De Internationale Søvejsregler Kilde: www.jmarcussen.dk De internationale søvejsregler er skibsfartens trafikregler. Da skibe fra alle nationer sejler på alle verdenshave, er det derfor nødvendigt, at der overalt anvendes regler for alle fartøjer. Disse regler er nedfældet i De Internationale Søvejsregler, og reguleres af FNs søfartsafdeling, IMO – ”International Maritime Organisation”. Reglerne for lanterneføring er en del af søvejsreglerne. Når IMOs omkring 160 lande på generalforsamlingen har vedtaget ændringer til reglerne, skal de enkelte nationer efterfølgende implementere reglerne nationalt ved at udstede en lov eller som i Danmark en bekendtgørelse om ændringerne, deres ikrafttræden og områderne, de gælder for. De internationale søvejsregler omfatter regler for styring og sejlads, overhaling, vigeregler, tåge- og manøvresignaler og skibslys eller lanterner, signalfigurer samt nødsignaler. Foruden de internationale søvejsregler har de fleste lande for deres indre vandveje nationale regler, der taget hensyn til lokale forhold. Det kan fx være særlige vigeregler eller særlige lanterneregler. Søvejsreglerne skal overholdes af alle fartøjer uanset størrelse. Selv små både kan straffes for at overtræde dem, og i danske farvande skal de følges af alle nationers fartøjer. Dvs. at også udenlandske skibe er pligtige at overholde de nationale regler. Det er ikke af så stor betydning i Danmark, da vores særlige regler er få og hovedsageligt tager sigte på lokale fartøjer, men på tyske floder og kanaler samt på USAs indre vandveje er det af stor betydning, at skibets navigatører er bekendt med de lokale særregler. © Dragør Navigationsskole

De Internationale Søvejsregler - historie Fra slutningen af 1700-tallet var trafikken i bl.a. den Engelske Kanal og i Øresund tiltaget og faren for kollisioner var steget. Der dannedes forskellige sædvaner for manøvrer, når skibene var på kollisionskurs, men de afveg fra land til land og fra havn til havn, så behovet for et samlet regulativ for trafikken var påkrævet. I denne udvikling fik England naturligvis en central position på grund af landets store skibsfart. En anden årsag til et stigende behov for regler var dampskibets fremkomst i begyndelsen af det 19. århundrede. En engelsk kongelig kommission foreslog lanterneføring på dampskibe under flodsejlads. Der skulle føres et hvidt lys på hver rånok og et tredje lys på bagbord nok lodret under det første, når skibet sejlede nedad floden og under styrbords nok ved sejlads op ad floden. Allerede i 1837 foreslog en skipper, at der i stedet skulle føres et hvidt lys forrest i skibets centerlinje og et grønt lys på bagbord side og et rødt om styrbord. Det var altså om ikke det første, så et af de tidligste forslag om farvede sidelys, men med modsatte farver, end der gennemførtes. Holland var også meget tidligt ude med lanterneregler for deres indre vandveje. Den første regel er dateret 4. september 1824 og gælder for dampskibe, der skal føre to hvide lys. De farvede sidelys i Holland blev fastsat ved en regel dateret 9. december 1845. Denne blev den 29. januar 1850 udvidet til at gælde alle hollandske dampskibe på åbent hav, hvor der var meget benyttede sejlløb. Sverige fik de første officielle sejladsregler den 27. april 1841, og de var kortfattede og omhandlede dampskibe, der skulle vige med bagbord mod bagbord, og at damp altid skulle vige for sejl. © Dragør Navigationsskole

De Internationale Søvejsregler - historie I 1836 havde englænderen W. D. Evans i Milfordhavnen fremlagt nogle betragtninger om signalgivning til søs inklusive lanterneregler, og et af de større rederier, Peninsular Steam Company, indførte hans regler omkring 1840. Alle deres skibe førte et rødt lys om styrbord og et grønt lys om bagbord samt hvid toplanterne. Cirka samtidigt begyndte dampskibene på Themsen at føre to toplanterner. Evans påpegede den 25. juni 1846 i et brev til Admiralty, at han havde fremlagt forslag til regler med rødt om styrbord og grønt om bagbord allerede i 1836. Andre steder i England, fx på Humberen, i Hull og en del andre steder, hvor Trinity House fastsatte reglerne førte dampskibene en tredelt lanterne på formasten. Lyset viste hvidt lys forud og grønt om styrbord og rødt om bagbord. De skulle desuden have et hvidt lys under bovsprydet. Det var bl.a. i Liverpool, at man havde fastsat grønt om styrbord efter at have haft hvidt en overgang. Der var derfor noget nær kaos på Englands østkyst fra midten af 1830'erne og de næste ti år, for ikke alene var lanternereglerne forskellige, men også vigereglerne var forskellige. Skibe på Humberen, Mersey og Clyde skulle vige til bagbord og passere styrbord mod styrbord, mens skibe på Themsen og Tynefloden skulle vige til styrbord og passere hinanden bagbord mod bagbord. De første nationale engelske bestemmelser for lanterneføring i skibe og regler for styring til undgåelse af sammenstød blev på grundlag heraf opstillet af Trinity House i England i 1840. Reglerne fik titlen Navigation of Steam Vessels og er dateret 30. oktober 1840. Disse regler blev i løbet af nogle år fulgt af flertallet af engelske skib, og de fastsatte de hovedprincipper, der endnu gælder i dag, nemlig vige til styrbord, maskine viger for sejl, sejlskibet med vinden ind om bagbord viger for modsatte.  © Dragør Navigationsskole

De Internationale Søvejsregler – historie I 1848 indgik Frankrig og England aftale om at følge samme enkle regler, og samtidig blev den engelske regelsamling udvidet med de første lanterneregler, hvor maskindrevne skibe skulle vise farvede sidelys og en toplanterne. Allerede her var den røde farve om bagbord et naturligt valg, da rød også dengang betød fare. Bestemmelsernes forbillede var en admiralitetsbefaling af 29. juni 1848, der gjaldt for engelske dampskibe fra Royal Navy og Royal Mail, der skulle føre hvidt toplys og rød/grøn sidelanterne samt ankerlanterne. Den engelske lov fik titlen An Act for the regulation of Steam Navigation and for requiring Sea Going Vessels to carry Boats, og den trådte i kraft den 1. januar 1847, men lanternekravene var ikke specificerede, idet specifikationerne blev overladt til Admiralty at udforme. Reglerne kunne også kun opretholdes inden for 20 mil fra kysten, de gjaldt kun for engelske skibe, og sejlskibe var ikke inkluderet. Det var i Admiraltys 1846-regler, der er dateret 11. juli 1848, at vinklerne blev fastsat for det hvide toplys over en bue på 112,5 grader til hver side fra ret forud, og sidelysene fra ret forud til to streger agten for tværs, der også er lig de 112,5 grader. Sidelysene skal have afskærmning mod at lyse over boven. Dampskibe skulle vise et ankerlys. Reglerne var allerede taget i brug af mange skibe i løbet af 1847. Danmark vedtog at følge dem ved bekendtgørelse af 7. juli 1849. Succesen fik England - Frankrig til i 1852 at udvide aftalen til også at omfatte lanterneregler for sejlskibe, men man kunne ikke enes om sidelysene, der derfor måtte vente. Disse regler vedtog Danmark i en bekendtgørelse fra 31. maj 1854. © Dragør Navigationsskole

De Internationale Søvejsregler – historie De utilfredsstillende regler blev i 1857 ændret, så også sejlskibe skulle vise sidelanterner. Admiralty havde allerede i 1847 ønsket sejlskibene udstyret med farvede sidelanterner, men parlamentet havde ikke givet bemyndigelse til det. Der havde været diskussioner, om de farvede lys skulle vise skibets sider, eller hvilken side vinden kom ind fra, men da den sidste mulighed ville harmonere meget dårligt med et dampskib, der viste rødt sidelys, så blev afgørelsen altså at farverne - som for dampskibe - signalerede siden og ikke vinden. I 1856 blev der aftalt regler for sejlads i tåge, der i 1857 bl.a. blev udgivet i en Commercial Code of Signals, og fra oktober 1858 blev der foreskrevet farvede sidelys for sejlskibe, og ankerlanternen skulle anbringes ikke over 20 fod over dækket. Disse regler tiltrådte Danmark ved en ændring der trådte i kraft den 1. maj 1860. Internationale regler De første regler blev hurtigt afløst af et mere formelt sæt regler i 1862, som England vedtog til ikrafttræden den 9. januar 1863 i overensstemmelse med Frankrig, der indførte samme regelsæt . I Danmark blev de sat i kraft per 23. september 1863. Fra 1864 var reglerne anerkendte som værende The Laws of the Sea, og søretter dømte efter reglerne, og ved udgangen af 1864 var reglerne blevet anerkendt af over 30 andre lande inklusive USA og Tyskland. © Dragør Navigationsskole

De Internationale Søvejsregler – historie I 1960 nedsatte England en arbejdsgruppe, der i 1964 blev overført til en arbejdsgruppe under IMCO (Inter-Governmental Maritime Consultative Organization oprettet 1948). Gruppens opgave var at klarlægge behov og muligheder for indførelsen af trafikruter og trafikseparering til søs. Gruppens forslag blev vedtaget af IMCO i 1967 og udsendt som anbefalinger til skibene, og forskellige steder i tæt trafikerede farvand blev der nu oprettet ruter. 1972-revisionen Ved den næste revision i 1972 havde man lært af erfaringerne, at konferencens arbejdshastighed blev stærkt forøget, hvis forarbejdet med formulering og delvis godkendelse kunne i forvejen foregå i underkomiteer. Det gik derfor lettere at få 1972-ændringerne vedtaget, og de trådte i kraft den 15. juli 1977. Ændringerne blev i Danmark sat i kraft for danske skibe med en bekendtgørelse af den 24. august 1976 med ikrafttrædelse den 15. juli 1977. Det er denne revision, som de nuværende søvejsregler bygger på. Fra 1993-reglerne er alle udenlandske skibe i dansk havn og territorium underlagt de internationale søvejsregler og de danske varianter og særregler, mens de er på dansk område. © Dragør Navigationsskole