Litteratur 1 - Introduktion Kunst i det 20. århundrede og videre i et Huyssensk perspektiv.

Breaking News i et dansk og europæisk perspektiv på det 20. århundrede 1901: Systemskiftet - Parlamentarismen indføres i Danmark. 1909: Kvinder stemmer ved kommunalvalg. 1914-1918: Første verdenskrig. 1915: Kvinder stemmer på lige fod med mænd i DK ved nationale valg. 1917: Oktoberrevolutionen i Rusland. 1924: Danmark får sin første Socialdemokratiske regering. 1929: Wall Street krakker – økonomisk depression. 1933: Nazisterne kommer til magten i Tyskland. 1936-39: Den spanske borgerkrig. 1939-45: Anden verdenskrig. 1945: FN grundlægges. 1947: Indien deles og bliver selvstændigt. 1949: Nato etableres. DK med fra start. 1951: Kål- og stålunionen (senere EU) grundlægges. 1946-54: Frankrig fører krig i Vietnam. 1948: Staten Israel proklameres. 1954-62: Frankrig fører krig i Algeriet om og imod landets uafhængighed. 1955: Warzawapagten etableres. 1956: Sovjettropper slår oprøret i Ungarn ned. 1965 (ca.) -73: USA fører krig i Vietnam. 1968: Forår i Prag til Warzawapagten invaderer. 1968: Ungdomsoprøret 1973: Danmark bliver medlem af EF 1973: Oliekrise – Vestens afhængighed af billig olie fra mellemøsten bliver åbenbar. 1978: Deng Xiaoping kommer til magten i Kina. 1980'erne: Reaganomics and Thatcherism: Liberalisering og globalisering 1983-87: Brundtland-kommisionen nedsættes 1983 og afleverer sin rapport om bæredygtig vækst i 1987. 1989: Berlinmuren falder – Østblokken kollapser. 1990: Tysk genforening. 1999 og 2004: Nato udvides mod øst. 2001: 9/11. 2004: EU udvides mod Øst. 2009: Klimakonferencen i København ender uden resultat.

Hvorfor begynde med avantgarden? Avantgardens problem bliver problemet for kunsten i det 20. århundrede: Kunsten vil både kritisere samfundet og have gennemslagskraft. Men for at kunne kritisere må man stå uden for. Og står man udenfor, har man ingen gennemslagskraft. Avantgarde, modernisme og realisme er tre mulige svar på spørgsmålet om, hvad alternativet er til massekulturen.

Hvad er avantgarde? ”Avantgarde” betyder ”fortrop”. En fortrop befinder sig i et fjendtligt territorium og har en hovedstyrke bag sig. Som kunstbegreb bliver den rumlige metafor ”avantgarde” til en tidslig metafor. Fjenden er den samtid, avantgarden går til angreb på, men dermed også er helt bestemt af. Målet er ikke erobring, men en fremtid der ikke lider under samtidens skavanker.

Hvordan ser avantgardistisk kunst ud? Den er let at skelne fra realismen, men kan være vanskeligere at skelne fra massekulturen og især fra modernismen. Til højre to berømte værker af Marcel Duchamp. Øverst hans L.H.O.O.Q. fra 1919, og nederst Fountain fra 1917.

Dada: Menneske og teknik – Raoul Haussman (Dada Berlin)

Eksempler på avantgarden i midten: Warhols Marilyn Diptych 1962, Piero Manzoni Merda d'artista 1961 og Bjørn Nørgaards Hesteofringen 1969.

Kursets 4 -ismer Avantgarde: Går til angreb (er ofte performativ) på regler og skel. Vender sig mod kunsten som institution og værkets status. Har en tendens til ikke at anerkende fornuften. Modernisme: Er kritisk overfor det borgerlige samfund, som den typisk vil reformere, frigøre eller oplyse ved hjælp af kunst. Er ofte kritisk overfor fornuften, men ofte inden for fornuftens rammer. Realisme: Fortsættelse af den mimetiske tradition, men i det 20. århundrede er realismen ofte knyttet til en form for social indignation og bliver til egentlig socialrealisme. Massekultur: Kunstprodukter der produceres og sælges som varer til konsum eller underholdning, men som af den grund ikke behøver at være blottet for kunstneriske ambitioner og ofte bearbejder og bruger greb eller teknikker fra det kunstneriske område.

Huyssens essay Oversigt Konformisme har inficeret den tidlige avantgardes ikonoklastiske og omstyrtende bevægelse. Konformismen ses i den afpolitiserede kunst efter WWII, der slår igennem i kraft af institutionernes administrering af kulturen og i akademiets kanonisering af den avantgardistiske kunst – det vi gør ved at tale om den på den måde, vi taler om den på nu. I 1980 (og i dag?) er avantgarden et elitært projekt, uden forbindelse til politik eller hverdagsliv.

Huyssens essay Avantgarden var til og med den historiske avantgarde både kunstnerisk og politisk radikal. I det 19. århundrede var det naturligt at tænke kunsten som fortrop for politiske forandringer. Avantgarden står i modsætning både til det borgerlige samfund og den politiske venstrefløjs tendens til scientisme. I USA legitimerer borgerskabet sig aldrig gennem kunst.

Huyssens essay Om Peter Bürgers avantgardeteori Den historiske avantgardes mål var ”the reintegration of art into life praxis, the closing of the gap between art and life” (s. 7). Avantgarden ville ødelægge de institutioner som kunsten hører hjemme i. Avantgarden ville af med kunstens forbindelse til værkbegrebet. I det 19. århundrede bliver kunsten potenseret i kraft af at blive fri for stat og kirke: Den bliver autonom. I slutningen af det 19. århundrede er det ved at blive klart, at kunsten nu lider under sin autonomi: Autonomien er ved at gøre kunsten ligegyldig. Kunstens totale autonomi henvises der jævnligt til som ”l'art pour l'art” – det synspunkt at kunsten er til for kunstens skyld. Den historiske avantgarde gør ikke bare op med noget i eller ved samfundet. Den er kunstens modning til selvkritik: Avantgarden gør op med kunsten som institution. Tanken er revolutionær: Kunstinstitutionernes omvælten hænger uløseligt sammen med andre institutioners undergang. Der bliver ingen revolution: Derfor kalder Bürger avantgarden ”historisk”. I stedet bliver politikken æstetiseret i fascismen, i vesten bliver virkeligheden fiktionaliseret og i østblokken erstatter realismen virkeligheden (og bliver mere virkelig end den).

Huyssens essay ”The hidden dialectic” Avantgarden og massekulturen har et parallelt forhold til teknik. Avantgardens forfald modsvares af massekulturens frembrud. Massekulturen er betinget af masseproduktion og -reproduktion. Den skelner skarpt mellem hjem og arbejde. Den skelner mellem arbejdstid og fritid. Den er resultatet af teknologisk udvikling. Men avantgarden er også forandret af teknologien: Dels – som Bürger påpeger – ved at bryde med institutionerne, men også ved radikalt at bryde med den mimetiske kunst og forestillingen om det autonome og organiske kunstværk. De teknikker Avantgarden bruger - collage og montage, readymade – er i sig selv tekniske. Walter Benjamin har i – Kunstværket i den tekniske reproduktions tidsalder – påpeget, at evnen til at reproducere kunstværket ændrer dets status. Kunstværket og vores omgang med det, er helt og holdent bestemt af dets unikke karakter: Det har aura, siger Benjamin. Med evnen til reproduktion mister værket sin aura. Huyssen tilføjer, at det ikke alene er teknologien, der har afskaffet værkets aura: Det var en del af Dadas projekt at afskaffe værkets aura. Der er altså tale om en dialektik: Det er ikke bare teknologien, der ændrer kunsten: Avantgarden gør det også og den gør det ved at forme og ændre teknologien: Teknologi i sig selv er noget, man bruger til et mål uden for teknologien. Men avantgarden anvender teknologien til noget i sig selv formålsløst, og ændrer derved også vores syn på teknologien (og foregriber massekulturen).

Avantgarde vs. massekultur Avantgarden ville integrere kunst og hverdagsliv ville bryde med det autonome og organiske kunstværk benyttede sig af teknikker som collage, montage, readymade, shock og fremmedgørelseseffekt. Massekulturen har integreret kunst og hverdagsliv har brudt med det autonome og organiske kunstværk benytter sig af teknikker som collage, montage, shock og fremmedgørelse.

Integrating art into everyday life

Avantgarde i dag