Samfundsøkonomi Hvad er økonomi? Markedsøkonomi, planøkonomi og blandingsøkonomi Det økonomiske kredsløb Finanspolitik Den finansielle sektor Vækst

Hvad er økonomi? Ordet "økonomi" kommer af det græske oikonomia, som betyder "husførelse". Økonomi handler om at styre eller at prioritere i en verden med knappe resurser. Man kan også sige, at økonomi handler om at vælge.

Økonomiske valg De grundlæggende valg i økonomien drejer sig især om fire spørgsmål: Hvilke og hvor mange produkter og serviceydelser skal der produceres? Hvorledes kan de bedst produceres? Hvordan skal de fordeles? Hvad skal produkter og serviceydelser bruges til?

Markedsøkonomi, planøkonomi og blandingsøkonomi De klassiske liberalistiske økonomer (fx Adam Smith og David Ricardo) gik ind for, at markedet skulle bestemme over økonomien uden indblanding fra staten. Ifølge Adam Smith ville "den usynlige hånd" på markedet dirigere resurser derhen, hvor der var mest brug for dem, og sørge for, at der blev produceret den rigtige mængde varer til den rigtige pris.

Prismekanismen Når prisen er lav, forventes forbrugerne at efterspørge mange varer (efterspørgselskurven), mens de forventes at efterspørge få varer, når prisen er høj. Udbyderne forventes at ville udbyde mange varer, når prisen er høj (udbudskurven) og få varer, når prisen er lav. Der hvor udbudskurven og efterspørgselskurven krydser hinanden, har vi den pris (p) og den mængde (q), som udbydere og forbrugere kan blive enige om. Her er markedet i ligevægt. Hvis udbydernes lyst til at udbyde eller forbrugernes lyst til at efterspørge ændrer sig, rykker kurverne, og der dannes et nyt ligevægtspunkt. E: Efterspørgsel U: Udbud p: Markedsprisen q: Den markedsfastsatte mængde

Økonomistyring Markedsøkonomi Planøkonomi En økonomi, hvor prismekanismen får lov til at bestemme forholdene på markedet, kaldes en markedsøkonomi. Et samfund med en ren markedsøkonomi og privat ejendomsret kaldes et kapitalistisk samfund. I planøkonomien bestemmer staten, hvor meget der skal produceres, og hvor meget varerne skal koste. Tilhængerne af planøkonomi mente, at man på denne måde kunne sikre, at produktionen foregik på en måde, som var til størst mulig gavn for samfundet, og som sikrede befolkningen, at nødvendige varer var billige.

Eksempler på økonomistyring Markedsøkonomi Planøkonomi markedsøkonomien har vist sig ikke at kunne løse alle problemer. En af grundene til dette er, at mange goder ikke kan fordeles af prismekanismen. Det gælder især mange typer af kollektive goder. Et klassisk eksempel er gadebelysning. Hvordan finder man ud af, hvem der skal betale den? Man kan ikke se, hvem der reelt bruger gadebelysningen, og hvordan skal man sige nej tak til den, hvis man går ud på gaden? Her må man i fællesskab finde en ordning, så gadebelysningen kan produceres og betales. En anden grund er, at mange mener, at en ren markedsøkonomi skaber for stor ulighed. Ligevægtsprisen på boliger kan jo vise sig at ligge i et punkt, hvor ikke alle har råd til en bolig. Økonomien var planlagt på denne måde i det kommunistiske Sovjetunionen. De praktiske erfaringer med planøkonomi viser, at den ikke virker. Den væsentligste årsag til dette er, at det simpelthen er alt for svært at forudsige, hvilke og hvor mange varer, der skal produceres. I Sovjetunionen betød planøkonomien udbredt mangel på mange varetyper.

Blandingsøkonomi De fleste industrialiserede lande har i dag en eller anden grad af blandingsøkonomi. I blandingsøkonomien tager man udgangspunkt i markedsøkonomien og lader prismekanismen fungere, men samtidig lader man staten gå ind og regulere økonomien efter en række politiske målsætninger. Det reelle valg står i dag ikke imellem en ren markedsøkonomi og en ren blandingsøkonomi, men drejer sig om i hvor høj grad det er staten eller markedet, som skal være bestemmende i økonomien. Politisk foretrækker liberalister en høj grad af fri markedsøkonomi, mens socialister er mere villige til at lade staten bestemme. Men der er altså ikke tale om et "enten – eller", men om et "både – og".

Det økonomiske kredsløb

Det økonomiske kredsløb Når man som forbruger har købt noget for sine penge, forsvinder de ikke. Det samme gælder, hvis staten har valgt at øge de offentlige udgifter. Økonomien hænger sammen i et kredsløb. Indenfor landets grænser cirkulerer pengene mellem fire instanser: husholdningerne, virksomhederne, den offentlige sektor pengeinstitutterne (den finansielle sektor) Der foregår også en udveksling af penge med udlandet.

Diskussion Prøv at følge jeres egne penge rundt i systemet. Hvor kommer jeres penge fra og hvor ender de? Staten Virksomhederne Bankerne Husholdningerne

Det økonomiske kredsløb Husholdningerne modtager deres penge i form af lønninger fra den private sektor og i form af lønninger og overførselsindkomster fra den offentlige sektor. De sender pengene videre i systemet som skatter og afgifter til den offentlige sektor, som forbrug af varer og tjenesteydelser hos virksomhederne og som indlån i pengeinstitutterne. Nogle af pengene går også til importerede varer fra udlandet. Den offentlige sektor sender desuden penge ud til forbrug af varer og tjenesteydelser hos virksomhederne. Virksomhederne sender penge tilbage til den offentlige sektor i form af skatter og afgifter og til pengeinstitutterne i form af indlån. Virksomhederne har også en økonomisk udveksling med udlandet blandt andet i form af betaling for importvarer og i form af indtægter fra eksport. Pengeinstitutterne sender de indlånte penge videre til husholdninger og virksomheder i form af udlån.

Nationalbanken En særlig rolle i det økonomiske kredsløb spiller Danmarks Nationalbank. Det er nemlig Nationalbanken, som har eneret på at udstede sedler og mønter i Danmark, det vil sige, at det er Nationalbanken som ”fremstiller pengene”. Nationalbanken fungerer desuden som statens bankforbindelse, og den udlåner også penge til de øvrige pengeinstitutter. Nationalbanken er en selvejende institution, men den arbejder sammen med regeringen, som udnævner Nationalbankens direktør.

Statens indflydelse på det økonomiske kredsløb Staten har mulighed for at påvirke aktiviteten i det økonomiske kredsløb ved at sende penge ud i kredsløbet eller ved at trække penge ud af kredsløbet. Staten kan eksempelvis vælge at hæve eller sænke skatterne afhængig af, om der ønskes øget eller formindsket økonomisk aktivitet.

Økonomiske vækst Den samlede økonomiske aktivitet i samfundet kaldes bruttonationalproduktet (BNP). BNP vokser næsten altid fra år til år. Det vil altså sige, at vi hele tiden bliver rigere. Men hvordan kan det være? En af grundene er, at vi hele tiden får ny viden og bedre uddannelse. Vi bliver simpelthen dygtigere og dygtigere, og derfor kan vi også producere mere. En anden grund er de tekniske fremskridt. Ny teknologi gør det hele tiden muligt for os at øge vores produktion. Et eksempel kan være opfindelsen af computeren og senere internettet. Disse opfindelser har gjort det muligt for os at producere mere end tidligere. Noget tilsvarende skete, dengang man fandt på at lave samlebånd på fabrikkerne. Andre årsager til den stadigt stigende vækst er, at vi hele tiden investerer mere i nye maskiner og fabrikker, og at vi hele tiden bliver dygtigere til at udvinde og anvende Jordens råstoffer. Netop denne sidste vækstfaktor har det indbyggede problem, at Jordens råstoffer en dag kan slippe op. Og så er grænsen for vækst måske nået.

Økonomisk vækst og arbejdsløshed Nogle mennesker tror, at den økonomiske vækst er skyld i arbejdsløshed. Sådan kan det også umiddelbart se ud for dem, som mister deres arbejde, fordi det bliver overtaget af maskiner. Men for samfundet som helhed betyder væksten, at vi stadig får nye muligheder for beskæftigelse. Den samlede beskæftigelse stiger, når væksten stiger, og ny teknologi skaber flere arbejdspladser, end der nedlægges.

Vækst og forbrug Til gengæld betyder væksten at forbruget skal følge med hvis det ikke skal medføre arbejdsløshed. Tag eksemplet med en fabrik. Hvis fabrikken kan øge effektiviteten hvert år med 2% betyder det at den enten skal producere 2% mere end året før, eller den skal nedsætte produktionen med to procent. Nedsætter den produktionen medfører det sandsynligvis fyringer. Hvis den producere mere betyder det også at den skal afsætte 2% flere produkter. I sidste ende betyder det at vi som forbrugere skal forbruge 2% mere hver år. Det lyder måske ikke af så meget, men ses det over f.eks en generation kan børn i dag forbruge voldsomt meget mere end deres forældre kunne som børn

Vækst i forbruget de sidste 60 år ”Væksten i det private forbrug skyldes bl.a., at danskerne bruger langt flere penge på at bo. I dag udgør boligydelser omkring 20 procent af det samlede private forbrug, mens det udgjorde under 5 procent i 1948. I samme periode har vi skåret voldsomt ned på, hvor stor en del af husholdningskronerne vi køber mad for. Udviklingen skal dog også ses i lyset af, at priserne på boliger er steget kraftigere end på mad.” Danmarks statistik 60 år i tal Danmarks statistik 60 år i tal

Økonomien vokser ikke lige hurtigt i alle lande De vestlige lande USA, Tyskland og Danmark blev ramt af en alvorlig økonomisk krise i 2008-2009, som medførte negativ økonomisk vækst. De asiatiske lande Kina og Indien har en meget højere økonomisk vækst end de vestlige lande. Disse to lande vil få stadig større betydning for verdens økonomi. Det vil sige, at BNP ligefrem faldt, hvilket er meget usædvanligt. 2005 2006 2007 2008 2009 Danmark 2,4 3,3 1,6 -1,2 -4,5 Tyskland 0,9 3,4 2,6 1,0 -4,9 USA 3,1 2,7 2,1 0,4 -2,5 Kina 10,4 11,6 14,2 9,6 8,7 Indien 9,2 9,7 5,1 6,6 Kilde: Samfundsstatistik 2010, Columbus

Væksten i Danmark siden 2. verdenskrig Danmarks statistik 60 år i tal

Den finansielle sektor

Penge Hvis man ikke havde penge, ville det være uhyre vanskeligt at handle med hinanden. Hvis man skulle bytte varer på markedet, ville man hele tiden skulle tage stilling til, hvor mange høns, man skal betale for en gris, eller hvor mange par sko, man skal betale for en bil. Man ville også have det problem, at hvis man fx var mælkeproducent, så skulle man skynde sig at få foretaget alle sine byttehandler, inden mælken blev sur. Sådan kan man selvfølgelig ikke handle i en moderne verden.

Penges funktioner Penge er et betalingsmiddel Penge er en værdimåler Vi kan bruge det til at betale eller få betaling for varer og tjenesteydelser Penge er en værdimåler Vi kan sætte pris på ting og dermed forholde deres økonomiske værdi til hinanden Penge er et værdiopbevaringsmiddel Vi kan opspare vores værdier i penge og bruge dem senere

Valutahandel Men man kan også handle med penge forstået på den måde, at man anvender én valuta, fx danske kroner, til at købe en anden valuta, fx amerikanske dollars. Prisen på valutaen kalder man kursen, og kurserne svinger hele tiden. Det vil sige, at somme tider koster en dollar 5 kroner, somme tider koster den måske 7 kroner. Nogle valutaer har dog faste kurser i forhold til hinanden. Her har regeringerne og nationalbankerne aftalt at holde fast i et bestemt bytteforhold mellem valutaerne. I Danmark har vi aftalt, at kursen på den danske krone følger euro´en, således at en euro altid koster cirka 7,50 kroner.

Kursen på dollars siden 1970 International økonomi A, Kureer & Lundgren, Forlaget Kurlund, Systime

Lån af penge Der er også en pris på at låne penge. Denne pris kaldes renten. Hvis renten fx er 6% betyder det, at man typisk skal betale 6% af lånets værdi om året for at have et pengebeløb til rådighed. Pengeinstitutterne lever så blandt andet af, at de udbetaler mindre i rente på indlån (de penge, folk sætter i banken) end på udlån. Renteniveauet i samfundet varierer hele tiden. Der er mest økonomisk aktivitet, når renten er lav, fordi det er billigere at låne penge til forbrug eller investeringer.

Renteudviklingen i Danmark og i udlandet, 1980-2009

Obligation En særlig form for låntagning er, når der udstedes obligationer. En obligation er et gældsbevis, hvor udstederen forpligter sig til at forrente og tilbagebetale den værdi, der står på obligationen. Staten kan udstede obligationer, hvis den vil låne penge af borgerne. Borgerne modtager så en rente, indtil obligationen udløber eller videresælges. Når man køber et hus, låner man som regel pengene i et såkaldt realkreditinstitut. Realkreditinstitutterne udsteder også obligationer med en fordelagtig rente, som folk kan købe. På den måde finansieres de fleste bolighandler i Danmark. Hvis man gerne vil investere sine penge på en sikker måde, kan man altså købe obligationer, hvor man er garanteret en fast rente på sine penge.

Aktier Man kan også investere sine penge ved at købe aktier. En aktie er et bevis på, at man ejer en del af en virksomhed. Virksomheder, som udsteder aktier, kaldes aktieselskaber og ejes af aktionærerne (de, der ejer aktierne). Hvis aktieselskabet har overskud, udloddes en del af overskuddet hvert år som udbytte, der udbetales til aktionærerne. En aktie har typisk en størrelse på 100 kroner, men prisen på aktien varierer hele tiden alt efter, hvor godt det går for virksomheden. Prisen på aktien kaldes kursen. Hvis kursen er 200, koster en 100 kroners aktie altså 200 kroner. Man kan tjene – og tabe – betydelige pengebeløb ved at købe og sælge aktier. Aktier er en meget mere usikker investering end obligationer, men med større chance for store gevinster. Man kan opnå en større sikkerhed ved at sprede sine investeringer på mange slags aktier. Så er ens udbytte mere afhængigt af, hvordan det går med aktiekurserne i almindelighed. Det er typisk sådan, at når det går godt for samfundsøkonomien, stiger aktiekurserne, mens de falder under økonomiske kriser.

Kursen på Amagerbanken

Pensionsopsparinger Folks pensionsopsparinger er typisk administreret af et pensionsselskab eller en bank, som placerer pengene i forskellige aktier og obligationer. Man får for lidt udbytte af sine penge, hvis de bare står på en almindelig bankkonto i længere tid. Da de fleste danskere sparer op til pensionen har pensionsselskaberne meget stor økonomisk magt. Den samlede danske pensionsformue var i 2008 på 2.650 milliarder kroner eller næsten 50 procent mere end det danske bruttonationalproduktet.

Velfærd og blandingsøkonomi

Hvem styrer velfærden Et helt grundlæggende spørgsmål i velfærdsdiskussionen er, om det hovedsageligt er den offentlige sektor der skal forvalte velfærden, eller om det bør overlades til markedet at regulere velfærdsydelserne. Helt overordnet regulerer staten samfundsøkonomien ved hjælp af økonomisk politik. Den vigtigste form for økonomisk politik er finanspolitik. Finanspolitik er regulering af statens indtægter og udgifter. Finanspolitikken fastlægges hvert år med vedtagelsen af finansloven. Man skelner mellem lempelig (ekspansiv) og stram (kontraktiv) finanspolitik.

Ekspansiv finanspolitik Hvis der er lav økonomisk vækst og høj arbejdsløshed, kaldes det en lavkonjunktur. I tider med lavkonjunktur kan staten vælge at sætte gang i økonomien ved bevidst at operere med underskud på budgettet. Herved pumpes der penge ud i samfundet, som kan skabe grobund for økonomisk aktivitet. Man kan fx give skattelettelser eller hæve det offentlige forbrug. Med ekspansiv finanspolitik kan en lavkonjunktur vendes til en højkonjunktur med vækst og lav arbejdsløshed. Den ekspansive finanspolitik kan dog ikke anvendes uhæmmet, idet staten vil opbygge gæld, hvis den konstant har underskud på budgettet.

Ekspansiv finanspolitik betydning for betalingsbalance Folk vil også bruge en del af pengene på varer importeret fra udlandet, hvorved der kommer underskud på betalingsbalancen. Betalingsbalancen er en opgørelse over alle Danmarks økonomiske transaktioner med udlandet. Danmarks statistik 60 år i tal

Ekspansiv finanspolitiks betydning for inflation En ekspansiv finanspolitik kan øge den økonomiske aktivitet og få priser og lønninger til at stige. Dette kaldes inflation. En høj inflation vil ifølge den økonomiske teori på et tidspunkt få højkonjunkturen til at vende til en lavkonjunktur.

Kontraktiv finanspolitik Hvis statens underskud bliver for stort, eller hvis der bliver for stort underskud på betalingsbalancen eller for høj inflation, må man føre kontraktiv finanspolitik. Det gøres ved at spare på de offentlige udgifter eller ved at hæve skatterne.

Globalisering og økonomi I de senere år har globaliseringen gjort det endnu vanskeligere for staten at regulere økonomien. Når virksomhederne opererer på tværs af landegrænser, og når økonomien i det hele taget er blevet international, er det ikke muligt for det enkelte land at påvirke den i tilstrækkelig grad. Derfor ønsker nogen, at landene skal samarbejde om den økonomiske politik, fx i EU.