Vælgervandringer (holdundervisning i uge 11; holdtime 7.2.) v/ Peter Nedergaard 1

Dagsorden for dagens holdtime Hvorfor stemmer man på bestemte partier – og hvorfor ikke? Volatilitet – hvad er det? Partisystemer 3. Hvem danner regering? 4. Åbne og lukkede partisystemer Firpartisystemets opbrud i Danmark 2

Hvorfor er valg vigtige: Repræsentationsbegrebet Valg er vigtige, fordi vi ved dem vælger de personer, som skal repræsentere os. Repræsentationsbegrebet har skiftet betydning over tid. Gået fra at være lig med ”at handle på en andens vegne” og til ”at repræsentere borgernes ønsker”. Direkte repræsentation: direkte demokrati – Rousseaus ideal. Indirekte repræsentation: indirekte demokrati – de amerikanske føderalisters (fx James Madison) ideal.

Hvordan skal repræsentationen finde sted? 1) ”Mikrokosmos”-repræsentation: Det valgte organ skal afspejle være en slags miniportræt af vælgerbefolkningen med hensyn til en række karakteristika. Problem: Hvilke nøglekarakteristika skal udvælges (køn, etnicitet, klasse, religion osv.). Aktualitet: kønssammensætningen i regeringen, manglende ministre fra Vestjylland, etniske minoriteters repræsentation i kommunalbestyrelserne osv. 2) ”Arbejdsdelings”-repræsentation: Vælgerne vælger repræsentanter, som holder øje med, at deres interesser bliver varetaget. I moderne samfund er denne repræsentation monopoliseret af de politiske partier. Denne repræsentationsmodel har ført til faldende valgdeltagelse og nye deltagelsesformer er opstået – fx i form af interesseorganisationer og sociale bevægelser. Robert Dahl var en stærk talsmand for denne modificerede form for arbejdsdelings- repræsentation i moderne demokratier.

Valg og valgdetagelse To måder at opgøre valgdeltagelsen på: 1) Antal stemmer divideret med antal vælgere i den stemmeberettigede alder. 2) Antal stemmer divideret med antal registrerede vælgere. I mange lande er 2) >> 1). Fx Sydafrika 1999 89,3 % >> 63,9 %. I DK er 2) = 1). Der er i de fleste demokratier sket et fald med hensyn til valgdeltagelse de seneste 20 år, men der er også undtagelser fra denne tendens. Måske er der også blot tale om en midlertidig tendens på grund af Berlinmurens fald (hvorfor skulle Berlinmurens fald kunne føre til en lavere valgdeltagelse?).

At stemme eller ikke at stemme ved valgene Forklaringer på, hvorfor vælgere ikke stemmer ved valgene Moderniseringsteoretikerne: I det post- industrialiserede samfund bliver borgerne mere tilbøjelige til at sætte spørgsmålstegn ved de traditionelle måder at udøve indflydelse på i den politiske beslutningsproces. Social forandring: Opløsningen af klassekonflikterne og de religiøse bindinger er ensbetydende med mindre tilbøjelighed til at stemme på de partier, som bygger herpå. Fremvoksende individualisme. Utilfredshed med partierne: Faldende loyalitet overfor enkeltpartier over tid. I en ekstrem situation kan dette udvikle sig til, at politiske partier udvikler sig til rene valgmaskiner (til en vis grad fungerer de amerikanske politiske partier således). Institutionelle faktorer: Eksistensen af ”sikre” valgkredse kan føre til, at man undlader at stemme (gælder for flertalssystemer).

Teoretiske modellers forklaringer på faldende valgdeltagelse: Lipset-Rokkan modellen: En kulturel forklaringsmodel: Borgerne ser sig først og fremmest som medlemmer af socio-kulturelle fællesskaber. Disse har knyttet bestemte partier til sig. Hvis disse partiers budskab ikke bliver hørt i den politiske proces, vil nogle af deres vælgere overveje ikke at stemme ved valgene. Michigan-modellen: En sociologisk partiidentifikationsforklaring: Politologer fra University of Michigan i 1950’erne og 1960’erne. For borgerne er politiske og sociale institutioner (klasse, familie især) afgørende for, hvilke partier vælgerne stemmer på. Et ændret klassetilhørsforhold er ensbetydende med ændret stemmeafgivning. Kritiseret for at undervurdere ideerne betydning fx for venstreorienterede og grønne partiers opståen. Rational choice-modellen: Vælgere antages at have en rationel, nyttemaksimerende adfærd på baggrund af givne præferencer. Hvis intet parti svarer hertil, vil vælgeren undlade at stemme. I en ekstrem version: Det er i det hele taget irrationelt at stemme, fordi omkostningerne for den enkelte vælger ved at stemme er meget større end den mulige gevinst. Kaldes: ”the paradox of vorting”. Både model 1), 2) og 3) er muligvis i større eller mindre udstrækning tidsbestemte.

Partifamilier som basis for sammenligning Hvordan sammenligner vi politiske partier? Én mulighed er via begrebet om partifamilier. Gallagher – tre vigtige karakteristika, hvorved vi kan definere partifamilier: Fælles ”genetisk” oprindelse, dvs., at de er dannet i en bestemt periode som svar på et særligt sæt af omstændigheder. Formel forbindelse til lignende partier på tværs af nationale grænser – fx partigrupper i Europa-Parlamentet. Fælles syn på politik (statsinterventionisme vs. markedsliberalisme). Tre grupper af partifamilier: Partifamilier til venstre – socialistpartier/socialdemokratier – SI; kommunistpartier, nye venstre – underopdelinger. Partifamilier i centrum-højre – kristendemokrater, ”sekulære” konservative, liberale og højreorienterede partier – underopdelinger. Andre partifamilier – landbrugsorienterede partier, grønne, nationalistpartier, regionale partier, etniske partier underopdelinger. Danske partier: Enhedslisten, SF, S, RV, V, K, DF – hvor skal de rubriceres? Hvad med V: 2) eller 3)? Er grønne partier ikke venstreorienterede? Er nationalistpartier højreorienterede? Er der tale om en meget europæisk opdeling? Hvad med fx peronistpartier Argentina?

Hvorfor støtter man et bestemt parti? Sociologisk/ socio-kulturel model – Lipset-Rokkan modellen: Tre moderne traumer (og kløfter): a) reformationen (prot.- vs. katolik), b) nationale revolutioner (”nationale” vs. regionale partier) og c) industrielle revl. (arb.givere vs. arbejdere) – identificeres på baggrund af klasse, religion, sprog osv. Lipset-Rokkan modellen søger at forklare en opståen af otte forskellige partityper inden for forskellige lande. Kritik af Lipset-Rokkan modellen: a) Det teoretiske fundament for modellen er svagt. Hvorfor er netop disse kløfter udvalgt? Gælder de længere? Hvad med de postmaterielle værdier? b) Der er en implicit antagelse om, at disse kløfter ”fryser” fast. Hvorfor vil netop disse kløfter bestå? c) Modellen er næsten udelukkende baseret på europæiske erfaringer.

Hvorfor støtter man et bestemt parti? Michigan-modellen: Det er den bedst kendte model med henblik på forklaring af partiidentifikationen. Udarbejdedes i 1950’erne. Ifølge Michigan-modellen er en vælgers valg afhængig af tre faktorer: a) vælgerens fortolkning af kandidaterne, b) partiernes politik og c) partiernes forbindelse til bestemte samfundsgrupper. De udgør til sammen kanaler for partiidentifikationen. Hovedtrækkene i Michigan-modellen er følgende: Flertallet af vælgere danner et tilhørsforhold til et politisk parti, der i hovedsagen er ”arvet” fra deres familier. Denne partiidentifikation hjælper vælgeren med at filtrere politisk information. Folk opretholder deres alliancer for lang tid ad gangen. Folk kan stemme mod ”deres” parti enkelte gange, selv om de opretholder deres partitilhørsforhold.

Hvorfor støtter man et bestemt parti? Rational choice-modellen: = stemmeafgivning er et middel snarere end et mål i sig selv. Man stemmer på et parti, som mest sandsynligt vil ”maksimere” deres egne individuelt (opfattede) fordele, såfremt de bliver valgt. Kan også efterfølgende straffe regeringer, fordi de ikke har levet op til det lovede.

Hvordan måler vi vælgerskift? 1) 1. Survey-data - Kan give informationer om brutto-vælgerskift - Vi kan spørge om tilknytning til bestemte partier (identifikation), overvejelser m.h.t. valg af parti ved valg, rapportering af stemmeadfærd ved sidste valg osv. Usikkerhed: hukommelse, oprigtighed, stikprøvestørrelse mv.

Hvordan måler vi vælgerskift? 2) 2. Observeret stemmeadfærd – volatilitet - Kan give information om netto-vælgerskift. - Pedersens volatilitets indeks: Ændring i partiers stemmeandel fra valg til valg. - Vi kan se dem, der faktisk skifter parti. Ikke dem, der overvejer det. - Måles netto – ikke bruttoskift, dvs. vi får ikke det totale antal vælgere, der skifter ved valgene. Indekset er følsomt overfor antal partier (flere partier giver højere nettovolatilitet) 13

Hvad forklares forskelle i volatilitet? 1) 1. Sociale og organisatoriske bånd - Kulturel segmentering (distinkte sub-kulturer) - Organisatorisk ”tæthed”: medlemskab af partier, fagforeninger, kirker osv. 2. Partisystemet - Antal partier - Den ideologiske afstand mellem dem bestemmer de reelle valgmuligheder for vælgerne 3. Institutionelle forhold - Forfatning, valgret, - Valgsystem: incitament til strategisk adfærd 14

Holland: Politiske sportsklubber og dagblade i tilknytning til Arbejderpartiet 15

Hvad forklarer forskelle i volatilitet?2) 4. Valgdeltagelsen - Mobilisering og skævhed i støtten til partierne. 5. Holdninger til det politiske system: mistillid og protest - Udløst af bestemte begivenheder (skandaler, kriser eller stigende utilfredshed. 6. Socio-økonomisk udvikling -Betydning af uddannelse, højere velfærd, ændret social struktur mv. Mod større individualisering og ændrede gruppetilhørsforhold. 16

Protest og utilfredshed i 1960’erne 17

18

Er det godt for demokratiet at have høj eller lav stabilitet? Total stabilitet: - Mangel på konkurrence og incitamenter for partierne - Mangel på input fra vælgerne ved valgene (evt. input i form af partimedlemsskab i stedet for) Total ustabilitet: - Vanskeligt for partier at planlægge deres politik - Vanskeligt at udvikle stabile samarbejds- og konfliktmønstre Er der et optimalt niveau? 19

Peter Mair (1997b). The Problem of Party System Change Skelne mellem partiforandringer og partisystemforandringer Der kan sagtens ske store forandringer af partierne uden, at partisystemet ændrer sig. Fx Labour 1945 og New Labour 1995 eller Socialdemokratiet 1945 og i 1995. Store ændringer af partierne, men små ændringer af partisystemet.

Partisystemets ændringer = ændringer, når der sker ændringer i systemet for interaktioner mellem de politiske partier. Når et partisystem ændres fra en type partisystem til et andet. Fx fra et lukket til et åbent partisystem: Italien 1990 -2010. Har enkeltpartier betydning for partisystemet? Ja, hvis partiet befinder sig i partisystemets kerne og ikke, hvis det er i periferien.

Årsager til ændringer i partisystemet Sker på grund af skift med hensyn til ideologi, strategi, valgresultater. Hermed ændres konkurrenceforholdet mellem partierne. Fx hvis et kommunistparti forsvinder eller omdannes. = ensbetydende med et mere pluralistisk og åbent partisystem. Eller Venstre fra landbrugsparti til liberalt byparti?

Er ændringer i partisystemet ensbetydende med ændringer af Lipset/Rokkans kløfter Frosne kløfter 1920-1970. Herefter optøning. Det er en udbredt opfattelse, at dette skal genfindes på partiniveau – fra lav til høj volatilitet. Men er det rigtigt at sætte lighedstegn mellem forstærket partivolatilitet og optøede kløfter? Kløfterne kan sagtens være uændrede (man har blot skiftet parti inden for kløften). Og partivolatiliteten var også til tider høj før 1970.

Eksempel: Socialdemokrater versus kommunister Splittelsen i arbejderbevægelsen mellem socialdemokrater og kommunister. Er af en anden karakter end kløften mellem arbejdsgivere og arbejdere. Der er – jf. Rokkan – blot tale om to partiorganisatoriske udtryk for kløften.

Sekventiel vælgervolatilitet og fortolkningen heraf: Restaurationstesen: Væk fra tidligere parti og tilbage igen. Holder ikke – måske med undtagelse af Danmark i 1970’erne. Fortsat fravalg af støtte til partier, man tidligere har stemt på. Vedvarende høj volatilitet. Der er en stærk bias i partiforskningen i retning af at tale om ændringer i partisystemet som konsekvens af ændringer i vælgertilslutningen. Men dette er en fejl.

Hvem skal med i regeringen? 26

Hans Jørgen Nielsen (2002). De mange gode partier at vælge imellem Pointe i artiklen: Vælgerne knytter sig snarere til grupper af partier (fx borgerlige eller venstrefløjen) end til enkeltpartier. Der er grupper af partier, man kan lide eller ikke lide. Vælgerne mangler ikke tilknytning til partisystemet, men det gør dem noget sværere at udforske, da valgsystemet kun giver én stemme man ikke kan være medlem af mere end ét parti partiidentifikationen er linjen i megen forskning (til dels overtaget fra forskningen i det amerikanske topartisystem) Mange forskningsspørgsmål vedr. partiidentifikation passer dårligt til et mangepartisystem. 27

Firpartisystemet i Danmark Traditionel antagelse om, at bestemte grupper knyttede sig til bestemte partier: landmændene – Venstre husmændene – Radikale Venstre byselvstændige – Konservative arbejdere – Socialdemokratiet lignede Lipset & Rokkans ”frosne” partisystem. 28

Opbrud i Venstre? 29

30

Opbruddet af firpartisystemet Opbruddet kom med jordskredsvalget i 1973. Fra 5 til 10 partier. Allerede før tegn på kraftigt faldende partimedlemskab. Opbruddet vedrørte alene enkeltpartierne. Ikke blokke – bortset fra 1973 skifter under 10 % over blokgrænsen. Tillid eller mistillid Tidligere har man undersøgt tillid til politikerne eller det politiske system som sådan – resultat: lav tillid. Men disaggregeres tallene, viser det sig, at vælgerne har tillid til politikerne fra deres eget politiske spektrum. 31

Model A (”skarp differentiering”) Tre modeller af partierne: Model A (”skarp differentiering”) svarer til det klassiske billede af de ”frosne partisystem”. vælgerne vakler ikke, men stemmer alt efter deres erhvervsgruppe på bestemte partier. kun noget meget drastisk kan få dem til at skifte parti. - tolkning af ”jordskredsvalget” i 1973 efter denne model: stærk utilfredshed med ”gammelpartierne”. 32

Model B (manglende differentiering”) Vælgerne synes tilnærmelsesvis lige godt eller dårligt om partierne. Vælgerne kommer let til at flagre fra parti til parti. Til fals for spin og medier. 33

Model C (”gruppevis differentiering”): vælgerne har en gruppe partier, som man kan lide eller ikke lide hører hjemme på ”venstrefløjen” eller i den ”borgerlige” lejr men man har ikke noget ebstemt favoritparti grovsortering som i model A og endelig beslutning som i model B 34

Hvilken af modellerne passer bedst? Vælgerne udtrykker høj sympati for de partier, hvis politik de bedst om, mens andre partier ligger under m.h.t. sympatien. Dvs., model B er næppe dominerende. Kun et stort mindretal ved alle valg siden 1973 synes klart om ét og kun ét parti frem for alle andre. Dvs. model A passer på dem. Tilbage er flertallet, som udviser gruppevis differentiering, dvs. passer på model C. Dvs., det hyppigste er tilsyneladende, at danske vælgere har flere partier, som de synes omtrent lige godt om, mens der samtidig er andre partier, de bryder sig klart mindre om. 35