Af Poul Smedegaard Andersen PH – en vise om Danmark Af Poul Smedegaard Andersen

Tag og kys det hele fra mig Melodi: Bernhard Christensen (Leonard) - Tekst: Poul Henningsen Det er meget muligt by'n har tårne på, men det mor' mig altså mer' en morn at gå i de dæmringslyse gader hjem fra Adlon, møde første morgenmænd og sidste natvogn. En fuld mand med sin sang, en ismand med sin stang, da’en i gang, ta’ og kys det hele fra mig. De første nette pi'er, de sidste lette pi'er, trætte pi’er, ta’ og kys det hele fra mig! Jeg syn’s at da’en netop ender så kønt, sådan med morgenstemning, sollys og grønt. Byens konkyliesang, den københavnske klang, lyt engang! Ta’ og kys det hele fra mig! Dansken elsker alt med sund og bælt og vand Byens nærmste gode vand er Helgoland, Østersøens perle, jo vi tror på snakken, Man bliver fuld af sorte perler fra kloaken. Hvis jeg sku prise no’et Var det det vise råd, Vi har fået – ta’ og hils kommunen fra mig. Hvergang lidt hav er frit, Losser man skrald og skidt milevidt. Kys til Sundhedsstyr’lsen fra mig! Østersøens dronning, du er hærget og slidt Ku’ byens styre ikke værge dig lidt? Nej de har kummerlien trampet i bommersien, dumme svin. Ta’ og kys det hele fra mig!

Sikkert nok er by'n et væm'ligt sladderhul, pressen er i hvert fald tem 'lig smadderfuld. Lad dem leve Olsen, Madsen, Ped'rsen, Sør'nsens, de må lev' for mig med hvem de vil hos Jør'nsens. Om Hansens kone har lidt knas med Jensens far det' kun rart, ta’ og hils dem alle fra mig. Og mon en kvinde kan omgås sin forrig' mand? Ja for fand'n, ta’ og kys dem alle fra mig! Der er for meg'n moralsk besværlighed til. Kys I hinanden! Det er kærlighed til. Hva’ folk de laver samm'n, det er kun fryd og gamm'n, ja og amm'n, ta’ og kys dem alle fra mig! Liva Weel i PH-revyen ”På Halen” i Riddersalen, 1932

Jeg ku bli nog’et så …. Melodi: Kai Normann Andersen - Tekst: Poul Henningsen Har man som jeg temprament, nærmest i smag med det spanske, glemmer man gang efter gang at vi bør være så danske. Ta' det sagtmodigt og blidt om vores ølkasse vælter. Jeg syn's nu tit - det går for vidt. Undskyld jeg nyser lidt rødt. Jeg ku' bli' no'et så 1-2-3 og så ikke et ord! Men De ser vel fidusen? For man ved hvad der nemt ku' ske hvis man pluds 'lig gik hen og fik åbnet for slusen. Jeg må ta' lidt forsigtig på'et, kan De ikke forstå' et. Ærlig talt - De kan ikke få ren besked De må tænke Dem te' et! Kærlighed har sin værdi mener jeg nok mellem stunder men at få gjort det forbi anser jeg egn'lig for sunder'. Ganske vist sker det i maj at man igen springer gloende. Uden logik - bare et blik så er man varm som en pie! Jeg ku' bli' no'et så 1-2-3. Har De osse bemærket det slår sig på knærne? Man bli'r slatten som vingele og fornuften fordufter så kompromiter'nde! Man ska' holde sin pære kold når det andet bli'r varmt. Ærlig talt - jeg har ingen erfaring i' et men jeg tænker mig te' et!

Sæt fantasien i sving og spring det nærmeste over verden går altid i ring vist bli'r den bedre og sjover' glæd dig så langt det gik godt se ikke sort på al fremtid. Ufred og splid - har kun sin tid syng li'somjeg ganske småt. Jeg ku' bli' no'et så 1-2-3 i forventning om glæder og tider som kommer, for det er nu min A-B-C at engang skal vi nyde den fredfyldte sommer. Høre Øresunds bølgebrus mellem bilernes sus. Ærlig talt – jeg ku' bli' no'et så p-q-z når jeg tænker på det! Liva Weel i Dagmarrevyen 'De gratis glæder' 1941

Ølhunden Melodi: G. B. de Curtis - Tekst: Poul Henningsen Når din hals er en hal' meter nedløbsrør, og din tunge er som en galosche, når din drøvel er stor som en briosche, så'r det organet, der er løvet tør. Så'r det ølhunden, der glammer, så'r det bajerens time, min ven, så'r det derfra, det stammer, hør nu gøer den og teer sig igen. Stang den en bajer, for' den ikke skal helt sygne hen, mærk så, hvor den leger, ja, nu logrer den fa'me me' halen. Når du bades i ølsvedens pinsler, og du kaster dig frem og tilbasje, så'r det dyret, der laver ravasje, så'r det hunden, der kræver sin pilsner. Så'r det ølhunden, der glammer, tør du møde dens duggede blik? Så'r det halsbåndet, der strammer, hør dens hulkende hik efter hik. Fru Agnes Schmitto, som beskytter den mindste moskito, tilbeder vi to, selv en ølhund har hjerte og dito.

Så’ der folk, der må nøjs med en afholdshund, som der hverken gøer til eller fra, lad os samle os i denne alvorsstund og hylde vor grand danois. Ølhunden glammer, og den fylder mit liv med mosek, tænk, om den ble' tammere, eller hvis den gak hen og så gek! Lige fra vuggen har jeg lyttet til ølhundens sukken, tænk, når man får trukken allersidste øl op og har drukken - den. P.H.-revyen ”På hodet”, Nørrebros Teater 1929

Man binder os på mund og hånd Melodi: Kai Normann Andersen - Tekst: Poul Henningsen Gribe efter blanke ting vil hvert et lille grådigt barn. Binde andre med en ring gør man som helbefarn. Tænk hvor har man stået tit og delt et vindus paradis: Helle, helle, det er mit! Og livet går på samme vis: Man binder os på mund og hånd med vanens tusen stramme bånd, og det er besværligt at flagre sig fri. Vi leger skjul hos en som ved at skærme os mod ensomhed, med søde kontrakter, vi luller os i. Kunne vi forbyde de tre ord: Jeg lover dig, var vi vist i kærlighed på mere ærlig vej. De ord vi svor med hånd og mund, de gælder kun den korte stund, til glæden er borte, og alting forbi. Kærlighed og ægteskab, hvad kommer de hinanden ved? Kedsomhedens tomme gab, til kæben går af led. Elskov er den vilde blomst: I gartnerhænder går den ud. Skærmet får den sin bekomst men blomstrer hedt i storm og slud. Man binder os på mund og hånd med vanens tusen fine bånd, men ingen kan ejes. Vi flagrer os fri. I alle kærtegn er en flugt, de røde sansers vilde flugt fra pligternes tvungne, fortrampede sti. Du må ikke eje mig. Jeg ejer ikke dig. Alle mine kys er ikke ja og ikke nej. De ord vi svor med hånd og mund, de gælder kun den svimle stund, det netop er kysset fra dig jeg ka li.

Møde hvad der venter os, og ingen ved hvordan det går Møde hvad der venter os, og ingen ved hvordan det går. Bære skæbnen uden trods, hvad der så forestår. Glad ved hver en venlighed, men uden tro at det blir ved. Søge fred idet vi ved, at vi har ingen krav på fred. Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd, og ingen er fangne, når tanken er fri. Vi har en indre fæstning her som styrkes i sit eget værd, når bare vi kæmper for det vi ka li. Den som holder sjælen rank kan aldrig bli’e træl. Ingen kan regere det som vi bestemmer sel’. Det lover vi med hånd og mund i mørket før en morgenstund, at drømmen om frihed bi ir aldrig forbi. Liva Weel i ”Dyveke”, 1940

Jeg gi’r mit humør en gang lak Melodi: Kai Normann Andersen - Tekst: Poul Henningsen I gubbevars, jeg har borgersind nok. Jeg er højtidlig og from Aldrig i livet ku' jeg gå amok, man risiker' jo en dom. Ingen skandale, hr! Højrøstet tale er grusom landsskadelig! Jeg tier gladelig! Hvis jeg vil synge lidt, så tar jeg hjem te' mig se!'! Det ve' man hva' er. Jeg gi'r mit humør en gang lak. Alk'holist? Ikk' et hak! Men flasken er købt og betalt, og den sma'r fæn’menalt. Jeg sidder og synger om gamle da' e, hip hurra, hip hurra! Det må man vel nok? Når man ved, at der er rullet ned! Hjemtur i mørke, når månen er væk, gør mig alli'vel lidt kys't. Jeg sætter pris på, hvis no'en er for fræk, og ha' ham or'nlig belyst. Mistænk mig ikke for fine fornemmelser. Mandfolk jeg elsker dem, men ska' der en me' hjem, så ska' det ske ved lys, og jeg vil vælge ham selv, det ve' man, hva' er. Jeg gi'r mit humør en gang lak. Mørkeræd? Ikk' et hak! Lidt mørke når godtfolk er samm'n der gi'r kun fryd og gamm'n. Jeg trækker skam gerne i selskabsskrud og går ud, det ved Gud. Jeg ved jo, det går som tilforn, at jeg bli'r til om mor'n.

Nu ska’ vi snart skåle nytåret ind. Ønskerne flyr imod sky Nu ska’ vi snart skåle nytåret ind. Ønskerne flyr imod sky. Gid man ku slette det gamle af sind, gid man ku tro det på ny. Skønt vi går rørende stille med dørene ved vi dog hver især, hvad der gir livet værd: Midt i en mørketid Er der et forår på vej Det ved man hvad er. Vi gi'r vor's humør en gang lak. Pessi – sss! Ikke en lyd ! Et nyt år betyder et håb. Er der liv, er der håb. Der er ne værdi i at tiden går, i en tid som er hård Det nærmer sig dag efter dag Lyset for - Mørket bag! Liva Weel i ”Dyveke”, 1940

Fandens oldemor Melodi: Tim Spencer - Tekst: Poul Henningsen 1. Fandens oldemor her, det er faneme mig. Jeg har rejst, jeg har fløjet en helvedes vej, og nu ser jeg, I sidder derned' og er svedt. Det er bare, fordi I kun tænker på ét: Cigaretter, whisky og nøgne pi’er. Jeg ved godt, hvad der lurer i jer's fantasier: Det der kradser og klør, og en pige, der vil, det har fanden skabt. Men vor herre hjalp til. 2. Kan De huske den aften, da Adam gik om og fandt Paradis underlig fjollet og tom, men så så han det figenblad, Eva had' fået, og så slog det ham pludslig: "Her mangler sgu noet: Jeg vil ud og se, hvad man får for en tier. Sådden et liv i utugt, i synd og i skam, det har fanden skabt. Jeg går over til ham." 3. Jeg ka huske, hvor det var et faens besvær at få væltet Napoleon og Cæsar, de rær. Det' vorherre for fin til, det' fanden der gør't. Han tar tandsmilet frem, mens han hvisker i ør't: Cigaretter, whisky og nøgne pi’er, så falder sgu kejser'n og alle hans rig'r. Både Franco og Castro og den slags mænd, dem har fanden skabt, men han tar dem igen. 4. Hvorfor ruster I løs, mens I råber på fred? Der' ikke den bombe, I ikke er ved. Mens I rives og kives om hvem der har skyld'n ska jeg gi jer recepten på fred og idyl: det' hostesaft, det' livseliksir. Gi soldaten fri, la generalerne slås, dem tar faen ve'. når det rigtig går los. Ove Sprogøe i Hornbækrevyen, 1951

I dit korte liv Melodi: Kai Normann Andersen - Tekst: Poul Henningsen Undskyld, jeg sir et letsindigt ord. Det er klogt, at De forstår det straks. Bare en hyldest til denne jord, for vi har jo kun den samme slags. Verden har nu hadet mer end nok. Vi kan kun besvare med at elske. Selv i den jordiske kærlighed findes våben mod et ragnarok. I dit korte liv er hver time dyr, hvert sekund et dyrt sekund. Du glemmer vel ikke, at årene ryer. Se på dit ur: Viserne flyer. Hold dig vågen ven. Vores lille liv sluttes inde af en søvn. Vi er af samme stof, som drømme gøres af: det store tomme rum. Alle som påstår, der findes mer, gir os veksler uden underskrift. Menn’sket har dyrket en hob ideer som erstatning for naturlig drift. Enkel er din skæbnes smukke lov: Hvert atom forlanger, du skal leve. Menn’sket blev menn’ske i kærlighed gjort i elskov - ja det blev vi dog. I dit korte liv er det meste spildt. Tænk igennem punkt for punkt. Bedøm du det selv og bedøm det kun mildt: Håndtryk blev glemt, chancer blev spildt. Hold dig vågen ven. Hvorfor sove nu i den lyse sommernat ... Det haster med det kys. Den kommer, før du tror, den drømmeløse søvn. Liva Weel i Dagmarrevyen, 1941