Speciallægepraksis som en del af et sammenhængende sundhedsvæsen Sammenhæng og samarbejde på tværs af sektorer Direktør Anne Jastrup, Region Midtjylland

2 ▪ Disposition  Hvorfor behov for mere sammenhæng og samarbejde  Regionalt perspektiv på sundhedsvæsenets udfordringer  Sigtepunkter for forandring af speciallæge- praksis som del af det sammenhængende sundhedsvæsen

3 ▪ Sammenhæng og samarbejde – hvorfor?  Patientperspektivet  Sammenhængsbehovet har altid har været der, set fra patienten  Patienterne stiller større krav og har højere forventninger til sundhedsvæsenet  Krav til service, kvalitet, dokumentation og sammenhæng  Speciallægeperspektivet  Ønsker om/behov for at indgå som en fuldt accepteret og integreret del af sundhedsvæsenet  Behov for mere dialog og flydende kommunikation med den øvrige del af sundhedsvæsenet (almen praksis, hospitaler og kommuner m.fl.)  Ændringer i sundhedvæsenets rammer og organisation m.m. – betyder i sig selv større behov for og krav til sammenhæng

4 ▪ Ændringer i sundhedsvæsenet  Ændret – og voksende - efterspørgsel (flere ældre, livsstilssygdomme m.m.)  Rammerne for sundhedsvæsenet er ændret radikalt (udvidet frit valg, nye private finansieringsformer, privathospitaler, EU-regler)  Organisatoriske ændringer i sundhedsvæsenet (ny sygehusstruktur, kommunernes nye rolle, kronikerindsats og pakkeforløb m.m.)  Teknologisk udvikling (nye behandlingsmuligheder, øgede teknologiske muligheder i speciallægepraksis)  Knappe ressourcer (økonomi og personale)

5 ▪ Behov for sammenhæng og samarbejde – også for speciallægepraksis Sundhedsvæsenet har ændret sig meget, hvilket har medført øget behov for gennemskuelighed, sammenhæng og samarbejde for at sikre hensigtsmæssige patientforløb og optimal udnyttelse af ressourcerne Behov for nytænkning hvis speciallægepraksis fortsat skal være en vigtig og integreret del af opgaveløsningen i sundhedsvæsenet

6 ▪ Regionalt perspektiv på sundhedsvæsenets udfordringer  Behov for at sikre optimale patientforløb på tværs af sektorerne  Nærhed, undgå dobbeltundersøgelser, gennemsigtig ansvarsfordeling mellem sektorerne, kort ventetid mv.  Behov for at sikre stadig mere effektiv drift af det offentlige sundhedsvæsen  Mere LEON  Sundhedspolitisk dagsorden med fokus på kronikere, hjerte- og kræftpakker m.v. … felter, hvor løsningerne konsekvent ligger i at sammentænke, planlægge og implementere på tværs af sektorer, fag m.v.  Stiller store krav til omstillingsparathed i ”egne” drifts-enheder: Opgavemix, tilrettelæggelse, kvalitet osv  Er speciallægepraksis som samlet sektor så fleksibel, omstillingsparat og villig til at indgå i løsningerne, at vi tør satse på sektoren som en del af løsningen

7 ▪ Tre sigtepunkter for forandring af special- lægepraksis som del af det sammenhængende sundhedsvæsen 1.Regionerne skal have bedre muligheder for at foretage en samlet planlægning på tværs af sektorer – der skal være højere grad af fleksibilitet 2.Praktiserende læger, hospitalslæger og praktiserende speciallæger skal kende og efterleve fastlagt opgave- fordeling mellem sektorerne 3.Vi skal have fora og procedurer for kontakt mellem særligt læger men også andre på tværs af de forskellige sektorer

8 ▪ 1.Bedre mulighed for planlægning - mere fleksibilitet i speciallægepraksis  Udfordringerne illustreret med dilemmaer:  Inden for et givent speciale ønsker en region kapaciteten oprustet væsentligt og for længere tidsperiode for at imødekomme voksende efterspørgsel  Speciallægepraksis (måske) mere effektiv end hospitals- sektoren  I speciallægepraksis kan der tildeles ydernummer, som regionen kun meget vanskeligt kan lukke – bundet ressourcer for eftertiden  F.eks. eksperimentere med praksis hvor regionen stiller lokaler, udstyr mv. til rådighed (tidsbegrænset, ikke sælges)

9 ▪ 1.Bedre mulighed for planlægning - mere fleksibilitet i speciallægepraksis  Udfordringerne illustreret med dilemmaer:  Der er opstået uacceptabel ventetid til en specifik udredning eller behandling.  Der kan indgås §3-aftale i samarbejdsudvalget, hvor kvalitet og pris er til forhandling  Eller der kan laves udbud, hvor regionen fastlægger kvaliteten, hvorefter der opnås markedspris

10 ▪ 1.Bedre mulighed for planlægning - mere fleksibilitet i speciallægepraksis  Behov for bedre planlægningsmuligheder  Varierende over specialer *) skal ydernumre være mere fleksible i forhold til  Geografisk placering  Tid (tidsbegrænsede ydernr vs. ”for altid”)  Mulighed for videresalg *) ”Meget praksisrelevante” specialer (f.eks. Øjen/øre/dermatologi) /”mindre praksisrelevante” specialer (f.eks. Patologi, klinisk biokemi, reumatologi)  Praktiserende speciallæge har ”ret og pligt” til hele ydelseskataloget – men behov for at regionerne kan lave specifik funktionsplanlægning på hvad der laves i speciallægepraksis.  Speciallægepraksis skal gøres konkurrencedygtige i forhold til udbud - incl. ekstra forpligtigelser ift integration, samarbejde, kvalitet, dokumentation o.l.

11 ▪ 2. Praktiserende læger, hospitalslæger og praktiserende speciallæger skal kende og efterleve fastlagt opgavefordeling  Nødvendige forudsætninger:  Stærkt planlægningsgrundlag:  Fagligt og processuelt  Tydelig arbejdsdeling  Kulturændring:  Fra ”Lonely cowboys” til integreret del af det sammenhængende sundhedsvæsen  Produktionsplanlægning i speciallægepraksis  Fra udelukkende styring på efterspørgsel samt hvad den enkelte finder fagligt og økonomisk interessant  Til i højere grad at indgå i en aftalt og planlagt opgavefordeling, hvor den enkelte speciallæges særlige kompetencer udnyttes.  Mere smidig ”infrastruktur”: Henvisningsmuligheder, fælles IT, kvalitetsdata som fælles sprog, epikriser etc.  Speciallægepraksis ikke kopi af hospitaler  men styrkes og synliggøres som borgernært specialiseret lægefagligt tilbud med høj dokumenteret kvalitet

12 ▪ 3.Eksempler på mulige fora og procedurer for kontakt  Om specialet  Specialeråd  Omkring hospitalet  Speciallægepraksiskonsulenter  Faste hospitalsdage for læger i speciallægepraksis  Faste møder ml. hospitalsafdeling og områdets prakt.speciallæger  Omkring den enkelte patient  Speciallæger som konsulenter for alment praktiserende læger (Eksempler: Derm., kroniker, psykiatri m.v.)  Konferencer/møder på tværs om enkeltpatienter