Dannelse – Moral – Demokrati Om pædagogiske, etiske og politiske tænke- og handlingsformers egenlogik Dietrich Benner / Alexander von Oettingen Forelæsninger ved Syddansk Universitet Odense 2012

Pico della Mirandola: 1463-1494

“Vi har hverken givet dig en bestemt plads, en speciel skikkelse eller en særlig funktion, Adam, for at du efter dit eget ønske og dine egne beslutninger kan opnå og besidde den plads, den skikkelse og den funktion du selv måtte ønske. De øvrige skabningers natur begrænses og defineres af love der er foreskrevet os. Du holdes ikke tilbage af nogen uovervindelige skranker, men skal selv bestemme din natur i overensstemmelse med din egen frie vilje i hvis varetægt jeg har overgivet dig. Jeg har sat dig midt i verden for at du derfra lettere kan se hvad der findes i verden omkring dig. Vi har hverken skabt dig som et himmelsk eller jordisk, hverken som et dødeligt eller et udødeligt væsen for at du som din egen skulptør og kunstner med frihed og ære kan skabe dig den form du sætter højest. Det skal stå i din magt at udarte til lavere former der er dyriske; det skal stå i din magt efter din egen viljes beslutning at hæve dig til højere former som er guddommelige.” (Pico Della Mirandola: Om menneskets værdighed, s. 49, Museums Tusculanums forlag, 1989).

Latinsk begreb Antikke betydning Moderne betydning Subjectum / Subjekt Det underlagte subjekt: Mennesket er underlagt naturloven Det aktive subjekt: Mennesket underkaster sig verden for at herske over den Objektum / Objekt Det overforstående: Verdenen står overfor mennesket som en ordnet og færdig verden Den beherskende genstand: Verdenen bliver af mennesket og gennem teknik og videnskab en behersket og underlagt verden

Rousseau (1753): 1712-1778

“… så er der en anden meget særlig egenskab, som adskiller dem, om hvilken der ikke kan herske nogen tvivl, og det er evnen til at forbedre sig (perfectibilité). En evne, som med omstændighedernes hjælp, efterfølgende vil frembringe alle de andre. Vi har denne evne både som slægt og som individ, mens dyret, i løbet af nogle måneder, er det, som det vil være hele sit liv, og dets slægt vil i løbet af tusind år være det, som det var af de første af disse tusind år. Hvorfor er det kun mennesket der kan blive dumt? Er det ikke således, at det på denne måde falder tilbage i sin oprindelige tilstand, og at dyret, som intet har lært og derfor intet kan tabe, forbliver hvad det er i kraft af sit instinkt, mens mennesket ved alderdom eller andre forhold igen kan tabe alt det, som dets evne til at forbedre sig har ladet det erhverve, og det falder således længere tilbage end selv dyret?” (Rousseau: Afhandling om ulighedens oprindelse og grundlæggelse blandt menneskene, s. 68, Gyldendal 1996).

“Alt er godt som det udgår fra skaberens hænder; i menneskets hænder udarter alt. Han tvinger en mark til at frembringe en anden marks produkter, et træ til at bære et andet træs frugter. Han bringer klimaer, elementer og årstider ud af deres naturlige orden. Han lemlæster sin hund, sin hest, sin slave. Han vender op og ned på alt, han vansirer alt; han elsker det vanskabte, det uhyrlige. Han tåler ikke, at noget ser ud som det er skabt af naturen, ikke engang menneskene; dem skal han absolut have dresseret som cirkusheste; dem skal han have vredet på sin facon som træerne i sin have.” (Rousseau: Emil – eller om opdragelsen, s. 13, Borgens forlag 1962, Oversat af Grue-Sørensen).

“Uden dette (dannelsesmulighed, Bildsamkeit) ville alt dog gå meget værre endnu, og halvdannelse ville vi ikke nøjes med.” (Rousseau: Emil – eller om opdragelsen, s. 1, Jysk Forlags-Forretning, Århus, 1897. Oversat af Vilh. Malling).

“Og vore sjæle er blevet fordærvede efterhånden som vore videnskaber og vore kunster er skredet frem mod fuldkommenhed. Vil man sige, at det er en ulykke, som kun hører vor tid til? Nej, mine herrer; ulykkerne forårsaget af vor forfængelige nysgerrighed er lige så gamle som verden.” (Rousseau første diskurs Meinert udgave, s. 15).

“Lad os da begynde med at lægge alle kendsgerninger til side, for de vedrører ikke spørgsmålet. Man må ikke tage de undersøgelser, som man kan indlade sig på i denne forbindelse, for historiske sandheder, men alene for hypotetiske og betingede overvejelser. De er mere egnede til at afsløre tingenes natur end til at påvise deres virkelige oprindelse, og mere lig de overvejelser som vores fysikere hver dag gør sig om verdens skabelse.” (J.-J. Rousseau: Afhandling om ulighedens oprindelse og grundlæggelse blandt menneskene. Samlerens bogklub 1996. Oversat af Mogens Chrom Jacobsen, s. 57).

“Vi ved ikke hvad naturen tillader os at være”. (“Nous ignorons ce que nôtre nature nous permet d’être”) (Émile 1762a/1979, s. 45f.)

“Enhver tænker på sig, kun jeg tænker på mig”

“De umyndige som man vil befri skal man gøre værdig til friheden, så de kan udholde friheden. Men I skal altid tænke på at jeres undersåtter er mennesker som I, at de har evnen I sig til at blive det I er. Det skal I udvikle men først befri deres hoveder hvis I har befriet deres sjæl. Uden den omvej vil jeres værk ikke lykkedes.”

“Man kender ikke barndommen “Man kender ikke barndommen. Jo længere man kører videre med de forkerte forestillinger man har, des mere farer man vild. De klogeste vil indprente børnene alt, hvad der er vigtigt for mennesker at vide, uden at tage hensyn til hvad børn er I stand til at opfatte. De søger altid det voksne menneske I barnet uden at tænke på hvad det er, før det bliver voksent. Det er det stadium jeg har beflittet mig på. Og selv om min metode skulle være utopisk og forkert, vil man dog altid kunne drage nytte af mine iagttagelser. Muligvis har jeg taget fejl med hensyn til hvad der skal gøres, men jeg tror, jeg har set rigtigt med hensyn til det mål man skal stræbe efter. Begynd altså med at iagttage Deres elever bedre, thi De kender dem ganske sikkert ikke; hvis De læser min bog med det formål, tror jeg De kan have nytte af den.” (Rousseau: Emil – eller om opdragelsen, s. 10, Borgens forlag 1962, Oversat af Grue-Sørensen).

Princippet om naturens opdragelse Princippet om tingens opdragelse Princippet om menneskets opdragelse

“Når et barn fødes, skriger det. Den første barnealder går med gråd “Når et barn fødes, skriger det. Den første barnealder går med gråd. Snart vugger man det eller kærtegner det for at berolige det; snart truer man det eller slår det for at få det til at tie. Enten gør vi det som barnet ønsker. Enten giver vi efter for barnets luner, eller vi tvinger det til at give efter for vore. Der er ingen mellemvej: enten kommanderer barnet, eller også bliver det kommanderet. Barnets første begreber bliver derfor dels herskerens, dels slavens. Inden barnet endnu kan tale, befaler det; inden det endnu kan handle, adlyder det. Undertiden straffer man det, endnu før det kan erkende sine fejl, eller rettere: før det kan begå nogle. Således fylder man tidligt dets unge hjerte med lidenskaber, som man derefter giver naturen skyld for. Når man selv har gjort sig umage for at gøre barnet uartig, beklager man sig over dets uartighed.” (Rousseau: Emil – eller om opdragelsen, s. 29, Borgens forlag 1962, Oversat af Grue-Sørensen).

“Når barnet med besvær rækker hånden frem uden at sige noget, regner det med at kunne nå genstanden, fordi det ikke kann beregne afstanden. Her tager det altså fejl; men når det beklager sig og skriger, idet det rækker hånden ud, så tager det ikke mere fejl af afstanden, så befaler det genstanden at nærme sig, eller det befaler Dem at bringe genstanden hen til det. I første tilfælde bør De gå frem på følgende måde: bær barnet langsomt og med små skridt hen til genstanden. I sidste tilfælde skal De fuldstændig lade som om de ikke hører barnet. Jo højere det skriger, des mindre bør De føje det. Det er vigtigt i god tid at vænne det til ikke at kommandere hverken med mennesker, thi barnet er ikke deres herre, eller med ting, thi de forstår ikke barnet. Når derfor et barn ønsker noget som det ser, og som man gerne vil give det, er det bedre at bære barnet hen til genstanden end at bringe genstanden til barnet. Denne fremgangsmåde giver det en belæring som svarer til dets fatteevne; der findes ingen anden måde hvorpå man kan gøre barnet det begribeligt.” (Rousseau: Emil – eller om opdragelsen, s. 55, Borgens forlag 1962, Oversat af Grue-Sørensen).

Læreren: Det må du ikke. Barnet: Hvorfor må jeg ikke det? Læreren: Fordi det er forkert. Barnet: Forkert! Hvad er det der er forkert? Læreren: At gøre det jeg har forbudt. Barnet: Hvad forkert er der i at gøre det der er forbudt? Læreren: Du bliver straffet for ulydighed. Barnet: Så gør jeg det bare, når ingen ser det. Læreren: Vi skal nok holde øje med dig. Barnet: Jeg skjuler mig bare. Læreren: Du bliver forhørt. Barnet: Så lyver jeg bare. Læreren : Man må ikke lyve. Barnet: Hvorfor må man ikke lyve? osv. (Rousseau: Emil – eller om opdragelsen, s. 85, Borgens forlag 1962, Oversat af Grue-Sørensen).

Første grundsætning: Sådan som vort hjerte er skabt, formår vi ikke at sætte os i de menneskers sted som er lykkeligere end vi, kun i deres som er mere beklagelsesværdige end vi. Anden grundsætning: Man beklager hos andre kun de lidelser som man ikke tror sig selv sikret imod. Tredje grundsætning: Den medlidenhed man har med andres ulykke, retter sig ikke efter denne ulykkes omfang, men efter den følelse, man tillægger dem som lider under den.

“Har man foretrukket en, vil man selv foretrækkes “Har man foretrukket en, vil man selv foretrækkes. Kærlighed bør være gensidig”. “For at blive elsket må man være elskværdig”. “For at blive foretrukket må man være mere elskværdig end en anden, mere elskværdig end enhver anden, i alt fald i den elskedes øjne”.