Progression i arbejdsmarkedsparathed Et kvalitativt forløbsstudie af aktivitetsparate kontanthjælpsmodtageres forløb mod arbejdsmarkedet Sophie Danneris Ph.d. stipendiat v. Væksthuset & Aalborg Universitet, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde

Disposition 1.Baggrund 2.Udvalgte cases 3.Foreløbige analytiske refleksioner 4.Spørgsmål

Baggrund Kvalitativt studie af en udvalgt gruppe borgeres forløb i beskæftigelsessystemet Fokus på borgernes fortællinger om hverdagslivet som kontanthjælpsmodtager, barrierer og muligheder i indsatsen, forandringer og stilstand

Baggrund -28 aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere -Stor variation på baggrundskarakteristika -Løbende kontakt (personlige- og telefoninterviews, uformelle snakke og observationer af samtaler på jobcenteret)

Borgercase Janne ’Jeg blev kastet fra den ene sagsbehandler til den anden og fra den ene gruppe til den anden og de har hele tiden skullet placere mig. På et tidspunkt ansatte de en der hed [navn på medarbejder]. Han skulle så tage sig af min sag specielt, altså sådan nogle som mig der var lidt tunge i systemet som vi blev kaldt. Fordi de ikke vidste hvad de skulle gøre af os altså. Og han syltede også min sag, så der blev intet lavet, intet foretaget. Jeg har været en af dem der konstant har ringet til kommunen og sagt: ”Hva så, hvad sker der så, hvor skal jeg nu være og hvad skal jeg forholde mig til?”. Jeg er jo vant til at klare mig selv og ikke vant til at være underlagt systemet og andre mennesker. Så de har faktisk kastet mig rundt i de her år og fra bistandshjælp til sygedagpenge og skiftet sagsbehandler og hver gang har jeg skullet starte forfra med at tegne og fortælle og det har jeg været rigtigt frustreret af og gal over’

Borgercase Janne ’ Åhh så håber jeg at kunne fortælle dig at jeg er i fleksjob engang om ugen 6 timer. Fordi så kører min økonomi også bedre. Hvis jeg kunne komme ud af systemet og så ryge i fleksjob så ryger jeg ud og får brutto mere end jeg får nu og så ser mit liv ligesom lidt bedre ud. Så kan jeg ligesom trække vejret og begynde at betale min mor tilbage (…). Det er det jeg ser frem til. Jeg vil UD af det her system, jeg har aldrig været i systemet før jo’

Borgercase Janne ’Jeg vil faktisk be` dig nu om at tage dig sammen, for jeg kan faktisk komme i fleksjob der hvor jeg lige har været i arbejdsprøvning. Hun mangler én. ”Ja, ja [svarer sagsbehandleren]”. Jeg mener det seriøst, det skal være nu, hun [praktikværten] kan ikke blive ved med at vente, hun står og har brug for hjælp. Så jeg vil godt gå ud og tage en enkelt vagt om ugen ude hos hende. Fordi jeg ved, at så bliver jeg også holdt i gang. ”Ja ja, det er jeg også godt klar over og jeg gør hvad jeg kan [svarer sagsbehandleren].” Men intet er sket. Der sker ikke en skid, de lover, men der sker ikke en skid. Det er en værre lorte kommune altså. Og jeg presser på, det er mig der ringer men der sker intet – intet!’

Borgercase Claus Claus er i praktik i øjeblikket, hvor han har brug for sin bil for at komme frem og tilbage. Han skal have fornyet sit kørekort grundet høj dosis ADHD medicin, men har ikke råd til at betale de 4000kr. det koster for ham at få fornyelsen. Han har derfor spurgt jobcenteret om hjælp til at betale fornyelsen af kørekortet, hvilket de foreløbigt har afvist. Hvis ikke Claus får fornyet sit kørekort mister han praktikpladsen, og hvis han ikke kan blive i praktikken, så mister han fodlænken. Det betyder han skal ind og afsone resten af sin dom, og hvis det sker, så mister han den ret til at se sin datter, som han netop har genvundet. Claus er i øjeblikket så sur på jobcenteret over situationen med afvisningen af den økonomiske hjælp, at han vælger ikke at møde op til samtale med sin sagsbehandler. Det resulterer i en sanktion på 400 kr., hvilket yderligere forværrer Claus situation, da han i forvejen har svært ved at finde pengene til at betale den ADHD medicin som er nødvendig for at han kan fungere nogenlunde i hverdagen.

Borgercase Vita ’Her efter sommer er jeg ligesom blevet fredet. For det gik ikke der på skolen, jeg fik stress-relaterede symptomer. Så kom jeg hen i SFO’en, og det gik heller ikke. Og så.. Så blev jeg fredet her indtil på mandag, og så kunne jeg få lov til at komme i motionscenteret. Men jeg har bare haft alt muligt, der bare.. Altså, jeg har det ikke så godt kan man sige. Jeg kan ikke, altså.. Jeg har svært ved at tage mig sammen, hive mig selv op ved nakken og gå ned i motionscenteret. Jeg ved jo det er godt for mig, men jeg får det ikke gjort’. ’Der blev lagt et alt for stort ansvar over på mine skuldre. Jamen, det kunne jeg ikke, altså. Så gik jeg ned. Det var for meget ansvar, og jeg måtte jo ikke have noget ansvar overhovedet [i praktikken red.]’.

Borgercase Vita ’Så foreslog de, at jeg kunne komme ned i SFO’en i stedet for. Ikke også? Og eh.. Men altså, det eh. Jeg blev syg, jeg kunne ikke. Og så kom jeg jo ned på 15 timer. Altså.. Men det gik bare ikke lige. (Sophie: Hvad var det der gik galt?). Jeg tænker jo at jeg var jo.. Altså jeg havde de der stresssymptomer, som jeg ikke var kommet over eller.. Og så kom jeg jo derned, ikke. Og jeg havde det ikke godt vel?’ ’Jeg har lagt mærke til et mønster. Det er ligesom om, når jeg har været i en praktik i en periode, så er det jeg bliver syg. Ikke? Det er ligesom om, at jeg bliver brændt ud, eller så har jeg ikke mere at give på en eller anden måde’.

Foreløbige analytiske refleksioner Usammenhængende forløb, skiftende fortællinger og utydelige målsætninger Meningsforskydning, manglende helhedsorientering og uklare formål med indsatser Høj grad af kompleksitet og sammengribende problemstillinger

Foreløbige analytiske refleksioner Rammer der muliggør sammenhæng og kontinuitet i borgerforløb – fx ved at flytte kontinuiteten ud i næste led Synlige og realistiske målsætninger Fasthold meningen med indsatsen hos den enkelte borger Omfavn kompleksiteten!

Sophie Danneris Jensen Cand.scient.soc., ph.d. stipendiat Væksthuset & Aalborg Universitet, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde M: +(45)