Værdighed af værd Fællesgermansk: werphan, vorde, blive Werpa: som er blevet til noget, drejet den rigtige vej

Rum Indoeuropæisk ru, at åbne Germansk: ruma, åben Oldnordisk adjektivet rumr, rummelig Med tiden substantivet rum Det åbne land( sml rus vs urbs)

Møde belyst ud fra K.E. Løgstrup Samlæsning af Løgstrups etiske og sansefilosofiske forfatterskab Begrundet i at sorg-kriseteorierne ikke slår til. Der er sket rigtigt meget indenfor sorgforskningen.

”Grundteksten” til belysning af et mødes etiske karakter Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stem­ning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej (Løgstrup 2010, s. 25).

Sårbarhed – det er i vores sårbarhed vi til tider har brug for trøst og at vores værdighed kan være på spil vi er hinandens verden og hinandens skæbne (Løgstrup: Den etiske fordring 2010(1956), 25-26) Har vi magt over et sårbart menneske, så skal vi bruge denne magt til den andens bedste (sammenlign med Løgstrup Etiske begreber og problemer 1971, 213).

En etiske treklang hos Løgstrup ( Kari Martinsen) De suveræne livsytringer vs de kredsende livsytringer Den etiske fordring De kulturelt formede normer

Suveræne livsytringer I den suveræne livsytring kommer vi os selv i forkøbet, hvorfor det også hedder gribes af den. Deri består spontaneiteten ( Løgstrup 1971,215)

Den etiske fordring Har vi magt over et sårbart menneske, skal vi bruge magten til den andens bedste Se Løgstrup: Etiske begreber og problemer 1971,213: ” Den magt, interdepensen giver dig over et andet menneske, skal du bruge til dets bedste”

Befaling vs fordring befaling rummer en klar ordre om at gøre noget på forhånd fastlagt af frygt for konsekvenserne ved at undlade at være lydig fordring: noget gøres eller gøres ikke! i en konkret situation i erkendelse af, at man skylder dette menneske at gøre præcis dette

Normer Den naturligste af alle moralske regler er den regel, man kalder for den gyldne, og som siger, at hvad du vil, at den anden skal gøre imod dig, skal du gøre imod ham. Det er en ganske radikal regel takket være det fantasielement, som den indeholder, ja står og falder med ( Løgstrup 1971,232).

Rent vs urent Normal vs afvigende Tilladt vs forbudt

Den til tider forfærdeligt store magt ”Jeg arbejder på at blive stålsat. Jeg orker ikke mere skyldfølelse, jeg holder afstand. Hos os handler det mest om tempo. Selv om jeg ved, at jeg dagligt er til hjælp og støtte for nogen, ved jeg godt, hvem jeg er gået forbi. I omklædningsrummet på vej hjem har jeg altid skyldfølelse over det ugjorte. Men det gode ved tempo er, at det hindrer mig i at se klart.” ( Martinsen 2012a,65)

Fordring og fantasi Fordringen er blandt andet formuleret i den gyldne regel: Alt hvad du vil at de andre skal gøre imod dig, skal du gøre imod dem. Den er alt andet end en lunken regel om at gøre gengæld, […] Den er tværtimod en regel for brugen af vor fantasi. Den forlanger, at vi skal fantasere os til, hvordan vi ville ønske der blev handlet imod os, hvis vi var i den andens sted – for så aktuelt at handle imod den anden på den måde (Løgstrup: Solidaritet og kærlighed 1987, s. 25).

Vidde og prægnans. Metafysik 1 (1976) Kunst og erkendelse. Metafysik 2 (1983) Ophav og omgivelse. Metafysik 3 (1984) Skabelse og tilintetgørelse. Metafysik 4 (1978).

Sansning og forståelse er forenende modsætninger Ude af sig selv Afstandsløs Før-bevidst Før-sproglig Stemt eller bevæget Fuldstændigt nærvær Forståelse Finde sig selv Lægger afstand Forsøg på at blive bevidst Forsøg på at sprogliggøre Tydning er bevæget Fortolkning er kontrolleret Formet nærvær

Fantasi Fantasere – positivt( over et tema i musik) og negativt( spin) Fra græsk: Fantasia: det at blive synlig Af det græske ord fås: lys, dagslys, livslys

Fantasi og fiktion Vi lever ikke kun i det faktiske rum, vi lever også i det fiktive rum. Det er vi tilbøjelige til at se bort fra, men en indbildning er det, at vor forståelse skulle kunne være rumløs. Uden fiktivt rum ingen forståelse ( Løgstrup Skabelse og tilintetgørelse 1978, 1995 udgaven, 151).

En udbredt nutidig sprogbrug Fakta: et forhold eller en oplysning, der er eller fremstilles som ubestrideligt sand eller rigtig Fiktion: forestilling eller påfund, som er opdigtet eller indbildt

Fiktion hos Løgstrup og Martinsen Fiktion er afledt af verbet fingo på latin. Det kan i sjældne tilfælde bruges poetisk i betydningen: jeg bestryger, jeg berører blidt. En mere udbredt betydning er: jeg danner, former, skaber, forfær­diger, laver. Det kan også anvendes om billedhuggerens virksomhed: Jeg afbilleder, jeg fremstiller (Jensen og Goldschmidt 1881–86, s. 347). Alle disse betydninger har med sansning og håndværk at gøre. De peger i retning af, at vi i fiktionens rum afbilleder noget, udtrykker noget, berører noget, på grundlag af et sansefyldt indtryk……….. fiktion må forstås som en bestemt måde at forholde sig til sanseindtrykkets virkelighed eller fakta på. Den ligner eller svarer til f.eks. billedhuggerens udformning af sanseelementet. En tydende forståelse kan netop på grund af sin fiktive, sanseprægede, form være sand og oplysende, på samme måde som kunsten kan ( Kjær 2012b,

Fantasi Sætte sig i den andens sted i fantasien Sætte sig i sit eget sted i fantasien Sansning Erindring og erfaring Viden Andres fortællinger

Gebærde Kjær på basis af Katrin Asper og Løgstrup At give en stemning udtryk med hele sin person – for at kunne bære den Hensigtsmæssige gebærder – der tjener mødet med den anden ”Uhensigtsmæssige gebærder” – der er en fortvivlelsens selvhjælp; hjælper den enkelte til at overleve truende situationer, selvom det går ud over andre

oprør og underkastelse accept og protest håb og opgivenhed Feigenberg, Loma: Terminalvård, Lund 1977 ( disputats)  fornægtelse og indsigt oprør og underkastelse accept og protest håb og opgivenhed viljen til liv og ønsket om at dø identitet og opløsning værdighed og fornedrelse restitution og regression  dimensionen tid tryghed og utryghed psykosocialt levende og psykosocialt død soc. død. psykisk død, biologisk død, fysiologisk død.