USA, ENGLAND & TYSKLAND Politiske systemer

POLITISKE SYSTEMER I USA – del 1 USA er på mange punkter et meget komplekst land. Netop landets historik er af afgørende betydning for hvordan amerikanerne ser dem selv, og grundlag for at de gør tingene som de gør… USA som stat: Den amerikanske forfatning, demokratiet og dets institutioner, frihedsrettighederne og markedsøkonomien.

POLITISKE SYSTEMER I USA – del 2 Amerikanske selvopfattelse er exceptionalismen: USA er noget særligt og har en helt unik rolle at spille i verden. USA er en forbundsstat (føderation) med 50 delstater. Det politiske system i USA er det konstitutionelle demokrati. Forfatningen (”The Constitution”) er den øverste lov i USA og kan derfor overtrumfe lovene i de enkelte delstater. Forfatningen stammer fra 1789 og dens ordlyd er ikke blevet ændret siden. Der er dog vedtaget 27 tilføjelser (”amendments”) til forfatningen i tidens løb. De ti første tilføjelser omhandler borgernes rettigheder og kaldes tilsammen ”The Bill of Rights”.

POLITISKE SYSTEMER I USA – del 3 USA´s politiske system hviler på en meget konsekvent gennemførelse af magtens tredeling. DEN LOVGIVENDE MAGT: Denne magt ligger hos Kongressen, som er delt i to kamre: Senatet og Repræsentanternes Hus. I Senatet er hver delstat repræsenteret med to senatorer, som vælges for en periode af seks år. I Repræsentanternes Hus sidder der 435 medlemmer. Her er delstaterne repræsenteret i forhold til deres størrelse med mange repræsentanter til store stater og få repræsentanter til små stater. Alle medlemmer af Kongressen kan genvælges et ubegrænset antal gange.

POLITISKE SYSTEMER I USA – del 4 Ethvert medlem af Kongressen kan fremsætte lovforslag. Et lovforslag skal vedtages i både Repræsentanternes Hus og Senatet. Hvis dette sker, har præsidenten imidlertid vetoret. Hvis præsidenten nedlægger veto, kan loven alligevel vedtages, men nu kræves der 2/3 flertal i begge kamre. Dette system, hvor statsorganerne udøver gensidig kontrol, kaldes ”checks and balances”.

POLITISKE SYSTEMER I USA – del 5 DEN DØMMENDE MAGT: Den dømmende magt indgår som nævnt ovenfor også i statsorganernes gensidige kontrol. Hvis Højesteret (Supreme Court) erklærer, at en lov er i modstrid med forfatningen, er loven ugyldig. I Højesteret sidder ni dommere, som alle sidder på livstid. Når en højesteretsdommer dør eller selv vælger at træde tilbage, udpeger præsidenten en ny. Kongressen skal godkende højesteretsdommeren, men alligevel er det en stor magtresurse for præsidenten at kunne udpege en højesteretsdommer, som sidder på livstid. Et eksempel på Højesterets store magt var ved præsidentvalget i 2000, hvor der opstod problemer med stemmeoptællingen i Florida. Højesteret gik her på et tidspunkt ind og afgjorde, at der ikke skulle foretages yderligere omtællinger, hvorefter republikaneren George W. Bush havde vundet valget over demokraten Al Gore. Mange amerikanere mener stadig, at Al Gore ville have vundet valget, hvis stemmerne i Florida var blevet talt på ny.

POLITISKE SYSTEMER I USA – del 6 DEN UDØVENDE MAGT: Præsidenten vælges for en periode på 4 år og kan kun sidde i to 4-års perioder. Præsidenten er ”folkevalgt”, men rent teknisk foregår præsidentvalget således, at vælgerne stemmer på nogle ”valgmænd”, som så vælger præsidenten. Hver delstat har det antal valgmænd, som de har senatorer og medlemmer af Repræsentanternes Hus, der er altså 538 valgmænd alt (100 + 435 + 3 ekstra valgmænd fra byen Washington). Præsidenten skal så have 270 af disse valgmandsstemmer for at blive valgt.

POLITISKE SYSTEMER I USA – del 7 Præsidenten udpeger regeringen og vicepræsidenten, men disse skal også godkendes af Kongressen. Kongressen kan ikke afsætte præsidenten og hans regering, der er således ikke parlamentarisme i USA som fx i Danmark.

POLITISKE SYSTEMER I ENGLAND – del 1 Storbritannien er et konstitutionelt monarki ligesom Danmark. Den engelske dronning har i lighed med den danske ingen politisk magt. Man har ingen grundlov som i Danmark, forfatningen består af love, som Underhuset har vedtaget gennem tiden. Derudover har man begrebet ”common law”, som består af uskrevne regler og traditioner, som spiller en rolle i engelsk ret.

POLITISKE SYSTEMER I ENGLAND – del 2 DEN LOVGIVENDE MAGT: Den lovgivende magt i Storbritannien ligger hos Parlament, som er delt i to kamre: Overhuset (”House of Lords”) og Underhuset (”House of Commons”). Af disse er Underhuset folkevalgt, og det er her den egentlige lovgivende magt ligger. Overhusets medlemmer er udpeget eller født til deres plads, og Overhuset kan kun debattere og rådgive. Mange af Overhusets medlemmer er tidligere medlemmer af Underhuset, og de er stadig i stand til at øve en betydelig politisk indflydelse. Underhuset har 646 medlemmer, som vælges ved flertalsvalg i enkeltmandskredse. Der er 646 valgkredse, som altså kun vælger ét medlem hver. Dette valgsystem giver en tendens til, at der kun er to væsentlige partier, ligesom det var tilfældet i USA. Disse to partier er New Labour (et socialdemokratisk parti) og De Konservative. Der er dog et tredje parti, De Liberale Demokrater, som får mange stemmer, men som på grund af valgsystemet ikke får ret mange pladser i Underhuset.

POLITISKE SYSTEMER I TYSKLAND – del 1 Tyskland er i lighed med USA en forbundsstat og en republik. Det tyske politiske system er dog meget anderledes en det amerikanske. Den tyske præsident vælges af en forsamling bestående af Forbundsdagens medlemmer og et tilsvarende antal politikere fra delstaternes parlamenter. Præsidenten har ingen politisk magt og har mest ceremonielle funktioner. Tyskland består efter Vesttysklands og DDR´s genforening i 1990 af 16 Länder eller delstater. Hver delstat har sit eget parlament og sin egen regering.

POLITISKE SYSTEMER I TYSKLAND – del 2 Det tyske parlament består af Forbundsdagen (”Bundestag”) med 613 medlemmer og Forbundsrådet (”Bundesrat”) med 69 medlemmer. I Forbundsrådet er delstaterne repræsenteret i forhold til deres størrelse. Hver delstat skal stemme som en blok i Forbundsrådet, og de enkelte delstaters parlamenter bestemmer, hvordan deres repræsentanter skal stemme. Ved valg til Forbundsdagen skal vælgerne afgive to stemmer, idet man både skal stemme på et parti og på en kandidat. Partistemmerne fordeles ved forholdstalsvalg, og der er en spærregrænse på 5%. Et parti bliver dog også repræsenteret, hvis det har fået valgt 3 kandidater. Alle love skal vedtages både i Forbundsdagen og i Forbundsrådet. Tyskland har positiv parlamentarisme, hvilket betyder, at Forbundsdagen kun kan afsætte regeringen, hvis den samtidig vælger en ny regeringsleder (forbundskansler, ”Bundeskansler”).