EU’s økonomiske politikker – den 23. august Dagsorden: Introduktion til samarbejdet om EU’s økonomiske politikker og deres historiske baggrund: Praktiske informationer Karakteristik af EU EU’s økonomiske politikker Overstatslig- mellemstatslig Årsager til europæisk økonomisk integration – kort sigt-langt sigt EU økonomisk-politiske samarbejde Næste gang

Praktiske informationer Peter Nedergaard – pne@ifs.ku.dk Email blot, hvis der er spørgsmål, kommentarer, kritik etc. Faget er et eksamensfag og et opgaveskrivningsfag alt efter lyst. Kommunikationen foregår via Absalon. Fagets form: Forelæsninger med løbende spørgsmål/diskussioner. Diasshow lægges ud, men vi når muligvis ikke alt hver gang. Muligvis også en oplægsholder udefra.

• Hvad er EU for en størrelse? Politik kan på engelsk betyde både: 1) Polity (EU’s opbygning), 2) Politics (valg, partier, Interesseorganisationer i EU) 3) Policy (de konkrete vedtagne politikker i EU). Faget dækker EU’s economic policies. Men hvis nødvendigt for at forstå EU’s økonomiske politikker inddrages også Polity og Politics. Fagets hovedspørgsmål: Hvordan forklarer vi indholdet og udviklingen af EU’s økonomiske politikker?

EU’s politiske system EU er ét politisk system, men er ikke en stat. EU er imidlertid ingen stat. Har ikke ”monopol på legitim anvendelse af magt” (Weber) = stat. EU er noget nyt og ukendt i international politik. Langt mere end en international organisation, men ingen stat. En kvasi-føderation. Mod en føderation? EU’s politiske system producerer politikker af betydning for medlemsstaternes økonomi – ca. 85% af erhvervsreguleringen stammer fra EU-beslutninger.

To grundlæggende måder: Hvordan påvirker offentligheden/ borgerne/ virksomhederne EU’s politiske system? To grundlæggende måder: 1) Via politiske partier (Ministerrådet, Parlamentet,Kommissionen). 2) Via interessegrupper: a) nationale interessegrupper.b) Euro-organisationer. Især påvirkningen via Euro-organisationer er stigende.

1) Reguleringspolitik: Regler om den fri bevægelighed EU’s institutioner producerer forskellige former for politik (policies): 1) Reguleringspolitik: Regler om den fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og personer i det indre marked. JA 2) Udgiftspolitik: Overførsler via EU’s budget: landbrugspolitik, regionalpolitik, forskningspolitik. JA 3) Makroøkonomisk politik: ØMU. Rentepolitik. JA Vekselkurspolitik. Koordination og gennemgang af medlemslandenes skatte- og beskæftigelsespolitik. 4) Borgerrettede politikker: Rettigheder. Retspolitik. Schengen. Asyl. Indvandring. Politisamarbejde. EU statsborgerskab. NEJ 5) Udenrigspolitik: Handelspolitik, eksterne relationer. JA Fælles sikkerhedspolitik. NEJ

EU’s økonomiske politikker 1) Indre marked – fire friheder – tidligere fællesmarkedet 2) Handelspolitikken – fælles politik i kraft af toldunionen – forskel fra frihandelsområdet EFTA 3) Landbrugspolitikken – den første fælles udgiftskrævende politik – moderpolitikken – ønske om europæisk interessesammensvejsning og studehandel

EU’s økonomiske politikker 4) ØMU – spill-over fra Indre marked – men hvor omfattende? – den manglende finanspolitik. ØMU-sammenbrud eller føderalisering? 5) Energi- og klimapolitik – krisepolitikken, der blev hot. Europæisk eller national? 6) Transport- og regionalpolitikken – transport: den ukendte politik med de store virkninger Regionalpolitik: EU’s socialhjælp.

EU’s økonomiske politikker 7) Arbejdsmarkedspolitikken – gensidig læring – soft law – virker den? Hvilke lande lærer af hvem? 8) Industri- og forskningspolitikken – selektiv og generel støtte? Hvad virker bedst? 9) Bistandspolitikken – hvad betyder bistandssupermagten – idealisme eller egeninteressevaretagelse?

Overstatslige/ supranationale/føderale beslutningsmåde dominerer de økonomiske politikker Reguleringer; udgifter; visse makroøkonomiske politikker. Kommissionen har her den udøvende magt. Kommissionen har monopol på politiske initiativer. Normalt stemmes der med kvalificeret flertal i Ministerrådet. • Europa-Parlamentet er integreret i beslutningsprocessen. • Domstolen har fuld kompetence til at sikre overholdelsen af de udstedte regler.

Mellemstatslig/ intergovernmental beslutningsmåde findes på enkelte områder De fleste makroøkonomiske politikker (Ø’et i ØMU) vedtages via en mellemstatslig beslutningsproces. Ministerrådet er det vigtigste udøvende og lovgivende organ. • Normalt er der enstemmighed på området. • Kommissionen kan alene komme med ideer. Europa-Parlamentet bliver alene konsulteret af Ministerrådet. Domstolen har meget begrænset kompetence

Årsager til europæisk økonomisk integration på kort sigt I 1) Økonomiske: --- a) færre transaktionsomkostninger (f.eks. regler, mønt osv.) --- b) stordriftsfordele (f.eks. virksomheder med større produktionsserier)

Årsager til europæisk økonomisk integration på kort sigt II 2) Politiske: --- a) eksternaliteter (f.eks. miljø) --- b) troværdighed (f.eks. sikkerhedspolitik, fælles valuta) --- c) forsikring (f.eks. støtte ved makroøkonomiske kriser)

Årsager til europæisk økonomisk integration på kort sigt III 3) Interesser: --- a) pakkeaftaler (f.eks. hvis integration her, så også integration dér) --- b) pres fra virksomheder (f.eks. på grund af ønsket om ens konkurrencevilkår) --- c) pres fra lønmodtagerside (f.eks. stærkere regulering af arbejdsmiljø for at undgå ”unfair” konkurrence) --- d) EU-institutionernes egeninteresse (f.eks. når et DG fremmer EU-samarbejdet)

Drivkræfter i europæisk historie/ integration på langt sigt: 1) Tekniske fremskridt = irreversibel 2) Politisk idealisme = reversibel (baseret på politisk-økonomisk teori af Willem Molle)

0 – 1815: Det fælles fundamentet for europæisk integration Palæstina: Kristendom, næstekærlighed (solidaritet), lighed • Grækenland, demokrati • Rom, ret, latin • Karl den Store (Charlemagne) • Napoleon versus Storbritannien. • Napoleonskrigene – nederlag, men harmoniserede kontinentet.

1815 – 1870: Økonomisk integration og industriel revolution Britisk lederskab, ideen om frihandel, Smith, Ricardo • Samarbejde om transport (flodtrafik) og kommunikation (post) • Valutaunioner • Infrastruktur (jernbaner) • Fransk-tyske krig 1870

1870 – 1914: Den økonomiske integration går i stå Gradvis voksende nationalisme og europæisk rivalisering • Voksende protektionisme (told), men også fortsat temmelig fri bevægelighed for produktionsfaktorer som arbejdskraft og kapital • Guldstandarden basis for nationale valutaer • 1. verdenskrig 1914

1914 – 1945: Disintegration Versailles-freden: ret til selvbestemmelse, dvs. mange nye stater Folkeforbundet meget idealistisk og svagt (USA udenfor) Wall Street-krakket: protektionisme og massearbejdsløshed 2. verdenskrig 1939

1945 – : Integration på ny Amerikansk lederskab, ideen om frihandel og internationalt samarbejde Et væld af nye internationale organisationer baseret på amerikansk eller stormagtslederskab: FN, IMF, Verdensbanken, GATT, OECD Europa: Benelux, Nordisk Råd, Europa-Rådet, WEU, EF, EFTA

Nøgleår i EU-integrationen: EKSF………………………………….....1952 EØF, EURATOM…………………….….1958 Landbrugspolitikken………………….1964 Luxembourgforlig……………………..1965/66 Toldunion………………….…………....1968 UK, DK……………………….……….….1973 EMS………………………………..…..…1979 Indre marked……………………..…..…1985 Fælles Akt…………………………...…..1987 Unionstraktat………………………..…..1993 Amserdamtraktaten…………………….1996 Luxembourgprocessen………………..1997 Lissabonstrategien…………………..…2000 Nicetraktaten………………………….….2001 Østudvidelsen…………………………...2004 Udkast til Forfatningstraktaten…..……2004 Lissabontraktaten………………………..2009

1970’erne – krise og valutauro Wernerplanen 1972, endte med ”slangen i tunnelen”, EMS 1979 - Direkte valg til EP 1979 Britisk genforhandling – regional støttepolitik til bl.a. britiske kriseområder - Britiske budgetspørgsmål – først løst i Fontainebleu 1984

1980’ernes begyndelse - der lægges an til mere integration Cassis de Dijon-dommen 1983 – gensidig anerkendelse af hinandens forskelligartede regler Fælles akten Hvidbogen om det indre markedprogrammet: 1985 - pres fra European Round Table of Industrialists - Delors: spill-over til ØMU - Kompromis mellem UK og resten: mere markedsintegration - Samlet pakke - - Cecchini-rapporten - Dead-line - Indre marked 1992

1990’erne – integration og modreaktion CAP reform 1992 Maastrichttraktaten ØMU (tre trin) + politisk union ØMU: Tyskland: stærk uafhængig ECB – Frk. politisk legitimeret ECB. UK imod. Politisk union: Tyskland for stærk politisk union med føderalistiske træk og styrket EP. Frk. for svag politisk union. UK imod. EU’s tre søjler: 1) EF + 2) FUSP + 3) RIA. EP noget styrket: ret til at kræve undersøgelser, ombudsman, mere under samarbejdsproceduren.

1990’erne – integration og modreaktion Ratifikation: Nej i DK, næsten nej i Frk. Svaret: ÅND – Åbenhed, Nærhed, Demokrati Danske undtagelser: ØMU, retssamarbejde, forsvar og statsborgerskab Alt dette samtidig med østblokkens fald.

1990’erne – integration og modreaktion Udvidelse med Østrig, Finland, Sverige (tidligere EFTA/EEA = fælles indre marked for visse varer og tjenesteydelser, men ingen indflydelse på EU’s beslutningsproces) - Norge og Schweiz bliver de eneste kontinentaleuropæiske lande uden for EU, som heller ikke søger om at blive optaget - Amsterdam-taktaten 1997 – arbejdsmarkedspolitik, dele af RIA til EF (”søjlespring”) - Santer-Kommissionen træder tilbage 1999

2000’erne – stor udvidelse og økonomisk krise Nice-traktaten 2001 – nye stemmevægte - Konventet 2002-2004 - Forfatningstraktaten 2004: 75 % ind under samarbejdsproceduren med kvalificeret flertal - Lissabontraktaten: store dele af forfatningstraktaten videreføres heri

2000’erne – stor udvidelse og økonomisk krise 8 østbloklande samt Malta og Cypern med gradvis tilpasning fra 1989 (Phare + Europa aftalerne) Big Bang i stedet for blot Polen, Tjekkiet og Ungarn UK for Big Bang; Tyskland og Frankrig imod EU blev fanget af egen retorik; historisk forpligtelse - Polen, Tjekkiet og Ungarn med i NATO i 1999= lettere for andre lande at komme med i EU p.g.a., at man ville undgå mistanke om kobling

Fra København til København angående nye udvidelser Københavnerkriterierne: - demokratisk styre - menneskerettigheder - markedsøkonomi - administrativ kapacitet - accept af aquis communautaire + EU absorberingskapacitet Optagelsen besluttet på topmødet i det Europæiske Råd i København december 2002

2000’erne: Udvidelser efter 2004: 2006: Bulgarien og Rumænien - Kroatien - Montenegro - Serbien - Makedonien - Bosnien - Albanien - Tyrkiet - Ukraine

2000’ernes slutning Krise: finanskrise og realøkonomisk krise Betydning for EU’s økonomiske politikker: A) Indre marked: statsstøtte accepteres i vidt omfang (især til bilfabrikkerne) B) ØMU: offentlige budbetunderskud og gældsætning i sydeuropæiske lande, græsk nær-kollaps, tvinger Kommissionen til at agere kvasi-finansministerium C) Handelspolitikken: mindre tilbøjelighed til ekstern frihandel D) CAP: reformtilhængerne trænges tilbage E) Industripolitik: tilbage til den selektive industripolitik (grønne investeringer)?

Næste gang Teoretiske vinkler på studiet af EU’s økonomiske politikker