Livets Ord November 2008

"Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og dagligt tage sit kors op og følge mig" (Luk 9,23)

Tro ikke, at du kan svømme som en fisk i vandet, bare fordi du er i verden.

Tro ikke, at du har lov til at lytte til ethvert program eller se enhver udsendelse, bare fordi verden kommer ind i din stue gennem radio og fjernsyn.

Tro ikke, at du kan se på enhver plakat og købe et hvilket som helst blad i kiosken uden konsekvenser, bare fordi du går gennem verdens gader.

Tro ikke, at enhver måde at leve på er passende for dig: letkøbte fornøjelser, umoral, abort, skilsmisse, had, vold og tyveri, bare fordi du er i verden.

Nej og atter nej. Du er i verden. Det er indlysende Nej og atter nej! Du er i verden. Det er indlysende. Men du er ikke af verden. Og det gør en stor forskel.

Det placerer dig blandt dem, der ikke nærer sig af verdens ting, men af de ting der udtrykkes gennem Guds stemme inden i dig.

Den stemme er i ethvert menneskes hjerte, og hvis du lytter, lader den dig træde ind i et rige, der ikke er af denne verden, et rige, hvor man lever den sande kærlighed, retfærdighed, renhed, mildhed og fattigdom, hvor selvbeherskelsen råder.

Hvorfor tager mange unge til Østen, for eksempel til Indien, for at finde stilheden og opdage hemmeligheden bag visse store spiritualiteter, der gennem lang tids selvfornægtelse, lader en kærlighed spire frem, der imponerer alle de møder?

Det er en naturlig reaktion på verdens spektakel, på den larm der hersker uden for og inden i os, der ikke længere giver plads til stilheden for at lytte til Gud. Ak og ve! Men er det virkelig nødvendigt at tage til Indien? Jesus sagde allerede for totusind år siden: "Fornægt dig selv ... fornægt dig selv”?

Den kristnes liv er ikke behageligt og roligt; og Kristus beder dig heller ikke om noget ringere, hvis du vil følge Ham. Verden strømmer imod dig som en rivende flod, og du må gå imod strømmen.

For den kristne er verden som en tæt skov, og det er nødvendigt at se efter, hvor man sætter sine fødder.

Og hvor skal man sætte dem Og hvor skal man sætte dem? I de spor Kristus selv har vist dig, da Han gik her på jorden: det er Hans ord. I dag siger Han atter til dig:

"Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv ..."

Det vil måske udsætte dig for foragt, misforståelse, spot eller bagtalelse. Det vil isolere dig; det indbyder dig til at finde dig i at tabe ansigt, til at forlade en moderigtig kristendom. Men der er mere:

"Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og dagligt tage sit kors op og følge mig."

Om du vil det eller ej kaster smerten sine bitre skygger over ethvert liv. Også dit. Og hver dag vil bringe små eller store smerter. Har du lyst til at undgå dem eller gøre oprør? Får de dig til at bande? Så opfører du dig ikke som kristen.

Den kristne elsker korset, og vælger den dermed forbundne smerte, også midt i tårerne, fordi han ved at de har værdi. Det er ikke uden grund, at Gud valgte lidelsen, blandt alle de midler Han havde til sin rådighed for at frelse menneskeheden.

Men husk på - efter at Han havde båret korset og var blevet naglet til det, opstod Han.

Også du er bestemt til opstandelsen, hvis du ikke afviser den lidelse som konsekvent kristent liv bringer med sig, og alt det andet livet giver dig, men i stedet tager imod det i kærlighed.

tager form, og verden omkring dig vil langsomt forsvinde for dine Du vil opleve at korset allerede her på jorden er vejen til en hidtil ukendt glæde. Livet i din sjæl begynder at vokse; Guds rige i dig tager form, og verden omkring dig vil langsomt forsvinde for dine øjne og synes som lavet af pap. Og du vil ikke længere misunde nogen. Så kan du kalde dig en Kristi efterfølger:

"Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og dagligt tage sit kors op og følge mig."

Og lige som Kristus, som du har fulgt, vil du være lys og kærlighed for de utallige sår der plager menneskeheden af i dag. “Livets Ord”, en månedlige pubblikation fra Focolare-bevægelsen. Tekst af: Chiara Lubich(1978) Grafik af Anna Lollo i samarbejde med p. Placido D’Omina (Sicilien - Italien)