Reformer og retfærdighed Der er en del ulande der udnytter godt af landbrugspolitikken. I Ægypten importeres fødevarer og nyder godt af de lave verdensmarkeds priser på kød, og korn som et resultat af landbrugspolitikken i de rige lande. Der er også lande som ( Bangladesh, Indonesien) vil blive hårdt ramt, hvis EU skærer ned på eksportstøtten til hvede. Men på langt sigt vil højere priser på landbrugsprodukter i de rige lande også deres landmænd til at øge produktionen af mad. Der er også aftalen,” Lome aftale”, hvor landmændene i uland fik til en vis mængde af deres rørsukker produkter det samme pris som deres europæiske landmænd. Støtten bliver nu i stigende grad afkoblet: I stedet for at støtte per liter mælk eller kilo kød bliver støtten udbetalt på baggrund af hvor meget jord landmanden har, uanset hvad han bruger jorden til. Støtten er uafhængig af produktionen og den pris landmanden får for varerne vil være tættere på verdensmarkedsprisen. Det betyder at de europæiske landmænd i stigende grad kun vil producere det der er brug for og det de kan sælge uden støtte. Konkurrencen med landmænd i verdens fattige land bliver mere lige. Men støtte kroner giver stadig en ulige kamp. Danske landmænd får ca kr. i støtte for hver eneste hektar jord. Det er mere end mange fattige landmænd i Afrika tjener om året.

Landbrugspolitik i Syd: billigt kød. Landbrugspolitikken var og er til gavn for landmændene i de rige lande. Som det fremgår af figur 7.19 producere ulandene kun 25% mere korn end ilande, men der bor næsten 5 milliarder mennesker i ulandene og 1,3 milliarder i ilandene. I 2004 producerede de 380 mio. EU borgere næsten dobbelt så meget korn som de ca. 850 mio. afrikanere. Grunden er jo at regeringernes politiske overlevelse har været afhængig af opbakning fra befolkningen i de store byer. At skaffe dem billige kød, frugt, landbrugsvarer til en lavere pris ved hjælp subsidier. Resultatet har været fattigdom og manglende investeringer og udvikling på landet. Den type landbrugspolitik har bidraget til fødevarekrise. Zimbabwe var først i 1980’erne et af de får afrikanske lande der ikke fulgte denne vej. Regeringen prøvede at efterligne EU’s landbrugspolitik ved at give landmænd op til 50% mere for majsen end verdensmarkedsprisen. Det bevirkede at majsproduktionen i første halvdel hos små bønder blev tredobbelt i første halvdel af 1980’erne. I Kina blev de store kollektiver nedlagt, små bønder fik ansvaret for deres jord og måtte tjene lidt flere penge ved at sælge deres produkter på de lokale markeder. De øgede kornproduktionen betydeligt. Fig 7.21 og 7.22 Så mens landbrugspolitikken i de rige lande har skabt overskud af mad, har landbrugspolitikken i de fattige lande en del af ansvaret for de nuværende underskud af mad. Dertil kommer at regeringerne i syd ofte har været i konflikter og krige der har ødelagt landmændenes muligheder for at sælge deres produkter. Fremtidsperspektiver på fødevareproduktionen. Ulandene har lært at en række faktorer står i vejen for en højere fødevareproduktion: lav priser til bønderne på landbrugsvarer, høje militærudgifter i stedet for uddannelse og sundhed og en ulige jordfordeling hvor godsejerne sidder på den gode jord og producerer eksportafgrøder til den rige verden.

Verdenshandelen:. Landmændene over hele verden bliver påvirket af verdensmarked. Amerikanske og danske landmænd følger næsten dagligt verdensmarkedspriserne og udviklingen på markederne i Europa. Men der er mange afrikanske landmænd, der stort set kun producerer til eget forbrug og salg på de lokale markeder. Det er generelt en ulige kamp mellem de rige lande og fattige lande, derfor har over 150 lande skrevet under på en verdensomspændende aftale om liberalisering af verdenshandlen. Det er sket i verdenshandelsorganisationen. WTO: Formålet er liberalisere verdenshandlen: lavere toldmurer og færre støtteordninger. I 2001 startede nemlig en ny runde forhandlinger i WTO. Det såkaldte DOHA udviklingsrunde opkaldt efter hovedstaten I Qatar, hvor forhandlingerne blev lanceret. Men der en del konflikter mellem liberalisterne (Cairns gruppe) og liberalisering modstander ( G10) fra Syd og Nord. Konflikten ses tydeligere mellem G10 lande og EU. EU har en stor landbrugseksport at tænke på og har kæmpet for at få lov til at beholde eksportsubsidierne. G10 landene er mest bekymret for hvordan deres risbønder og bjergbønder skal overleve. Fig 7.24