Lidt om ham Austin Performativer der virker…

Opgør med den klassiske forståelse af sproget: Klassisk: Udsagn kan være beskrivende eller erklærende Disse har en sandhedsværdi af enten sand eller falsk Austin vil vise os at der er andre typer udsagn

Performative udsagn ikke beskriver, refererer eller konstater noget som helst, og som ikke er “sande” eller “falske” enten er, eller er en del af, det at udføre en handling, som vi normalt ikke beskriver som eller “bare som” det at sige noget.

Mange performativer er: Kontraktive forpligtelser: “jeg vædder”. Deklaratoriske: “jeg erklærer krig”. “Udsigelsen af ordene er faktisk normalt en eller snarere den vigtigste del af at udføre en handling, hvad enten det er at vædde eller noget helt andet, hvis realisation er målet for ytringen” (s. 39). Konteksten i hvilken ordene ytres skal være passende.

Betingelser for vellykkede performativer: “Man kan ikke sige, at ytringen er falsk, men snarere at den ikke er vellykket. Af den grund kalder vi reglen om hvad der kan være galt og gå galt i forbindelse med sådanne ytringer for reglen om mislykkede handlinger” (s. 45).

A.1.: “Der må eksistere et alment accepteret konventionelt sæt af regler med en bestemt konventionel virkning der foreskriver hvordan særlige ord ytres af bestemte personer i bestemte situationer”. A.2.: “Personer og omstændigheder i en bestemt situation må opfylde kravene i forhold til det valgte sæt af regler”. B.1.: “Proceduren skal følges af alle involverede, både korrekt og” B.2.: “fuldstændigt”. Γ (gamma).1.: “Når som helst reglerne foreskriver at de involverede skal tænke og føle på en bestemt måde, og når det fremgår af at ytringen skal have bestemte følgevirkninger, så må de involverede også tænke og føle som foreskrevet, og de må have til hensigt at opføre sig som reglerne påbyder”. Γ.2.: De involverede skal i praksis efterleve reglernes krav.

A og B: Hvis en af reglerne herunder bliver brudt, så er den pågældende handling slet ikke vellykket udført, dvs. den er ikke blevet til noget. De mislykkedes handlingsforsøg kaldes FEJLSKUD

A: I begge tilfælde forekommer der en fejlpåkaldelse af en procedure, enten fordi der ikke findes en sådan procedure, eller fordi den pågældende procedure ikke kan bruges på den måde, man forsøger. Fejlpåkaldelser, hvor proceduren findes men ikke kan bruges i situationen, kaldes fejlanvendelser.

B: Proceduren både findes og fungerer, men vi udfører ritualet forkert med mere eller mindre skæbnesvangre konsekvenser. Disse kaldes derfor fejludførelser.  B.1.-gruppen kaldes fejl.  B.2.-gruppen kaldes uheld

Γ: I begge disse tilfælde er handlingen udført, men det at udføre den uoprigtigt er misbrug på reglerne.  De mislykkedes handlinger, der faktisk udføres, kaldes MISBRUG.  Γ.1.: Uvederhæftigheder.

Hvordan virker teksten retorisk? Logos: Argumenterer sagligt. Fremstiller præmisser og drager derefter konklusioner. Benytter sig af let forståelige eksempler fra “hverdagen”. (S. 39) Etos: Intim, personlig. Taler nogle steder direkte til læseren (i øjenhøjde). Patos: Bruger humor til at afvæbne.

Hvad er forholdet mellem intentionalitet og talehandling? Krav om positiv intention –(Wittgenstien vil sige: det kan man ikke ‘vide’ noget om) Austin appellerer til et bredere sandhedsbegreb –Sand v falsk => vellykket v fejlskud og misbrug

Har ideen om talehandlinger relevans i forhold til digitale medier? Sprogets brug dikterer sandt/falskt & vellykket/forfejlet Al kommunikation er styret af konsensus/situation/kultur etc. ( man kan ikke kommunikere alene!!! ) Altså også digitale medier