Semester-gruppe-billede 4.2 Musikken er en (forhåbentlig) enestående udgave af Gustav Holst Planeterne, nærmere bestemt Merkur. Nyd den mens du betragter billederne, eller klik. videre til de personlige narrativer Semester-gruppe-billede 4.2

Lisbeth Billedet illustrerer det tætteste jeg kan komme på mit narrativ vedr. vores problemformulering og vores narrativ vedr. Marco Polo. Faktisk er billedet, mit billede og narrativ for dels, hvad jeg vil bidrage med i semestergruppen og dels hvad jeg er åben for at modtage.   Billedet er en fraktal og alligevel er det et gelænder, en trappe, en due. Fraktaler er mit narrativ. Fraktaler er enestående i sin form, da alle væsner og ting i sin mindste form udgør det samme mønster en fraktal. Billedet betyder for mig, at finde det kendte i det ukendte, det ukendte i det kendte. At gå på opdagelse i mønstre og sammenhænge i semestergruppen, på holdet, lærere og de personer vi møder undervejs face to face og virtuelt. Have tillid til, at de mønstre jeg kommer i kontakt med er ok, at jeg ikke skal sortere men udfordre, undersøge det interessant. Gad vist, hvor det fører mig hen? Flyve med lethed som duen.

Marianne I Der lurer mange farer derude i det ukendte land. Hvordan kan vi egentlig vide hvilken vej vi skal? Hvordan navigerer vi i dette kaos af forskellige veje? Vi sender spejdere ud og opfanger nye signaler fra stjernerne, skyerne og andre trafikkanter. Vi løser problemerne ad hoc som de opstår bruger den ny viden vi opsamler – og vi har ’vilje til at ville’ finde en vej trods skiftende vejr- og vejforhold. Vi justerer kursen løbende når vejene viser sig som en sammenfiltret knude og at vi er kommet på vildveje. Fuld speed frem – det går hurtigt og det hele bliver ikke perfekt. Jeg har en smule skræk for at blive væk og miste overblikket i farten. På den anden side er jeg opfyldt af spænding over de mange nye veje og eventyr der dukker op undervejs. Måske fører nogle af de nye veje til grænseoverskridende oplevelser og sætter helt nye krav til vores rejsehold?

Marianne II Mit narrativ begynder med tanken om at jeg skal på opdagelsesrejse sammen med en flok rejsekammerater. Rejsearrangøren har sammensat os i små rejsehold med en ramme for rejsen, hvor der er indbygget forhindringer, opgaver og milepæle. Jeg skal opdage nye steder, udforske dem og finde tilbage med baggagen fyldt med ny indsigt og viden. Om jeg når målet og med hvilken succes jeg kommer frem er tydeligvis tæt knyttet til samspillet med min gruppe og vores evne til at sætte de tyste drivkræfter på spil. Det lille rejsehold har intuitive evner og strækker sig langt for at sætte sig i hinandens sted, forstå hinanden og ’lege’ med på hinandens ideer. Vi lægger fra kaj og følger med vandstømmen i kanalen gondolen er vores fælles platform og vi vender hurtigt ud mod nye horisonter.

Madeleine Jeg har valgt en astronaut der er vægtløs i rummet, men har en iltforsyning tilbage til et rumskib, som man ikke kan se. Jeg opfatter denne metafor som en livsudforskning af det ukendte, hvor egne erfaringer med hvordan man geberder sin i en vægtløs tilstand bliver udfordret og udforsket. Det er også et symbol på frihed, selvstændighed og rummelighed i sin yderste konsekvens. Fra denne vinkel ser man jorden i sin helhed og land og vand danner mønstre i en blå farve, der lyser op i hele rummet. Menesket bliver usynligt og naturen træder ind. Jordkloden bliver figur og rummet baggrund. Fasinerende oplevelse som menneske. Dog er dette ikke muligt hvis man ikke har nogen og noget omkring sig der muliggør at man kan vandre i rummet og se helheden på jorden. Rumskibets teknologi, og de medrejsende i rumskibet har alle i en fælles reference bragt denne mulighed til veje og uden de andre i rumskibet kunne denne alenevandring ikke foregå. Det er heller ikke et ønske om en permant tilstand men oplevelse af fællesskabets tolerance for at få muligheder for unikke oplevelse. Om lidt vender jeg tilbage til rumskibet, med et livsbekræftende billede på nethinden, for at næste astronaut kan komme ud på hdes vandring.

Martin ”at leve er at miste fodfæste et øjeblik” Frit hængende fra en klippevæg, lidt skræmmende, mere udfordrende og utroligt udviklende. Alle sanser er skærpet og jeg finder ressourcer jeg ikke vidste at være i besiddelse af. Det kan virke lidt ensomt – at hænge der på en bar klippevæg – i en tynd tråd til omverden. Men tråden er stærk og i begge ender er der gode folk, der både kan holde mig tæt til jorden – men også trække mig op til nærmeste afsats. Ved at sætte gruppens ressourcer i forlængelse af mine egne er der gode muligheder for at vi når helt til toppen. Udsigten skulle være fantastisk deroppe. En fantastisk dannelsesrejse er begyndt.

Kaare Energi, dynamik og bevægelse. At blive fanget ind i hvirvlen, der hvor tingene sker, der hvor man bliver holdt fast. Men også at komme i smult vande, bare en gang i mellem, hvor der er tid til refleksion, fordybelse og stilhed, før man igen kaster sig ud i livets frådende hav. Vandet symboliserer også rejsen. Den fælles rejse med semestergruppen, hvor forskellighederne mødes, overraskende synergier opstår, måske de mest uventede steder, og hvor målet aldrig er mere fikseret, end at det kan ændres ved næste bølgebevægelse. Vand er også leg. Som barn elskede jeg vandet og kastede mig frygtløs ud i Vesterhavet. (Lige indtil den dag, hvor jeg næsten druknede – så var jeg vandskræk i mange år) Men også vandskræk er til for at blive overvundet.

Semester-gruppe-billede 4.2