Udviklingsseminar - om sociale og personlige kompetencers betydning for fastholdelse af psykisk sårbare medarbejdere

 Kort præsentation af deltagere  De gennemførte interviews  Hypoteser baseret på interviews  Diskussion og udveksling af erfaringer Dagsorden

 Hvem er jeg  Hvad er min erfaring med psykisk sårbare og arbejdsmarkedet  Hvad tror jeg er den væsentligste sociale eller personlige kompetence ift. psykisk sårbares fastholdelse i job? Præsentation af deltagere

 Vi har pt. gennemført interviews med 3 medarbejdere og 4 arbejdsgivere samt én auditering af 6 Væksthus forløb i målgruppen  Fokus i interviewene: o Særlige personlige, sociale eller faglige sociale kompetencer som har hjulpet medarbejderen med at fastholde jobbet – eller været årsag til frafald o Tanker, adfærd eller strategier som medarbejderen har anvendt til at håndtere sine psykiske og sociale udfordringer under ansættelsen  Trods forskelle på interviewene har vi identificeret en række fællestræk  Vi har formuleret 7 hypoteser, som vi gerne vil drøfte med jer Interviews

Hypotese #1 Hvis medarbejderen besidder en basal ”indlæringsvilje” er de faglige kompetencer mindre væsentlige, da de kan tilegnes i jobbet

Hypotese #2 Det bidrager til chefens og kollegernes ”omsorgsgen” at medarbejderen fortæller sin personlige historie, også de svære dele - men der er en hårfin grænse

Hypotese #3 Fravær kan lettere accepteres af arbejdsgiveren, hvis medarbejderen udviser ansvar for de opgaver, han/hun ikke kan varetage i sygdomsperioden – fx ved at foreslå alternative løsninger

Hypotese #4 Medarbejdere, der fastholdes i job, er ansvarsfulde men ikke perfektionistiske – det kan være en ulempe at være for ansvarsfuld

Hypotese #5 Arbejdsgiveren kan acceptere den medarbejder, som ikke ”kan”, men han har svært ved at acceptere den medarbejder, som ikke ”vil”

Hypotese #6 Medarbejderens fysiske fremtoning (vægt, hygiejne, etc.) kan gøre det svært for medarbejderen at blive respekteret af chef og kolleger

Hypotese #7 Faglige kompetencer kan ikke kompensere for manglende personlige og sociale kompetencer

Kvinde sidst i 30´erne. Haft problemer med forskellige former for fobier, social angst med angstanfald og iflg. hende selv depressionslignende symptomer siden hun var i starten af 20´erne. Hun fik på et tidspunkt fjernet sine to børn, hvilket gav hende et stort knæk, fordi hun altid havde drømt om blive mor og være den gode familie. Dette – sammen med en kraftig overvægt – betød, iflg. hende selv, at hun fik det dårligere og dårligere og fik ovenstående symptomer. Hun har været i flere forskellige terapiforløb. Har aldrig villet have medicin, da hun synes, at dette sløver hjernen. Indtil for et par uger siden har hun aldrig haft et job. Har forsøgt at begynde på at par uddannelser; herunder VUC, men har ikke kunnet gennemføre pga. sin tilstand. De psykiske problemer gav fysiske symptomer som halsbetændelse, influenza, blærebetændelse og migræne. Efter en del terapi – både individuelt og mere kognitivt orienteret gruppeforløb – kom hun i et kombineret behandlings- og beskæftigelsesrettet forløb, hvor man gik i forløb med andre i samme situation. Det var også meningen, at hun skulle i praktikforløb, men hver gang det var aktuelt blev hun angst og ked af det og kunne ikke gennemføre det. Herefter kommer hun i aktivering på Væksthuset, hvor hun er i 7 ½ måned. Her deltager hun i samtaler og praktiksøgning. Efter 6 uger bliver der etableret praktik i børnehave. Herefter er hun i 5 succesfulde praktikforløb to forskellige steder (indenfor børnehaveområdet), hvorefter hun ender med job med løntilskud i en tredje institution. Inden ansættelsen valgte hun at fortælle sin kommende chef, at hun tidligere havde haft depression og angst. Chefen havde først haft forbehold mod at ansætte hende pga. dette, men da hun fortalte, hvordan hun håndterede det, havde hun alligevel fået jobbet. Hun har ikke fortalt chefen, hvorfor hun har haft symptomerne, men hvordan hun håndterer det og at hun pga. sin håndteringsevne ikke har haft et angstanfald i halvandet år. Hun fortæller ikke sin kolleger om sine tidligere problemer. Det eneste hun fortæller er, at hun kan have svært ved at holde pauser og huske at passe på sig selv. Derfor aftaler hun med sine kolleger, at de skal prikke hende på skulderen og minde hende om at gå til pause. Hvis ikke hun laver disse aftaler brænder hun ud. En succeshistorie blandt de interviewede

Nedenfor følger uddrag af interviewet, hvor hun fortæller om sin måde at håndtere det på, når hun mærker, at samtalen bliver for privat: Jeg skal blive bedre til voksenkontakt – både personale og voksne. Når jeg skal slå over fra at være pædagog til personlig. Hvad lavede du i går? Hvordan går det med dine børn? Den almindelige kommunikation mellem voksne. Den kan jeg godt mærke, at den kommer for tæt på. Jeg skal lære at fortælle det jeg gerne vil fortælle og sige nej tak til resten. Hvordan lærer man sådan noget – kan man lære det selv? Jeg har været gennem terapi i mange år. Man kan svare på mange måder. Man kan også svare på måder, så snakken lukker. Når folk spørger ind til områder, som ikke er så rar, så svarer jeg med informationer der er tilstrækkelige, men som også lukker samtalen. Kan du give et eksempel på det? For et år siden blev jeg opereret pga. vægt, så spørger folk hvad jeg vejede før. I stedet for at svare, så siger jeg, at jeg ikke går så meget op i det, men bare, at tallet er blevet mindre. Hvis folk spørger mere ind, så siger jeg, at jeg kun ser på det der forsvinder – altså på de 80 kilo. Har du selv fundet på det? Nej, det er i terapien: sig, hvad du vil fortælle og hvad du har det godt med bagefter ift. at komme ud af samtalen. Derfor fortæller jeg om de 80 kilo, jeg har smidt – det er det jeg fokuserer på og så er fokus rykket væk fra det tal (hvor meget jeg vejer/vejede), som de spørger om. En succeshistorie blandt de interviewede (fortsat…)

Og her er et uddrag, hvor hun fortæller om, hvordan hun håndterer det, når et angstanfald kan være under opsejling: … hvis min angst den begynder at prikke mig på skulderen, så er der mange, der bruger huskekort […]. Det gør jeg ikke. Jeg tæller led i min krop. Storetåled, tåen ved siden af, ankelled, knæled hofteled hele vejen. Så får jeg fokus et andet sted Så forsvinder angsten… Hvor lang tid tager det? Det kan tage lang tid. Det kan tage timer. Det kan tage fra 5 min. til halvanden time. Der er nogle led, der skal tælles? Ja og er det ikke nok at tælle led [..], så tæller jeg nogle andre ting, negle og… Vil det sige, at du godt kan bære den oplevelse af angsten er på vej i halvanden time? Nogle gange kan jeg. Andre gange kan jeg ikke og så vinder den. Det er snart halvandet år siden, at jeg har mærket i ret rigtigt voldsomt angstanfald Når du tæller led, kan du så godt fungere i en arbejdssammenhæng eller er du nødt til at gå ind ved siden af og tælle led? Jeg kan godt fungere samtidig. Så du kan godt have en relation til et barn eller en voksen samtidig med at der kører en indre tællemasking? Ja det kan jeg godt og hvis ikke jeg kan koncentrere mig om tallene, så bøjer jeg bare lige tåen så jeg kan mærke den, nå ja den er der, så bøjer jeg anklen eller knæet, så bevæger jeg det led, jeg tæller, så jeg ved hvor jeg er kommet til. En succeshistorie blandt de interviewede (fortsat…)

 Hvilke hypoteser er I blevet mere sikre på er rigtige?  Hvilke hypoteser er I blevet mere usikre på er rigtige?  Hvilke nye hypoteser har I fået? Afrunding