Kunsten, selvet og autenticiteten på blokken - om Asta Olivia Nordenhofs blog jeg hedder mit navn med versaler.

A. O. Nordenhof (2010-): jeg hedder mit navn med versaler. 31. okt. 2012, ”små ting min mormor har”: http://jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk/2013/10/blog-post_31.html 23. og 26. dec. 2012, ”julebrev” og uden titel: http://jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk/search?updated-min=2012-01-01T00:00:00- 08:00&updated-max=2013-01-01T00:00:00-08:00&max-results=20 2. sep. 2013, uden titel: http://jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk/2013/09/jeg-savner-at-skrive-her- hvoffor.html#comment-form 26. nov. 2013, uden titel: http://jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk/2013/11/for-59-minutter-skrev-jeg-pa- facebook.html#comment-form 10. dec. 2013, uden titel: http://jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk/2013/12/jeg-synes- tit-jeg-bliver-spurgt-omjeg.html#comment-form 2. jan. 2014 Musikvideo med ”Nu titte til hinanden de favre blomster små”. http://jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk/2014/01/blog-post.html Linket til videoen er nu forsvundet. Den video, der oprindeligt var link til, kan stadig ses her: http://www.youtube.com/watch?v=IRmez29V1RE

Kunstnere der bruger sig selv Kirsten Justesen: Lunch in landscape, 1975

Kirsten Justesen: Klassekampen, 1976

Kirsten Justesen: Melting in time #4, 2002

Jørgen Leth: Livet i Danmark, 1971 Jørgen Leth om Livet i Danmark: "Der er alt for meget usigtbarhed og regnvejr og melankoli i de fleste billeder fra Danmark. Det er der ikke i min film. Jeg vil gerne vise nogle autentiske, tydelige og smukke billeder fra dette mærkelige land."

Claus Beck Nielsen: af Ikke noget kønnet syn (2013)

Eva Tind: Lunch, 2013

Stense Andrea Lind-Valdan: YSPS-blog (2012-) http://youshouldpopstuff.blogspot.dk/ http://youshouldpopstuff.blogspot.dk/2014/01/show-me-love.html

Privatløs på bloggen 21., 24. og 30. dec. 2011, hhv. uden titel, ”ludernoter 2” og ”mama”: http://jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk/search?updated-min=2011-01-01T00:00:00-08:00&updated-max=2012- 01-01T00:00:00-08:00&max-results=50 ”Det med kroppen, hvad den er, hun ligger med lukkede øjne, kan ikke tale, jeg sidder ved siden at hende og holder øje med at hendes brystkasse hæver og sænker sig, det er så afgørende for mig at den krop er i verden, at den fylder, forstyrrer, kræver noget af mig. Efter min far døde har jeg følt et krav om at ære hans minde, men jeg vil hellere end ære de døde, leve med de levendes krav om omsorg, klart nok. Allerede nu kan jeg foranlediges til at sige ting som: min mor er en engel, den slags mytologisering der gør mennesket fjernere og fjernere i erindringen. Min far var allerede myte mens han levede, fordi han sommetider stak af, måtte jeg udfylde hullerne med myte: om faren der sommetider stak af, om FAREN, min mor derimod har altid været nærværende, været lige ved siden af, til at fylde, til at forstyrre, være afhængig, til at ødelægge myte-dannelse.” 

Familiefoto på bloggen – ‘det er næsten for lavendel’ 26. dec. 2012 fandt det her billede af min farmor! det er hende, i den mønstrede bikini. Det er min far der står omme bag ved og græder! Det er næsten for sweet det her billede, det er næsten for lavendel.

Autoriteten, kunstnerrollen og mediet 1/2 men så lyder jeg som et forkælet fuckhoved, og måske fordi jeg er et forkælet fuckhoved?, det skal jeg ha tænkt grundigt over, fordi jeg faktisk ikke har lyst til at være forfatter. jeg har lyst til at skrive og udgive bøger og jeg har lyst til at de skal læses og gøre mig til genstand for kritik og være en del af en samtale, men jeg har ikke lyst til at være forfatter. jeg har ikke lyst til at have en proffesion. når nogen siger: gudskelov min hobby også blev mit arbejde. det har jeg ikke lyst til. jeg har lyst til fortsat at skrive på samme måde som jeg trækker vejret, nødvendigt og fuldstændig uophøjet, og det er nemlig ikke en stilling at trække vejret, det er bare en måde blandt måder at eksistere på. det jeg prøver at sige er at jeg har en inderlig ulyst til alt der giver autoritet, og med det ideal narrer man hurtigt sig selv, fordi man måske går rundt og betragter sig selv som et high school fuck up , men kan man tillade sig det hvis man begynder at blive hørt, også udenfor det man udgir.

Autoriteten, kunstnerrollen og mediet 2/2 ”Man må leve sine litterære idealer” - Interview i Information »Hver gang der er en stemme, der fungerer, handler det om at sabotere den, før man bliver en stabil autoritet.« Nettets dialogiske medier spolerer ethvert tilløb til autoriteter, forklarer hun: »Jeg er virkelig glad for, at ens udsagn bare bliver et blandt mange på nettet. Når man er omgivet af så meget andet information, undergraves autoriteten automatisk.« http://www.information.dk/482647

Bloggeren som aktivist ”derfor, ku man forestille sig at arrangere noget guerilla psykiatri?”

”Små ting min mormor har” og ”Nu titte til hinanden de favre blomster små” http://jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk/2013/10/blog- post_31.html http://jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk/2014/01/blog- post.html

Hvad er det for en kunstner, vi møder på jeg hedder mit navn med versaler? AOH bruger sig selv. Det er ikke klart, hvor selvbeskrivelse slutter og værk begynder. AOH afsværger sig forfatterrollen. AOH taler om ærlighed og ”kald mig bare naiv”. Hun giver afkald på privatliv. Nordenhof satser. Hos Nordenhof er selvbeskrivelsen hverken spil og leg. (Nordenhof er selvformanende – men hvem giver de love hun byder sig selv at følge?)

Jeg kan ikke undvære kunsten Jeg kan ikke undvære kunstbegrebet, når jeg læser jeg hedder mit navn med versaler. Ved hjælp af kunstbegrebet kan vi kategorisere objekter som kunst, og derefter fører en samtale om dem i (Habermas’) kulturelle offentlighed

Autentisk er det, der fremstår som sig selv Et menneske kan kaldes autentisk, hvis det i egentlig forstand er sig selv. En genstand kan være autentisk, hvis den i egentlig forstand er sig selv.

Men hvad gør et selv til et selv? Er man eller genstanden mere sig selv i kraft af at være uspoleret, uberørt, naturlig, barnlig, dum, naiv, uskyldig? Eller er man eller genstanden mere sig selv i kraft af hærdning, brug, erfaring, slid? Er man et selv i kraft af at blive ophøjet eller befinde sig på periferien, eller er man et selv i kraft af uforstilthed, fordi man ingen opmærksomhed tiltrækker sig og ikke tager sig af, hvad andre tænker? Er genstanden mere sig selv i kraft af at være unik, enestående, eller er den sig selv, fordi den ingen stads gør af sig, men bare er sig selv i kraft af sig selv, og ikke i kraft af, at den adskiller sig fra andre.

A. O. Nordenhof (2010-): jeg hedder mit navn med versaler. 31. okt. 2012, ”små ting min mormor har”: http://jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk/2013/10/blog-post_31.html 23. og 26. dec. 2012, ”julebrev” og uden titel: http://jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk/search?updated-min=2012-01-01T00:00:00- 08:00&updated-max=2013-01-01T00:00:00-08:00&max-results=20 2. sep. 2013, uden titel: http://jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk/2013/09/jeg-savner-at-skrive-her- hvoffor.html#comment-form 26. nov. 2013, uden titel: http://jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk/2013/11/for-59-minutter-skrev-jeg-pa- facebook.html#comment-form 10. dec. 2013, uden titel: http://jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk/2013/12/jeg-synes- tit-jeg-bliver-spurgt-omjeg.html#comment-form 2. jan. 2014 Musikvideo med ”Nu titte til hinanden de favre blomster små”. http://jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk/2014/01/blog-post.html Linket til videoen er nu forsvundet. Den video, der oprindeligt var link til, kan stadig ses her: http://www.youtube.com/watch?v=IRmez29V1RE