Kontaktfænomener opstår i relation, og kan kun forstås i den kontekst. Den gestaltterapeutiske diagnose Hanne Hostrup: Gestaltterapi 2. udgave 1. oplag. Hans Reitzels forlag 2009/ Karenn Nielsen En fænomenologisk analyse af de gestalt-formationsprocesser, der opstår i den terapeutiske kontakt. Kontaktfænomener opstår i relation, og kan kun forstås i den kontekst. Den gestaltterapeutiske diagnose bygger på en analyse af, hvad klienten gør, når han gør, hvad han gør, og adskiller sig dermed fra den psykiatriske diagnose, der er interesseret i symptomer og sygdomshistorie. Den identificerer hvor og hvordan blokeringer opstår i kontaktprocessen.

Den gestaltterapeutiske diagnose Diagnosen stilles altid i forhold til en bestemt relation, en bestemt situation på en bestemt tid: kontakten mellem klient og terapeut er f.eks. forskellig ved første og sidste samtale, afhængig af kvaliteten af kontakt og deres relation i processen. Når terapien virker, vil kontakten ændre sig i terapien, og klienten vil vise flere sider af sig selv. Diagnosen bliver dermed dynamisk og viser sig ikke altid på samme måde. Nogle gange viser klienten mere eller mindre af forskellige kontaktafbrydelser, og kun i sjældne tilfælde viser klienten én og kun én. Diagnosen er med til at skabe et overblik over en klients kontaktkompetencer og sædvanlige måder at afbryde samarbejdet på, således at terapien kan fortsætte.

Den gestaltterapeutiske diagnose Formål: At bevare samarbejdet med klienten. Gestaltterapiens ”redskab” og sigte er kontakt, og behandlingen fungerer kun, hvis der dannes en relation mellem klient og terapeut. Relationen og samarbejdet kan kun opretholdes, hvis terapeuten tager hensyn til klientens kontaktadfærd. T. måde at opretholde samarbejdet med klienten på, er behandlingen, og den baserer sig på, at T. arbejder udfra den stillede fænomenologiske diagnosen Diagnosen er en støtte for terapeuten, så hun kan lægge fokus det rette sted i relationen med klienten, og udføre terapien konstruktivt og etisk forsvarligt. Diagnosen bygger på genkendelsen og forståelsen af kontaktmønstrenes dannelse og betydning i kontaktcirkelens faser.

Den gestaltterapeutiske diagnose T. stiller løbende en fænomenologisk kontakt og procesdiagnose, og må reagere i forhold til denne, så klienten kan profitere af det. T. lader sig påvirke af klienten, men imellem påvirkning og reaktion virker T. awareness proces som en sluse, der først tillader reaktioner, når de er vurderet ift. diagnosen. Når T. er vågen vil hun kunne vurdere hvilke indskydelser det vil være hensigtsmæssigt at give plads i kontakten, og hvilke hun skal holde tilbage. Spørgsmål som T. må stille sig selv: Hvordan kan jeg både være ærlig, livfuld og kontaktfuld, sortere i mine spontane reaktioner uden at være uægte og selvundertrykkende. Hvordan kan jeg være hele mig og hjælpe klienten til at være hele sig?

Den gestaltterapeutiske diagnose T. sidder ikke neutralt og observerer klienten, men har en slags dobbeltbevidsthed, der både er vågen og analyserende overfor det indhold, der bringes på bane og måden det gøres på. T. er i stand til at opleve og registrere sammenhængen mellem proces og indhold. Sammenhængen giver oplysninger om kontaktkapacitet, awareness-proces og selvstøttesystem. Kontaktkapacitet: Før-kontakt, fuld-kontakt og efter-kontakt undersøges. Bliver klienten i før-kontakt? Er klienten ”svær at komme af med? Kan klienten udtrykke vrede direkte eller kun indirekte?. Kan klienten føle empati, med sig selv og andre? Er klienten livfuld, urolig eller stivnet, deprimeret eller overfladisk i kontakten? T. opmærksom på sin egen reaktion, og forstår den ift. sin viden om kontaktafbrydelser og kontaktkompetencer

Den gestaltterapeutiske diagnose Awareness- processen: T. undersøger i hvilke awareness-zoner, der opstår blokeringer, og hvordan de opstår? Kan klienten opleve sine egne reaktioner på sansepåvirkninger? Hvordan påvirker det klientens forestillinger, følelser og tanker? Er der misforhold i ”sendetiden” fra de forskellige zoner? Hvad er klientens forståelse af det? Selvstøtte- systemet: T. lægger mærke til, om klienten bruger den oplevede organisering til at støtte sig selv eller om klienten ikke anvender oplevelserne til selvstøtte. Er klienten styret indefra eller udefra? Kan klienten række ud efter hjælp eller bliver hun panisk, dissocierende, tilbagetrukket og lukker af for sansninger, når hun er presset eller…?

Den gestaltterapeutiske diagnose T. søger efter den mening dette kontaktmønster har for klienten. Det er klientens ”måde” at møde verden på, og denne måde har en funktion og en mening. T. forsøger ikke at fjerne kontaktfænomenerne, men at interessere sig for dem, undersøge i hvilken kontekst de er opstået, og hvordan de bliver vedligeholdt. Undersøge forholdet mellem forgrund og baggrund og meningen vil står frem. Det giver klienten mulighed for, at forholde sig til den, og træffe nye valg. Klienten og terapeutens kontakt er redskabet, som viser sig ved spejling, væren med og skabe passende ”rystelser”, som viser karakteren og konsekvensen af klienten ”mønster” T. er interesseret i og har fokus på, hvordan klienten reagerer på samspillet. Når selvreguleringsprocessen begynder at fungere, falder diagnosen væk og en ny fase kan begynde med valg og bevidsthed. Hanne Hostrup: Gestaltterapi 2. udgave 1. oplag. Hans Reitzels forlag 2009/ Karenn Nielsen