KROPPENS FORSVAR

Kroppens forsvar Kroppen har fjender i form af bakterier, vira og svampe. De kan angribe os, trække på vores ressourcer og gøre os syge. Derfor har kroppen et helt batteri af forsvarsmuligheder mod ydre fjender.

Det er vigtigt at holde fremmede mikroorganismer ude af kroppen. Huden er det første værn. Svedet og fedtet fra hudens kirtler indeholder bakteriehæmmende stoffer. Skulle der komme en rift i huden, må den lukkes så hurtigt som muligt. I blodet findes et stof, som størkner, når vi får et sår. Det sætter sig som en prop i hullet og forhindrer bakterier i at komme ind.

Bakterie og virus kommer ind Hvor der er åbninger ind til kroppen, er der altid fare for, at bakterier og virus kan trænge ind og gøre os syge. Det kan være i munden, næsen, endetarmen, urinrøret eller skeden. Kommer bakterierne ind, kan vi få fx halsbetændelse, blærebetændelse eller underlivsbetændelse.

Slimhinderne i halsen opfanger støv og bakterier. Små fimrehår fører slimet op i munden, hvor det synkes. Mikroorganismerne bliver så dræbt nede i mavesækkens syrebad. Hvis vi er svækkede eller får en stor mængde bakterier ned i maven, kan mavesyren ikke slå dem alle ihjel, og derfor bliver vi syge.

Immunforsvaret Immunforsvaret indebærer inkludere mange forskellige typer celler i kroppen. Disse celler ”spiser” farlige bakterier og virus. Mens de spiser, lærer de hvordan kroppen skal gøre sig immun overfor netop samme virus eller bakterie på et senere tidspunkt. Immun er latin og betyder fri.

At man er immun mod en sygdom betyder at man ikke kan få sygdommen. Dette fænomen kender vi fra bla. skoldkopper og kyssesyge. Hvis man har haft skoldkopper, kan man ikke få dem igen. Vi bruger denne funktion, når vi vaccinere folk mod bakterier eller virus. Når vi får en vaccine sprøjter vi bakterier eller virus ind i kroppen. Disse bakteriene er ufarlige, men ligner de farlige af slagsen.

Immunforsvaret Det medfødte immunforsvar består af en cellulær del og en humoral del. Cellelære del: Makrofager, fagocytter Dræberceller Humorale del: Komplementsystemet. Det er proteiner opløst i blodplasma som kan aktiveres til at angribe indtrængende mikroorganismer.

Antigener Antigener er en række af proteiner, kulhydrater og glykoproteiner der er knyttet til yderkanten af alle celler. Hver type celle har en unik sammensætning af de nævnte molekyler, hvilket medfører at en celle er identificerbar på baggrund af dens antigener.

Menneskets immunforsvar "benytter" dette faktum til at skelne mellem de antigener, der tilhører kroppen og dem, der ikke gør. Immunforsvaret, der indeholder en lang række antistoffer, aktiveres således ved kontakt med eksempelvis vira og bakterier der ikke hører til i kroppen. Når immunforsvaret, eller nærmere lymfocytterne, således aktiveres ved binding mellem en fremmed celles antigen og immunforsvarets antistof udløses en immunreaktion.

Herunder hører blandt andet at der tiltrækkes og dannes en større mængde antistoffer mod det specifikke antigen. Antistofferne binder derefter antigenerne sammen i en stor klump og fagocytterne (ædeceller) i immunforsvaret "æder" dernæst denne klump fremmedlegemer.

De hvide blodlegemer De hvide blodlegemer er hoveddelen i det specifikke immunsystem. De hvide blodlegemer transporteres rundt i kroppen med blodet. De kan trænge ud gennem blodårernes vægge, og de kan selv bevæge sig hen til bakterierne og omslutte dem. De hvide blodlegemer bliver efterhånden udslidt og dør.

Vi kan se de døde blodlegemer, når der er gået betændelse i et sår. Den gule væske, pus, består mest af hvide blodlegemer. De hvide blodlegemer angriber en hvilken som helst bakterie, virus eller svamp, som kommer ind i kroppen.

Hvide blodcellers opbygning Hvide blodceller består af Fagocytter (ædeceller) Neutrofiler ( Macrofager Lymfocytter (genkendelsesceller) T-celler B-celler

Antistof Kroppen laver også antistoffer. Antistofferne sætter sig fast på mikroorganismerne og sørger derved for, at de hvide blodlegemer lettere opdager og æder dem. Men det tager tid for kroppen at få lavet de rigtige antistoffer.

Derfor kan man nå at blive rigtig syg, efter man er blevet smittet. Kroppen går i gang med at lave antistoffer mod den nye sygdom, og efterhånden bliver sygdommen nedkæmpet. Næste gang kroppen bliver smittet med den samme sygdom, genkender kroppen den, og der bliver lavet antistoffer så hurtigt, at sygdommen måske slet ikke bryder ud.