Oplæg 5: Krop, rum og sanselighed Hayles, Kathrine: Toward Embodied Virtuality Johannesen, Hanne-Louise: Man kan aldrig vide sig sikker Wissinger, Elizabeth: Always on Display: Affective production in the modeling industry

Hayles, Kathrine: Toward Embodied Virtuality Centralt i teksten: Det gradvise skift fra ”human” til ”posthuman”   Hayles’ sammenligning af human og posthuman: ”If ’human essence is freedom from the wills of others’, the posthuman is ’post’ not because it is necessarily unfree but because there is no a priori way to identify a self-will that can be clearly distinguished from an other-will” Hayles mener at vi generelt (især i forhold til computermediet) ser kroppen som noget der kan reduceres til information. Fordi alle mulige informationer om os kortlægges og registreres (ex. vores færden på nettet) ser vi computerne og de elektroniske systemer som alvidende. Hayles argumenterer for at kroppen er det altafgørende udgangspunkt for al information. Betydningen af information opstår først i mødet med en forankret og fortolkende krop (kilde: Hanne-Louise Johannesen)

Hayles, Kathrine: Toward Embodied Virtuality Forskellen på body og embodiment:  Body: Kroppen tolket som kulturelt objekt, som kan reduceres til information Embodiment: Kroppen tolket som legemliggjort bevidsthed (kilde: Hanne-Louise Johannesen)   Når man begynder at tænke på sig selv som en række uafhængige enheder (fx ”min soveenhed vil gerne sove” og ”min madenhed vil gerne have at jeg finder noget mad”) ser man sig selv i en posthuman kontekst. Man er posthuman fordi man begynder at opfatte sig selv som et ”vi” (enheder) i stedet for et ”jeg” (helhed). ”Hvis mit mareridt er en kultur af posthumans, som ser deres kroppe som modetilbehør frem for som udgangspunktet for deres eksistens, så er min drøm en version af det posthuman menneske, som omfavner mulighederne i informationsteknologi uden at blive forført af fantasier om ubegrænset magt og kropsløs udødelighed – et menneske, som anerkender og glædes ved dødelighed som en præmis for dét at være menneske, og som forstår at menneskeheden er en del af en meget kompleks, materiel verden, som vi er afhængige af for at kunne overleve på langt sigt”. (frit oversat efter Hayles, p. 5)

Johannesen, Hanne-Louise: Man kan aldrig vide sig sikker Dét som kendetegner samtidens digitale kunst er beskuerens aktive involvering. Uden beskueren eksisterer værket ikke: Beskueren er nødvendigt materiale i værkets tilblivelse.   Nøgleord i samtidens digitale kunst: Realtid (samtidigheden i værket: Værket er der kun i nuet). Dét at værket kun eksisterer lige nu og her afføder en affektiv tilgang til værket. Et eksempel er værket ”Under Scan” (2006), hvor beskueren forføres af sin uundværlighed for værkets eksistens: ”Jeg eksisterer i overvågningssystemet – altså er jeg”

Johannesen, Hanne-Louise: Man kan aldrig vide sig sikker Affektive handlinger: Vores instinktive reaktioner, ofte ubevidst og i ukendte situationer. Affekten optræder før ord og refleksioner. I samtidens digitale kunst ved beskuerne sjældent hvad der kommer til at ske, og hvordan værket vil påvirke dem og hvordan de vil påvirke værket.   New Media-værker fordrer et helt anderledes udgangspunkt for fortolkning end traditionelle værker, som bliver fortolket med bevidstheden. New Media-værker fortolkes først med krop og sanser, og derefter kan beskueren reflektere mere bevidst over værket. I traditionelle værker er vi primært, og i New Media-værker er vi aktive deltagere/medskabere.

Wissinger, Elizabeth: Always on Display: Affective production in the modeling industry Centralt i teksten: Opfattelsen af kroppen som kontinuerlig med dens omgivelser, snarere end som en adskilt enhed med en fast essens eller en organisme bundet til huden. Affect kan forstås ud fra Silvan Tomkins, som specifikke fysiologiske reaktioner, der herefter giver anledning til forskellige effekter, som måske eller måske ikke bliver til følelser: Affect er ikke bevidst, men det har en dynamik, en socialitet eller en social produktivitet. ”Affect economy is one in which the human body and its preindividual capacities are made the site of capital investment for the realization of profit  Immaterial labor. Wissinger taler om at fashionmodeller er arbejdere hvis kroppe uundgåeligt er blevet fanget i den seneste udvikling indenfor billedteknologien.

Wissinger, Elizabeth: Always on Display: Affective production in the modeling industry Affective response takes place below the level of awareness: Med dette mener hun at selv dem, der burde kunne se og forstå hvad, der er specielt ved en model, tit ikke selv kan forklare hvad, der skyldes modellens succes. De kommer ofte kun med generelle betegnelser. Affect som ”Produced as an effect of it’s circulation”. Hvor at jo mere et objekt cirkulere jo mere værdi får det. Fashioning affect and the invested body: Hun snakker om at i en affect økonomi er det ikke kun hele kroppen der bliver brugt til markedsføring og billeder, men også enkelt kropsdele er værdifulde. F.eks. den rette frisure, rigtige størrelse barm, om hun bruger make up eller ej spiller en rolle for de mennesker hvis job det er at sælge/markedsføre modellen. You’re always on display: you have to put on that show twenty-four hours a day.

Oplæg til diskussion Kathrine Hayles’ tekst: Hvad vil det sige at være posthuman? Hvad kan vi bruge differentieringen mellem human og posthuman til?   Kom med eksempler på situationer, hvor vi kan tolke os selv som henholdsvis body og embodiment? Hanne-Louise Johannesens tekst: Diskutér beskuerens rolle i forhold til digitale værker: Hvad gør det for oplevelsen af værket at beskueren tvinges til at deltage aktivt i tilblivelsen af værket? Diskutér hvordan digitale værker med forskellige grader af kontrol/tab af kontrol opleves for beskueren? Med kontrol menes om beskueren kontrollerer værkets output, eller om beskueren bliver reduceret til værkets værktøj (”værket vil have din krop”)