Dolken Tove Ditlevsen, 1963

Disposition Ondskabstyper Litteraturhistorisk periode: Eksistentialismen og modernismen Forfatteren Analyse Perspektivering

Onskabstyper Den dæmoniske handling Den instrumentelt onde handling Den idealistiske onde handling Mennesket gør ondt, fordi mennesket er født ondt! At gøre ondt for at opnå et formål, selvom man ved at handlingen er ond. Mennesket gør noget ondt i den tro, at man gør noget godt. Den dumme onde handling Dumhed og manglende refleksion gør, at mennesket gør onde ting. Menneske bag overser sine handlinger i sin egen uvidenhed.

Litteraturhistoriske perioder Eksistentialismen 1940-1960 Modernismen 1950-1970 Eksistentialismen handler om, hvad det vil sige at eksistere, at være til. Mennesket har ifølge disse forfattere i modsætning til dyr evnen til at tænke over sit liv. Intet er forudbestemt af Gud eller af arv og miljø. Der er ingen Gud, og tilværelsen er uden mening. For at få et væsentligt liv må man derfor selv skabe mening gennem de valg, man træffer. Vores liv og vores personlighed bliver dermed præcis det, som vores valg gør det til. Det forudsætter, at man kan se bort fra de forventninger, som fx familie, venner og kirke har til én. Kan man ikke det, og er man ikke i stand til at tænke over sin eksistens, bliver man offer for tilfældigheder og fremmedgørelse. Eksistentialisten kan bekæmpe fremmedgørelsen ved selv at tage ansvaret for sit liv, ved at vælge selv – sig selv, selvom han oplever angst over for de mange valgmuligheder. Efter 2. verdenskrig (1939-45) skete der en voldsom stigning i velfærden. Folk fik flere penge. Den materielle jagt på statussymboler i form af bil, køleskab, tv, sommerhus osv. fik en stadig større plads i samfundet. Velfærden med disse ydre værdier skabte efter mange forfatteres mening en fremmedgørelse, fordi den blev opnået på bekostning af de indre værdier: følelser og medmenneskelighed. Mennesker blev reduceret til forbrugere. Den dominerende litteratur i 1950’erne og 1960’erne kaldes modernismen. Dog forekommer der i perioder både før og efter denne tid også litteratur med modernistiske træk. Forfatterne er kritiske over for det umenneskelige og fremmedgørende i velfærdsstaten og det moderne liv. De finder tilværelsen absurd (latin: absurdus = urimelig, meningsløs). De skriver om tomheden bag den konventionelle overflade – oftest ved brug af symbolik, for når tilværelsen ikke hænger sammen og forekommer meningsløs, kan den ikke beskrives realistisk. Deres måde at skrive på kan derfor virke absurd og fremmedgjort. Ordet fremmedgjort udtrykker, at man er blevet en fremmed over for sig selv og sin tilværelse på grund af teknikken, storbyen, jagten på statussymboler og det opskruede arbejdstempo. Den industrielle produktionsmåde gjorde arbejdere og funktionærer fremmede over for deres arbejde. Stående ved samlebåndet eller siddende i et kontorlandskab blev man blot en lille brik i det store system.

Tove Ditlevsen Den danske digter og prosaist Tove Ditlevsen formåede med sine værker om opvækst, ægteskab, moderskab og misbrug at nå ud til mange mennesker. Teksternes udgangspunkt i det hverdagslige kombineret med de genkendelige temaer gjorde hende til en elsket og læst forfatter, både i hendes levetid og for eftertiden. Begreber og termer som pigesind, kvindesind, blinkende lygter og barndommens gade skylder vi Tove Ditlevsen.  

Analyse