En diagnoses betydning for hverdagslivet – oplevet af personer med borderline personlighedsforstyrrelse Brugerinddragelse i Psykiatrien DSR temadag den 20. januar 2015

Hvorfor inddrage brugere af psykiatrien?

”.. effektiv kommunikation mellem patienten og sundhedspersonalet forudsætter, at sundhedspersonalet har sat sig ind i og accepterer patientens tanker, følelser, værdier og holdninger” (Amtsrådsforeningen 2003)

Det er kun muligt for sundhedspersonale at hjælpe personer med psykiatrisk sygdom med at komme sig, såfremt sundhedspersonalet forstår de udfordringer, som disse personer står overfor. (Repper and Perkins 2009)

borderline personlighedsforstyrrelse

De oplever måden, hvorpå diagnosen bliver givet som ufølsom, og den information som sundhedsprofessionelle giver om diagnosen som utilstrækkelig Et tilstrækkeligt vidensgrundlag om diagnosen udgør en væsentlig del af processen med at komme sig (Morris et al. 2014)

De oplever deres diagnose borderline personlighedsforstyrrelse som en nedsættende etikette, der påvirker sundhedspersonalets holdninger til dem De oplever, at sundhedspersonalet ser på dem som mindreværdige mennesker (Fallon 2003, Nehls 1999, Horn, Johnstone & Brooke 2007, Perseius et al. 2005, Rogers, Dunne 2011)

METODE

Det fænomenologiske perspektiv

Fænomenologi som et modstykke til naturvidenskabens objektivisme

… i kraft af mit fænomenologiske perspektiv så var det vigtigt, at jeg ikke lod min forforståelse (det jeg forstod i forvejen) mislede min forståelse af, hvordan diagnosen borderline personlighedsforstyrrelse sætter sig igennem i hverdagslivet for mine informanter. Så jeg anstrengte mig ihærdigt på, at møde deres beskrivelser fordomsfrit og intuitivt, og ikke forstå for ureflekteret

En interviewundersøgelse

Hvorfor denne modstand mod at inddrage mig som forsker og dermed brugernes perspektiver?

DE 3 INFORMANTER En 34-årig kvinde, som har haft diagnosen i 13 år, omfattende indlæggelseshistorie på psykiatrisk hospital, kontakt til såvel lokal- som socialpsykiatrien, bor med sin samlever En 24-årig kvinde, som har haft diagnosen i ½ år, ingen indlæggelser, kontakt til lokalpsykiatrien, bor alene med sin søn En 36-årig kvinde, som har haft diagnosen i 8 år, få indlæggelser på psykiatrisk hospital, tilknyttet ambulant behandlingsenhed, gift og har 2 børn

FUND

At opleve sig selv som forskellig fra, men også lig andre mennesker

At opleve diagnosen som et filter

”Alt hvad jeg sagde, alt hvad hun hørte, det blev til, jamen det er jo borderlineadfærd… okay jeg er her altså ikke som menneske mere, jeg er en diagnose”. ”Det er faktisk sådan, at når man ringer, og de ser CPR-nummeret og på en eller anden måde diagnosen, så er det ligesådan, af en eller anden årsag så er det ikke så vigtigt”.

”… når jeg rakte hånden op, så ville hun ofte slet ikke tage mig, så tog jeg hånden ned igen, fordi jeg gad ikke sidde der og flagre, altså jeg ville ikke ydmyge mig selv, og når jeg så blev spurgt, så blev jeg cuttet af, altså hun cuttede mig simpelthen af med, at nej det passer ikke eller det kan du ikke sige”

”… det betyder jo bare, at hun vitterlig ikke aner en skid om det, når hun med det samme tror, at jeg ikke er i stand til at tage mig af min søn bare fordi jeg har fået diagnosen, fordi hvis jeg kunne tage mig af ham 5 min før jeg fik diagnosen, så kan jeg vel også bagefter altså, så det gjorde mig sur, at hun med det samme fik den indstilling til det”.

”Der er nok mange, der ringer i løbet af sådan en aften, og hvor mange er der egentlig af de psykisk syge, der har det skidt, så på den måde kan man jo godt følge dem”

Overvejelser om at fortælle eller fortie om diagnosen

”… der har været nogle situationer, hvor jeg sådan har holdt igen, indtil de egentlig har fået et indtryk af mig, og så kunne jeg så sige, jamen jeg har en masse at slås med”. ”Jeg tror, at hvis jeg havde forsøgt på at opretholde den facade og så bagefter havde kommet og smidt bomben og sagt, men jeg er i øvrigt borderline, har i øvrigt borderline, så tror jeg folk ville have, wow, fordi det så ikke var den person, de havde lært at kende”.

At opleve diagnosen som både meningsfuld og betydningsløs

”… så kan jeg bedre forstå at hele mit liv har føltes som op ad bakke, og det vil jeg sige, det har sådan været hovedingrediensen til at starte med, at det gav en befrielse til, at der kan være en forståelse her egentlig”. ”Men når man så lige pludselig bliver placeret i den her kasse, så er det faktisk ikke særlig rart længere”.

At opleve familien med et medansvar for diagnosen

”… hun er meget hurtig til at skyde skylden fra sig, jamen jeg fejler jo ikke noget og sådan nogle ting. Hun kan ikke selv se det, og hun har meget svært ved at tage det ansvar på sig, at det rent faktisk kommer fra hende, fordi jeg siger ikke, at det er hendes skyld, men det kommer fra hende, og det gør det”

At opleve sygdommen som begrænsende for deres livsudfoldelse

”… nogle gange har jeg brug for lige at passe på mig selv og trække mig og så få noget ro, i forhold til måske at være social hele tiden” ”… det føltes som om, at man fejlede på den måde”

Vil specialets fund gælde for alle personer med diagnosen?

Sygepleje-assessment som et værktøj til brugerinddragelse

Hvad er personens problem? I hvilken grad generer det personen? I hvilken grad og på hvilken måde griber det ind i personens hverdagsliv? I hvilken form kan personen udøve en form for kontrol over problemet?

”Assessment kan identificere de kendetegn som forskellige mennesker har til fælles, men assessment kan også hjælpe til at skelne den ene person fra den anden, altså hjælpe med at klarlægge, hvad der gør denne persons erfaring unik”.

Find yderligere inspiration her: Barker, P. 2004, Assessment in Psychiatric and Mental Health Nursing, Nelson Thornes Ltd, UK Barker, P. & Buchanan-Barker, P. 2009, ”Assessment i psykiatrisk sygepleje”, in Psykiatrisk sygepleje, ed. N. Buus, 1st edn, Dansk Sygeplejeråd; Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København K

Hvordan kan I anvende sygepleje-assessment i jeres kliniske hverdag?