Den Frie Organisation

Ledelsesbehovet At lede dem, der skal lede sig selv At lede ligemænd At lede eksperter At styrke og styre åbne opgaver At udnytte begivenheder optimalt At lede operative fællesskaber At muliggøre brugerdreven innovation At sætte kunden i centrum Ole Fogh Kirkeby

Normalt er realiteten en mellemting Selvledelse Begrebet ”selvledelse” kan betyde alt fra fuldkommen frihed til at vælge egne opgaver indenfor et område, vælge fremgangsmåder og succeskriterier, til en relativt stramt styret disciplinerings- og kontrolstruktur. Normalt er realiteten en mellemting

Selvledelse Denne idealtype er langt den mest udbredte. Vi finder den eksempelvis i undervisning, sagsbehandling, konsulentfunktioner og service, hvor ”manual-ledelse” er opgivet, og medarbejderne delvis selvbestemmende. Her eksisterer der ofte mange forskellige opgaver med forskelligt indhold, der skal løses på samme tid, eller indenfor en vis, men vekslende tidshorisont..

Kognitive akkorder Løn efter ydelse og ikke efter tid er på hastig indmarch (Danfoss’ ”værdiløn”). Medarbejderen kan ikke alene sætte kvalitetsstandard eller grad af finish, men tvinges ofte til det. I så tilfælde kan selvledelse blive selvdestruktiv.

Intimteknologisk dilemma NEGATIVT: Meta-kontrol gennem intim-teknologier: At kontrollere dem, der er forpligtet til at kontrollere sig selv Det, der overskrider den fag-professionelle identitet og griber efter personens inderste gennem ideologi, manipulation, hjernevask Kontrol gennem ideologi Kontrol gennem individualisering Ole Fogh Kirkeby

Intimteknologi POSITIVT Leder-autenticitet, -integritet og –nærvær At tilbyde symmetrisk samvær gennem dialoger, der forudsætter og forstærker nærvær på tværs af magtpositioner og kontrolhierarkier Kritisk-analytisk dialog Åbenhed omkring værdiforskelle Ole Fogh Kirkeby

6 intimledelses-teknologier Værdiledelse Face-to-face kontrakten Anerkendelses/feed-back/tillids-ledelse Etho-poietisk kontrol: Ledelse gennem selvskabelse og selvledelse Teamet som mikro-kontrol-apparat Dialogiske ledelse gennem coaching Ole Fogh Kirkeby

Begrebet Frihed Frihed bestemmes ofte ud fra tre distinktioner: objektiv og subjektiv frihed, indre og ydre frihed, negativ og positiv frihed

Objektiv frihed Objektivt kan frihed bestemmes gennem det fysiske råderum, som de enkelte individer har, trosfrihed, ytringsfrihed, bevægelsesfrihed, retten til at træffe valg, der ikke direkte begrænser andre individers råderum. Denne frihed er politisk, og dermed kulturelt og historisk relativ. En objektiv frihed vil være en almen frihed, og er derfor en bestemmelse af minimalbetingelser for udførelse af en adfærd, som alle i en bestemt samfundskontekst kan enes om at kalde ”fri”.

Subjektiv frihed Objektiv frihed er et begreb eller perspektiv, der forudsætter subjektiv frihed, fordi muligheden for at virkeliggøre det, man ønsker at virkeliggøre, uden objektive begrænsninger, er afhængig af den subjektive bestemmelse af disse begrænsninger, dvs. af den enkeltes oplevelse af dem. Derfor er al frihedstænkning i sidste instans tvunget til at overveje de ontologiske og erkendelsesteoretiske vilkår for subjektiv frihed. Disse begrænsninger ligger i selvforholdet, og dermed i de indre restriktioner, som karakter, kunnen, talent, uddannelse og viden, og ikke mindst normativitet, lægger for det at ville og kunne ville.

Viljens problem Forståelsen af den subjektive frihed er betinget af flere årtusinders diskussion af viljens frihed. Hovedproblemet er, om man kan ville at ville, ligesom man kan tænke over, at man tænker, og tænke over at man tænker, at man tænker, etc. Hvis svaret på dette spørgsmål er negativt, bliver den subjektive frihed begrænset. Man kan så tænke denne begrænsning som meget streng: alt er forudbestemt af årsagssammenhænge, som vi ikke har fuld indsigt i; eller som meget svag: vi kan langt hen ad vejen forme vores eget liv, selvom vi ikke i sidste instans har erkendelsesteoretisk adgang til det grundprincip, der former det.

Indre og ydre frihed Hvis vi svarer positivt på spørgsmålet, om man kan ville at ville, står vi i det spændingsfelt, som forholdet mellem den indre og ydre frihed udgør.

Den indre frihed Den indre frihed må først og fremmest forstås som muligheden for at have en meget stor grad af indsigt i sine egne motiver, i det vidensmæssige grundlag for handlingen, og i de praktiske muligheder for dens realisering i begivenheden, altså en begivenhedssans. Dette kræver viljen og evnen til at beherske sine lidenskaber, erhvervelse af ”sand” viden om tilværelsen. Aristoteles tilføjer betydningen af den praktiske kunnen i forbindelse med viljen: Man skal lære at ville på den rigtige måde, dvs. lære at gøre værdier virkelige, og herigennem lære, hvad deres egentlige indhold er.

Den ydre frihed De ydre betingelser for friheden er for det første den kultur, man lever i, dvs. de opdragelses-, uddannelses-, og samkvemsmuligheder, der gives for en styrkelse af den indre frihed. Grækerne bekendte sig til ”paideia”, livslang, normativ læring, hos romerne oversat til ”humanitas”. Men det er markant, at fra Sokrates og til Jesus Kristus og frem til i dag, er der en tendens til at bestemme frihed som viljen og evnen til at virkeliggøre normer, der enten er forvrænget og strategisk misbrugt af samfundet , eller bryder selve den kanoniserede, sociale normativitet op og modstiller den en ny og anderledes

Negativ og positiv frihed Negativ frihed er frihed FRA, altså fraværet af begrænsninger i tanke-, ytrings- og handlingsfrihed for den enkelte ud over, hvad der er rimeligt i forhold til andre menneskers åbenlyse velfærd. Den positive frihed er frihed TIL. Der er to slags positiv frihed: Den objektive (reelle) frihed til at føre sine mål og beslutninger ud i livet; og retten til og muligheden for at have sig selv i sin magt, at være intellektuelt og aktionsmæssig myndig.

Den frie organisation En organisations grad af frihed kan således bedømmes ud fra den grad hvori positiv frihed er realiseret, ud fra mangel på en kompensatorisk relation mellem objektiv og subjektiv frihed, og ud fra transformationen af indre frihed til ydre

Relationer i den frie organisation Det ubetingede løfte Tilstedevær Opmærksomhed Etisk fantasi Utæmmelig dømmekraft

Modsætningen mellem eros og agape Det andet snit Modsætningen mellem eros og agape

Eros Eros har flere betydninger, der går fra det snævert seksuelle domæne til den lidenskabelige besættelse af en person, en genstand, en opgave, en begivenhed, en sag, eller af ens egen performance og generelt af sig selv. Eros handler om tilegnelse, om at tage i besiddelse, om at opsluge og fortære, altså om begærets udfoldelse, men den kan også handle om nydelsen af det vellykkede, af det storslåede og givende, af det frugtbare og betydningsfulde.

Eros I vores kultur er eros generelt ikke en normativ størrelse, etik og moral går ikke godt i spænd med eros. Men eros kan godt være rettet mod et fællesskab, den er ikke nødvendigvis asocial af væsen, selvom den søger individuel tilfredsstillelse. Eros er ofte farlig, dæmonisk, fatal og blottet for fornuft, til tider også direkte komisk, og stof til uendelige dramatiske intriger fra tragedien over komedien til operaen og operetten (på papir, brædder eller lærred og skærm). Den er passionens forpost, også selvom den kan være gavmild og sensitiv. Men Eros kendetegnes altid af, at den besætter. Den tager vores frihed.

Eros Når den som i Platons dialog ”Symposion” også udstrækkes til at gælde besættelsen af det at erkende, er det en dimension, som viser, at eros også handler om besættelsen af ens egen udfoldelse og fuldkommengørelse på forskellige områder, et vilkår, der gør, at vi kan kalde den nye medarbejders forhold til sit arbejde erotiseret.

Eros versus agape Over for eros står ”agape”, den varme, ikke besidderiske, uselviske interesse i den anden og i fællesskabet. Agape betegner i kristendommen næstekærligheden, ”caritas” på latin, Da enhver organisation er rammen om et socialt fællesskab, er den også en plads, hvor eros og agape konfronterer hinanden, ikke blot vertikalt og horisontalt, men i en skøn blanding af mulige relationer.

Erotiseringen af arbejdet Der er ingen tvivl om, at arbejdslivet i stigende grad erotiseres, vi forelsker os i arbejdet. Denne tiltagende erotisering skyldes, at det er et mål for organisationen at modtage og intensivere denne erotiserede relation ud fra et strategisk perspektiv: Den, der har et erotisk forhold til sit arbejde, yder mere generelt og dermed også for virksomheden. Men der er flere erotiske måder, hvorpå man kan forholde sig til det at arbejde.

Erotiseringen af arbejdet Man kan være besat af selve arbejdsopgaven, som en kunstmaler af sit billede, en forsker af en hypotese, en opfinder af et koncept, en planlægger af sin plan, og en strateg af sin strategi. Det er ikke selve processen som social aktivitet, der her optager den besatte, men arbejdets produktive potenser selv og dermed dets resultat. Hvordan arbejdet udføres, under hvilke forhold, og hvordan andre oplever det, er ikke det væsentlige.

Erotiseringen af arbejdet   Man kan også være besat af det, man kan få andre til at gøre. Denne besættelse er rettet mod at ordne, organisere, beherske og afslutte, og den er rettet mod både processerne og mod de mennesker, der udfører dem. Ledere, organisatorer, iværksættere, politikere, hærførere og dem, der har ansvaret for kampagner og kommunikation, men også lærere og trænere, lider ofte af dette begær efter at forme folks aktionsformer, forestillinger, deres kooperation og koordineringen og udviklingen af kapaciteter og kompetencer.

Erotiseringen af arbejdet Man kan også være besat af sin egen performance. Af at arbejde for oplysning og afsløring af uretfærdigheder og bedrag kan også være en besættelse kan være en besættelse. Man kan også være besat af at hjælpe andre, af at stå til deres tjeneste. Og af at råde bod på de negative sider af vores afhængighed af den fysiske natur og af at udbedre de skader, som skyldes sociale organiseringsformer og økonomiske strukturer. Denne besættelse lever ofte på trods i institutionerne.

Erotiseringen af arbejdet Hvis den arbejdsbesatte bliver givet fri til selvledelse stiger kaos i organisationen let. Det er fatalt at tro, at selvledelse vil skabe selvregulerende, evolutionære mekanismer, der lader den bedste faglighed og de mest relevante ideer og koncepter gå af med sejren. Derimod stiger den interne konkurrence og den følelsesmæssige spænding i organisationen.

Intimteknologier er erotiske Intimteknologier er erotiske af karakter. Det er fordi de adresserer personens selvforhold og hans status på samme tid. De følgende intimteknologier er af relevans for det erotiserede organisation: Det strategiske nærvær, den strategiske anerkendelse, den strategiske tillid, den strategiske forudsætning af et fællesskab, den strategiske individualisering, den strategiske dialog, den strategiske coaching.

Agape Agape, næstekærlighed, er et begreb, der ikke fyldestgørende kan beskrives funktionalistisk. Det skyldes, at det kendetegnes af et sindelag, og dermed af grundstemninger, der er langt stærkere og involverende end dem, der kan rekonstrueres som mindstebetingelse for at den sociale interaktion fungerer nogenlunde gnidningsfrit. Sådanne grundstemninger er velvilje, seriøs interesse for den anden, omsorgsfuldhed, generøsitet og dyb glæde på den andens vegne.

Agape Det er under alle omstændigheder tilfældet, at enhver organisation har mere eller mindre udtalte, agapaiske tilstande og relationer, selvom disse måske ikke er markant iøjnefaldende. Venskaber, kammeratskaber, mesterlære-relationer, mentor-relationer, respekt, accept, solidaritet og imødekommenhed, findes, om ikke andet så sporadisk og lokalt, i alle organisationer.

Agape Agape kræver mere end en bremseklods-etik; det forudsætter viljen og ikke mindst evnen til at gøre sin normativitet levende gennem omhyggelig virkeliggørelse af basisværdier i enhver nok så ubetydelig handling. Agape handler ikke om at opføre sig ordentligt, om at undlade at gøre det, men har lyst til, men om at have lyst til det, man bør gøre. Her er den beslægtet med erotikken i den forstand, at dens grundlag er lidenskab.

Agape Det handler om at ville gøre det gode for det godes egen skyld, dvs. om at handle hinsides enhver funktionel bagtanke. Og det er svært.

Agapes grundholdninger Der er fire grundholdninger, som kan karakterisere det agapaiske sindelag, medfølelse skabende anger generøsitet venlighed.

Den frie organisation Balancen mellem den erotiske og agapaiske indstilling. Vi skal beskytte hinanden mod os selv. Den nye ledelsesopgave.