Tjenestedelingen mellem kvinde og mand Aroskirken 2013

Tjenestedelingen begynder i hjemmet a) Hjem b) Menighed

Efeserne 5,21-33 I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus, v22 I hustruer under jeres mænd som under Herren; v23 for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser. v24 Ligesom kirken underordner sig under Kristus, sådan skal også I hustruer underordne jer under jeres mænd i alt. v25 Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den v26 for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, v27 for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri. v28 Sådan bør også mændene elske deres hustruer som deres eget legeme. Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv. v29 Ingen hader jo sin egen krop, men nærer og plejer den, som Kristus gør med kirken. v30 For vi er lemmer på hans legeme. v31 Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. v32 Dette rummer en stor hemmelighed — jeg sigter til Kristus og kirken. v33 Men det gælder også jer, at I hver især skal elske jeres hustru som jer selv, og hustruen skal have ærefrygt for sin mand.

Mandens kald At sætte hensynet til sig selv og alle egne drømme, ambitioner, ønsker og lidenskaber i anden række At spørge efter, hvad der tjener hustruen og familien menneskeligt, åndeligt, følelsesmæssigt, socialt Med Jesus som forbillede at give sig helt hen i tjenesten for hustru og børn Aldrig at tale ondt eller nedsættende om sin hustru (v.27f) At tilgive hustruen (v.27f) At støtte og hjælpe hustruen på vej til himlen (v.27f)

Manden er leder Ikke en viljeløs og selvudslettende assistent for konens ønsker En myndig leder, der bruger al sin styrke til gavn og glæde for kone og børn En leder, der leder ved at tjene i kærlighed ”Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den der sidder til bords, eller den, der tjener? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener” (Luk 22,24-27)

Tjenestedelingen afspejler evangeliet Tjenestedelingen er ikke en biting i Bibelen Mandens selvhengivende tjeneste for hustruen afspejler evangeliets centrale budskab: Jesu offer af sig selv for os Opløses tjenestedelingen opløses det gudgivne billede på evangeliets budskab

Betingelser for mandens opfyldelse af sit kald 1) At leve Gud nær Kun herved får han vilje og kraft indefra til at ofre sig selv. Kun herved får han dømmekraft til at kunne være familiens åndelige leder. 2) At leve konen nær Kun herved kan han vide, hvad der er konens behov. Kun herved kan han træffe de rette valg til gavn og glæde for konen

1 Pet 3,7 I mænd skal ligeså være hensynsfulde i samlivet med kvinden som den svagere part, og I skal vise jeres hustruer ære, så sandt de også er medarvinger til livets nådegave, for at jeres bønner ikke skal hindres. I hedenske kulturer bruges mandens magt til: 1) At definere kvinden som mindreværdig 2) At pålægge kvinden det hårdeste arbejde I den kristne menighed kaldes manden til: 1) At regne kvinden for ligeværdig 2) At løfte det hårdeste arbejde væk fra kvinden

Kampen mellem ånd og kød Gamle Adam i manden råber nej! Følger manden den kødelige natur, så nedbrydes det åndelige liv i hjertet, og forbindelsen til Gud afbrydes (1 Pet 3,7) Følger manden Åndens kald, åbnes der for en kilde med velsignelse i hjem og ægteskab Til ledere og lærere i menigheden skal kun de kaldes, som lever troens liv i hjem og ægteskab (1 Tim 3,4-5)

Kvindens kald Kvindens kaldes til at ‘underordne sig’ under manden (Ef 5,21-24) Grundbetydningen af at ‘underordne sig’: at respektere og udfylde sin plads i ordningen Kvinden kaldes til at ære, anerkende og støtte manden i hans kald som tjenende leder Kvinden kaldes til at underordne sig ‘i alt’, dvs. både menneskelige og åndelige spørgsmål (v.24) Kvindens gamle natur råber nej! Men også her er Åndens vej velsignelsens vej.

Kvindens kald indebærer ikke: - en opløsning af det fulde ligeværd i ære og værdighed (1 Mos 1,26f) - en begravelse af egne gode evner og ressourcer (Ordsp 31,10-31) - et forbud mod at ytre uenighed (Matt 15,21-28; Joh 4,7-42) - et kald til at acceptere synd og overgreb (ApG 5,29; 16,37; 22,25-29)

Grundlaget i skabelsen 1 Mos 1,26-27: Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.« Mennesket er Guds billede som mand og kvinde De er mere end en, og dog er de kun én Den ene er underordnet den anden, og dog er de lige Ægteskabet og tjenestedelingen mellem mand og kvinde afspejler Guds eget væsen

Grundlaget i kaldet 1 Mos 1,28 ”og Gud velsignede dem og sagde til dem: Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden”. Mand og kvinde har samme kulturkald og forvalteransvar 1 Mos 2, 15-17: Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den. Men Gud Herren gav mennesket den befaling: »Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!« Manden er skabt først og får til opgave at tage vare på og give Guds ord og kald videre til Eva Som Gud er ‘hoved’ for Adam, bliver Adam ‘hoved’ for Eva

Kvinden som mandens ‘hjælper’ 1 Mos 2,18-24: Gud Herren sagde: »Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.« Så formede Gud Herren alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord, og han førte dem til mennesket for at se, hvad han ville kalde dem, og det, mennesket kaldte de levende væsener, blev deres navn. Sådan gav men- nesket alt kvæget, himlens fugle og alle de vilde dyr navn, men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham. Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød. Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam. Da sagde Adam: »Nu er det ben af mine ben og kød af mit kød. Hun skal kaldes kvinde, for af manden er hun taget.« Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød. Ordet ‘hjælper’ kommer af det hebariske ‘ezer’ – en, der hjælper en anden To ud af tre gange bruges det i GT om Gud som vores hjælper Ordet indebærer på ingen måde, at hjælperen er mindreværdig

Konsekvenser af syndefaldet 1 Mos 3,16:”Til kvinden sagde han: ’Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde dine børn. Du skal begære din mand, og han skal herske over dig.’” Tjenestedelingen er en skabelsesordning og ikke en straffeordning Med syndefaldet kommer en ulyksalig ødelæggelse af tjeneste- delingen Kvinden skal begære mandens lederrolle Manden skal misbruge sin magt og lederrolle Den moderne feminisme er et vidnesbyrd om det første Den moderne pornokultur er et vidnesbyrd om det sidste

Tjenestedelingen i menigheden 1 Tim 2,11-15: En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt; men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed. Kvinden kaldes også i menigheden til at underordne sig ‘i alt’ (v. 11), dvs. både i menneskelige og åndelige spørgsmål. Det er ikke muligt at udskille dele af menighedens arbejde, som ikke er underlagt den mandlige ledelse Taleforbuddet er knyttet til en bestemt situation: når der gives belæring En kvinde må ikke optræde for lærer, fordi hun ikke må ‘udøve autoritet over mand’ (v.12) En lærer skal være i stand til at irettesætte og i yderste instans udelukke dem i menigheden, der siger imod (2 Tim 2,25)

Begrundelsen for tjenestedelingen går på tværs af alle tider og kulturer 1 Tim 2,13-14 For Adam blev skabt først, derefter Eva, og det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede og overtrådte buddet. Begrundelsen for tjenestedelingen ligger i selve skabelsen – at manden blev skabt først til at være leder Synden kom ind i verden, da kvinden brød med tjenestedelingen og handlede på slægtens vegne uden om Adam

Kvindens vej til frelse 1 Tim 2,15 Men frelses skal hun, ved barnefødslen — hvis de da holder fast ved tro og kærlighed og hellighed med besindighed Enten: Kvinden skal frelses ved den barnefødsel, der blev givet løfte om på syndefaldets dag Eller: Som manden har sit særlige kald, som kvinden ikke kan trænge ind i (at lede), sådan har kvinden sit særlige kald, som manden ikke kan trænge ind i (at give liv til slægten)

Taleforbuddet 1 Kor 14,33b-38: Som i alle de helliges menigheder v34 skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. v35 Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden. v36 Eller er det fra jer, Guds ord er udgået, eller er det kun jer, det er nået til? v37 Hvis nogen mener, at han er profet eller har en åndsgave, skal han vide, at det, jeg skriver til jer, er et bud fra Herren. v38 Hvis en ikke anerkender det, bliver han ikke selv anerkendt. Hvis nogen afviser den apostolske lære om tjenestedelingen, kan han eller hun ikke anerkendes som kristen (v.38). Det er ikke en biting. Taleforbuddet er ikke absolut. Kvinder kan bede og profetere i menigheden (1 Kor 11,5). At profetere er at tale vidnende til opbyggelse, opmuntring og trøst (1 Kor 14,3). Taleforbuddet handler givetvis om et af tre: 1) Myndig læretale. Men v. 35 taler om at stille spørgsmål. 2) Tale ved den egentlige gudstjeneste. Men v.35 er stadig svært at forstå. 3) Indlæg i den bedømmende læresamtale i forlængelse af de profetiske ord (v.29). Mønsteret ses ved Jesu besøg i Nazareth (Luk 4,16-30)

Både lærere og ledere i menigheden må være mænd 1 Tim 3,1-7: Hvis nogen ønsker at blive tilsynsmand, er det et vigtigt arbejde, han tragter efter. v2 En tilsynsmand skal være ulastelig, én kvindes mand, ædruelig, besindig, værdig, gæstfri, en god lærer, v3 ikke drikfældig eller voldsom, men mild, ikke stridbar og ikke glad for penge. v4 Han skal kunne styre sit eget hus godt og få sine børn til at vise lydighed, i al agtværdighed; v5 for hvordan skal han kunne tage sig af Guds menighed, hvis han ikke forstår at styre sit eget hus? v6 Han må ikke være nyomvendt, for at han ikke skal blive hovmodig og falde ind under Djævelens dom. v7 Han skal også have et godt omdømme blandt dem udenfor, for at han ikke skal komme i vanry og gå i Djævelens fælde. Nogle ledere i menigheden var også lærere, men ikke alle (1 Tim 5,17) Ordet ‘styre’ (v.4 & 5) kommer af det græske ord ‘proistavai’, der grund- læggende betyder at beskytte og sørge for. Det er lederens opgave. Ordet, der er oversat med ‘at tage sig af’ (v.5) bruges kun ét sted mere i NT: i beretningen om den barmhjertige samaritaner At være leder i menigheden er ikke en magtposition, men en tjenerrolle

Kvindelige tjenester 1 Tim 3,8-13: v8 Ligeledes skal menighedstjenere være agtværdige, de skal stå ved deres ord, ikke være forfaldne til megen vin, ikke være griske. v9 De skal eje troens hemmelighed med ren samvittighed. v10 Men også de skal først prøves, derefter kan de blive menighedstjenere, hvis der ikke er noget at indvende imod dem. v11 Drejer det sig om kvinder, skal de ligeledes være agtværdige, ikke sladderagtige, men ædruelige, tro i alt. v12 En menighedstjener skal være én kvindes mand og skal kunne styre børn og hus godt. v13 For de, der har passet deres tjeneste godt, opnår godt omdømme og stor frimodighed i troen på Kristus Jesus. Det græske ord for ‘menighedstjener’ er ‘diakonos’. Dette embede kunne varetages af både kvinder og mænd (Rom 16,1). De fleste tjenester i menigheden synes imidlertid at have haft en uformel karakter og været uden embede (Rom 12; Ef 4; 1 Kor 12; 1 Pet 4).

En særlig undervisende tjeneste for kvinder Titus 2,3-5: ”Ligeledes at de ældre kvinder skal optræde, som det sømmer sig for hellige, at de hverken må være sladderagtige eller drikfældige, men skal være vejledere i det gode, så de kan opdrage de unge kvinder til at elske mand og børn, til besindighed og ærbarhed, huslighed, godhed, til at underordne sig under deres mænd, så Guds ord ikke bliver til spot.” Hvor sker dette i dag? Hvem kan og vil gå ind i en sådan tjeneste? Hvilke menigheder vil kalde kvinder til det?

Jesus og apostlene var ikke bundet af deres tid og kultur i synet på kvinder Jesus og apostlene brød med deres egen kultur i synet på og tildelingen af opgaver til kvinderne – ikke mindst i forhold til formidlingen af Guds ord I NT møder vi kvinder, som: evangeliserer og missionerer (Joh 4,28-42) træder frem med opbyggelige vidnesbyrd i menigheden (1 Kor 11,5) deltager i oplæringen af nyomvendte (ApG 18,26) vidner i menigheden med salmer, hymner og åndelige sange (Kol 3,16) underviser den opvoksende generation af piger og drenge (2 Tim 1,5; 3,14-15) underviser andre kvinder (Tit 2,3-5

Profetisk tale Et opbyggeligt vidnesbyrd, der udspringer af, at Ånden har gjort en åndelig sandhed stor for ens hjerte (1 Kor 12,7; 14,3; 14,30) Det, Ånden åbenbarer for os, udfolder altid Guds ord og bidrager til, at vi ledes til Jesus, så han bliver herliggjort for vore hjerter (Joh 16,14; 1 Pet 4,11) Det, der lyder i menigheden, skal altid stemme med Guds ord og tjene til opbyggelse (1 Kor 14,5; 14,12; 14,17, 14,26; 1 Pet 4,11) Hvis nogle i menigheden, mænd eller kvinder, ofte får opbyggelige profetiske ord, er det naturligt at overveje, om de har profetiens nådegave (ApG 21,9) Vi skal ikke give plads for dem, som taler uden vidnesbyrdets tone og uden et opbyggeligt budskab. Men vi må glæde os over og give plads for dem, som får opbyggelige profetiske ord (1 Tess 5,20) I NT’s menigheder havde man to former for forkyndelse. For det første den monologiske forkyndelse ved kaldede prædikanter (1 Tim 5,17). For det andet den indbyrdes opbyggelse ved åndsbårne vidnesbyrd (1 Kor 14,26 -33). Vi må bestræbe os på at give plads for begge dele.

Profetisk tale og læretale Alle troende, mænd og kvinder, kan tale profetisk, når Gud lægger dem et budskab på hjerte (1 Kor 11,5; 1 Kor 14,3-5) Den afgørende forskel på profetisk tale og læretale ligger ikke i alvoren af budskabet eller i taletiden, men i udøvelsen af myndighed. Den myndige forkyndelse er læretale (1 Tim 2,12) Der udøves myndighed, når man fælder dom eller giver vejledning i spørgsmål, som menigheden er uenig eller uklar om. Vi skal kun opmuntre de kvinder til at tale, som selv er bevidste om tjenestedelingen, vil respektere den og har et opbyggeligt vidnesbyrd. Det bidrager til klarhed: at de, der har lærer- og ledermyndighed i menigheden, har et embede at vi i vores sprogbrug skelner klart mellem på den ene side prædiken/bibeltime og på den anden side vidnesbyrd/andagt at vi giver forskellige ydre rammer for profetisk tale og for læretale Klarhed giver tryghed, og det kan hjælpe flere nådegaver til udfoldelse.