Mødets program Opsamling: Begrundelse (teori) og metode Teori Hypotetisk-deduktiv metode Verifikation, falsifikation Begrundelse og metode i humaniora Hvad er humaniora? (humanistiske fag) Grundlæggende humanistisk problemstilling Eksempler på humanistiske metoder Fænomenologi [Hermeneutik Pragmatik (sproghandlingsteori, semiotik) Strukturalisme]

BEGRUNDELSE Logikkens og matematikkens rolle i den viden skabende proces Begrundelse skaber sammenhæng mellem det vi ved. Føllesdal e.a. 1999 beskriver denne sammenhæng skabende proces på følgende måde og belyser i den forbindelse logikkens og matematikkens særbetydning: ”…logik og til dels matematik går igen i alle vore teorier. Man tænker ikke altid over det og tror derfor ofte, at ens meninger på forskellige områder er fuldstændig adskilt fra hinanden. Det gælder særlig videnskabsgrene, der står hinanden fjernt, som naturvidenskab og humanistiske videnskaber, men også videnskab på den ene side og dagligdags meninger på den anden. Logikken forbinder imidlertid dem alle. En videnskabelig teori er ikke et system, der er adskilt fra alle vores andre meninger og teorier. Enhver videnskabelig teori, selv den mest abstrakte, er forbundet med vores dagligdags begreber og erfaringer gennem et netværk af logiske forbindelser; enhver sætning implicerer eller impliceres af andre, fra de mest teoretiske til de mest dagligdags. De samme typer logiske forbindelser går igen i alle vores teorier og meninger og sammenknytter dem alle til et hele. De logiske og matematiske love indgår selv som en deI af denne ’teori’, der omfatter alle vores meninger; de er selv sætninger i systemet.” (Føllesdal e.a. 1999, 43-44)

NATURVIDENSKABELIG TEORIMODEL

DEDUKTION og INDUKTION Deduktion og induktion er modsatrettede slutningsformer. Man slutter deduktivt af generelle hypoteser til mere specifikke eller partikulære påstande. Man slutter induktivt af en række partikulære påstande til en generel påstand (hypotese).

DEDUKTION, INDUKTION forts. Induktion karakteriserer det faktiske forskningsforløb, hvor man slutter af en række observationer omkring bestemte objekters egenskaber eller relationer (til andre objekter) til en generel antagelse eller hypotese, der forklarer disse observationer. Deduktion svarer derimod til begrundelsessammenhænge indenfor en teori. Man kan altså sige at induktion og deduktion supplerer hinanden som viden-skabende processer. Det illustreres i nedenstående figur (fra Seiffert 1996, 167).

BILLEDFORKLARING Den venstre delfigur modellerer forskningsprocessen (tysk: Forschungsablauf). Man skal læse figuren nedenfra opad. Bogstaverne P1, P2, P3 står for såkaldte protokolsætninger eller observationssætninger. De beskriver eller ”protokollerer” en eller anden situation som forskeren har observeret. Fra disse observationsudsagn afledes induktivt (eller eventuelt abduktivt) hypoteser (H1, H2, H3). Hypoteserne afprøves/testes ved at aflede deduktivt nye observationssætninger (P’1, P’2, P’3). Viser det sig at disse stemmer overens med observerbare faktiske forhold så gælder hypoteserne som (foreløbig) konfirmeret. Konfirmerede hypoteser opfattes som love (G fra tysk: Gesetz = lov). Flere forskellige love kan induktivt sammenfattes til en teori (Th fra tysk: Theori = teori).

HUMANISTISK TEORIMODEL

HUMANIORA Hvilke fag? Humanistisk problemstilling (skitse) Humanistiske metoder

HUMANIORA - HUMANISTISKE FAG de humanistiske videnskaber filosofi, historie, sprog- og litteraturforskning; disse fag, der beskæftiger sig med menneskets åndsudfoldelse, blev af humanisterne fremhævet som det rette dannelsesgrundlag i modsætning til middelalderens teologisk dirigerede tænkning. Humaniora udgør en faggruppe adskilt fra den matematisk naturvidenskabelige og fra de praktiske samfundsfag som jura m.fl.; ved Københavns Universitet hører humaniora under det filosofiske fakultet, ved universiteterne i Århus og Odense under humanistisk fakultet, henholdsvis faggrupper.” (Lademanns Multimedia Leksikon 2000)

HUMANISTISK PROBLEMSTILLING Humaniora omfatter de videnskaber der undersøger bevidsthedens (subjektivitets) fremtrædelses- og kommunikationsformer. Dvs. her abstraheres ikke (som i bestemte naturvidenskaber) fra undersøgningsgenstandens subjektive side. Tingene undersøges som vi (dvs. mennesker udrustet med bevidsthed) oplever dem gennem   Sansning (perception) Tænkning (konception, slutning) Følelse (emotioner) Ønsker, hensigter, formål (intentioner) m.fl.   Humanioras genstandsområde er alle bevidsthedsytringer i form af sproglige ytringer og tekster, interpersonel kommunikation samt ikke-sproglige bevidsthedsudtryk såsom billeder/film/video, musik, teknologi, sociale institutioner og handlinger.

GRUNDLÆGGENDE HUMANISTISKE BEGREBER MENING FORSTÅELSE INTERPRETATION, UDLÆGGELSE ANVENDELSE

HVAD ER FORSTÅELSE? Øvelse: Eksempel 1: Jeg ser en person (Person 1) som tager sig til kinden og bevæger sig hektisk gennem huset. Jeg hører ham stønne.   Eksempel 2: Jeg ser en person (Person 2) på en teaterscene. Personen tager sig til kinden bevæger sig hektisk frem og tilbage på scenen (der forestiller forskellige værelser i et hus) og hører ham stønne. Spørgsmål: Hvad betyder det hvis jeg siger: jeg FORSTÅR hvad der foregår med Person 1? Hvad betyder det hvis jeg siger: jeg FORSTÅR hvad der foregår med Person 2? Hint: Man kan ikke føle en andens smerte, men man kan tyde en andens opførsel i en bestemt situation som smerte. I en anden situation (eks. 2) kan jeg tyde den samme opførsel som noget andet.

FORSTÅ = ”GENNEMSKUE” Man forstår sproglige og ikke-sproglige (bevidstheds) ytringer som udtryk af en bestemt given SITUATION. Man forstår situationen hvis man ”gennemskuer” den. GENNEMSKUE betyder at se eller skue noget samtidig med at man ser noget der ligger bagved eller til grunde for det man ser.

FORSTÅELSENS GENSTAND personer (og visse dyr), handlinger (og andre mere eller mindre bevidste aktiviteter, der udføres af disse personer og dyr), og produkter af disse handlinger, som sproglige udtryk (i skrift og tale), meningen af disse udtryk, meningen af andre ”åndsobjektivationer”, for at bruge Diltheys udtryk, såsom malerier, skulpturer, kompositioner, sociale aktiviteter (spil, dans osv.) og institutioner (lovgivning, fængselsvæsen osv.).

PERSONFORSTÅELSE Grundlæggende Spørgsmål: hvordan kan vi forstå andre personer? Personforståelsens niveauer personlighed meninger, holdninger, værdier, hensigter, følelser handlinger

HUMANISTISK MENINGSBEGREB Det grundlæggende begreb inden for humaniora er meningsbegrebet; humanister undersøger hvad det betyder at mene noget med det vi gør vi udtrykker For at kunne forstå en persons meninger skal man vide noget om hvad der gør et menneske til en person. Det har med erkendelsesteoretiske spørgsmål at gøre såsom hvad er intelligens (erkendelsesevne) følelse(sevne) vilje (handlingsevne) m.fl.

PERSONFORSTÅELSE forts. At forstå en person ligner spørgsmålet om hvordan man kan blive bevidst om (ens egen) bevidsthed og hvordan man kan forstå (en andens) bevidsthed; dvs. en andens tanker, følelser, sanselige oplevelser, forestillinger, ønsker, planer, hensigter m.fl. Man skal naturligvis også vide hvad det er selv at have bevidsthed, dvs. at have eller være et subjekt eller Jeg eller person. Personforståelse er også blevet kaldet problemet om det fremmedpsykiske.

DET FREMMEDPSYKISKE De bevidsthedstilstande (mentale akter), som andre personer og dyr har - i modsætning til mine egne bevidsthedstilstande. Problemet om det fremmedpsykiske (eng. the problem of other minds) er det erkendelsesteoretiske problem om, hvorledes jeg kan vide noget om andres bevidsthedstilstande. Problemet opstår, hvis man anerkender et (cartesiansk*) skel mellem min egen bevidsthed som noget, jeg har en direkte tilgang til, og alt andet i verden. Traditionelt søges prob. løst ved en teori om, at det ene menneske ved en analogi må slutte sig til, at det fremmede bevidsthedsliv minder om ens eget (jf. indføling). Jf. f.eks. Ayer, Dilthey ( VTF. l, s. 29) og Husserl ( VTF l, s. 67). I moderne fil. har hovedtendensen imidlertid været, at man har søgt at opløse p.o.d.f. som et skinproblem, der kun kan formuleres p.g.a. en fejlagtig cartesiansk metafysik. Jf. behavioristerne, Wittgenstein (VTF Il, s. 191-94), Ryle (VTF. Il, s. 208) og Strawson (VTF. Il, s. 233-35). Hos Heidegger og Gadamer er problemet søgt opløst ved at henvise til, at vi altid allerede befinder os i en fællesmenneskelig verden. Sml. endvidere dialogfil.* og litt.-henvisninger i artiklen om den anden*. Se også privatsprogsargumentet. (Lübcke 1996, 141)

METODER I HUMANIORA FÆNOMENOLOGI HERMENEUTIK PRAGMATIK (derunder SEMIOTIK) STRUKTURALISME DIALEKTIK/KRITISK TEORI

FÆNOMENOLOGI „en fænomenolog er groft sagt en videnskabsmand som i sit videnskabelige arbejde tager hensyn til det faktum at han en gang har været forelsket.” (Seiffert 1996, Band 2, 31)   Spørgsmål: hvad betyder det?

HVAD ER ET FÆNOMEN? ”(eng. phenomenon el. appearance; fr. phénomène; gr. phainomenon; ty. Phänomen el. Erscheinung), tilsynekomst, noget der viser sig, fremtoning. … Fænomenologerne* i det 20 årh. sætter parentes om spørgsmålet, hvorvidt der findes noget udover f.. Samtidig udvides f. begrebet til at omfatte alt, hvad der kan være givet* direkte for en bevidsthed*. Se fænomenologi og intentionalitet.” (Lübcke 1996, 147)

HVAD ER FÆNOMENOLOGI? ”(af gr, phainomenon, det som viser sig, ag logos, lære), læren am det, som viser sig (kommer til syne; fremtræder) for en bevidsthed*. … Husserl (har) i det 20. århundrede givet ordet 'f.' en særlig prægning. Det afgørende er her en lære om at al bevidsthed er kendetegnet ved intentionalitet* (rettethed mod en genstand), og at det er f.s opgave at beskrive, hvorledes genstande af forskellige typer er knyttet sammen med bevidsthedsakter af bestemte typer. En genstand kan være givet* mere eller mindre direkte i en bevidsthedsakt, men når en genstand er givet direkte i et anskueligt nærvær (f.eks. hvis en ting bliver perciperet i sit fulde sanselige nærvær), så tales der om, at genstanden foreligger som fænomen, og der tales om den fænomenologiske akt.

FÆNOMENOLOGI forts. FÆNOMENOLOGI ER EN METODE TIL AT UNDERSØGE FÆNOMENER dvs. TING SOM ER BEVIDSTE (FOR NOGEN).   ET FÆNOMEN ER NOGET (OBJEKT) DER ER BEVIDST (AKT/INTENTION) FOR NOGEN (SUBJEKT/JEG).

Et OBJEKT kommer for et SUBJEKT gennem en bevidsthedsAKT (percipere,   AKT BEVIDSTHED BILLEDFORKLARING Et OBJEKT kommer for et SUBJEKT gennem en bevidsthedsAKT (percipere, tænke, føle, ønske, vurdere, udtrykke m.fl.) ”til syne” eller ”til bevidsthed”. Et FÆNOMEN er et OBJEKT der kommer ”til syne” for et SUBJEKT. BEVIDSTHED, siger fænomenologer, er karakteriseret ved dens INTENTIONALITET eller RETTETHED (MOD ET OBJEKT).

  FÆNOMEN = SUBJEKT -AKT-> OBJEKT = INTENTIONALITET

FÆNOMENOLOGI = UNDERSØGELSE AF FÆNOMENERNES LOGIK VIGTIGT: VED FÆNOMENETS ’LOGIK’ FORSTÅS HER DETS MENING. OG VED ’MENING’ FORSTÅS HER DET BEGREB ELLER UDSAGN ELLER ARGUMENT ELLER DEN TEORI DER ’KOMMER TIL SYNE’ I FÆNOMENET. DET GÆLDER FOR ALLE BEVIDSTHEDSFORMER ELLER FÆNOMENER.

EKSEMPEL ALT HVAD DER FOREGÅR I OG OPLEVES AF ET SUBJEKT ER ET FÆNOMEN. DET KAN VÆRE SANSEOPLEVELSE (jeg ser en hund liggende foran en pejs) FORESTILLING (jeg forestiller mig en hvid hest med vinger, en Pegasus) ØNSKE (jeg ønsker mig en lystsejlyacht til jul) PÅSTAND (jeg påstår at fænomenologi er en meningslogik) SLUTNING (af ’alle mennesker er barn af en menneskelig far og mor’ og ’Jesus var et menneske’ slutter jeg ’Jesus var barn af en menneskelig far og mor’. FØLELSE (jeg føler mig sulten) m.fl.

FÆNOMEN-LOGIK = VÆSEN-LOGIK DET LOGISKE (INDHOLD) VED FÆNOMENET KALDES INDEN FOR FÆNOMENOLOGI OGSÅ DETS VÆSEN. DEN FÆNOMENOLOGISKE METODE KALDES DERFOR OGSÅ VÆSENSSKUEN EIDETISK DESKRIPTION IDEATION

VÆSENSSKUEN (ty. Wesensschau eller Wesenerschauung), grundbegreb i Husserls FÆNOMENOLOGI . Husserl hævder, at det ved enhver individuel genstand er muligt at skelne mellem de tilfældige og de væsentlige træk ved genstanden. De væsentlige træk gælder med nødvendighed for alle genstande af den pågældende type. Den individuelle genstands væsen (eidos) er if. Husserl, en særlig, ideal genstand, som vi kan erfare gennem den såkaldte væsensskuen (også kaldet eidetisk deskription, eidetisk reduktion, eidetisk variation el. ideation). Ved i fantasien at variere genstanden er vi i stand til at se hvilke træk ved genstanden, der nødvendigvis hører med til denne og hvilke, der kan borttænkes, hvis genstanden skal vedblive med at være en genstand af den samme type. Derved kan vi if. Husserl nå frem til en direkte erfaring af væsenet Litt . VTF I, s. 53-56. E. Husserl, Erfahrung und Urteil §§ 86-87, 1939. (¨Lübcke 1996

DIREKTE ERFARING AF VÆSENET = EVIDENS EVIDENS KAN OVERSÆTTES MED INDSIGT ELLER GENNEMSKUEN. Husserl mener altså at vi kan – gennem den fænomenologiske metode – komme til en direkte indsigt i et fænomens VÆSEN eller LOGISKE/BEGREBSLIGE INDHOLD. Dvs. Husserl mener at vi vha. fænomenologien kan SE eller SKUE logikken i det vi oplever. Det kan opfattes sådan at vi i sidste ende ikke behøver at BEGRUNDE vores MENINGER gennem RÆSONNEMENT (SLUTNING), men gennem en slags LOGISK INTUITION. Dvs. det logiske forekommer os logisk fordi vi oplever det som EVIDENT, dvs. som UMIDDELBART INDLYSENDE.

EPOCHÉ ”(gr. Holden tilbage, standsning) … Hos Husserl betegner ’e.’ en tilbageholdenhed, som vi udøver over for den naturlige indstilling. Vi udøver e., idet vi ’sætter parentes’ om den naturlige indstillings tro på, at verden eksisterer, samt om alle de meninger og teorier, som vi har om verden. Vi står derved tilbage med de rene fænomener, som vi kan beskrive i deres individualitet eller under hensyn til deres universelle væsen (jf. væsensskuen). ” (Lübcke 1996, 114)

HVAD KAN MAN FÆNOMENOLOGI BRUGE TIL? FÆNOMENOLOGI KAN BRUGES SOM METODE TIL AT UNDERSØGE HVORDAN TINGENE BLIVER OPLEVET ELLER OPFATTET AF EN SELV ELLER ANDRE PERSONER. METODEN FOKUSERER PÅ TINGEN SOM OPLEVET, DVS. SÅDAN SOM DEN FOREKOMMER MIG ELLER EN ANDEN PERSON. DET SPILLER EN ROLLE I UNDERSØGELSER HVOR MAN VIL SKELNE MELLEM TING/FAKTA SOM DE ER, OG TING/FAKTA SOM DE OPFATTES AF PERSONER. DET KAN F.EKS. SPILLE EN ROLLE I EN KOMMUNIKATIONSANALYSE HVOR DE FORSKELLIGE KOMMUNIKATIONSPARTERS OPFATTELSE AF SITUATIONEN SPILLER EN AFGØRENDE ROLLE FOR KOMMUNIKATIONENS KARAKTER OG FORLØB.

Fænomenologi er først og fremmest en metode til identificering af det bevidsthedsmæssige til forskel fra det fysiske. Forskellen kan karakteriseres med følgende eksempel: ”Hvis jeg en forårsdag står i en gammel villahave og ser på nogle nyudsprungne æbletræer, så vil materialisten forklare min synsoplevelse ved at henvise til, at lyset fra Solen bliver kastet tilbage fra træerne og rammer mit øje, hvorved nethinden påvirkes fysisk. Dette giver anledning til en række elektriske og kemiske processer i mit nervesystem, således at jeg til sidst opnår en erkendelse af, at der står nogle nyudsprungne æbletræer i haven. Heraf slutter materialisten, at min viden om æbletræerne i virkeligheden ikke er andet end højere kemi. Kender vi derfor lovene for hjernen, så kender vi også lovene for erkendelsen. Erkendelsesteori og logik bliver først til rigtig videnskab, når de bygger på et grundigt kendskab til hjernens fysiologi. Denne (vulgær)materialisme er uholdbar, da den identificerer noget psykisk med noget fysisk. En fysisk genstand, f.eks. min hjerne, er intersubjektivt tilgængelig, dvs. den kan iagttages af flere mennesker, f.eks. et hold hjernekirurger. Mine oplevelser er derimod private. Når jeg ser æbletræerne, så er bade æbletræerne og min hjerne noget fysisk og derved intersubjektivt tilgængeligt. Min oplevelse er derimod min private. En fysisk genstand, f.eks. et æbletræ eller en hjerne, er altid mere end det, vi umiddelbart ser (f.eks. har æbletræet en bagside, som vi ikke ser, når vi ser forsiden). Bevidstheden har derimod ikke en ’forside’ og en ’bagside’ , men udtømmes direkte igennem det oplevede. Har jeg f.eks. en smerteoplevelse, så oplever jeg ikke kun en del af smerten, men smerten er netop dette, at det gør ondt . Det fysiske har udstrækning, farve, form, lugt, smag; det er hårdt eller blødt, osv. . Det psykiske har intet af dette. En smerteoplevelse har f.eks. ingen farve. Min hjerne er rødlig, og det æbletræ, som jeg ser, er rødligt . Min oplevelse af æbletræet har ingen farve. Dertil kommer, at Husserl mener, at det fysiske er årsagsbestemt, mens det psykiske ikke nødvendigvis er dette. Husserl mener herigennem at have vist, at selvom bevidstheden muligvis altid er knyttet til noget fysiologisk, så er den ikke identisk med det fysiologiske.” (Lübcke 1982, 39-40)

OPGAVE Beskriv situationen på billedet på to forskellige måder: A.      Som et rent fænomen (råd: prøv at sætte alt det du ikke umiddelbart kan se, men kun slutte dig til, alle meninger som du forbinder med det sete ”i parentes”; dvs. prøv at gå fænomenologisk ’til sagen selv’). B.     Som en meningsfuld situation (råd: prøv nu modsat A at finde i forbindelse med det du ser på billedet alt det du mener at kan slutte dig til).