Velfærdsstaten i en demokratisk kontekst Holdtime 9.2. i uge 17 v/ Peter Nedergaard

Dagsorden for dagens holdundervisning Det teoretiske grundlag for velfærdsstaten 2. Velfærdsstatens politiske økonomi 3. Velfærdsstaten som resultatet af klassemobilisering? 4. Tre velfærdsstatsmodeller 5. Den nordiske velfærdsstat som resultatet af klassealliancer 6. Andre teorier om velfærdsstaten 7. Konklusioner: Velfærdsstaten i en demokratisk kontekst

Velfærdsstatens signalord: tryghed!

Er velfærdsstatens tryghedsmani lig med småborgerlig hygge-nygge?

1) Vil socialpolitikken i velfærdsstaten mindske klassemodsætningerne? Den faglige debat om velfærdsstaten er styret af to spørgsmål: 1) Vil socialpolitikken i velfærdsstaten mindske klassemodsætningerne? 2) Hvordan forklares velfærdsstatens udvikling? Klassiske spørgsmål stillet af den politiske økonomi i de sidste hundrede år – uanset, om de har været liberale, konservative eller marxister.

1) De liberale frygtede det meget udbredte demokrati. Velfærdsstaten og de teoretiske skoler Den liberale skole: 1) De liberale frygtede det meget udbredte demokrati. 2) Frygtede, at det ville forvride markedet og politisere fordelingskampen. 3) Den frygt er accentueret med velfærdsstaten. 4) Markedet kan i stedet potentielt afskaffe klassedelingssamfundet.

Tyske historiske skole: 1) Friedrich List, Gustav Schmoller. Benægtede, at markedet sikrede økonomisk effektivitet. 2) Staten skulle være en patriark for borgerne. 3) En ”monarkistisk” velfærdsstat skulle sikre social velfærd og klasseharmoni. 4) For enhver pris undgå, at den sociale orden kollapsede.

Marxisterne/ socialisterne: 1) Som den konservative skole: markedet var økonomisk ineffektivitet og medførte langt skarpere klasseskel. 2) Den liberale stat bliver undertrykkende, når den vil forsvare disse. 3) Det afgørende spørgsmål: Kan et parlamentarisk demokrati rette op på de stadig skarpere klasseskel via skabelsen af en velfærdsstat?

Socialisternes svar på, om velfærdsstaten kan rette op på klasseskel 1) Yderliggående socialister: Lenin: parlamentarisk demokrati kan ikke rette op på klasseskævhederne. ”Snakkeklubber”. 2) Socialdemokraterne omfavnede den parlamentariske reformisme for lighed og socialisme baseret på to argumenter: I) Det kræver sociale ressourcer, sundhed og uddannelse at deltage effektivt som socialistiske medborgere. II) Socialpolitikken er også forudsætningen for en effektiv økonomi, fordi den gør arbejdskraften mere effektiv.

Velfærdsstatens politiske økonomi To vinkler har domineret forklaringerne på velfærdsstaterne i moderne politisk økonomi: Funktionalistisk forklaring: En understreger velfærdsstatens strukturer og velfærdsstaten som system. Aktørforklaring: En anden understreger velfærdsstatens aktører.

Funktionalistisk forklaring 1) Den holistiske logik bag udviklingen af velfærdsstaten. Ofte fortolket som en funktionel nødvendighed for reproduktion af samfund og økonomi. 2) Tesen er, at industrialiseringen har gjort socialpolitikken både nødvendig (gamle hjælpeforanstaltninger er væk) og mulig (rationelt og effektivt bureaukrati samt økonomisk overskud). 3) Problemet med tesen: hvorfor kom velfærdsstaten først 50-100 år efter, at det traditionelle samfund forsvandt?

Liberale skoles forklaring på velfærdsstaten (J. S Liberale skoles forklaring på velfærdsstaten (J.S. Mill, Tocqueville etc.): - Flertallet vil sørge for en social omfordeling via det politiske system for at kompensere for deres svaghed på markedet: Minimumslønninger, told, beskyttelse, subsidier. Tesen om en kraftigt omfordelende velfærdsstat løber imidlertid ind i problemer med kronologien: 1) Velfærdsstatsordningerne kom til FØR demokratiet i lande som Tyskland (under Bismarck), Frankrig (Napoleon III) og Østrig. 2) Der, hvor demokratiet kom tidligt som i USA, Australien og Schweiz, udviklede velfærdsstatsordningerne sig kun langsomt.

Alternativet til den liberale skoles forklaringer på velfærdsstaten: 1) Velfærdsstaterne skal forklares med udgangspunkt i sociale klasser og den sociale struktur. 2) De tidlige demokratier var præget af landbrug og spredt ejendomsret. 3) Det gjorde det sværere at opkræve skatter til velfærdsordningerne end under autoritære styreformer. 4) Hermed forklares, hvorfor velfærdsstaten kom før i Tyskland end i USA.

Social klasse som politisk aktør i velfærdsstaterne Den socialdemokratiske tese om klassemobilisering antager, at parlamenterne er effektive institutioner m.h.t. at omsætte de mobiliserede magt i de ønskede velfærdspolitikker. 1) Det betyder blot, at parlamentarisk demokrati er i stand til at underlægge sig den hegemoniske magt og tjene interesser, som er antagonistiske i f.t. kapitalen. 2) Sociale rettigheder vil med andre ord flytte kapitalmagtens grænser.

Mobilisering for sociale ændringer

Hvorfor er velfærdsstaten en magtressource for lønmodtagerne – argumentationen: Overladt til markedet er lønmodtagerne atomiserede og opdelte. 1) Modsat vil sociale rettigheder fremme den enhed blandt lønmodtagerne, som den kollektive magtmobilisering kræver. 2) Den største vanskelighed i den socialdemokratiske tese om klassemobilisering er at konkretisere betingelserne for magtmobiliseringen. 3) Magten stammer fra fagforeningernes organisationsgrad, antal pladser til venstresiden i parlamenterne osv. Men venstreorienterede har altid været i mindretal. 4) Derfor er lønmodtagernes alliancer med andre grupper det afgørende.

En valgplakat med henblik på klassealliance

Esping-Andersens specifikation af velfærdsstaten - Tildeling af sociale rettigheder er nøgleindikatoren: Er de sociale rettigheder lovbaserede og tildelt alene på baggrund af statsborgerskab? Man kan måle velfærdssystemerne efter, hvor meget de frigør borgeren fra markedets krav, dvs., i hvilken grad de forhindrer, at lønmodtagerne bliver en vare på markedet (= grad af decommodification).

Esping-Andersens tre velfærdsstatsregimer (idealtyper) A) Liberale velfærdsstat. Beskedent universalistisk bidragssystem. 2) Modtagerne er især lavindkomstpersoner fra arbejderklassen. 3) Stor afhængighed af markedet m.h.t. salg af arbejdskraft. USA, Canada, Australien. 4) Arbejderbevægelsen var kritisk.

En del af den ideologiske baggrund for den minimale angelsaksiske velfærdsstat: Angelsaksisk socialismekritik

B) Konservative velfærdsstat 1) Korporatistiske politiske systemer. 2) Velfærdsstaten differentierer i forsvaret for stands- og statusforskelle. 3) Bygger på familien som enhed ved at udelukke ikke-arbejdende kvinder fra ydelse, pensioner m.v. Østrig, Frankrig, Tyskland, Italien. 4) Arbejderbevægelsen var kritisk.

C) Socialdemokratiske velfærdsstat 1) Universalismen udvidet til også at dække lighed på højere niveau end i de liberale velfærdsstater. 2) Alle får fordele, hvilket gør alle villige til at betale. Bygger på individet som enhed. 3) Omkostningerne ved at have familie socialiseres. En særlig fusion af liberalismen og socialismen. 4) Skandinaviske lande. 5) Arbejderbevægelsen bakkede op.

For og imod folkepension i Sverige

Årsagerne til velfærdsregimerne ifølge Esping-Andersen Tre faktorer er vigtige m.h.t. at finde årsagerne til de forskellige velfærdsregimer: 1) Karakteren af klassemobiliseringen (især af arbejderklassen) – marxistisk? 2) Klassepolitiske koalitionsstrukturer – rational choice/Downsk? VIGTIGST! 3) Den historiske institutionalisering af velfærdsregimerne – historisk institutionel?

Socialdemokratiets alliance med husmændene og tjenestemændene

Uddybning af pkt. 2) Klassepolitiske koalitionsstrukturer: Koalitionen mellem arbejderbevægelsen og landbruget er helt central op til 2. verdenskrig: 1) I de skandinaviske lande var landbruget præget af ikke-arbejdskraftintensive familiebrug med velorganiserede landmænd. 2) Her etableredes særlige landbrugspartier (Venstre). Arbejder-bonde alliancer for fuldt beskæftigelsesvelfærdsstater til gengæld for statsstøtte til landbruget. 3) I USA var samme udvikling på vej, men bremsedes af Syden med de arbejdskraftintensive landbrug, som ville undgå støtten til arbejderne. 4) Også i Tyskland og Italien var landbruget arbejdskraftintensivt. Fagforeninger og venstrepartier sås som en trussel.

Koalitionen mellem arbejderbevægelsen og middelklassen var helt central efter 2. verdenskrig: Socialdemokratiske model: Middelklassen er blevet integreret i velfærdsstatsprojektet. Bevarede universalismen, men tog hensyn til middelklassens behov. Angelsaksiske model: Velfærdsstatsordninger primært for arbejderklassen og de fattige. Middelklassen ikke med i projektet. De støtter sig til private forsikringer. Kontinentale model: Velfærdsstaten er udviklet af konservative kræfter, som har integreret middelklassen ved at give den til en privilegeret status.

J.G. Andersen (2008): The Impact of Public Policies Nyt teoretisk syn på velfærdsstaterne: Diskussion af velfærd, lighed og økonomisk effektivitet: Er stigende velstand og lighed modsætninger? Ideologisk skifte fra: Keynesiansk makroøkonomisk styring i velfærdsstaternes guldalder i velfærdsstaternes guldalder i 1950’erne-1970’erne og til: Neoklassisk økonomisk teoris genkomst fra 1980’erne. Opfattet som en bedre krisestyringsteori. Forskningen peger imidlertid stadig på, at velfærdspolitikkerne optræder i mønstre – kaldet velfærdsregimer – jf. Esping-Andersen.

Udgifter til velfærd: Udvikling: Højst i Kontinentaleuropa og Skandinavien, mindst i de angelsaksiske lande. Voksende op gennem 1900-tallet – men i forskelligt tempo (i de sidste årtier med opbremsning og endda med fald i nogle lande). Forklaringer: Funktionalistiske: resultat af modernisering, industrialisering osv. Magtressourceforklaring: klassealliancer, organisering osv.

Kritikken af velfærdsstaterne (fx Okun): Store økonomiske effektivitetstab i omfordelingsprocessen. Arbejdsløsheden i Europa er blevet strukturel. Kan ikke fjernes med øget efterspørgssel (demand-side), men kun med strukturreformer (supply-side). Strukturarbejdsløsheden er selvforstærkende, fordi tab af kvalifikationer stiger med arbejdsløsheden. Hysteresis-hypotesen. USA som eksempel på et mere effektivt arbejdsmarked end det europæiske. .

Skematisk oversigt over teorier om velfærdsregimer, Varieties of Capitalism og flexicurity Idealtyper: Variable Forklaring Modeller Velfærdsregimer Arbejdsmarkedet, familien, velfærdsstaten Politisk magtkamp Konservative, liberale, socialdemokratiske Varieties of capitalism Karakteren af uddannelsesbehovet i produktionen Funktionalistisk Liberal Market Economies (LME) Coordinates Market Economies (CME) Flexicurity Jobbeskyttelse, økonomisk kompensation ved arbejdsløshed Tilfældighed, kritisk tidspunkt Holland, Danmark

Varieties of Capitalism (VOC) Problemstilling: Hvad er virksomhedernes interesse i at anvende markedet som koordinationsmekanisme i forhold til andre koordinationsformer? To koordinationsformer: LME: liberal market economies CME: coordinated market economies Nøglevariabel: Karakteren af uddannelsesbehovet i produktionen:

CME: Krav om specialiserede kvalifikationer, jobbeskyttelse (for at lønmodtagere vil investere i at opnå specialiserede kvalifikationer), avanceret markedsregulering, relativt stor offentlig sektor. Komparativ konkurrencefordel: Specialiseret kvalitetsproduktion. LME: Krav om generelle færdigheder, intet behov for jobbeskyttelse, simpel markedsregularing, relativt lille offentlig sektor. Komparativ konkurrencefordel: Radikale innovationer. VOC: ”Kapitallogisk” tilgang . Er en kritik af ”politics against market”-traditionen i velfærdsregimeforskningen (Esping-Andersen).

Flexicurity: Arbejdskraften: fleksibilitet + sikkerhed. Hollandsk oprindelse. Wildthagen. Snævrere fokus end velfærdsregimer og VOC. Opstået på baggrund af tilfældigheder. Kritiske tidspunkter – historisk institutionalisme Indirekte kritik af VOC-litteraturen ved at introducere nye opdelinger inde for CME.

Velfærd og/eller økonomisk effektivitet: Udbredt tese: Angelsaksiske velfærdsregimer, dvs. LME’s, er de mest økonomisk effektive og har højst økonomisk vækst. Men de er også de økonomisk mest ulige. Årsag (Okuns tese): Omfordelingsprocessen indebærer betydelige direkte økonomiske tab samtidig med, at der er økonomiske incitamentsstab.

Modargumenter: 1)Problemet ved LME er, at man taber social kapital (=tillid), som er økonomisk effektivitet at besidde. 2) Sociale markedsøkonomier er bl.a. derfor mere konkurrencedygtige end LME. 3) Store offentlige udgifter kan fremme økonomiens effektivitet, hvis der er tale om, at pengene går til uddannelse. 4) Der mangler en signifikant korrelation mellem lave sociale udgifter og BNP-vækst. 5) Den amerikanske LME-økonomi performer ikke altid bedre end sociale markedsøkonomier, selv om det som regel er tilfældet.

1) De skaber forskellige velerhvervede rettigheder og interesser. Policy feedback: Velfærdsstatspolitikkerne har feedback-virkninger på organiseringen af det politiske system: 1) De skaber forskellige velerhvervede rettigheder og interesser. 2) De skaber nye interessegrupper. 3) De ændrer fordelingen af magtressourcerne mellem interessegrupperne. 4) De skaber interesseopdelinger såvel som fællesinteresser. 5) De åbner og lukker mulighederne for at influere på fremtidige politikker og strukturerer aktørernes interesseperceptioner.

Feedback-virkningerne kan være intentionelle såvel som ikke-intentionelle: Eksempel 1: Efterlønnen. Skabt til helt andre formål end den nuværende retfærdiggørelse. Eksempel 2: Statssubsidieret arbejdsløshedsunderstøttelse (DK 2/3). Eksempel 3: Middelklassen får gavn af visse velfærdsstatspolitikker som gratis adgang til højere uddannelse. Efterløn.

Konklusioner vedr. velfærdsstaten i en demokratisk kontekst To fagligt vigtige spørgsmål om velfærdsstaten: a) Vil socialpolitikken mindske klassemodsætningerne? b) Hvordan forklares velfærdsstatens udvikling? 2) Tre teoretiske skoler giver forskellige svar: Liberale skole: Frygter ineffektivitet p.g.a. politiseirng af omfordelingskampen. Tyske historiske skole: Velfærdsstaten kan agere patriark for borgerne og dermed sikre den sociale orden. Marxisterne/socialisterne: Nogle mener velfærdsstaten er effektløs/ren legitimering. Andre at den har stor effekt p.g.a. klassemobilisering (socialdemokraterne)

Konklusioner - fortsat 3) Esping-Andersens forklaring: Velfærdsstaten er især et resultat af klassealliancer. Især mellem arbejdere og bønder (før 2. verdenskrig) samt mellem arbejdere og offentligt ansatte (efter 2. verdenskrig). Går imod både forklaring a), b) og c). 4) Velfærdsstaterne er mere overlevelsesdygtige end (de neoliberale) kritikere mener. Kan som i DK’s tilfælde gennemføre reformer og sikre arbejdsudbuddet.