Medicinpædagogik set fra et brugerperspektiv Udviklingskonsulent og Mb’er Poul Erik Svenningsen Center for Boområdet Aarhus Kommune

Medicinpædagogik og recovery - to sider af samme sag ”Ønsket giver ”viljen” glød, indhold, fantasi, det barnligt legende, friskhed og fylde. ”Viljen” giver ”ønsket” modenhed og myndighed. Uden ”ønsket” tappes ”viljen” for livsblod og bærekraft og dør let hen i selvmodsigelser.” (Irvin D. Yalom, Ibid) Ønsket – ”et mål for recovery” bør være udgangspunktet for medicinpædagogiske overvejelser

Når borgeren ”bliver udsat for” en behandling/indsats De referencer for behandling og støtte man har de pågældende steder, hvor borgeren søger behandling/bliver visiteret til, er afgørende for den indsats der bliver sat i værk Nogen gange er borgeren heldig og får den rette indsats Andre gange står borgeren magtesløs og må affinde sig med valget mellem en behandling, han/hun ikke ønsker eller ingenting Kvaliteten af indsatsen bliver usammenhængende, og kan i værste fald give en ”lag på lag effekt”, af mere eller mindre traumatiske hændelser Symptomerne fra disse traumatiske hændelser bliver ofte set som en del af sygdomsbilledet (diagnosen) Borgerens egne erfaringer og referencer (medicinhistorie) bliver ikke undersøgt og inddraget Borgere med en sindslidelse er i overvejende grad ”ydre styrede” (locus of control), hvilket betyder, at de har en tendens til at gøre sig afhængige af andre (Irvin D. Yalom) Udtræk af egne erfaringer med ”at blive udsat for” en behandling – senest i 2009 (ref. fra egen medicinhistorie udarbejdet som ”semiforskning”, på basis af journaler og subjektive oplevelser, koblet sammen med teori)

Medicinpædagogikken bør ”stå på” et solidt fagligt og evidensbaseret fundament Psykotiske/neurotiske reaktioner (syndromer) kan ses som tilpasningshæmmende forsøg på at mestre angst. Psykopatologi opstår i kraftfeltet mellem personens angst og hans eller hendes angst-bekæmpende forsvar (Irvin D. Yalom) Hvilken indsats skal der til for at skabe udviklings- og tilpasningsfremmende mestring (behandling og psykosocial rehabilitering)? Hvilken mestring er det medicinen skal understøtte (Lars Thorgaard)? Hvilke mål (mestring) skal være nået for at man kan stoppe med medicinen? Hvordan registrerer man medicinens virkning (rating scales), set ift. mestring og recovery? Hvordan vurderer man bivirkninger set ift. muligheden for mestring og recovery? Overordnet set, hvilket mål for recovery (”ønsket” i handleplanen) er det indsatsen, herunder medicinen skal understøtte? Undersøgelser viser, at når borgeren ønsker og tror på en behandlingsform, så kan der opstå en synergieffekt (placebo) mellem behandlingen (medicin) og troen på at det virker (Robert Dilts) Hvis man bygger medicinpædagogikken, eks. alternativer til medicin og selvadministration, ovenpå en uhensigtsmæssig og udokumenteret behandling/støtte, så vil det sjældent fungere

Fra borgeren der bliver udsat for en indsats, til borgeren der kvalificeres til at vælge en indsats Borgeren selv er den eneste der er gennemgående (centrum for erfaringer/medicinhistorie), og som møder forskellige behandlere og omsorgspersoner, der hver især tænker ud fra deres egne referencer Hvordan sikrer man, at de erfaringer borgeren bærer rundt på, inddrages, mhp at sikre den mest hensigtsmæssige behandling og støtte (undgå fejl og ”lag på lag effekt”), frem for at det er skiftende behandleres/omsorgspersoners referencer der er afgørende? Hvordan sikres det, at borgeren opnår viden og kompetence til, at vælge den mest hensigtsmæssige indsats, på et givet tidspunkt (psykoeducation, undervisning)? Hvordan sikres det, at borgeren udvikler sig fra at være ”ydre styret” til at blive ”indre styret”. Dvs., udvikler evnen til at mærke sig selv, tro på sig selv, vælge og handle derudfra og stille krav. Kort sagt, udvikle personlig integritet og autonomi? Hvordan sikres det, at medarbejderne udvikler sig fra i overvejende grad, at have en omsorgs- og støtte rolle til, at i højere grad at have en faciliterende konsulent rolle ift. borgeren? Vigtig spørgsmål og temaer som medicinpædagogikken/psykoeducation bør svare på. Og sluttelig medarbejderens rolle.

Medicininterview med midaldrende mand tilknyttet et botilbud, der får rigtig meget medicin ”Altså han er bedre vidende. Det er han selvfølgelig også, men han åbner munden meget med de der bedre vidende, og det synes jeg er træls….Og da jeg kom her, også da jeg var der nede i xxx og xxxxx, da har jeg for mange år siden sagt til mig selv, jeg kan ikke mere, jeg vil ikke mere. Så jeg tager bare de tabletter de giver mig, og så må vi se hvor lang tid det går.” Prøver du nogen gange at forberede dig med mødet med psykiateren? ”Nej.” Kunne du forestille dig at gøre det? ”Nej.” Det, ville ikke hjælpe noget? ”Nej.” Forestiller du dig at du med tiden skal skære lidt ned på medicinen, eller forestiller du dig at du skal have den resten af dine dage, eller gør du dig ingen tanker om det? ”Det gør jeg mig faktisk ingen tanker om, jeg tager en dag af gangen.” Eksempel på en (stærkt ”ydrestyret”) borger der nærmest helt har resigneret ift. selvbestemmelse og egen medicin

Medicininterview med kvinde sidst i 50’erne, tilknyttet et botilbud ”Jeg har fået medicin her siden jeg blev indlagt første gang (1971).” Det samme? ”Ikke det samme, men jeg har skiftet med det, og fået mere eller mindre.” Er det antipsykotisk medicin? ”Ja så vidt jeg ved.” Har du regelmæssig kontakt med en psykiater, eller… sygeplejerske? ”En sygeplejerske, jeg kan ikke holde ham ud.” Hvorfor? ”Jeg ved det ikke, han skræmmer mig.” Lytter han ikke på hvad du siger? ”Jeg ved ikke hvad det er for noget det hele. Jeg kan ikke lide at holde møde med ham.” Jeg kan huske dengang jeg var ude og snakke med dig til jeres husmøde, så sagde du at du havde en mistanke om at din medicin gav angst? ”Ja, det er rigtig”. At du får angst af medicinen, hvordan har du fundet ud af det? ”Ja, det er et godt spørgsmål, det er en bevidsthed når jeg tager det der medicin, det provokerer mig på en eller anden måde.” Det provokerer dig at skulle tage medicinen? ”Ja, det kan man godt sige.” Og det giver lidt angst? ”Nej, ikke, jo det provokerer mig lidt , at skulle tage det der medicin, og det frembringer angst på en eller anden måde.” Eksempel på en (”ydrestyret”) borger der ”bare” har fået medicin hele sit lange liv med sygdom, og som er forvirret/uafklaret/uvidene omkring det.

Medicininterview med en ung kvinde, der har diagnosen skizofreni , og som er tilknyttet både et botilbud og et behandlingsprogram ”Og så sluttede det af med, at de sagde, at jeg skulle have Abilify igen, fordi det sagde de, at, det tog man ikke på af. Så tog jeg det, men det blev jeg helt vild træt af. Selvom de siger, at det bliver man frisk af, men det gjorde jeg ikke. Jeg blev helt tvær og gik op og sov. Jeg blev helt vild træt. Og så tænke jeg bare, ikke ret lang tid efter, at jeg gider ikke at have det der medicin mere. Jeg vil gerne se hvordan det er at være uden medicin. Og det sagde jeg så til min behandler, og det synes hun var en dårlig ide.” Hvad siger hun så nu, hvor der er gået noget tid? ”Hun siger, at, hun siger ikke så meget, hun ved godt at jeg er stædig. Hun har ikke noget at sige. Hun har prøvet i et halvt år, over et år faktisk, at få mig til at tage medicinen.” Eksempel på en (”indrestyret”) borger, der insisterer på at mærke sig selv og sine behov, men som bliver overladt i et tomrum af mangel på støtte i hendes beslutninger omkring medicin. Iflg. Johan Gullberg, Dynamisk Psykiatri, er det absolut faglig forsvarlig det hun gør.

Medicininterview med ung kvinde, der har diagnosen skizofreni, og er tilknyttet et botilbud Du administrerer altså ikke selv medicinen? ”Jo, det plejer jeg at gøre for en uge ad gangen, men jeg kludrer lidt i det, så nu har de taget medicinen, og så skal de se at jeg tager det. Fordi, jeg har det der med, at jeg helst ikke vil have så meget medicin, vil helst se om jeg kan undvære det. Fordi, jeg synes, det er fedt, at jeg kan have det godt, at have gået en hel dag uden at have tage mine piller. Men, det bider sig selv i halen, for det er ikke den dag der er problemet, der er om en uge at konsekvensen viser sig.” Fra en case udarbejdet ud fra ovenstående medicininterview Bundlinjen rent medicinsk er altså nu, at xxx får to antidepressive præparater, to antipsykotiske præparater, et middel mod bivirkninger og et benzodiazepin som pn. medicin – altså 5 forskellige medicinpræparater, hvoraf de antipsykotiske præparater er i rimelig store doser. Eksempel på en (stærkt ”ydrestyret”) borger som gør sig afhængig af sine omsorgspersoner, og som i øvrigt er meget bange for at være alene. Derfor også et eksempel på en borger, der ønsker alle symptomer fjernet med medicin, som er glad for sin diagnose, der giver adgang til medicinen, og hvor Sundhedsstyrelsens anbefalinger ikke bliver overholdt.