Pårørende og efterladte Introduktion til workshoppen og problematikken V/ Inger Anneberg, journalist og forfatter til Sorgen ved selvmord Hjælp til efterladte – akut og på længere sigt V/ Ida Koch, Falck Krisepsykolog og psykolog med mange års praksiserfaring Hjælp til efterladte fagfolk – politiet V/ Preben Henriksen, personalechef, Odense Politi Handleplan i forhold til efterladte fagfolk - hjemmeplejen V/ Birthe Vilstrup, områdeleder, Sundhedscenter Syd, Horsens Kommune Debat - opsamling

Efterladte efter selvmord/pårørende v/selvmordsforsøg – hvor mange? Ca. 4 nære efterladte for hvert selvmord, p.t. omkring 750 årligt = 3000 efterladte om året (mindst) Mange er kvinder og børn (de fleste selvmord bliver begået af voksne mænd/fædre) Antal pårørende efter hvert selvmordsforsøg? Ca. 20 x så mange selvmordsforsøg som selvmord = 15.000 forsøg årligt – heriblandt mange unger piger. (60.000 pårørende..!) Forældre udgør en stor gruppe pårørende (Registreringen af selvmordsforsøg er mangelfuld i DK)

Hvem møder de efterladte og pårørende? Venner, familie, netværk Politi, Falck, vagtlæge, egen læge Krisepsykolog Skadestuepersonale, personale på kapellet/bedemand Præsten Personale på medicinsk afdeling (især pårørende efter selvmordsforsøg) Personale på psykiatriske afdelinger Lærere/pædagoger (efterladte børn & unge, børn som pårørende) Ansatte i kommunen (socialrådgiver, sundhedspersonale) Sosu-assistenter, hjemmehjælp (efterladte, pårørende ved ældres selvmord) Psykolog, terapeuter De frivillige

Fagpersoner som er efterladte - eller påvirket af selvmordsforsøgene: Politi, Falck, vagtlæge, egen læge Krisepsykolog Skadestuepersonale, personale på kapellet Præsten Personalet på medicinsk afdeling (især pårørende efter selvmordsforsøg) Personalet på psykiatriske afdelinger Lærere/pædagoger Ansatte i kommunen (socialrådgiver, sundhedspersonale) Sosu assistenter, hjemmehjælp (efterladte, pårørende ved ældres selvmord) Psykolog, terapeuter De frivillige

Hvorfor har efterladte/pårørende brug for hjælp? Fakta: Efterladte/pårørende er i en særlig risikogruppe for selv at begå selvmord Selvmord er stadig omgivet af tabu, efterladte/pårørende risikerer derfor at møde tavshed og at blive brændemærkede/isolerede Efterladte vælger nogle gange selv at isolere sig Reaktioner: - Chok, fornægtelse, lettelse, modstridende følelser - Mange spørgsmål, indre og ydre kaos,hvorfor, hvordan? - Hvad skal vi sige til børnene, til vores omgivelser? - Skyld, skam, bebrejdelser - Vrede, man føler sig afvist, tab af tillid, tvivl på værdier, egne selvmordstanker - Patologisk, usund sorgproces er en risiko, fysiske og psykiske problemer følger med

Reaktioner hos fagfolk som efterladte Rammes på faglig stolthed ”jeg burde have set, hvad der var ved at ske”. Tab af status Vrede – man kan føle sig svigtet af den der tager sit liv (Havde måske forsøgt at indgå aftale, men…) Vrede på kollegaer, ledelse, uddannelsen, o. s. v, fordi man ikke havde lært nok om, hvad der kunne ske Svært at indrømme at man er ramt – supermand-syndromet,” jeg klarer det lige over en kop kaffe med en kollega.” Rammes evt. af manglende tradition for supervision/samtaler, opfølgning – isolation af fagpersonen og det man har oplevet Efterfølgende overfølsomhed/sensitivitet over for småkritiske bemærkninger

Hvorledes tages bedst hånd om efterladte/pårørende Status i dag: Ingen ens retningslinier, det er vilkårligt hvordan efterladte /pårørende får hjælp For fagpersoner afhænger det af om din organisation eller arbejdsplads har en politik på området

Eksempler på hjælp til efterladte/pårørende Amt/kommune/sygehus tilbyder krisepsykolog som hjælp i begyndelsen eller familien bruger Falck’s krisepsykolog Samtale/møde med personalet på sygehuset, hvor man ser den afdøde (er der tid og ressourcer til det ret mange steder?) Samtale/møde med personalet fx i hjemmeplejen eller på plejehjem Opfølgende samtale i psykiatrien, hvis selvmordet sker i psykiatriens regi Samtaler hos egen læge – evt. videre til sygesikringspsykolog Særlige grupper til børn visse steder (enkelte i kommuner, nogle i private organisationer, fx via Kræftens Bekæmpelse) Selvhjælpsgrupper for voksne efterladte, fx Kolding Selvhjælp Medlemskab af lokalgruppe under Landsforeningen for efterladte efter selvmord – deltagelse i debat/møder som skaber identitet som efterladt

Men det er ikke nok Hvordan sikrer man bedre hjælp og mere ens muligheder landet over – akut og på længere sigt? Kan man forestille sig, at kommunerne – efter kommunalreformen – kan løfte opgaven bedre? Kan kommunerne i samarbejde med frivillige løfte opgaven med at etablere sorggrupper – som er med professionel støtte? Landsforeningens ønske: Efterladte/pårørende skal have adgang til hjælp via sygesikringen – også efter ½ til et helt år, mere end 12 timer, hvis der er behov

Tilbud til de professionelle Ikke ens retningslinier landet over – nogle sygehuse/afdelinger har indført fast procedure, andre ikke. Muligheder? Systematisk gennemgang af forløbet – med alle medarbejdere. Støtte til den enkelte – fælles læring af forløbet Handleplan/støttetiltag som anviser nøjagtigt, hvad arbejdspladsen skal gøre (eksempel fra Hjemmeplejen i Horsens) Nedskrevne instrukser, lokale aftaler (Se ”Vurdering og visitation af selvmordstruede” fra Sundhedsstyrelsen)