Fremstilling i grupper af unge hashrygere Morten Nissen, Psykologi, Københavns Universitet & Sonny Kaasing, U-Turn / Københavns Kommune

Tilgang som groft sagt er fælles for interaktionistisk, systemisk-konstruktionistisk-narrativ og kulturhistorisk-kritisk psykologi: "Fremstilling" – misbrug som ”objekt” der skabes / vises / gøres i praksis og som mennesker dannes med – og hvormed vi danner os selv og hinanden (som fællesskaber og deltagere) i den løbende praksis

Lyn-historie I (i København) Stofmisbrug fremstillet som ”ungdomsfænomen” (afvigelse, resocialisering) Professionalisering af behandling – fremstilling som ”afhængig personlighed” Skadesreduktion – fremstilling som ”Kroniske patienter” og/eller Selvstændige ”brugere” Udskilning af ”unge stofmisbrugere” Heroinrygere, feststoffer, hashklubber… ”Institutionelt fordøjelsesbesvær” Houborg, E. (2006). Stofmisbrug, metadon, subjektivering. Historiske og aktuelle fremstillinger af stofmisbrug

Lyn-historie II (i København) Projekt Gadebørn m.v. (1990’erne)– fremstilling som ”unge” Opsøgende, holistisk, ung-til-ung Policy: ”Misbrug i et ungdomsperspektiv” (1999): ” strategien i forhold til unge og misbrug (skal) først og fremmest indlejres i det sociale arbejde der i forvejen udføres omkring de unge. Lidt frækt udtrykt skal det sniges ind ad bagvejen.” U-Turn (2004): Kovending? Institutionalisering, specialisering Men…ambition om et ”ungdomsrum” Trækker på en lang interaktionistisk tradition bl.a. fra Ungdomsklinikken Dag-og Døgncentret (LIFT-modellen) ByBørs Brugerservice

The Poem - CD cover

Ramme-design Ramme – deltagerne spørger hele tiden sig selv "hvad er det der foregår her?" og medkonstituerer interaktionen udfra det de svarer (E. Goffman: Frame Analysis) Traditionen for ”ramme-design” (fra Bybørs og frem) Den frie kombination af vi’er, rammer, aktørpositioner ”Aktiviteter" Ikke bare "snak" (samtaler, verbale repræsentationer) Ikke problemfokus (mod-stempling) Ramme – deltagerne spørger hele tiden sig selv "hvad er det der foregår her?" og medkonstituerer interaktionen udfra det de svarer (iflg. Goffman) Traditionen for ”ramme-design” (fra Bybørs og frem) idealet om den frie kombination af vi’er, rammer, subjektpositioner i det sociale arbejde "aktiviteter" – den åbne, abstrakte, vage fagterm i socialpædagogikken – som kan være både ureflekteret og hyper-refleksivt afvsningen af at lade sig binde af formatet "snak" – samtaler, repræsentationer afvisningen af at lade sige binde af problemfokus, af ”afhængigheden af afhængighed” (mod-stempling)

Aftengruppens ramme U-Turn: Behandling af stofmisbrug - dermed Snak om misbrug / afhængighed …men også: Eksperimenteren med ”aktiviteter” og Forsøg på overskridelse af afgrænsningen - pardoksalt Miller & Rollnick: Motivational interviewing (2002) ”We define motivational interviewing as a client-centred, directive method for enhancing intrinsic motivation to change by exploring and resolving ambivalence..” At rumme ”måske’et” – men i hvad? Paradoksal ramme: Overvejelse – men i behandlingens ramme Er det så snak om stoffer og afhængighed her? Ja, langt hen ad vejen - rammen er jo U-Turn, men Der eksperimenteres med hvad det er for "aktiviteter" der bruges, og afgrænsningen til afhængighed overskrides, men fastholdes også som ramme – vi er ved en prekær grænsesituation

Kopieret fra http://www.euroadad.com/ Her kan vi se en ramme af misbrug, men et indhold af et alment hverdagsliv Kopieret fra http://www.euroadad.com/

Aftengruppens ramme U-Turn: Behandling af stofmisbrug - dermed Snak om misbrug / afhængighed …men også: Eksperimenteren med ”aktiviteter” og Forsøg på overskridelse af afgrænsningen - pardoksalt Miller & Rollnick: Motivational interviewing (2002) ”We define motivational interviewing as a client-centred, directive method for enhancing intrinsic motivation to change by exploring and resolving ambivalence..” At rumme ”måske’et” – men i hvad? Paradoksal ramme: Overvejelse – men i behandlingens ramme Lad os først se på hvad man nuomdage kan kalde den traditionelle form Det aktuelt udbredte ”Motivational Interviewing” – Rammen er først "behandling af misbrug", men sætter straks af fra det: Her er et rum hvor man rummes som ambivalent. Her foregår en overvejelse, her iscenesættes et måske Der arbejdes med en paradoksal ramme, et slags ”double bind”. Kommunikationen er at man overvejer. Men metakommunikationen er at man indgår i behandling.

Aktørpositioner Spaltninger Den fhv. misbruger som nu er i behandling (motiveret for stoffrihed) Den fortsatte misbruger som indgår i behandling på skrømt (umotiveret for stoffrihed) Den rationelle bruger som overvejer i et metaperspektiv (motiveret for harm reduction) Den irrationelle klient som ikke overvejer logisk og konsekvent (umotiveret for harm reduction) Paradokset indebærer en spaltning i deltagerpositionerne – mellem Den fhv. misbruger som nu er i behandling (motiveret for stoffrihed) Den fortsatte misbruger som indgår i behandling på skrømt (umotiveret for stoffrihed) Den rationelle bruger som overvejer i et metaperspektiv (motiveret for harm reduction) Den irrationelle klient som ikke overvejer logisk og konsekvent (umotiveret for harm reduction) Her er paradokset hævet op på et metaplan – men nissen flytter med – man kan spørge: Gør den også det i aftengruppen?

Blivende identiteter? De kortvarige og lokale deltagerpositioner medvirker (?) til at fremstille blivende identiteter, som fx: Stempling Spaltet mellem misbruger og ex-misbruger Brugerforeninger (fx Marijuana Anonymous): Den umiddelbare identifikation (alle i samme båd) ”Afholdende afhængig” (altid) Trans-identitet: Normal afviger ”Politisk” anerkendelseskamp Meta-identitet – som udforskende, undersøgende, legende? Hvordan mon det? Hvorfor er dette så vigtigt? Fordi – og dette er en hypotese hvis holdbarhed vi vender tilbage til – de kortvarige og lokale deltagerpositioner medvirker (i en eller anden grad) til at fremstille blivende identiteter som fx: Stempling – behandling fastholder misbrugeridentitet også når man arbejder på at overskride den Spaltet mellem misbruger og ex-misbruger (måske nok gradueret i ”stages of change” - “precontemplation”, “contemplation”, “preparation”, “action”, “maintenance” – men stadig spaltet) Brugerforeninger m.v. (Fx NA / Marijuana Anonymous): Den umiddelbare identifikation (alle i samme båd) Identitet som ”afholdende afhængig” ophæver temporaliteten – man er altid afhængig, men også altid et etisk subjekt Trans-identitet – en ”normal afvigelse” som afhængighed (ligesom sukkersyge) – indebærer en positivt bestemt identitet (som fx aktiv, selvstændig, ung) Selv-identificering vender bøtten i en ”politisk” anerkendelseskamp Metaidentitet – som undersøgende, udforskende, legende – kan den være blivende? Hvordan? Sker der her en ny spaltning mellem det legende jeg og det lidende jeg?

Vi’et Bevægelse mellem typer af vi’er: Vi er en normal gruppe der ser på den enkelte unges afhængighed udefra som problem (det spaltede jeg) – utopien om normalitet Vi er en gruppe der anerkender afhængigheden og overvejer vores ambivalens rationelt – utopien om rationalitet Vi er en gruppe der arbejder med formidling mellem (ekspert-) viden og (personlig) erfaring – utopien om common sense Vi er en gruppe der arbejder med at skabe og udbygge forskellige fremstillinger – utopien om – ja om hvad? Ekspressivitet? Kreativitet? Den postmoderne utopi om emancipation fra enhver diskursiv form? Vi’et Deltagerne dannes som deltagere i et ”vi” der dannes samtidig Vi’et er ”hængt op” som en del af større vi’er som fx organisationen U-Turn aftengruppen på den særlige måde at det er dens ”brugerflade”, de unge er fx ikke forpligtet på U-Turns ideologi Dermed er aftengruppens "vi" bevægeligt - det er et alment forhold, men det bliver synligt på en særlig måde her Vi'er konstitueres bl.a. mod utopiske horisonter – vi’er defineres som ”på vej” Bevægelsen mellem typer af vi’er: Vi er en normal gruppe der ser på den enkelte unges afhængighed udefra som problem (det spaltede jeg) – utopien om normalitet Vi er en gruppe der anerkender afhængigheden og overvejer vores ambivalens rationelt – utopien om rationalitet Vi er en gruppe der arbejder med formidling mellem (ekspert-) viden og (personlig) erfaring – utopien om common sense Vi er en gruppe der arbejder med at skabe og udbygge forskellige fremstillinger – utopien om – ja om hvad? Ekspressivitet? Kreativitet? Den postmoderne utopi om emancipation fra enhver diskursiv form?

Demokratisering af ramme-design? At deltage i Overvejelse Behandling Udvikling af / fra behandling? Vi er en gruppe i forfronten af udviklingen af noget helt nyt i socialt arbejde– utopien om – ja om hvad? En ny lokal kultur? En ny metode? Neutral grund (jf. Vilde Læreprocesser) Som prekært identitetsdefinerende projekt for U-Turn? Som (utopien om) det ønskede ”ungdomsrum”? Metodeudvikling - måske er der et ekstra lag: Meta-meta-kommunikationen er måske at man deltager i udvikling af / væk fra behandling? Eksempel fra undervisning: Filmen Døde Poeters Klub: Læreren beder eleverne tage lærebogen frem – og rive de første sider med den skoleagtige introduktion ud af bogen og smide dem på gulvet Måske sker der en demokratisering af ramme-design – en co-construction på flere niveauer: Af fortællingen og af selve rådgivningsarbejdet, fagligheden, U-Turn. Altså: ”Vi er en gruppe i forfronten af udviklingen af noget helt nyt i socialt arbejde– utopien om – ja om hvad? En helt ny lokal kultur, hvor de unges erfaringer er anerkendt som brugbare? En ny metode? Neutral grund – ? Demokratisering af ramme-design kræver dybest set at man mødes på "neutral grund", rådgiverne sætter sig selv på spil ligesom Robin Williams i filmen (der blev fyret) Neutral grund er et begreb fra Vilde Læreprocesser – betyder konkret et sted der hverken er pædagogens eller de unges hjemmebane – men kan bruges i mere analytisk betydning om et sted, hvor begge parter, alle parter har sat sig selv på spil og det ikke er sikkert hvilke regler der gælder I forlængelse heraf kan man spørge: Kan aftengruppen få en betydning i kraft af at den er et identitetsdefinerende flagskib for udviklingen af Sonny og hans makker, eller måske hele U-Turn? Kan aftengruppen udvikle sig henimod det intenderede ungdomsrum?

Rum, objekt, aktør Defineret med rum: Klinik – objektet er afgrænset (sygdom) og adskilt fra patientens aktørstatus; fysisk tilstede i rummet; viden om objektet samles i klinikken; behandler griber direkte ind Psykoterapi – objektet er tilstede i rummet som et forhold mellem model (sproglig repræsentation) og projektion; objektets indeksikalitet er styrende; objektet udvikler sig fra afgrænset (presenting problem) til alment selvforhold; klienten subjektiveres (fra Id til Jeg); terapeut håndterer ramme og arbejder med fortolkning Defineret i rum, men ikke med rum Rådgivning – objektet er tilstede alene som model; objektet (problemet) er afgrænset og fastholdt i en (generaliseret) syntese af viden og erfaring; brugeren er altid-allerede subjekt; rådgiver håndterer ramme og formidler viden med erfaring Aftengruppen - objektet er tilstede som model, men bevægeligt –fra semantik til semiotik; spillene mellem lokal og almen betydning er sat fri; der arbejdes udviklende med såvel almenviden som erfaring (co-construction); arbejde med subjektivering; rådgiver faciliterer skabelse og udvikling af modeller Rum – Der er forskellige traditioner for behandling, som hver har sit forhold mellem rum, fremstillet objekt og aktørpositioner. Fra starten dannes objektet af selve rummet: Klinik – objektet er afgrænset (sygdom) og adskilt fra patientens aktørstatus; fysisk tilstede i rummet; viden om objektet samles i klinikken; behandler griber direkte ind Psykoterapi – objektet er tilstede i rummet som et forhold mellem model (sproglig repræsentation) og projektion; objektets indeksikalitet er styrende; objektet udvikler sig fra afgrænset (presenting problem) til alment selvforhold; klienten subjektiveres (fra Id til Jeg); terapeut håndterer ramme og arbejder med fortolkning, dvs. skaber modeller men iagttager især deres subjektive mening Men når man går fra psykoterapi til rådgivning dannes objektet ikke længere af rummet på samme måde (men det er stadig i rummet) Rådgivning – objektet er tilstede alene som model / sproglig repræsentation; objektet er afgrænset og fastholdt (problem) i en (generaliseret) syntese af viden og erfaring; brugeren er altid-allerede subjekt (subjektivering er givet med rammen som enten-eller, der arbejdes ikke med det); rådgiver håndterer ramme og formidler viden og erfaring Aftengruppen – objektet er tilstede som model / sproglig repræsentation ligesom i rådgivning, men det er på en anden måde bevægeligt – man går fra semantik til semiotik og spillene mellem lokal og almen betydning er sat fri; der arbejdes udviklende med såvel almenviden som erfaring (co-construction); dette åbner igen for et arbejde med subjektivering; rådgiver faciliterer skabelse og udvikling af modeller

Fremstillingsformer Fokus på udviklingen, udfoldelsen af fremstillinger Fremstillingens artefakter som ”aktanter” Tekst – synlig objektivitet Varig over tid Fælles Offentlig Ekstern Arbejdet med tekst Kritisk arbejde (sml. Haug: Erindringsarbejde) Projekt i sig selv ”Aktivitet” med flere mål og midler (en slags neutral grund) Musik Egen ”objektivitet” Men hvad betyder det for deltagerne? Der fokuseres på udviklingen, udfoldelsen af fremstillinger – de tykke fortællinger, i forskellige former, anerkendelsen af forskelligheder, men samtidig det fælles arbejde med fortællingerne Fremstillingens artefakter som ”aktanter” – eksternaliseringens selvoverskridende karakter, objektets form er ikke transparent, fremstillingen er ikke bare et spejl, men et troldspejl, der forvandler Tekst har mere synlig objektivitet (end tale), dvs. det er varigt over tid – forfatter og læser er ikke bundet i samme tid; man kan vende tilbage til det flere gange, kan erfare at man tillægger det forskellige betydninger på forskellige tidspunkter (hvilket faciliterer refleksivitet); man ”hænger” mere på det fordi det er varigt, men omvendt også mindre fordi der kommer en afstand mellem tekstens ”jeg/vi” og forfatternes fælles – mens tale kommer ud af én persons mund (uanset at den kan rumme mange ”stemmer”), så kan tekst være et objekt, som alle deltagerne kan identificere sig med på meget forskellige måder og i mange forskellige grader en offentliggørelse – tilgængeligt for alle deltagerne, og måske for andre udenfor gruppen – udgør en henvendelse fra gruppen til sig selv, til de enkelte deltagere, og til netværket omkring. Tekstens adressat er ikke givet på forhånd, er bevægelig, og potentielt er det hele verden noget eksternt (eksternalisering på en måde) – har en egen logik der ikke er helt bøjelig til situationen, der kommer andre slags ”objekter” på banen som formidler, såsom sproglige sammenhænge m.v.; tekst "verfremder", klichéer og diskurser bliver synlige som noget udenfor én selv Arbejdet med teksten kan på en anden måde blive et kritisk arbejde, man kan forholde sig udviklende til fremstillinger Arbejdet med teksten bliver et projekt i sig selv, sætter et fokus udenfor spejlingen, bordet fanger ikke lige nu Selve dette, at der arbejdes med en "aktivitet", som har flere sæt af mål og midler samtidig, giver mulighed for at forholde sig til rådgivningens selvforhold, nærme sig i sit eget tempo osv. – skaber så at sige i sig selv en slags neutral grund

Leg og alvor ”Forpligtelser” Modsigelsen: Psykoterapi – forpligtet på en sandhed (teoretisk og personlig konsistens) Rådgivning – forpligtet på en effekt Aftengruppen derimod kun leg…men Bevidningen er en ”sandhed for os” (med usikker objektivitet) Play is serious business – bevægelige implikationer Det er den lidende, der leger med sin lidelse Modsigelsen: ”Og smerterne / de bli'r kun vær' / jo mer' bevidste / vi er” – citat fra ”The Poem” Hvor forpligtende er aktiviteten egentlig – er man ikke bare gået mere væk fra det "egentlige" og alvorlige (hvilket evt. kunne begrundes i at man skal arbejde "jeg-støttende")? Psykoterapi: Subjektet er tilstede i rummet, afslører sig selv, bliver forpligtet på (subjektiveret i) en teoretisk og personlig konsistens; der er en bevægelse mod en sandhed Rådgivning: Der arbejdes systematisk mod, ikke sandhed, men en effekt. Effekten forpligter. Ofte er disse forpligtelser igen utopiske horisonter – men subjektiverende Er Aftengruppen kun leg – hvis den hverken skaber en sandhed eller en effekt? Bevidningen danner også en autenticitet – en "sandhed for os" – men ikke direkte i nærrelationer som i familieterapi – hvad disse grupperelationer forankres i i livet udenfor er et åbent spørgsmål (og netop heller ikke udelukket som i gruppeterapi [kan man måske arbejde med det?]) – så hvordan får denne "sandhed for os" objektivitet, hvordan bliver den større og vægtigere? Jf. de unges efterspørgsel efter rådgivernes "ekspertviden" Leg er en alvorlig sag (sagde Bruner engang) – leg har bevægelige implikationer, implikationer man kan variere, "afprøve" i stadige praktisk udfoldede bevægelser mellem at være i det og at reflektere det Det er den lidende, der leger med sin lidelse – klangbunden er den følte lidelse, som står i tilspidset modsætning til det udforskende og let undrende meta-subjekt – dermed har deltagerne en relevansforankring men også en tilspidset modsigelse – jf. flg. citat fra The Poem: Og smerterne de bli'r kun vær' jo mer' bevidste vi er

Forankring Historisk linie Ramme-design (men som-om) Brugerservice – projekter der er noget (the real thing) Sjakket: Som-om er the real thing Det pomo meta-subjekt – den nye ”normalitet”? …med nye afvigere som skyggeside? Man kan måske tænke det i flg. historiske paradoks: Ramme-design blev i Brugerservice udviklet fra vilkårlige aktiviteter til noget der er noget – altså væk fra en som-om sfære Det gav så problemet med hvordan man undgik tabuisering af problemerne Sjakkets løsning blev at the real thing blev organiseret omkring arbejdet med problemerne, men som et politisk-kulturelt arbejde – man kan sige at som-om blev organiseret som the real thing Det svarer til at samfundets magtfulde fællesskaber alle sammen er symbolmanipulationspraksis'er – deres magt og objektivitet ligger ikke i at de har et repræsentationsforhold til en realitet udenfor, men at de indgår i netværker af som-om fællesskaber? Fremstillingen er måske en subjektivering til et postmoderne emanciperet meta-subjekt: Cafe latte-varianten af tidens herskende ideologi – og på den måde åbner den måske for en objektivitet, en forankring i samfundets nye "normalitet"? Med en ny bagside af afvigelse?