Barrierer for solidaritet i velfærdssamfundet

Kærlighedsanerkendelse i helt nære relationer især mellem mor og barn og i forholdet mellem familie og venner er betingelsen for udvikling af basal selvtillid. Institutionel anerkendelse af den enkelte borger som et ligeberettiget medlem af samfundets retsfællesskab er betingelsen for, at et menneske kan opnå selvagtelse som borger. Anerkendelse af den enkelte for vedkommendes særlige egenskaber og præstationer er betingelsen for, at et menneske kan udvikle en følelse af selvværd.

En solidarisk handling bygger på anerkendelse af den til enhver tid værende anden som en ligeberettiget og ligeværdig interaktionspartner. Et solidarisk samfund bygger på en retfærdig fordeling af de samfundsmæssige anerkendelsesbetingelser, dvs. retfærdige institutioner. Hvad der i sidste ende bør prioriteres afgøres af en god dømmekraft i situationen, dvs. en dømmekraft i hvilken anerkendelsestanken er førstefilosofi. En retfærdig anerkendelsesorden er grundbetingelsen for integration og samfundsmæssig sammenhængskraft.  

”Noget for noget” handler om at gøre op med konsekvensløsheden uden at dræbe ildsjælene og uden at sætte egoisme i system. (…) Men vi lever i dag i et samfund, hvor det i mange situationer er ligegyldigt, om man bare lige skraber sig igennem, eller om man virkelig sætter sig op og skaber noget stort og banebrydende. Derfor skal vi påskønne og belønne dem, der gør en forskel. ”Noget for noget” kan også være en sanktion overfor dem, der blæser på de fælles regler (...) Derfor handler dette oplæg i høj grad om, hvordan man kan belønne dem, der kan og vil. Samtidig kan vi med gode eksempler vise vejen for dem, der vil, men ikke kan”.(Beskæftigelsesministeriet 2004:3)

”Indsatsen skal tage udgangspunkt i den enkelte borgers ønsker og forudsætninger, men også i arbejdsmarkedets behov – og være målrettet mod et job. (…)Med den systematiske visitation fastholdes et fokus på de lediges ressourcer og muligheder, Visitationen er med til at fastholde et beskæftigelsessigte for alle ledige, også de ledige, der er på kanten af arbejdsmarkedet. (…) Formålet med det individuelle kontaktforløb er gennem systematisk kontakt mellem beskæftigelsesmedarbejder og borger at finde frem til, hvad der bringer borgeren tættere på arbejdsmarkedet. I kontaktforløbet bliver borgeren aktivt inddraget som ansvarlig for at forbedre sin situation. (…) Desuden sikrer kravene til det individuelle kontaktforløb, at indsatsen altid hviler på et kvalificeret og dokumenteret grundlag.” (Beskæftigelsesministeriet 2005:8ff)

”Det gennemgående har været, at socialrådgiverne ikke har taget mig alvorligt eller har lyttet til mig. Først nu, hvor det er konstateret, at jeg har ledegigt i hænderne, og hvor jeg selv kan læse det i papirerne fra sygehuset, tror de på mig. Nej, jeg føler ikke, at der er blevet lyttet til mig, hverken når det gælder mine børn eller mine muligheder på arbejdsmarkedet. Jeg fik faktisk én på hovedet første gang jeg mødte min nuværende sagsbehandler, og gik tudende hjem. Hun sagde op i mit åbne ansigt, at det eneste, der havde gjort, at jeg ikke for længe siden var blevet sparket ud på arbejdsmarkedet, var, at jeg var alene med mine tre børn. Hvad så med al min sygdom og alle lægepapirerne, spurgte jeg jo så. Det slog faktisk benene væk under mig, så jeg tænkte: ”De tager dig ikke en skid seriøst”. (citeret efter Høilund & Juul 2005:34)

”I massevis af situationer drejer det sig om at skyde borgernes urealistiske visioner ned, for vi hjælper dem jo ikke ved altid at give efter, når de kommer og vil have det ene eller det andet. Jeg synes under ingen omstændigheder, vi skal give ydelser til folk, som de reelt ikke er berettigede til. Det er en misforstået omsorgsrolle i min faggruppe, som jeg synes tager ansvaret fra borgeren. Vi har lært borgeren, at man har ret til meget, og ikke pligt til så meget, og det er noget, vi i dag slås meget med, i hvert fald når man som jeg har den holdning, at vi deler ansvaret. Jeg har ansvaret for at kende lovgivningen og gøre opmærksom på, hvad de har ret og pligt til, og de har ansvaret for at gøre det, de skal.” (citeret efter Høilund & Juul 2005:98)

”Det er så hamrende vigtigt, at der hele tiden er en plan, for jeg finder det utænkeligt, at nogen kunne få lov at være på kontanthjælp i 14 år, hvis der hele tiden havde været en plan om, hvor det hele skulle føre hen. Så planer ser jeg som et ekstremt vigtigt redskab. Det er så vigtigt, at socialarbejderen kan se vejen, for hvis socialarbejderen ikke kan, er der jo ikke noget mærkeligt i, at borgeren heller ikke kan og bliver i tvivl om, hvad det hele skal føre frem til. Det gør, at nogle bliver opgivende og står af.” (citeret efter Høilund & Juul 2005:106)