§ 12 Kommunalbestyrelsen skal virke for kommuneplanens gennemførelse Stk. 2. Inden for byzoner kan kommunalbestyrelsen modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser. Forbud kan ikke nedlægges, når det pågældende område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, der er tilvejebragt før kommuneplanen. Stk. 3. Inden for byzoner og sommerhusområder kan kommunalbestyrelsen modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med bestemmelser i kommuneplanens rammedel. Forbud kan ikke nedlægges, når det pågældende område er udlagt til offentligt formål, eller når området er omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt. den pågældende rammebestemmelse skal være formuleret så klart og præcist. at der ikke kan være tvivl om, at den ønskede aktivitet er i strid med bestemmelsen. Der kan ikke nedlægges forbud efter § 12 stk. 3, mod en allerede lovligt etableret anvendelse eller bebyggelse

§ 12 Kommunalbestyrelsen skal virke for kommuneplanens gennemførelse Skønsmæssige afgørelser = kan nægtes Lovbundne afgørelser = kan ikke nægtes … men skal man nægte? Kravet fortrænger ikke pligt til en individuel og konkret vurdering! Ved vurdering kan man fravige kommuneplanen hvis: mindre omfang ikke overordnet betydning for kommuneplanens virkeliggørelse der anføres en begrundelse   Ved vurderingen skal indgå overvejelser om: kommuneplanbestemmelsens præcision betydning for præcedensvirkning Fravigelser kan angå både anvendelses- og bebyggelsesregulerende bestemmelser

Bjarkes redegørelse Planlovens § 12, stk. 1 er en meget central bestemmelse i denne sammenhæng. Det er den, der siger, at kommunen skal virke for kommuneplanens gennemførelse, herunder ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen. Kommunen har altså en helt generel pligt til i dens faktiske virksomhed og i dens administration at arbejde for kommuneplanens gennemførelse, herunder når der f.eks. træffes skønsmæssige afgørelser efter anden lovgivning. Det betyder f.eks., at kommunen skal vurdere såvel konkrete ansøgninger som kommunens egne dispositioner som bygherre m.m. i relation til kommuneplanens bestemmelser. En kommuneplan udgør således et meget centralt administrationsgrundlag, som kommunen selv er bundet af, selvom kommuneplanen ikke er direkte bindende for borgerne. Kravet om at virke for kommuneplanens gennemførelse fortrænger imidlertid ikke kommunens pligt til at foretage en individuel og konkret vurdering af de enkelte ansøgninger – f.eks. ansøgninger om landzonetilladelse. Kommunens reaktionsmuligheder afhænger bl.a. af, om der er tale om skønsmæssige afgørelser eller lovbundne afgørelser. En skønsmæssig ansøgning kan uden videre afslås med henvisning til kommuneplanen, hvis kommuneplanen findes at være til hinder for det forhold, der søges om. En byggetilladelse til et byggeri, der overholder byggeretten, og som ikke kræver tilladelse efter anden lovgivning, kan ikke nægtes meddelt, idet der er tale om en lovbunden afgørelse. En sådan byggetilladelse kan – i modsætning til skønsmæssige afgørelser (f.eks. landzonetilladelser) – ikke nægtes meddelt med henvisning til kommuneplanens bestemmelser. Hvis kommunen ikke mener, at det er ønskeligt med det pågældende byggeri af hensyn til kommuneplanens gennemførelse, må kommunen nedlægge et § 14-forbud eller et § 12-forbud (§ 12, stk. 2 eller 3). Efter § 12, stk. 3 kan kommunen inden for byzoner og sommerhusområder modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid kommuneplanens rammedel. Forbud kan dog ikke nedlægges, hvis det pågældende område i kommuneplanen er udlagt til offentlige formål, eller hvis området er omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt.   Som det fremgår af ovenstående, begrænser Planlovens § 12, stk. 1 kommunens råderum i de enkelte sager, idet kommunen har en pligt til at virke for kommuneplanens virkeliggørelse. Det betyder dog ikke, at kommunen ikke efter en konkret vurdering kan fravige kommuneplanen i et eller andet (mindre) omfang, hvis det i det enkelte tilfælde vurderes, at dette ikke overordnet set vil have betydning for kommuneplanens virkeliggørelse. Pligten i § 12, stk. 1 er ganske ubestemt. Det er i praksis antaget, at kommuner kan træffe konkrete afgørelser, som i et vist omfang fraviger kommuneplanen, hvis der kan anføres en begrundelse herfor. Det er  vanskeligt at sige, hvor grænsen går, idet dette beror på en konkret vurdering af det enkelte forhold, men det må antages, at det ikke er muligt med fravigelser i et ”større omfang”, idet kommunen så i stedet for må ændre kommuneplanen med et kommuneplantillæg. Vurderingen hænger i øvrigt sammen med karakteren af kommuneplanbestemmelserne. Det kan være meget forskelligt, hvor klare og præcise disse bestemmelser er. Fra praksis findes der forskellige eksempler på fravigelser fra kommuneplanbestemmelser. Fravigelserne angår såvel anvendelsesbestemmelser som bebyggelsesregulerende bestemmelser. Der kan f.eks. nævnes en vidtgående afgørelse fra 1987, hvorefter en præstebolig kunne opføres i et område, der i kommuneplanen var udlagt til rekreative formål.    I vurderingen af den konkrete sag skal i øvrigt indgå overvejelser af, hvilken betydning den konkrete sag kan få for fremtidige lignende sager (præcedensvirkning).  

Bjarkes redegørelse Planlovens § 12, stk. 1 er en meget central bestemmelse. kommunen skal virke for kommuneplanens gennemførelse, herunder ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen. Kommunen har pligt til i dens faktiske virksomhed og i dens administration at arbejde for kommuneplanens gennemførelse, herunder når der f.eks. træffes skønsmæssige afgørelser efter anden lovgivning. Det betyder at kommunen skal vurdere såvel konkrete ansøgninger som kommunens egne dispositioner i relation til kommuneplanens bestemmelser. En kommuneplan udgør et centralt administrationsgrundlag, som kommunen selv er bundet af, selvom kommuneplanen ikke er direkte bindende for borgerne. Kravet om at virke for kommuneplanens gennemførelse fortrænger imidlertid ikke kommunens pligt til at foretage en individuel og konkret vurdering af de enkelte ansøgninger . Kommunens reaktionsmuligheder afhænger bl.a. af, om der er tale om skønsmæssige afgørelser eller lovbundne afgørelser. En skønsmæssig ansøgning kan uden videre afslås med henvisning til kommuneplanen, hvis kommuneplanen findes at være til hinder for det forhold, der søges om. En byggetilladelse til et byggeri, der overholder byggeretten, og som ikke kræver tilladelse efter anden lovgivning, kan ikke nægtes meddelt, idet der er tale om en lovbunden afgørelse. En sådan byggetilladelse kan – i modsætning til skønsmæssige afgørelser (f.eks. landzonetilladelser) – ikke nægtes meddelt med henvisning til kommuneplanens bestemmelser. Hvis kommunen ikke mener, at det er ønskeligt med det pågældende byggeri af hensyn til kommuneplanens gennemførelse, må kommunen nedlægge et § 14-forbud eller et § 12-forbud (§ 12, stk. 2 eller 3).   kommunen kan dog efter en konkret vurdering fravige kommuneplanen, hvis det i det enkelte tilfælde vurderes, at dette ikke overordnet set vil have betydning for kommuneplanens virkeliggørelse. Pligten i § 12, stk. 1 er ganske ubestemt. Det er i praksis antaget, at kommuner kan træffe konkrete afgørelser, som i et vist omfang fraviger kommuneplanen, hvis der kan anføres en begrundelse herfor. Det er  vanskeligt at sige, hvor grænsen går, idet dette beror på en konkret vurdering af det enkelte forhold, men det må antages, at det ikke er muligt med fravigelser i et ”større omfang”, idet kommunen så i stedet for må ændre kommuneplanen med et kommuneplantillæg. Vurderingen hænger i øvrigt sammen med karakteren af kommuneplanbestemmelserne. Det kan være meget forskelligt, hvor klare og præcise disse bestemmelser er. Fra praksis findes der forskellige eksempler på fravigelser fra kommuneplanbestemmelser. Fravigelserne angår såvel anvendelsesbestemmelser som bebyggelsesregulerende bestemmelser. Der kan f.eks. nævnes en vidtgående afgørelse fra 1987, hvorefter en præstebolig kunne opføres i et område, der i kommuneplanen var udlagt til rekreative formål.    I vurderingen af den konkrete sag skal i øvrigt indgå overvejelser af, hvilken betydning den konkrete sag kan få for fremtidige lignende sager (præcedensvirkning).