Søren Hertz, PsykCentrum Børne- og ungdomspsykiater Børnekonferencen 2012 Søren Hertz, PsykCentrum Børne- og ungdomspsykiater ”Without context, words and actions give no meaning at all” Gregory Bateson, 1972

Fra støtte- og hjælpesystemer til udviklingssystemer Behovet for en ny og visionær faglighed. Foretrukken viden skaber foretrukne handlinger og organiseringer Faglighed er knyttet til børne- og menneskesyn. Mennesker kan ikke forstås uafhængigt af den kultur, som vi som fagpersoner også let bliver bærere af. De eksisterende evidensprogrammer som illustration. Fra regulering af adfærd til muligheder for udvikling i mødet med tydelige nysgerrige voksne

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen Det er en kæmpe samfundsulykke, at vi taber unge på gulvet. De unge skal visiteres bedre, de skal uddannes bedre. Og så skal den offentlige sektor revolutioneres. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen Politiken 21.01.2012

Det er et alvorligt problem, at flere og flere børn og unge kommer ind i voksenalderen med en handicapforståelse eller en forståelse af sig selv som psykisk syge

Det er besværligt med, men det går ikke uden … Benny Andersen: Den indre bowlerhat

Oplæggets 4 hovedpointer: Ingen grise bliver tykkere af at blive vejet. Megen kompetence er ved at forsvinde – i bestræbelserne på at foretage udredninger Vores måder at organisere feltet på – og den tænkning, som de er forbundet med – modarbejder ønskerne om større inklusion Børn og unge er vores bedste manualer – børns og unges problemadfærd må også ses som spejlbillede på samfundsmæssige temaer/ opgaver Det kan lade sig gøre, kræver stolthed og mod

Det børne- og ungdomspsykiatriske udkigstårn nye perspektiver og uanede muligheder Diagnosen som udvalgt øjebliksbillede Diagnosen som bevillingsudløsende Guidelines for god faglig praksis – et fokus på accountability Begreberne psykisk sygdom og handicap får ikke øje på børns og unges invitationer til deres omgivelser

Ny og visionær faglighed/ foretrukken viden: Børn og unge har uanede udviklingsmuligheder Moderne hjerneforskning, udviklingspsykologi og tilknytningsforskning Der er basalt set ingen enkle årsagsforklaringer Målet er ikke normalitet, men udvikling, det handler heller ikke om øget rummelighed Opgaven handler ikke om tidlig opsporing, men om de nødvendige processer og dialoger, som børn og unge inviterer til.

Diagnosen er ikke en forklaring! Diagnosen er del af noget større! ”ADHD – selve forkortelsen forstyrrer vores nysgerrighed” Diagnosen er ikke en forklaring! Diagnosen er del af noget større!

Begrænset succes med den store satsning: Begrebet særlige behov udløser særlige hensyn frem for: særlige omstændigheder, der i en periode kan udløse særlige opmærksomhedspunkter i forhold til ny læring. Afstanden mellem det almene og det specielle område er blevet større. Risiko for afhængighed. Behov for ny faglighed og langt mere fleksible udviklingsarenaer. Visitation til ressourcer knyttes til beskrivelser af deficits. Fremtidigt visitation til erfaringer, der ikke er gjort endnu Begreberne psykisk sygdom og handicap udløser fokus på individuelle rettigheder. Systemet skævvrides.

Inkluderende processer er altid del af noget større, Temaet om inklusion kræver visionære løsninger, risikoen er pseudoinklusion og børn på tålt ophold Inkluderende processer bygger på en foretrukken faglighed, der medvirker til foretrukne handlinger Inkluderende processer er altid del af noget større, temaet kræver et stadigt fokus på udviklingsprocesser Inklusion er ikke blot et skole- og institutionsanliggende, det er et fællesskabsanliggende, der rækker ud over den enkelte kontekst til, hvordan de spiller sammen. Inkluderende processer kræver, at traditionelle begreber og organiseringer kigges efter i sømmene

Fra det individuelle kompetence- og mangelfokus til Mennesker kan ikke forstås uafhængigt af den kultur, som vi som fagpersoner også let bliver bærere af ”Du er fritstillet til at skabe dig selv, men hvis du mislykkes, er det din egen fejl … ”presset på identitets-konstruktioner og det manglende eksistentielle sikkerhedsnet til den, der ikke lykkes, har gjort syge-rollen mere attraktiv end tidligere. ” (Ekeland, 2007). Fra det individuelle kompetence- og mangelfokus til et fokus på deltagelse, på at føle sig betydningsfuld – og på bevægelserne i fællesskabet Vores opgave er at invitere til det, der rækker ud over, invitere til det, der kan synes endnu mere attraktivt.

Faglighed er knyttet til børne- og menneskesyn Individet kan aldrig forstås isoleret, men altid i relation, i samspil, i kontekst og i mulig forandring. Man må altid undersøge for ændringspotentialer Det problematiske må forstås i lyset af det bedste; børn/unge er ansvarlige i forhold til ideer og mennesker Problemadfærd er symptomer og fremtrædelsesform, opgaven handler om at få øje på, hvad der holder liv i det Mennesker udvikler sig alt andet lige nemmere, når de oplever, at det ikke kun er dem, der skal forandre sig. Risikoen ved adfærdskorrektion og symptomreduktion

Fra fremtrædelsesform til invitationer den ene pol kan kun eksistere i kraft af den anden: Så hvad der det for temaer, som er med til at holde liv i lige præcis disse fremtrædelsesformer? Hvordan kan vi bidrage til at skabe nye erfaringer med de temaer, som dukker op i det fælles samspil? Vores invitationer til en anderledes forbundethed! Hvilke kontekster må vi sørge for at inddrage for at kunne skabe forskelle, der kan gøre afgørende forskel?

Invitationerne, der kommer ud af: Misbrugsadfærd som komplementaritet Fremtrædelsesform: Misbrug, udfordrende adfærd Frafald fra uddannelse og arbejde Deltagelse i alternative fællesskaber Invitationerne, der kommer ud af: Tvivl om betydning og muligheder i de almene fællesskaber

Opmærksomhedspunkter – hvad giver vi liv til? Sammenhæng/ helhed Fremtrædelsesform indhold detaljer Invitationer Samspil/ relationer kontekst individ Risiko for ”reduction” og ”disjunction” – fordi han eller hun ”er” …

støtte- og hjælpesystemer Bevægelserne fra støtte- og hjælpesystemer til udviklingssystemer – visionære løsninger

Udviklingssyn versus mangelsyn Bevægelserne i det sociale samspil på tværs er afgørende Evidensbaseret praksis er blevet et politisk-økonomisk styringsredskab, der bygger på foretrukken faglighed (adfærdsregulering/ færdighedstræning/ forældretræning) Kognitiv terapi og færdighedstræning – et begrænset perspektiv – ”vi har brug for redskaber/manualer” Hvad stiller vi op med disse børn og unge – ændres til: hvad inviterer disse børn og unge til – også i et større samfundsmæssigt perspektiv?

Skole/ institution som kulturelt kraftcenter Den lærende organisation som den helhed, der er mere end summen af de enkelte dele. Øveplads for kompleksitet og forskellighed Fællesskab og bevægelse, der rækker ud over den enkelte kontekst, ind i de mange – fordi børn og unge multisocialiseres. Opbakning til skole og institutioner er ikke nok. De nye konstruktive erfaringer må smitte De nødvendige dialoger og processer Børnene og de unge inviterer os til dette

Nytænkning og nyorganisering Opgør med ”reduction” og ”disjunction”, der bidrager til uhensigtsmæssige sektoropdelinger Et opgør med nul fejls tænkningen, der forstyrrer kreativ nyorientering og udvikling på tværs En opmærksomhed på henvisningskulturen, der bliver identitetsskabende for mennesker Guideline for indsatsen må være det, som børn og unge i udsatte positioner inviterer os til at forholde os til.

en tro på uanede udviklingsmuligheder på tværs. Jo mere tryg man føler sig i mødet med det specielle, jo mere almindeligt, og jo mere kreativt, kan man møde det Rammer, forudsigelighed, et lille miljø er blevet mantra. Det er vigtigt at huske, at spejling er rammesættende, derfor må de mødes med insisterende omsorg og en tro på uanede udviklingsmuligheder på tværs. Afgørende er opbygning af oplevelser af forbundethed. Behovet for at være del af et fællesskab, der bevæger sig, fordi man selv er en del af dette fællesskab. Det gælder også voksne: overskridende læring opstår, når mennesker oplever sig inkluderet, hørt og inddraget i en bevægelse, der åbner for nye perspektiver.

De første udviklingsskridt ”De problemer, der findes i verden i dag, kan ikke løses ved hjælp af den form for tænkning, der har skabt dem” Alt for mange foranstaltninger er mere af det samme – børns og unges adfærd er vores guidelines Ændring af visitationssystemerne/ -principperne – som centralt element i nye lærende organisationer Gøre specialsystemet til en del af almensystemet. Specialpædagogikkens eksistensberettigelse er som inspirationskilde til almenpædagogikken.

De første udviklingsskridt Vejen ud af kompleksiteten er altid at forstå individ og problemadfærd i kontekst og i mulig forandring. En ny og udvidet faglighed i ”støttesystemerne” – på afstand af alt for meget indirekte arbejde og/eller individuel udredning og fokusering Målet er ikke opbygning af programmer for at tage vare på de mest udsatte børn og unge, men at styrke det almene område og bidrage med de nødvendige dialoger og processer, som børns og unges adfærd inviterer til – adfærd er guideline

Intet er helt selvfølgeligt Alting er nyt og mærkværdigt Intet er omsonst Alt har sin tid, som er nu Benny Andersen (og Johannes Møllehave) Det skal mærkes, at vi lever