Procedurelle krav Krav om at følge en bestemt procedure, indsamle bestemte oplysninger og/eller nedfælde dem på en bestemt måde i det dokument, som er grundlag for det offentliges behandling af sagen

Artefakter ”Mennesket udvikler kontinuerlig artefakter og bruger dem i olika typer sociale praksisser. Eksempel på slike artefakter er blyanten, papiret, en behandlingsmetode, datamaskinen, standardskemaet som udfyldes af brugere ved førstegangsbesøket på socialkontoret, etc. Artefakterne får sin betydning gennem den måde de bliver brugt på i menneskets virksomheder i ulika typer praksis.” (s.70, Nygren, 2004)

Omgivelsernes betydning Klienternes indgang i socialforvaltningen går igennem et rygerrum med slidte plasticstole og et bord med cigaretmærker i. Derefter kommer de ind i et lyst og åbent rum med blå træstole fra Ikea rundt langs væggene. I den ene ende af rummet er en skranke, hvor klienter henvender sig til en sekretær for at anmelde sig. Derefter låses en dør op i modsat side af indgangsdøren, og en sagsbehandler kalder på klienten, som derefter følges med hende ned af en smal gang til hendes kontor. Kontoret er på 2x3,5 m. Den rummer et skrivebord med en skærm. Socialsekretæren sidder bag bordet på en høj kontorstol, og klienten sidder på en alm. stol. Det er først nu samtalen og klientbehandlingen begynder.

Arbejde med særligt udsatte børn og tiden i forvaltningerne gennemsnit 3,5 samtaler med forældremyndighedsindehaver (det sidste år) dem med den længste kontakt til forvaltningen får færrest samtaler 12 % har der slet ikke været samtale med (det sidste år) forskel ml. kommunerne på længden af samtaler. Samtaler over 1 time svinger fra 29 % til 42 %. De fleste er mellem 0,5 og 1 time. 16 % foregår som hjemmebesøg, 65 % på sagsbehandlerens kontor. Forskel imellem kommunerne (Ebsen, 2001)

Effektivitet, som handler om at vide hvad der er den bedste indsats, og dernæst om at tilrettelægge den, så den kan udføres med så få ressourcer som muligt Legitimitet, som handler om at gøre det som andre forventer og anerkender som det rigtige

Effektivitet – hvad er godt for: 1.Personen med nedsat funktionsevne 2.Evt. for dennes forældre Og hvordan opnås det: 4. Samarbejdsstruktur – Mødevirksomhed - procedurer 6. Kultur - omgangsform Legitimitet – anerkendelse af de rette handlinger: Anerkendelse af chefer og politikere Anerkendelse fra samarbejdsparter (lærere, pædagoger, sygehus, m.v.) Anerkendelse fra fagfæller

A.Effektivitet og legitimitet B.Sagsbehandleres frihed til at handle C.Balance mellem regler og frihed

”Resultatet af organisationens behov for at tilvejebringe detaljerede retningslinjer er dobbelt: Det placerer frontmedarbejderen under et meget intenst tidspres, da reglerne forøger kravene, hvilket underminerer reglernes foreskriftsagtige og lige natur.”(Protta, 1979 s.92)

Al sand hjælpen begynder med ydmygelse, Hjælperen må først ydmyge sig under den, han vil hjælpe, og herved forstå, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, (…) at det at hjælpe er villighed til indtil videre at finde sig i at have uret, og i ikke at forstå, hvad den anden forstår (…) der som du ikke kan begynde således med ham, at han finder en sand lindring i at tale med dig om sin lidelse (…) så kan du heller ikke hjælpe ham, han lukker sig for dig, han lukker sig inde i sit inderste – og præk så du kun for ham.” (Søren Kirkegård,bind 18 samlede værker)

Forslag til at forandre : –Sociale profiler a la sundhedsredegørelsen på centralt informationssted – henvis til funktionsevnemetoden –Specialiserede handicapsagsbehandlere med fuld kompetence i kommunerne – opfordre til hjemmebesøg –Socialrådgivning tilknyttet sundhedssektorens landsdels centre –Sikre borgerens ekspertrolle bruges – ideen i funktionsevnemetoden –Brug de lokale handicapråd til at diskutere hvad det gode formål er og hvordan ”hjælperne” bør handle og agere – stil krav om at der bliver målt på indholdssiden lokalt – lyttemodellen fra Bengtsson –Brug de regler der er