Velfærdsstaten i en demokratisk kontekst Holdtime 9.2. i uge 13 v/ Peter Nedergaard

Dagsorden for dagens holdundervisning Det teoretiske grundlag for velfærdsstaten 2. Velfærdsstatens politiske økonomi 3. Velfærdsstaten som resultatet af klassemobilisering? 4. Tre velfærdsstatsmodeller 5. Den nordiske velfærdsstat som resultatet af klassealliancer (6. Presset mod den danske velfærdsstat) 7. Konklusioner: Velfærdsstaten i en demokratisk kontekst

Velfærdsstatens signalord: tryghed!

Er velfærdsstatens tryghedsmani lig med småborgerlig hygge-nygge?

1) Vil socialpolitikken i velfærdsstaten mindske klassemodsætningerne? Den faglige debat om velfærdsstaten er styret af to spørgsmål: 1) Vil socialpolitikken i velfærdsstaten mindske klassemodsætningerne? 2) Hvordan forklares velfærdsstatens udvikling? Klassiske spørgsmål stillet af den politiske økonomi i de sidste hundrede år – uanset, om de har været liberale, konservative eller marxister.

1) De liberale frygtede det meget udbredte demokrati. Velfærdsstaten og de teoretiske skoler Den liberale skole: 1) De liberale frygtede det meget udbredte demokrati. 2) Frygtede, at det ville forvride markedet og politisere fordelingskampen. 3) Den frygt er accentueret med velfærdsstaten. 4) Markedet kan i stedet potentielt afskaffe klassesamfundet.

Tyske historiske skole: 1) Friedrich List, Gustav Schmoller. Benægtede, at markedet sikrede økonomisk effektivitet. 2) Staten skulle være en patriark for borgerne. 3) En ”monarkistisk” velfærdsstat skulle sikre social velfærd og klasseharmoni. 4) For enhver pris undgå, at den sociale orden kollapsede.

Marxisterne/ socialisterne: 1) Mente ligesom den konservative skole, at markedet var økonomisk ineffektivitet og medførte langt skarpere klasseskel. 2) Den liberale stat bliver undertrykkende, når den vil forsvare disse. 3) Det afgørende spørgsmål: Kan et parlamentarisk demokrati rette op på de stadig skarpere klasseskel via skabelsen af en velfærdsstat?

Socialisternes svar på, om velfærdsstaten kan rette op på klasseskel 1) Yderliggående socialister: Lenin benægtede, at parlamentarisk demokrati kunne rette op på klasseskævhederne. Parlamenterne var ”snakkeklubber”. 2) Andre socialister (fx austro-marxisterne) var mere optimistiske. Magtbalancen skiftede, når arbejderklassen fik sociale rettigheder. 3) Socialdemokraterne omfavnede den parlamentariske reformisme for lighed og socialisme baseret på to argumenter: Det kræver sociale ressourcer, sundhed og uddannelse at deltage effektivt som socialistiske medborgere. Socialpolitikken er også forudsætningen for en effektiv økonomi, fordi den gør arbejdskraften mere effektiv.

Velfærdsstatens politiske økonomi To vinkler har domineret forklaringerne på velfærdsstaterne i moderne politisk økonomi: En understreger velfærdsstatens strukturer og velfærdsstaten som system. En anden understreger velfærdsstatens institutioner og aktører.

System/strukturvinklen på velfærdsstaten 1) Den holistiske logik bag udviklingen af velfærdsstaten. Ofte fortolket som en funktionel nødvendighed for reproduktion af samfund og økonomi. 2) Tesen er, at industrialiseringen har gjort socialpolitikken både nødvendig (gamle hjælpeforanstaltninger er væk) og mulig (rationelt og effektivt bureaukrati samt økonomisk overskud). 3) Problemet med tesen: hvorfor kom velfærdsstaten først 50-100 år efter, at det traditionelle samfund forsvandt?

Institutionel vinkel på velfærdsstaten De liberale tænkere frygtede, at et fuldt demokrati ville underminere markedet og fremme socialismen. De mente derfor, at markedet skulle ”forsvares” mod politikkens indtrængen. Hermed opstod der også en splittelse af den ”politiske økonomi” i ”politik” OG ”økonomi”. Og økonomisk og politisk videnskab som to fag! Mange institutionelle teoretikere er reaktioner MOD denne adskillelse. Lægger vægt på, at velfærdsstaten afhænger af stærke politiske aktører OG økonomisk-politisk bæredygtige institutioner.

Liberale skoles forklaring på velfærdsstaten (J. S Liberale skoles forklaring på velfærdsstaten (J.S. Mill, Tocqueville etc.): - Flertallet vil sørge for en social omfordeling via det politiske system for at kompensere for deres svaghed på markedet: Minimumslønninger, told, beskyttelse, subsidier. Tesen om en kraftigt omfordelende velfærdsstat løber imidlertid ind i problemer med kronologien: 1) Velfærdsstatsordningerne kom til FØR demokratiet i lande som Tyskland (under Bismarck), Frankrig (Napoleon III) og Østrig. 2) Der, hvor demokratiet kom tidligt som i USA, Australien og Schweiz, udviklede velfærdsstatsordningerne sig kun langsomt.

Alternativet til den liberale skoles forklaringer på velfærdsstaten: 1) Velfærdsstaterne skal forklares med udgangspunkt i sociale klasser og den sociale struktur. 2) De tidlige demokratier var præget af landbrug og spredt ejendomsret. 3) Det gjorde det sværere at opkræve skatter til velfærdsordningerne end under autoritære styreformer. 4) Hermed forklares, hvorfor velfærdsstaten kom før i Tyskland end i USA.

Social klasse som politisk aktør i velfærdsstaterne Den socialdemokratiske tese om klassemobilisering antager, at parlamenterne er effektive institutioner m.h.t. at omsætte de mobiliserede magt i de ønskede velfærdspolitikker. 1) Det betyder blot, at parlamentarisk demokrati er i stand til at underlægge sig den hegemoniske magt og tjene interesser, som er antagonistiske i f.t. kapitalen. 2) Sociale rettigheder vil med andre ord flytte kapitalmagtens grænser.

Mobilisering for sociale ændringer

Hvorfor er velfærdsstaten en magtressource for lønmodtagerne? Overladt til markedet er lønmodtagerne atomiserede og opdelte. 1) Modsat vil sociale rettigheder fremme den enhed blandt lønmodtagerne, som den kollektive magtmobilisering kræver. 2) Den største vanskelighed i den socialdemokratiske tese om klassemobilisering er at konkretisere betingelserne for magtmobiliseringen. 3) Magten stammer fra fagforeningernes organisationsgrad, andelen af stemmer og antal pladser til venstresiden i parlamenterne osv. Men altid i mindretal. 4) Derfor spiller lønmodtagernes alliancer med andre grupper en afgørende rolle.

En valgplakat med henblik på klassealliance

Esping-Andersens specifikation af velfærdsstaten - Tildeling af sociale rettigheder er nøgleindikatoren: Er de sociale rettigheder lovbaserede og tildelt alene på baggrund af statsborgerskab? Man kan måle velfærdssystemerne efter, hvor meget de frigør borgeren fra markedets krav, dvs., i hvilken grad de forhindrer, at lønmodtagerne bliver en vare på markedet.

Esping-Andersens tre velfærdsstatsregimer (ingen rene former i den virkelige verden) A) Liberale velfærdsstat. Beskedent universalistisk bidragssystem. 2) Modtagerne er især lavindkomstpersoner fra arbejderklassen. 3) Stor afhængighed af markedet m.h.t. salg af arbejdskraft. USA, Canada, Australien. 4) Arbejderbevægelsen var kritisk.

Angelsaksisk socialismekritik

B) Konservative velfærdsstat 1) Korporatistiske politiske systemer. 2) Velfærdsstaten differentierer i forsvaret for stands- og statusforskelle. 3) Bygger på familien som enhed ved at udelukke ikke-arbejdende kvinder fra ydelse, pensioner m.v. Østrig, Frankrig, Tyskland, Italien. 4) Arbejderbevægelsen var kritisk.

C) Socialdemokratiske velfærdsstat 1) Universalismen udvidet til også at dække lighed på højere niveau end i de liberale velfærdsstater. 2) Alle får fordele, hvilket gør alle villige til at betale. Bygger på individet som enhed. 3) Omkostningerne ved at have familie socialiseres. En særlig fusion af liberalismen og socialismen. 4) Skandinaviske lande. 5) Arbejderbevægelsen bakkede op.

For og imod folkepension i Sverige

Årsagerne til velfærdsregimerne ifølge Esping-Andersen Tre faktorer er vigtige m.h.t. at finde årsagerne til de forskellige velfærdsregimer: 1) Karakteren af klassemobiliseringen (især af arbejderklassen). 2) Klassepolitiske koalitionsstrukturer – VIGTIGST! 3) Den historiske institutionalisering af velfærdsregimerne.

Socialdemokratiets alliance med husmændene og tjenestemændene

Uddybning af pkt. 2) Klassepolitiske koalitionsstrukturer: Koalitionen mellem arbejderbevægelsen og landbruget er helt central op til 2. verdenskrig: 1) I de skandinaviske lande var landbruget præget af ikke-arbejdskraftintensive familiebrug med velorganiserede landmænd. 2) Her etableredes særlige landbrugspartier (Venstre). Arbejder-bonde alliancer for fuldt beskæftigelsesvelfærdsstater til gengæld for statsstøtte til landbruget. 3) I USA var samme udvikling på vej, men bremsedes af Syden med de arbejdskraftintensive landbrug, som ville undgå støtten tiil arbejderne. 4) Også i Tyskland og Italien var landbruget arbejdskraftintensivt. Fagforeninger og venstrepartier sås som en trussel.

Koalitionen mellem arbejderbevægelsen og middelklassen var helt central efter 2. verdenskrig: Socialdemokratiske model: Middelklassen er blevet integreret i velfærdsstatsprojektet. Bevarede universalismen, men tog hensyn til middelklassens behov. Angelsaksiske model: Velfærdsstatsordninger primært for arbejderklassen og de fattige. Middelklassen ikke med i projektet. De støtter sig til private forsikringer. Kontinentale model: Velfærdsstaten er udviklet af konservative kræfter, som har integreret middelklassen ved at give den til en privilegeret status.

Jørgen Goul Andersen (2002). Velfærd uden skatter Jørgen Goul Andersen (2002). Velfærd uden skatter. Det danske velfærdsmirakel I 1990’erne Udfordringerne for velfærdsstaten: Globaliseringen og videnssamfundet. Demografisk udvikling – stigende antal ældre. Presset på sundhedsudgifterne. Udviklingen af en europæisk socialpolitik.

Globaliseringen og presset på arbejdsmarkedet Hvad skaber presset på velfærdsstaten? Tre forslag: 1) Konkurrenceevnepolitik frem for keynesianisme – men den nationale keynesianismes ophør betyder ikke et pres på velfærdsstaten. 2) Skattekonkurrence – dette pres er overdrevet, idet de mest mobile (børnefamilierne) trækker meget på velfærdsstaterne. 3) Fleksible arbejdsmarkeder – høje mindstelønninger + omfattende jobbeskyttelse – dette pres er reelt i Europa – bl.a. med mange ordninger om at trække folk ud af arbejdsmarkedet – Eurosclerose?

Men Danmark faldet lidt udenfor det generelle pres på den europæiske velfærdsstat: - Høj beskæftigelse: 76 % af 15-64-årige i beskæftigelse mod 74 % i USA. - Den strukturelle ledighed (= ledig uden en accelererende inflation) er nedbragt betydelig. - Generelt er massearbejdsløsheden i Europa reduceret på trods af, at mindstelønningerne IKKE er reduceret. Incitamenterne virker ikke, som økonomerne tror.

Hvorfor flyver de europæiske velfærdsstat-humlebier? Forskellige forklaringer fra land til land Danmark – flexicurity? Sandsynligvis spiller penge en stadig mindre rolle for arbejdsmotivationen. Især de små EU-lande har klaret sig godt

Den danske velfærdsstat Velfærden er gået op: I Danmark har man siden 1990’erne øget velfærdsservice samtidig med, at det er lykkedes at bremse stigningen i overførslerne. Ældrebyrden er håndterbar: Pensionernes belastning af statsbudgettet stiger kun med 1 % af BNP frem til 2050. Det danske pensionssystem er bæredygtigt. Selvbetalingen stigende med arbejdsmarkedspensionerne i modsætning til ”pay-as-you-go”-systemerne (uden fondsopsparing, men med optjente rettigheder) i de kontinentaleuropæiske lande. Konklusion: ”presset” mod velfærdsstaten er konstrueret som led i den politiske kamp

Konklusioner vedr. velfærdsstaten i en demokratisk kontekst To fagligt vigtige spørgsmål om velfærdsstaten: a) Vil socialpolitikken mindske klassemodsætningerne? b) Hvordan forklares velfærdsstatens udvikling? 2) Tre teoretiske skoler giver forskellige svar: Liberale skole: Frygter ineffektivitet p.g.a. politiseirng af omfordelingskampen. Tyske historiske skole: Velfærdsstaten kan agere patriark for borgerne og dermed sikre den sociale orden. Marxisterne/socialisterne: Nogle mener velfærdsstaten er effektløs/ren legitimering. Andre at den har stor effekt p.g.a. klassemobilisering (socialdemokraterne)

Konklusioner - fortsat 3) Esping-Andersens forklaring: Velfærdsstaten er især et resultat af klassealliancer. Især mellem arbejdere og bønder (før 2. verdenskrig) samt mellem arbejdere og offentligt ansatte (efter 2. verdenskrig). Går imod både forklaring a), b) og c). 4) Velfærdsstaterne er mere overlevelsesdygtige end (de neoliberale) kritikere mener. Kan som i DK’s tilfælde gennemføre reformer og sikre arbejdsudbuddet.