Om støttet og overvåget samvær mellem anbragte spæd/småbørn og deres forældre.
Den danske lovgivning på samværsområdet: Anbragte børn har ret til samvær og kontakt med deres forældre og netværk. Kommunen har pligt til at sørge for at forbindelsen mellem forældre og barnet holdes ved lige.
Kommunen træffer afgørelse om omfanget og udførelsen af samværet: Fx hvor, hvor ofte og hvor længe. Med fokus på barnets behov samt formålet med anbringelsen. Minimum månedlige samvær. Ellers skal der træffes Børn- og Ungeudvalgsafgørelse om afbrydelse af samvær/kontakt.
Støttet samvær Kræver samtykke fra forældrene. Støtten, fra fx en professionel eller en ven, et familie-medlem, bør primært være rettet mod forældrene, således at de kan fungere bedre i samværet og i samspillet med barnet. Støttet samvær er IKKE kontrol eller overvåg-ning!
Overvåget samvær Er en tvangsmæssig beslutning via Børn- og Ungeudvalget. Samværet kan kun finde sted, hvis der er en repræsentant, udpeget af kommunen til stede hele tiden. Det er en meget indgribende afgørelse overfor forældrene, hvorfor mindre indgribende foranstaltninger (fx støttet samvær) skal overvejes.
Overvåget samvær (fortsat) Overvåget samvær kan af hensyn til barnets sundhed og udvikling besluttes af følgende årsager: Barnet udviser utryghed under samvær. Forælderen overser barnets behov, eller er optaget af sine egne behov. Forælderen har svært ved at skabe kontakt til barnet. Forælderen overskrider barnets grænser. Forælderens psykiske tilstand / sindstilstand svinger. Forælderen inddrager barnet i egne problemer. Hvis barnets har særlige følelsesmæssige problemer, så barnet har særligt behov for tryghed under samværet.
Kommunen kan fastsætte vilkår for samværet. Støttede eller overvågede samvær kan foregå i forældrenes hjem, i plejefamiliens hjem eller i neutrale omgivelser som fx i Fabu. Hvem kan/må deltage? Familiemedlemmer, plejeforældre mv. Må de gå ud? Berøring, samtaleemner og andre fokuspunkter. Sluse og visitation. Transport af forældre eller barn. Samtale med forælderen før/efter samværet. I nogle tilfælde også med barnet.
Kommunens pligt til kontinuerligt at evaluere samværene: Samværene bør løbende evalueres. Ankestyrelsen mener en årlig opfølgning er for lidt. Fabu udarbejder udtalelser med beskrivelser af samværenes indhold til kommunerne. Fabu oplever at der er kommet et øget fokus på dokumentationsbehovet: ofte laver vi udtalelser efter hvert samvær. Afgørelse om overvåget samvær skal behandles hvert 2. år i Børn- og Ungeudvalget.
Mit afsluttende projekt på Diplomuddannelsen En kvalitativ undersøgelse af barnets bedste i samvær mellem anbragte spæd- og småbørn og deres forældre. Princippet om Barnets bedste er en grund-læggende rettighed for børn og unge i alle sager, der vedrører dem. Barnets bedste fremgår af Børnekonventionen, der bl.a. angiver, at barnets tarv skal komme i første række i en foranstaltning.
Min interesse for problemstillingen: Der har i de seneste år været øget fokus på kompleksiteten i anbringelsesforløbene af spæd- og småbørn (bl.a. fra SFI), herunder de ekstraordinære behov der er. Heraf oplever vi i Fabu flere samværsopgaver mellem spæd- og småbørn og deres forældre. Der er mange aktører omkring det anbragte spæd/ småbarn. Jeg oplever, at drøftelser med henholdsvis kollegaer og samarbejdspartnere kan være præget af såvel teoretiske, ideologiske som følelsesmæssige undertoner, og kompleksiteten på området kan virke overvældende. Jeg er nogle gange kommet til kort i argumentation overfor bekymrede plejeforældre – var samvær for deres plejebarn til dets bedste?
Min problemformulering: Hvilke forskellige forståelser er der for, hvad der er til barnets bedste ved støttede eller overvågede samvær mellem anbragte spæd- og småbørn og deres biologiske forældre. Hvilke forståelser og begrundelser kan samværskonsulenter have for dette? Hvilke forståelser og begrundelser kan plejeforældre have for dette?
Undersøgelsens formål: Projektet skulle gerne give Fabu et grundlag for at udvikle nye tiltag og nuancere arbejdet med disse samvær, således at børnenes behov imødekommes på en måde, så samværene kan anses som en fordel for barnet.
Undersøgelsens konklusioner: Hovedfundet i min undersøgelse var 6 temaer, som beskrev forholde og tilgange i samværet, der kan have betydning for barnets bedste.
1. Bestemmelse af samværets settings: sted, deltagere, hyppighed, varighed Samvær kan oftest med fordel foregå i barnets vante omgivelser: i plejehjemmet med deres primære omsorgs-person tilstede. (konsulenterne overvejende enige, pleje-mødrene fuldstændige enige) Heraf oplever barnet i større grad samværet trygt (håndterbart og meningsfyldt jf. Antonovskys Sense of coherence), og vil jf. D. Stern blive støttet i sin udvikling af kerneselvet. Respondentgrupperne havde, også indbyrdes, blandede erfaringer og holdninger til, hvilken hyppighed og varighed, samværet skulle have for at være til barnets bedste. Praktiske forhold og omsorg har også betydning, bl.a. tid på dagen, mad, omgivelser.
2. Interessemodsætningen mellem barnet, forælderen og plejemoren Samværsdeltagernes roller i barnets tilværelse medfører forskellige interesser for, hvad samværet bør indeholde, til barnets bedste. Det skønnes værende til barnets bedste, at barnets primære omsorgsperson, plejemoren, har den tætte direkte kontakt til barnet under samværet, mens forælderen iagttager og tilpasser sin kommunikation efter barnets behov. Af hensyn fra plejemødre og konsulenter til forælderens behov for kontakt med barnet, er der dog eksempler på, at plejemoren, enten på eget initiativ eller vejledt af konsulenten, holder sig i baggrunden. Også af hensyn til forældresamarbejdet.
2. Interessemodsætningen mellem barnet, forælderen og plejemoren Myndighedsbeslutninger beskrives som en forudsætning og opbakning, for en tydelig-gørelse af, hvorledes forældrene og pleje-forældre bør fordele omsorgsopgaven under samværet. Spæd- og småbørns behov bør være styrende for samværet, således at dannelsen af deres kerneselv fordres til fordel for deres videre udvikling.
3. Stemningens betydning for barnets trivsel Samværene synes let at blive præget af en konfliktoptrap-pende stemning, hvilket ikke er til barnets bedste. Både konsulenterne og plejemødrene havde gode erfaring-er med undgå denne stemning og skabe en bedre, ved at være omsorgsfulde og anerkendende for forælder og barn, ligesom de taler med og for barnet til fordel for, at dets behov efterleves. I de tilfælde, hvor man umiddelbart ville vurdere, at det var til barnets bedste at blive taget væk fra samværssituation-en, er der fra både konsulenter og den ene af plejemødre-ne opmærksomhed omkring, hvorvidt barnet kan tåle situationen trods frustration, således at en endnu værre situation kan undgås.
4. Forældrene har ofte vanskeligt ved at afstemme sig barnets behov Dette er ikke til barnets bedste, da barnet laver en selvbeskyttelse via ’det falske selv’ (jf. Winnicott) og som konsekvens af dette, kan barnet miste fornemmelsen for sig selv. Anbringelsen og deraf samværssituationen synes ikke at være fordrende for, at forælderen kan lave en affektiv afstemning af barnet. Citat fra plejemor: Det er jo svært, når der er lang tid imellem der kommer nogen, der vil en noget i den alder. Så bliver man jo utryg. Så skal man have en mor, der bare sidder på hænderne og det kan man virkelig ikke forlange. Uanset hvor god mor er, i det øjeblik hun ser sit barn på 9 måneder en time om måneden, så vil det jo være svært.
4. Forældrenes vanskeligheder ved at afstemme sig barnets behov Om forælderens kompetencer ikke rækker eller om det er det tidsmæssige perspektiv, som samværet er underlagt, der mindsker muligheden for afstemningen, vil variere fra de enkeltvise samvær og vil i flere tilfælde antageligt være en kombination.
5. Støttemuligheder Den mangelfulde afstemning er ikke til barnets bedste og nødvendiggør, at andre i samværs-situationen kompenserer for dette til opfyldelse af barnets behov. Respondenterne gav eksempler på, hvilke støttemuligheder og –måder, der kan være til barnets bedste under samværene: Helt centralt var støtteopgaven i, at enten pleje-moren, konsulenten eller begge tolkede barnets signaler og heraf kunne være dets talerør, således, at dets behov blev efterlevet.
5. Støttemuligheder Anerkendelse og gensidighed blev beskrevet som en fordrende tilgang i støtten til forældrene til fordel for barnets bedste. Støtten kunne også bestå i at skabe og vise barnet tryghed for dernæst at lede eller aflede det til en fornyet kontakt til forælderen. Endelig kunne barnets støttes ved, at plejemoren varetog den fulde omsorg for barnet under sam-været.
6. Samværets betydning for barnets forståelse af egen situation Samtlige respondenter i undersøgelsen anså barnets slægtskab med forældrene værende af positiv og nødvendig betydning for barnets identitetsudvikling. Barnets erfaringer med samvær er med til at give dem kendskab til deres historik som anbragt, hvilket kan give barnet en oplevelse af sammenhæng og mening, (jf. Antonovsky) og komme dem til gode i deres håndtering af senere udfordringer, som anbragte unge/voksne ofte kan møde i deres tilværelse (SFI). Af denne årsag skønnes samværene at være til barnets bedste.
Perspektivering Forskellige forhold gør det svært at generalisere, hvad der er til barnets bedste eller det modsatte i disse samvær: Børnenes personlighed, temperament og start på livet er vidt forskellige. Forældrenes situationer, vanskeligheder og ressourcer er varierende. Endelig er børnenes anbringelser forskellige, i forskel-lige plejefamilier med forskellige forudsætninger for at kunne acceptere, respektere og samarbejde med for-ældrene omkring samværssituationen.
Perspektivering Undersøgelsens konklusioner er derfor sårbare, men efterlader nogle pejlemærker, hvorefter vi kan gøre vores ypperste for at få analyseret de enkelte samvær, således at disse forhold i hvert fald ikke er en hindring for barnets bedste.