Breve der aldrig blev sendt af sted NNDR-dk seminar 5. november 2014

Journalernes indlagte brevsamlinger Breve fra Livø-Anstalten for perioden Breve fra Kvindeanstalten på Sprogø for perioden Breve fra Tvangsarbejdsanstalten Saxenhøj for perioden Brevcensur var almindelig rutine på diverse anstalter

Fortælling og virkelighed Den norske litterat Petter Aaslestad er optaget af forskellen på sygehusets intention og den enkeltes erfaring, når det gælder journaltekster om indlagte med skizzsofreni på psykiatrisk hospital i perioden Der må skelnes mellem fortællingen, som er den løbende tekst og den bagvedliggende virkelighed

Fortællingen om patienten Historien skabes som en konstruktion ud fra det tekstniveau, forfatteren har haft adgang til Det er fortællingen om mennesker, vi indkredser gennem vores læsning af journaltekster, ikke menneskene selv Også i tilstræbt faktuelle tekster har forfatteren foretaget valg. Når John Bertelsen og jeg i vores sidste bog har brugt ordet ”Uønsket” er det et valg, vi har taget ud fra det tekstkorpus, vi har haft adgang til

Journaltekster blev skrevet af de ledende De fortællinger, de indlagte breve udgør, er implicitte kommentarer til det, der står i journalen De drømme, der gives udtryk for i brevene fra Livø og Sprogø er drømmen om et almindeligt ubevogtet liv med kone eller mand, børn og arbejde Også de indsatte på tvangsarbejdsanstalten drømte om et almindeligt liv og lovede typisk at tage sig sammen og forbedre sig

Svend Edvards breve Svend Edvard var født i I 1925 meldte han sig selv som subsistensløs i sognet, der anbragte ham på tvangsarbejdsanstalten, fordi fattiggården ikke ville modtage ham, der havde et dårligt ry Der er en meget stor brevsamling i Svend Edvards journaler, både fra hans Livøophold og fra hans ophold på tvangsarbejdsanstalten Saxenhøj

Brev til inspektør Nielsen Jeg tillader herved at forspør dem om muligte Jeg maa have lov til at Rejse hjem her fra Da Jeg ikke føller mej ridigte tilfres her her hende og da jeg selve had søgte om Jælpe menner Jeg ogsaa at kunde komme ud nu Jeg sydens. Og da Jeg mener Jeg ikke har goret meg skyldig i noge fodbrylse. Skulde man menne at man ikke behøve at site paa luke Dør hade Jeg hviste det saa skulde Jeg ikke had hværet her hen men Jeg tvinges at di ander sagen saa Jeg kan Rejse hjem her hvil Jeg ikke bliv. Om muligte Jeg kan faa Lov til at Rejs hjem hos mine forelder. indtil der kommer svar fra om, Amte om Jeg er dømte til noge Kumunnedom. Di Bedes give Svar angaaden vorledes Jeg skal faa holle mej. Ibid. Udateret brev fra Svend Sørensen til inspektør Nielsen.

Brev fra Svend Edvard 12. januar 1926 Herr Inspetør Nielsen. Jeg tilla her hved at forspør om venligte Inspetøren hvild hvise mej den hvenlighed at give mej tiladelse ti at spørge om ikke snaret muligte Jeg kunde komme her fra. Nu har Jeg liket her i Cellen I 6 Uger Og er ikke komme Nermere. Jeg hvil her bed dem om di vil hvær lit hvenlig i mod mej. Jeg har da hellike hværet saa uartig at di slet ikke har en smulle godt til Overs for mig. Og der som Inspetøren ikke Presser paa Hrr Poffsor Celler kommer jeg aldrig her fra ti han træker det ud. Jeg vil her ved bedde dem om hvisse den godhed at sørg for jeg snart maate komme af sted her fra ti Jeg lider saa haaret ved at likke Inspæret. Og jeger ung inu Og mener ikke Jeg skuld gaa tilgrune. Jeg beder dem Bønliste om give mej en haab frem efter. Jeg vil gejnle [gerne?] om Inspetøren Nielsen hvil give mej et lille Sva paa mit Brev. Ibid. Brev fra Svend Sørensen til Inspektør Nielsen af 12. januar 1926.

”Hrr Insptør Nielsen. Da jeg nu har likit her i Cellen 2 ½ Monde, Og ikke er kommen sagen nermener en den Dag Jeg kom herin Og da jeg har liget her i Cellen og har hværet Rollig og venlig sydens Ogsaa Inspetøren Borde give mig en smule fri tøjler at man ikke skal blive ved at likke her i Cellen. Jeg sydens at den straf Jeg har faaet kan hvære gaadte faa denne gang. Jeg maate ogsaa holl min Jul og Nytaar Og nu ? [måske fastelavn – det ender på …lauter] og efter den lange ti i Haandjannen med seller Baade Dag og Nat saa jeg hvil spörer dem om komme op og gaa samenm med diander ind til den dag Jeg skal rejse her fra. Jeg Lover dem paa Ærs or at der er ingen der skal Blive genstand for mej eller jeg skal hvolle noge laste af Kamrater eller Overodene. Jeg hved gaate di har taug [?] for at Jeg mulig hvil far i Hoved paa et Hans eller Ole, men der skal aldrig Blive talte et or der om. Jeg hved gaate min faati (Fortid) den har hværet mørk men di siste 3 aar har Jeg været et Rollig menske og ikke övede vold i mod noge som helst fören her. Og det har aldrig hværet min Hinsit. Jeg beder dem om lad Naade gaa for Ret engang og prö mej engang til. Om Jeg maa bede dem om at faa et Svar paa om det kan lade sej gör snart”. Ibid. Udateret brev skrevet med blyant af Svend Sørensen.

Svend Edvard

Brev til bestyrelsen fra inspektøren Jeg sender hermed et Brev fra Svend Sørensen til Faderen, ledsaget af nogle Bemærkninger fra mig. Hvis De ikke synes, Faderen skal have det […] kan det jo vedlægges hans Papirer, som maatte bero hos Dem. Det ligger der da som et Skudsmaal til en anden Gang, hvis han lader høre fra sig med Forfærdelse. Jeg beder Dem saavidt muligt sørge for, at Faderen ikke besøger Sønnen her. – Det vil kun forværre Vanskelighederne. Det gaar nogenlunde roligt i Øjeblikket, dog havde han Kunster for forleden, fik Nøgleskiltet pillet af og skulde vel have lavet Attentat i en eller anden Retning. Det blev dog forpurret. Jeg skriver nu til Livø igen. Gid Professoren vilde forbarme sig, han har jo lovet det.

Der er en afsender, en tekst og en modtager Hvem er den immanente læser, der skal modtage henvendelsen fra fortælleren, og hvem er den faktiske læser, som tolker værket med afsæt i sine erfaringer? Hvad et plottet i de enkelte fortællinger? Svend Edvard argumenterer i sine breve til forstanderen med, at han har forbedret sig – han taler forstanderens sprog Forstanderen argumenterer overfor forældre og bestyrelse med, at man ikke kan stole på Svend Edvard som vil gøre ondt

Forskellige fortællinger om mennesker Livø fortællingen gik ud på, at de indsatte fejlede noget – de led af diagnosen moralsk åndssvagehed, var antisociale og uden fri vilje. Deres adfærd var instinktstyret Saxenhøj fortællingen gik ud på, at de anbragte havde valgt forkert i livet. De havde haft en fri vilje til at vælge det gode, men de havde valgt det onde på grund af slaphed og dovenskab

Retfærdighed eller sikkerhed I sin argumentation overfor forstanderen hævdede Svend Edvard, at nu havde han fået straf nok ud fra et retfærdighedssynspunkt Efter forstanderens mening måtte straffen fortsætte ud fra et sikkerhedssynspunkt Svend Edvard var på tvangsarbejdsanstalten senere end Livø opholdet, han fik ingen diagnose men søgtes befordret til Amerika. Da han nægtede, blev han sendt hjem. Senere fik han flere fængselsstraffe

Svend Edvard med ledsager