Født 1353 på Søborghus Gift med Haakon VI af Norge i 1363 1 barn: Oluf, født dec. 1370, død 1387 Død af pest 28. okt. 1412 Dronningen blev gravsat i Sorø men senere overført til Roskilde Domkirke i 1413, hvor hun ligger i dag.

Detaljer om Dronning Margrete den 1. Margrete tilbragte sin barndom i Norge hvor hun blev gift som 10 årig med Haakon den Sjette af Norge. Da Margretes far Valdemar Atterdag døde i 1375, lykkes det hende at få det danske rigsråd til at indsætte Oluf, hendes mindreårige søn, som konge over Danmark, selvom Oluf ikke var nærmeste arving til tronen. Da var han 6 år og også tronfølger til Norge. Margrete blev sin søns formynder og regerede for ham. Efter Haakons død i 1380 regerede Margrete både Norge og Danmark. Hun blev ikke kaldt for dronning, men "Fuldmægtig frue og husbond og hele rigets formynder" af danskere og nordmænd.

Efter Olufs død blev hun lovformelig regent i alle Nordens tre lande, der måtte dog sørges for en tronføler, så hun adopterede sin søster Ingeborgs datters to børn Bugislav, der fik navnet Erik, og Katarina. Erik blev anerkendt som konge i Norge i 1389 og i Danmark og Sverige i 1396. Herved var grunden lagt til den union, der året efter blev aftalt i Kalmar, Kalmerunionen. I Sverige ville stormændene af med Albrecht af Mecklenburg, fordi de ville have mere at sige, end de undte en konge. Margretes hær slog Albrecht i slaget ved Åsle eller Falen d. 24. feb. 1389.

Albrecht hånede Margrete og kaldte hende for kong Bukseløs, han sendte hende en slibesten til hendes synål. Han lovede sig selv, at han ikke ville bære hætte, før hun var overvundet. Da hun havde vundet slaget, lod hun ham så sy en hætte med en femten alen lang "strud" (1 alen = 62,77 cm.)

Margrete døde af pest den 28. okt. 1412 på sit skib i Flensborg Fjord. Hendes afsjælede legeme blev gravlagt i Sorø cistercienser-klosterkirke, hvor hendes søn, far og farfar også lå. I 1413 blev hun flyttet til Roskilde domkirke. Her gav kong Erik, Valdemar Danekonges datter, som hun gerne kaldte sig, en stor statsbegravelse. Først i 1423 var Margretes sarkofag færdig og kunne opstilles midt i det nye kor.

Pest I 1349 eller 1350 blev Danmark ramt af pesten. Pest, eller Den Sorte Død, var en omfattende og dødelig sygdom, der i løbet af to-tre år havde arbejdet sig op igennem Europa og i mange egne slået op imod 40 % af befolkningen ihjel undervejs. I Danmark har man ikke megen direkte viden om pestens hærgen, men ad forskellige indirekte veje kan vi se, at også Danmark blev hårdt ramt.

Den Sorte Død i Europa Pesten ramte Europas befolkning med en sådan hast og kraft, at den i datidens opfattelse nødvendigvis måtte være Guds straf for menneskets synder. Den norditalienske forfatter Giovanni Boccacio fortæller i forordet til Dekameron, der er en enestående samtidig beskrivelse af det første pestangreb i Firenze, om, hvordan sygdommen sprang fra menneske til menneske som en ild og slog raske folk ihjel i løbet af tre dage. En anden forklaring i samtiden var, at pesten skyldtes at jøderne havde forgiftet vandet i brøndene. Det førte til voldsomme jødeforfølgelser i store dele af Vesteuropa.

Fordi pesten ramte så voldsomt, var det vanskeligt for myndighederne at følge med. Det var en umulig opgave at registrere de tusindvis af døde, der endte i massegrave uden for byerne. For historikerne betyder det, at kildematerialet til pesten er meget sporadisk, og man må ofte nøjes med krønikernes beretninger frem for tal og statistikker. Imidlertid er der i England et forholdsvist godt kildemateriale om det første angreb. Tallene derfra antyder, at Den Sorte Død formentlig har krævet 35-40 % af Englands befolkning som ofre.

Pesten i Danmark Som i resten af Europa blev sygdommen også i Danmark betragtet som Guds straf. Det kom til udtryk i det antal af sjælemesser, der registreredes for 1350 i Ribe, Roskilde og Lund. Kirken havde et system, hvor man kunne betale de gejstlige for at bede for ens sjæl, ofte som en del af ens testamente. I 1350 steg antallet af registrerede sjælemesser og dermed forbundne dødsnotitser drastisk. Det indikerer med stor tydelighed, at Danmark blev ramt af noget, som menneskene ikke selv kunne tage sig af; de må bede om hjælp og tilgivelse fra Gud.

Registrene fra Ribe, Roskilde og Lund er det bedste kildemateriale til Den Sorte Døds første udbrud i Danmark, men også andre kilder kan hjælpe os til at forstå omfanget af sygdommen. Både Sjællandske Krønike og Ærkebispekrøniken fortæller om den store dødelighed i Danmark, og i 1354 eftergav kong Valdemar Atterdag al dødsstraf på grund af den store befolkningsmangel i landet.

Ødegårde og lukkede kirker Det er ikke til at sige nøjagtigt, hvordan de første pestudbrud påvirkede befolkningstallet i Danmark, men i kildemateriale fra slutningen af 1300-tallet og begyndelsen af 1400-tallet nævnes stadig oftere øde gårde; et klart tegn på et fald i befolkningstallet. Resultatet blev, at godsejerne måtte konkurrere om at nedsætte afgifterne og gøre gårdene større for at skaffe arbejdskraft. Sidstnævnte havde med tiden den virkning, at der opstod en ny balance mellem antallet af brug og den arbejdskraft, der var til rådighed. I mellemtiden blev pesten til fordel for de bønder, der overlevede og kunne kræve en højere betaling for deres arbejdskraft. I tyndt befolkede egne ser det ligeledes ud til, at en hel del kirker blev nedlagt som følge af faldet i befolkningstallet. Siden vendte pesten tilbage med mellemrum. Den fik dog næppe så voldsomme konsekvenser som første gang, bl.a. fordi man efterhånden blev bedre til at imødegå epidemier med karantæne. Den sidste pestepidemi ramte Danmark i 1711.

Hvorfor er Kalmarunionen vigtig? I første halvdel af 1300-tallet var Norden et udkants - område i Europa, der både politisk og handelsmæssigt var domineret af det vældige Hanseforbund, der var en sammmenslutning af tyske byer langs Østersøens kyster. I årene efter 1350 lykkedes det den danske konge Valdemar Atterdag at erobre eller indløse det meste af det pantsatte danske område, herunder Skånelandene med de store sildemarkeder, men i en række tilfælde blev hans planer blokeret af Hanseforbundet, der så et stærkt Danmark som en alvorlig trussel mod de tyske handelsinteresser.

I håb om at svække Hanseforbundet angreb Valdemar Atterdag i 1361 hansestaden Visby på Gotland og tvang de tyske købmænd til at betale skatter og afgifter til ham. Hanseforbundet reagerede prompte og erklærede krig, og i 1370 måtte Danmark underskrive en ydmygende fredsaftale, som betød, at Skånelandene og sildemarkederne for en periode af 15 år igen kom på de tyske købmænds hænder. I perioder var modstanden både indefra og udefra så stærk, at Valdemar Atterdag blev tvunget væk fra riget, men fra 1371 var han igen tilbage som konge over et samlet Danmark. Rigssamlingen betød et stærkt Danmark, men modsætningsforholdet til Hanseforbundet var langt fra løst, da Valdemar Atterdag døde på Gurre Slot i 1375.

Margretes ambitioner Dronning Margrete 1. er en gådefuld person i dansk historie. Det har været diskuteret om vejen til magten, der kulminerede med kroningen af Erik af Pommern i 1397 og etableringen af Kalmarunionen, var afslutningen på en række tilfældigheder og politiske sammenfald, eller om der fra første færd lå en samlet plan bag Margretes forskellige manøvrer for at få først Oluf og senere Erik af Pommern bragt i stilling som Nordens fælles konge.

Vores bud er, at Margrete meget tidligt så nogle muligheder af dynastisk art. Altså, at hun et langt stykke hen ad vejen, var drevet af tanken om at få sin kongelige familie centralt placeret i magtspillet. Dette lykkedes ikke mindst, fordi hun på mesterlig vis evnede at spille på den kendsgerning, at store dele af højadelen i de tre lande var knyttet sammen både med vidtforgrenede slægtsbånd og gennem omfattende godsbesiddelser på tværs af landegrænserne. Her indså hun måske bedre end nogen andre i tiden, at hendes egne ambitioner med held kunne kobles sammen med adelens ofte mere kortsigtede mål. Gennem et utal af skiftende alliancer lykkedes det hende at skabe enighed om ideen om en fælles kongemagt knyttet tæt til hendes egen slægt.

I sammenhæng med de dynastiske interesser omkring en fælles kongeslægt er der næppe tvivl om, at fjendskabet til Hansestæderne var en arv, som hun tog op efter faderen, Valdemar Atterdag. En stærk kongemagt var forudsætningen for, at det lykkedes hende – gennem forhandlinger, forhalinger og ved give hollandske og engelske købmænd privilegier – at svække de tyske byers altdominerende rolle i handelen med Norden. Bag ved Margretes dygtige politik over for Hanseforbundet lå også den kendsgerning, at det samlede Norden var ved at udvikle sig til en betydelig militær faktor omkring Østersøen. Set fra Hanseforbundets synsvinkel ville resultatet af en åben konflikt med Margrete være alt for usikkert.

strudhætte, (1. led oldn. strútr, af samme rod som da strudhætte, (1. led oldn. strútr, af samme rod som da. strutte), hætte, der dækker hals og hoved og har en poseagtig forlængelse (strud) af den øverste spids. Den var mode i 1300-t. og er bl.a. bevaret i nordboernes grave fra Herjolfsnæs i Grønland. Strudhætten var syet af to ens stykker stof og blev trukket over hovedet. Selve struden hang frit ned ad ryggen som en lang hale og blev ofte brugt som pung.