Eiffeltårnet, verdensudstillinger og Johannes V. Jensen Mellem 1890 og 1930 udspilledes i Europa og Amerika et af de største eksperimenter i verdenshistorien. Den store metafor, som synes at samle alle betydninger af modernisme under ét, var Eiffeltårnet. Tårnet blev fuldført 1889 som brændpunkt for Verdensudstillingen i Paris. Udstillingen i 1889 havde temaet produktion og transformation. Nutidens triumf over fortiden. Industriel velstand over jordbesiddernes rigdom. Det vigtigste ved tårnet var, at det havde et masse-publikum. I slutningen af 1800-tallet følte man ikke usikkerhed ved maskinen. Maskinen betød erobring af arbejdsprocessen. Maskinen havde været med til at skabe byen. I år 1892 fik franskmændene kæmpet igennem, at Verdens-udstillingen år 1900 igen skulle være i Paris. Denne udstilling var mere tilbageskuende. Det var elektricitetens, jernbanens, dampmaskinens og imperialismens århundrede, der blev gjort op. Johannes V. Jensen berettede hjem til læserne af avisen, Socialdemokraten. Eiffeltårnet Verdensudstillinger Johannes V. Jensen

Johannes V. Jensen er født d. 20. januar 1873 i Farsø, Himmerland. Søn af dyrlæge Hans J. Jensen og Marie Kristine Jensen. Student fra Viborg Katedralskole 1893. Flytter til København for at studere medicin. Består en række indledende eksaminer, men opgiver lægestudiet i 1898 for at blive forfatter. Han blev den førende Darwin-formidler i Danmark. Darwins aflivning af Gud, gav Jensen redskaber til et opgør med kristendommen. Guds død fødte en ny tro på menneskets egne kræfter. Trafik, infrastruktur og ingeniørkunst åbnede uanede muligheder. Storbyen var en smeltedigel for nye ideer og fremskridtsoptimisme. I år 1900 skrev korrespondenten Jensen hjem til Socialdemokraten om Verdensudstillingen i Paris. Artiklerne blev i 1901 udgivet under titlen Den Gotiske Renaissance. Det var en hyldest til teknikken og et markant udtryk for drømmen om det 20. århundrede. Jensen fik efter mange indstillinger nobelprisen i 1944 ”for den sjældne kraft og frodighed i hans digterfantasi, forenet med vidtspændende intellektualitet og djærv stilkunst.” Han døde 1950. Den Gotiske Renaissance

Den gotiske Renaissance – i uddrag Det vandrende Fortov og det store hjul: s. 78: ”Og det vandrende Fortov giver en Lyd fra sig, man synes, man skulle kende. Der udgaar en samlet Støj fra hele Systemet, et bedøvende Gny, og det usvækket det samme i Bestandighed. Det er som Jordens Lyd, vor Klodens Malen hen gennem Æteren, hin tabte Lyd. Den blev vi født med, den indgik fra første Begyndelse i vor Organisme, saa vi ikke kan vide af den. Men her er den bragt til Veje igen. Det vandrende Fortov har i sig en Gnist af kosmisk Humor. Derfor staar Folk og smiler henrykt, og derfor ler de usikkert…” s. 85: ”Det tyvende Aarhundrede suser over Hovedet. Jeg bekender mig til Virkeligheden, jeg bekender…. Jeg mindes ham (Nietzsche) her, fordi han gjorde mig klog paa min egen usigelige Flyvenød. Men nu sidder han udslukt som et Lig i sin Sygestol, knust af sig selv, fordi han ikke vilde bøje sig for det Hele, der har Ret, fordi han ikke vilde vende sit Blik udad mod denne Verdens Virkelighed, der er bedre end han.” Det rullende fortov gik langs med de forskellige landes udstillinger. En kulbuelampe lyser op, og i baggrunden th. ses tyskernes fyrtårn.

Den gotiske Renaissance fortsat Maskinerne s. 136 ”Der staar en Maskine paa Verdensudstillingen, der rager mod Hallens Glastag… Det er en Dampmaskine. Akslen, der er tykkere end en Mand og af kompakt, drejet Metal, staar i Forbindelse med en Dynamomaskine, et Hjul indfattet i Systemer af omviklet Kobbertraad. Naar Hjulet drejer sin Magnetkærner forbi disse Traadruller, skabes der en elektrisk Strøm på 2200 Volt. Det begynder med Kullets Forbrænding og ender med Kullets Glød i Buelyset paa Gaden. De kan bevidne, at Varmen er en konstant Værdi, der med visse Tab undervejs lader sig omsætte og flytte til et andet Sted ved Hjælp af Damp og Elektricitet. De skriver Lærebøger, bestyrer en Drift, forbedrer og opfinder fra nyt, alt eftersom Fysiken er deres Levebrød eller deres Lidenskab. Men der jo ingen Levende til, der kan fatte Kraftspændingen i en Dampmaskines Cylinder…. Dynamomaskine

…Maskinernes Kraft er ufattelig, som Gudernes Kraft var ufattelig …Maskinernes Kraft er ufattelig, som Gudernes Kraft var ufattelig. Men den Sjælens Umættelighed, der spejler sig i Himlen, der vil Almagt og Uendelighed, er den død, fordi Guderne faldt magtesløse ud af Menneskets Bevidsthed? .. Og den (maskinen) er ikke Udtrykket for en blind og stædig og evig lige ufrugtbar Ide, den er det lykkeligste Resultat af nøjsomme og nødvendige Tilfældigheder som alt i Livets Virkelighed. s. 160 .. Men det Menneske, der gaar i Kirke og dyrker Gud ved elektrisk Lys, der lader sine Børn døbe og vakcinere mod Kopper i et og samme Aandedræt; der kører til Rigsdagen paa Bicycle, er ikke noget Menneske, men et blindt Dyr. En saa uhørt Spaltning mellem haandgribelig Sandhed og tilvant Vildfarelse, og mellem Praksis og Teori, kan Samfundene som Organismer ikke taale. Maskinen er fuldendt skøn. Det elleve år gamle Eiffeltårn oplyst af 5000 lamper, der får strøm fra den maskine som Johannes V. Jensen omtaler

Eiffeltårnet Bygget til Verdensudstillingen i Paris 1889 af arkitekten Gustave Eiffel. Verdensudstillingen skulle fejre hundredeåret for Den Franske Revolution. Paris udskrev i 1887 en konkurrence om tårnets udformning. Ikke mindre end 700 forslag blev sendt ind, men Gustave Eiffels blev enstemmigt valgt. Eiffel var én af de første ingeniører, der tog højde for vindens påvirkning på høje bygninger. Han tegnede tårnets overflade til at være så minimal, at blæsten næsten ikke har noget at gribe fat i. Alle delene udgør et åbent gitter, som vinden kan blæse gennem. Selv i hård vind svajer tårnet kun 12 cm. I mange år verdens højeste bygning. 300 håndværkere arbejdede i to år med at samle 18.000 støbejerns-dele, slå 2,5 mio. nagler i og bruge 40 tons maling. Tårnet rejser sig 321 meter inkl. tv-antennen. Eiffeltårnet, fortsat Eiffeltårnet: symbol og kunst Hjem til forside

Arbejdet på Eiffeltårnet var ekstremt farligt i forhold til at arbejde på en moderne skyskraber, da tårnet består af en åben ramme uden faste etager mellem de to udsigtsplatforme. Eiffel iværksatte en række sikkerhedsforanstaltninger, herunder flytbare stilladser, rækværk og afskærmninger. Disse foranstaltninger medvirkede til, at kun én person mistede livet i forbindelse med byggeriet. Eiffel fik i første omgang tilladelse til, at tårnet kunne stå i 20 år, hvilket betød, at det skulle tages ned senest 1909. Udviklingen af trådløs telegrafi betød dog, at tårnet fik stor værdi i kraft af sin højde. Alle planer om nedrivning blev derfor udskudt. Efter 1. verdenskrig fremstod Eiffeltårnet som et sejrsmonument, og en nedrivning var utænkelig.

Carsten Thau (dansk kunsthistoriker): ”Skal man udpege en begivenhed, der står som startskud til det moderne rums epoke, må det være opførelsen af Eiffeltårnet i 1889. Det var en tindrende manifestation, repræsentativt for sin tids stærkeste kræfter..” Det inspirerede kunstnere inden for kubisme, futurisme og konstruktivisme. Den praktiske jernkonstruktion, som hidtil var en del af broer, banegårde og fabrikshaller, blev nu fremhævet som et monument med æstetisk udtryk. Tårnet fremstod som om ingeniørernes rene formler, deres blotte tabeller, fik lov til at slå ud i renkultur. ”Tårnet virkede maskinelt, det åbnede sig og ændrede sig til stadighed for synet, var kun tilgængeligt i summen af et uoverskueligt antal vinkler.” Robert Delaunay

Robert Delaunay (1885 – 1941) var maler med en interesse og fascination af teknologien. Han var inspireret af kubisterne og de russiske konstruktivister, ikke mindst Kazimir Malevich . Delaunay malede en del billeder, hvor Eiffeltårnet og flyvemaskiner er væsentlige elementer. I Tour, Premiere Etude fra 1909 overskærer Eiffeltårnet himlen, skygger for den. Det folder sig ud som et træ med himlen som baggrund. Budskabet er, at teknologien vokser op, bliver bedre og vinder over naturen. Delaunay blev den fremmeste repræsentant for den kunstretning, der fik navnet Orfisme, som er en aflægger af kubisme, men er langt mere poetisk end den intellektuelle og asketiske kubisme. Orfisterne gjorde selve farven til det primære udtryksmiddel.

I "Eiffeltårn", et digt til vennen Robert Delaunay, skriver forfatteren Vicente Huidobro sig op i toppen af Paris' Typisk eksempel på Delaunays orfisme

Verdensudstillinger Blandt det 19. århundredes nye offentligheds-former var verdensudstillingerne, som begyndte med udstillingen i Crystal Palace i London 1851, og derefter med få års mellemrum blev gennemført i en række europæiske og amerikanske storbyer. I Europa var det især udstillingerne i Paris, som blev samlingssteder i den senere del af århundredet, da industrialiseringen og teknologien omformede samfundene, også det danske. Ny viden, maskiner og et væld af industrivarer var en selvfølge på udstillingerne, ja nærmest begrundelsen for dem, men ambitionen spændte videre: Publikum skulle i almindelighed lære om civilisation og fremskridt. Derfor kom også kunst og kultur under alle former med. En af de udstillinger, som fik stor indflydelse på elforsyningen i Europa, var den elektrotekniske udstilling i Frankfurt am Main i 1891. Crystal Palace – en bygning i glas og jern

Billeder fra den elektrotekniske udstilling i Frankfurt am Main 1891 ”Den elektriske verdens” formsprog var historicismens og den symbolske dyrkelse af især lyset. Senere fjernede man maskinens pynt – og lod den have sit eget funktionelle formsprog.