Livets Ord Tekst af Chiara Lubich Januar 2009

“Nu er der mange lemmer, men ét legeme“ (1 Kor 12,20)

Har du nogensinde mødt et levende kristent fællesskab Har du nogensinde mødt et levende kristent fællesskab? Har du nogensinde været med i nogle af deres møder og lært deres liv at kende?

Så har du også lagt mærke til de mange forskellige funktioner hos dem, der udgør dette fællesskab. Der er nogle der har den gave at kunne tale og kan fortælle om den åndelige virkelighed så det rører dit hjerte.

Der er nogle der hjælper, støtter og drager omsorg for andre mennesker Der er nogle der hjælper, støtter og drager omsorg for andre mennesker. Og du undrer dig over de fantastiske resultater de opnår til gavn for så mange lidende. Andre underviser med en sådan visdom at de gang på gang styrker din tro. Og andre kan organisere eller lede. Nogle kan forstå andre mennesker og give trøst til de hjerter, der trænger til det.

Ja, alt dette kan du opleve, men det, der først og fremmest slår én er, at i et sådant levende fællesskab findes den ånd der præger alt, der gør dig let om hjertet og gør dette enestående fællesskab til én enhed, ét legeme.

“Nu er der mange lemmer, men ét legeme“

Også - og især - Paulus befandt sig over for levende, kristne fællesskaber, der netop var blevet til gennem hans ene-stående ord. Et af disse fællesskaber var den nye menighed i Korinth, hvor Helligånden ikke havde været nærig med at skænke sine gaver - eller karismer som man kalder dem. Tværtimod var det på meget kort tid sket ekstraordinære ting, på grund af den unge kirkes særlige kald.

Selv om dette fællesskab havde oplevet store ting gennem de gaver Helligånden havde givet dem, erfarede de også stridigheder og uro netop blandt dem der havde modtaget gaverne.

Derfor henvendte de sig nu til Paulus, der var hos efeserne, for at få afklaret nogle ting. Paulus tøvede ikke, men forklarede i et af sine breve, hvordan disse særlige nådegaver burde bruges. Han forklarer at der findes forskellige nådegaver, forskellige tjenester, som det at være apostle, profeter eller lærere, men at den Herre fra hvem de alle kommer, er én.

Han siger, at der i fællesskabet findes nogen der udvirker store gerninger, nogle der helbreder, nogle der har en særlig evne for at hjælpe, nogle for at lede, ligesom der findes nogle, der kan tale i tunger, og nogle, der kan tolke det, men han tilføjer, at Gud fra hvem alle gaverne kommer, er én.

Og eftersom de forskellige gaver er udtryk for den samme Helligånd der giver os dem gratis, kan de ikke andet end at være i samklang med hinanden, de kan ikke andet end supplere hinanden.

De kan altså ikke være ophav til rivalisering eller forvirring. De tjener ikke den personlige tilfredsstillelse, de kan ikke være årsag til forfængelighed eller selvbekræftelse, men er blevet givet med et fælles mål for øje: at opbygge fællesskabet, deres formål er tjeneste. De kan altså ikke være ophav til rivalisering eller forvirring.

Selvom Paulus her taler om de særlige nådegaver der handler om fællesskabets liv, mener han, at ethvert menneske har sin særlige evne, sit særlige talent for at handle til fælles bedste, og enhver bør være tilfreds med sit eget.

Han beskriver fællesskabet som é legeme og spørger sig selv: Hvis legemet kun var øjne, hvad så med hørelsen? Og hvis den kun var ører, hvad så med lugtesansen? Altså, Gud har givet legemsdelene deres forskellige opgaver i legemet, sådan som Han har villet det. Hvis alle var den samme legemsdel hvad ville der så blive af hele legemet? (jf. 1 Kor 12,17-19)

“Nu er der mange lemmer, men ét legeme“

Hvis alle er forskellige, kan alle være en gave for hinanden, og dermed være sig selv og virkeliggøre den plan Gud har med os i mødet med andre. Paulus ser i det fællesskab, hvor de forskellige gaver virker, en virkelighed som han giver et herligt navn: Kristus.

Faktum er at dette enestående legeme der omfatter fællesskabets legemsdele, er Kristi Legeme. Kristus fortsætter virkelig med at leve i sin Kirke og Kirken er Hans legeme.

I dåben indlemmer Helligånden jo den troende der indføjes i fællesskabet, i Kristus. Og dér er alle Kristus, enhver adskillelse er ophævet, enhver diskrimination er overvundet.

“Nu er der mange lemmer, men ét legeme“

Det kristne fællesskabs medlemmer vil kunne praktisere denne nye livsstil på en god måde, hvis de danner ét legeme, med andre ord hvis de virkeliggør enheden blandt dem, den enhed der forudsætter forskelligheden og mangfoldigheden. Fællesskabet er ikke en ubevægelig klump stof, men en levende organisme med forskellige legemsdele. Når kristne sår splid, handler de stik imod det de bør gøre.

“Nu er der mange lemmer, men ét legeme“

Hvordan skal vi så leve dette nye Ord fra Bibelen Hvordan skal vi så leve dette nye Ord fra Bibelen? Det er nødvendigt at have stor respekt for de forskellige funktioner, for det kristne fællesskabs gaver og talenter.

Det er nødvendigt at gøre hjertet så stort at det kan rumme Kirkens brogede rigdom og ikke kun den lille del af Kirken man kender og kommer i, vores egen menighed, forening eller bevægelse, men hele den universelle Kirke i dens mangfoldige former og udtryksmåder.

Alt skal vi opfatte som vort eget, for man er en del af dette ene legeme. Og på samme måde som vi beskytter og drager omsorg for hele vores fysiske legeme, bør vi også gøre det for vores åndelige legeme. Vi bør værdsætte alle og gøre vores bedste for at være nyttige for Kirken.

Vi bør ikke agte det Gud beder os om, dér hvor vi er, ringe, lige meget hvor ensformigt, monotont og betydningsløst det daglige arbejde forekommer os. Vi tilhører alle det samme legeme og - ligesom legemsdelene - deltager enhver i hele legemets aktivitet ved at blive på den plads, Gud har udvalgt til ham eller hende.

Det vigtige er at have den nådegave der, som Paulus fortæller, overgår alle andre, nemlig kærligheden: kærligheden til ethvert menneske du møder, kærlighed til alle mennesker på jorden. Det er i kærligheden, i den gensidige kærlighed, at alle de mange lemmer kan være ét legeme. “Livets Ord” er en månedlig publikation fra Focolare-bevægelsen. Tekst af: Chiara Lubich (1981) Grafik af Anna Lollo i samarbejde med Placido D’Omina (Sicilien - Italien)