Tradition og Fornyelse Vi har brug for begge dele!

Traditioner Giver os tryghed. Mindsker følelsen af fremmedgørelse. Hjælper os til at huske det der er vigtigt. Det med at holde fast i traditioner, gør noget ved os. Der bliver nogle ting, hvor vi i særlig grad kan tillade os at sige. ”Vi plejer at gøre sådan”. Det giver os en følelse af stabilitet og tryghed. Vi ved hvad vi skal gøre hvornår og vi kommer derfor ikke så nemt til at føle os så fremmedgjorte.

Fornyelse Får os til at vågne op og tænke os om. Giver det kendte en ny indpakning. Giver dem der ikke er trygge ved traditionerne en chance for at være med. Skaber nye traditioner. På samme måde kan fornyelse også gøre noget ved os. Enhver ting der bliver grebet an på en ny og anderledes måde, får os til tænke os om en ekstra gang. Når rutinen brydes opdager vi noget nyt. Nogle gange går det op for os, hvorfor vi godt kan lide det vi plejer at gøre. Som efterfølgere at Jesus, så har vi brug for både traditioner og fornyelse. Vi har brug for at holde fast i det kald og de udfordringer Jesus giver os og samtidig har vi brug for at give det videre, så at enhver der ikke kender til Jesus, får en chance for at lære ham at kende, hvad han har gjort og hvad han udfordrer os til. Udfordringen forbliver den samme og den skal både holdes i live hos enhver der har grebet den, og vækkes til live hos enhver der godt vil gribe den. Jesus formulerede den på denne måde. (Læsning poå Nepali).

Mark 12,28-34 Det vigtigste bud i Toraen 28 En af de skriftlærde, der stod og lyttede, syntes Jesus havde givet et godt svar. Derfor kom også han frem med sit spørgsmål: »Hvilket bud er det vigtigste?« 29 Jesus svarede: »Det vigtigste bud lyder således: ‘Israels folk, hør efter! Herren er vores Gud - Herren alene. 30 Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med hele dit liv, med alle dine tanker og al din styrke! 31 Et andet bud lyder således: ‘Du skal elske din næste som dig selv. Det er de to vigtigste bud.«

Mark 12,28-34 32 »Ja, Mester,« svarede den skriftlærde. »Det er rigtigt, når du siger, at Herren alene er Gud, og der er ingen anden Gud. 33 Og det med at elske ham af hele sit hjerte, med alle sine tanker og al sin styrke og så det med at elske sin næste som sig selv - det er større og vigtigere end alle brændofre og slagtofre.« 34 Da Jesus hørte mandens svar, udbrød han: »Du er ikke langt fra Guds rige!« Derefter var der ingen, der havde mod på at stille Jesus flere spørgsmål. Jesus fortæller altså her hvad der er det vigtigste ved troen på Gud og det bliver den skriftlærde begejstret over, for han kan genkende budene fra sin egen tradition og ser at disse bud er de allervigtigste blandt alle de bud han kender. Vi kan lige prøve at høre dem som han kendte dem.

De samme bud 5. mos 6,4-5: Israels folk, hør efter! Herren er vores Gud - Herren alene! Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med alle dine tanker, med hele dit liv og al din styrke! 3. mos 19,18 Tag ikke hævn over nogen og bær ikke nag. Elsk din næste som dig selv, for jeg er Herren. Budene er de samme og var en fast del af den skriftkloges tradition, men Jesus fornyer dem og giver dem nyt liv ved at sætte dem sammen, side stille dem og fremhæve dem som de vigtigste bud. Det giver stof til eftertanke. Men Jesus gør en ting mere, end bare gentage det kendte, han kommer med en lille kommentar, som vender op og ned på alt det trygge og kendte og tvinger enhver der hører ham til at tænke sig om igen.

Jesus svar på reaktionen. Da Jesus hørte mandens svar, udbrød han: »Du er ikke langt fra Guds rige!« Nærved og næsten slår ingen mand af hesten! Den skriftkloges begejstring bliver stoppet brat, ved Jesus udtalelse om, at han kun er tæt på.

Jesus svar på reaktionen. Da Jesus hørte mandens svar, udbrød han: »Du er ikke langt fra Guds rige!« Nærved og næsten slår ingen mand af hesten! Der er brug for “liv” bag den viden vi har og det skabes ikke alene ved, at have de rette formuleringer. Det er den samme udfordring vi står overfor i dag. Og det er en af de ting Jesus gør på fantastisk vis igen og igen. Han gør udfordringer han giver tidsløse, så vi til enhver tid må prøve at finde ud af hvordan den ser ud i dag i den unikke sammenhæng vi lever i.

Udfordringen At kende vores vigtigste opgave, nemlig vores kald til at elske Gud og vores næste.

Udfordringen At kende vores vigtigste opgave, nemlig vores kald til at elske Gud og vores næste. At fastholde vores fokus på opgaven, så vi ikke glemmer den. Det er her vores traditioner er gavnlige, for de gentager det vi godt ved, så det med tiden kommer til at ligge helt inde på rygraden.

Udfordringen At kende vores vigtigste opgave, nemlig vores kald til at elske Gud og vores næste. At fastholde vores fokus på opgaven, så vi ikke glemmer den. At nytænke opgaven, så vi sporer os ind på hvordan det kan se ud, i vores lokalsamfund i den tid vi lever i, i dag. Det er i denne sammenhæng at fornyelsen aldrig må stoppe, Vores kald og opgave skal vendes igen og igen på både nye og velkendte måder, så vi får lyst og mod på at sætte ord på, hvad denne opgave betyder for os i dag og hvad vi derfor helt konkret må prøve at gøre, både som enkelt personer og som fællesskab. Hvis vi lykkes i det, så vil vores fællesskab have relevans for vores by og egn. Jesus siger det på denne måde.

Matt. 13,52 »Hvis en skriftlærd lader sig oplære i Guds riges principper, kan han sammenlignes med en mand, som har både nyt og gammelt at tage frem fra sit forråd.« Den skriftlærde er en person der har kendskab til hvad man har holdt fast ved igennem tiderne, vores traditioner. Hvis sådan en person samtidig lader sig oplære i Guds riges principper og dermed kender sin opgave, så føder det liv omkring ham. Når man både har nyt og gammelt man kan tage frem fra sit forråd, så kan det man byder blive til et festmåltid. Bøn: Må Gud give os nåde og evne til at være som et vedvarende festmåltid, der fylder denne by og egn med en masse godt. Og må Gud tilgive os, når vi ikke lykkes i det og bare er os selv nok.