Verdensbilledets udvikling fra myte til videnskab Eksempler fra ca.1000 f. Kr. til Tycho Brahe Indledning

Det ægyptiske verdensbillede ca. 1000 f. kr. Himmelgudinden Nut hvælver sig over jordguden Geb båret oppe af luftguden Shu. Jorden er flad og himlen en hvælving, som Solen og Månen bevæger sig hen over på skibe.

Det hinduistiske verdensbillede Indien ca. 500 f.kr. En skildpadde bærer på sin ryg fire elefanter, som igen bærer Jorden. Bemærk jordoverfladens runding.

Det nordiske verdensbillede -- vikingetiden og i dag(!?) Træet Yggdrasil er centrum i verden. Midgård er menneskenes verden (og flad) – Asgård er gudernes verden. Guder er fx Odin, Thor og Freya – guderne er dødelige og verden er endelig og forgængelig. Figuren er en nutidig fortolkning. At det er et verdensbillede, som også forklarer oplevelser i den fysiske verden, ses fx af, at torden og lynild stammede fra guden Thors togt over himlen med sine gedebukke, mens han svinger sin Hammer, så det blinker.

Fra JyllandsPosten 6.November 2003

Verdensbilleder – Forsøg på at forklare iagttagelser ud fra at naturen adlyder indre, evige love Det græske verdensbillede ca. 350 f.kr./150 e.Kr Middelalderens verdensbillede ca. 1300 Det kopernikanske verdensbillede ca. 1540 Tycho Brahes observationer ca. 1580

Det græske verdensbillede Naturfilosoffer ca. 500 f.Kr.-150 e.Kr. Forlader den mytologiske verdens-opfattelse Kombinerer iagttagelser med matematiske og geometriske idéer Forskellige regler gælder på Jorden og for himmellegemer (forgængeligt/uforanderligt) Eksperimenter skaber kunstige situationer og viser ikke naturens orden (Aristoteles 384-322 f.Kr) ’sanserne kan bedrage, hvorfor så stole på dem?’

Det græske verdensbillede Jorden er rund Skibets mast ses først Ved måneformørkelse er Jordens skygge rund Stjernehimlen ændres, når man sejler fx mod syd                

Det græske verdensbillede (i senere middelalderlig -- katolsk -- fortolkning) Ca. år 250 f.Kr. til ?? Jordkuglen er centrum i Universet. De fire elementer Jord, vand, luft og ild: ”Sin rette plads.” Foranderligt under Månen; over evigt og uforanderligt (det femte element: kvintessens) Meteorer, kometer og vejr findes under (!) Månen: Meteor-ologi! Himmellegemer i jævne cirkelbaner på hver sin sfære (kugleskal, himmel). Stjerner sidder fast udenfor Saturns bane. Udenfor er krystalsfæren som antoges nødvendig for at holde alt i bevægelse Yderst er det himmelske Paradis

Epicykelmodellen à la ptolemæus Himmellegemer følger guddommelige cirkelbevægelser. Observationer, fx hvor en planet skifter retning i forhold til stjernehimlen (retrograd eller sløjfebevægelse), passer ikke med cirkelbevægelser. Himmellegemer kører rundt i cirkler, hvis centrum igen bevæger sin i en cirkel.

Epicykelbevægelse

Det ptolemæiske verdensbillede Ca. 150 e.Kr. (Bogen Almagest) Jorden er i centrum Planeter kredser om Jorden i hver sin sfære. Solen nr. 3 Banerne er cirkler på cirkler (epicykler) Stjernerne sidder fast på den yderste kugleskal, som roterer og sætter det hele i bevægelse Merkur og Venus i retning af Solen

Det middelalderlige verdensbillede Det græske/Aristoteliske verdensbillede ophøjes i 1272 til den katolske kirkes verdensbillede (frem til 1996 (?)) Jorden er i centrum Bedre observationer kræver flere epicykler, i flere ”lag” Stjernebilleder er yderst og kun halvlangt væk

Det middelalderlige verdensbillede Ca. 1300 e.Kr. Fra Dantes ”Den guddommelige komedie” Jorden i centrum med helvede inderst Krystalsfæren sætter alt i bevægelse Empyrion er det himmelske paradis

Renæssancen fra 1400 tallet - Italien Kunstnere og forskere med ny livsholdning Opgør med kirken og dens autoritet Opgør med det Aristoteliske verdensbillede Det individuelle menneske i centrum Den naturvidenskabelige revolution

Det Kopernikanske verdensbillede Kopernikus 1473-1543 Mere simpel model Centrum nær Solen Planetbanerne er cirkler (senere måtte epicykler tilføjes) Jorden er planet nummer 3, regnet fra Solen Religiøs anstødssten Offentliggjort ved hans død 1543

JP netavis Offentliggjort 3. november 2005 19:41 Liget af astronomen Copernicus meldes fundet i Polen Resterne af et gammelt skelet, som er udgravet i en katedral i det nordlige Polen, er efter alt at dømme Nicolaus Copernicus, siger arkæologer og retsmedicinere. Copernicus levede fra 1473 til 1543 Kopernicus i Warszawa -- af Bertel Thorvaldsen.

Kopernikansk verdensbillede i bevægelse Mars´ retrograde bevægelse

Kopernikus igen Jupiters måner er tilføjet, de var ukendte for Kopernikus (opdaget af Gelileo 1610) Modellen kan alligevel ikke forklare observerede planetbevægelser uden epicykler Modellen forudsiger, at fixstjernerne set fra Jorden skal flytte sig lidt i årets løb Figur fra ca. 1660

Galilei Galileo 1564-1642 Observationer af frit fald m.m.m. Den naturvidenskabelige metode Kikkerten – Jupiters Måner Opfinderen (anvendt ballistik) Kirkens rolle/Afsværgelsen/Husarresten

Undersøgelser af faldlove Eksperimentet har den højeste gyldighed

Galilei og Jupiters måner Observationer af universet (Jupiters fire store måner i opdages i 1610 – foreslås senere brugt som international tidsenhed.) Himmellegemer i bevægelse om Jupiter ER Jorden centrum??

Tycho Brahes 1546-1601 observationer Opdager en ”ny” stjerne 1572, komet 1577 Støttes af Frederik II og senere Christian IV Observatorium på Hven Systematiske observationer - Hidtil uset målenøjagtighed Kirkens rolle ændret efter reformationen

Stjerneborg på Hven Indeholder præcisionsinstrumenter af forskellig type

Tycho Brahes murkvadrant Vi har ladet lave en meget stor Quadrant, som er fremstillet her ved Bogstaverne BDEC, kaldet "Muralis" eller "Tichonicus" efter den Mur, hvortil den er fæstet. Den er støbt af massivt Messing og meget fint poleret. Den er fem Tommer bred og to Tommer tyk, og dens Omkreds er saa stor, at den svarer til en Radius af næsten fem cubiti. Følgelig er dens Grader overordentlig store, saa at hvert enkelt Minut af dem endnu kan inddeles i sex Smaadele, og den kan altsaa overalt vise ti Sekunder tydeligt adskilte, saa at endog Halvdelen heraf, altsaa fem Sekunder, kan skelnes uden Vanskelighed; og det sker altsammen ved Hjælp af nogle Transversalpunkter, der er meget fint tegnede efter vor sædvanlige Fremgangsmaade.

Hvor er vi blevet kloge! En missionær fra middelalderen har fundet det punkt, hvor himlen og Jorden rører hinanden. Han kigger ud gennem himlen og studerer „Guds domæne“ udenfor. Træsnittet er udført af en ukendt kunstner i 1888 til en populær astronomibog af Camille Flammarion. En typisk karikatur fra oplysningstiden, hvor man latterliggjorde tidligere opfattelser af verdens indretning.

Kort pause