Hvad lærte vi sidst? 1. Retten til at bevæge sig frit i EU (udrejse og indrejse) 2. De erhvervsaktives ret til at opholde sig i: - en anden medlemsstat - i deres egne medlemsstat: sag C-370/90 Singh (art. 43) og C-60/00 Carpenter (art. 49)

Hvad skal vi lære i dag? Forsat om retten til fri bevægelighed og ophold 1. Opholdsretten for de ikke økonomiske aktive 2.Opholdsbeviset 3.Undtagelserne til retten til fri bevægelighed og ophold i EU

Hvad skal vi også lære i dag? TEF art. 39: Arbejdskraftens fri bevægelighed 4. Art 39’s pligtsubjekter 5. Art. 39’s rettighedssubjekter

Opholdsretten for de ikke økonomiske aktive Retten til ophold som arbejdssøgende: Sag C-292/89 Antonissen (præjudiciel afgørelse) 1.Faktum og spørgsmål: Skal en statsborger i en MS, der søger beskæftigelse i en anden MS, betragtes som arbejdstager i art. 39’s forstand, og dermed være beskyttet mod udvisning, medmindre det kan retfærdiggøres i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed? Pr. 8: EFD omformulerede spm: er art. 39 til hinder for, at en arbejdssøgende, kan pålægges at udrejse dersom han ikke har fundet beskæftigelse inden 6 måneder siden hans indrejse?

Arbejdssøgende: sag C-292/89 Antonissen 2. Domstolens svar og begrundelse: ● Dommen bekræfter at arbejdskraftens fri bevægelighed også omfatter EU borgers ret til at opholde sig i andre medlemsstater med henblik på at finde arbejde: udvidende fortolkning af art. 39(3). ● Begrundelse: Pr.11: art. 39 grundlæggende frihed, som skal fortolkes udvidende Pr : EF-rettens fulde virkning kræver en udvidende fortolkning af art. 39(3) Pr. 14: udvidende fortolkning også i overensstemmelse med sekundære retsakter (Rfo 1612/68)

Arbejdssøgende: sag C-292/89 Antonissen Arbejdssøgende skal have en rimelig frist for at søge arbejde. EFD fandt at en frist på 6 måneder, som udgangspunkt ikke var utilstrækkelig til at give den arbejdssøgende muligheden for at få kendskab til beskæftigelsestilbud og til i givet fald at foretage det fornødne til at blive ansat Men kan ikke udvise den arbejdssøgende efter fristen, dersom han forsat søger arbejde og har reelle chancer for at opnå ansættelse

Retten til ophold og Unionsborgerskabet Opholdsdirektiver fra 1990erne. 2 betingelser for opholdsretten TEF art. 18: Enhver Unionsborger har ret til opholde sig frit på MSs område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i denne Traktat og i sekundære retsakter

Ophold, Unionsborgerskabet: sag C- 413/99 Baumbast Fakta og spm: Kan Hr. Baumbast støtte en ret til ophold i UK på TEF art. 18? Med andre ord er art. 18 direkte anvendelig? ● Pr : EFD: ja, art. 18 ikke betinget af udøvelsen af en økonomisk aktivitet, men underlagt begrænsninger, der især følger af de sekundære retsakter (nu Rdir 2004/38) ● Pr : Betingelser og begrænsninger skal være underlagt domstolsprøvelse og skal fortolkes i overensstemmelse med EF-rettens almindelige principper, navnlig proportionalitetsprincippet.

Opholdsbeviset og retten til ophold Administrative krav Forhold mellem retten til ophold og administrative krav Overtrædelse af administrative krav: sag 118/75 Watson og Belman

Undtagelser til retten til fri bevægelighed og ophold Hensyn til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed, jf. TEF art. 18, 39(3), 46(1) og 55, Rdir 64/221 nu erstattet af Rdir 2004/38 Virkelig og alvorlig trussel mod et grundlæggende samfundshensyn Grundet i personens adfærd Skal respektere proportionalitetsprincippet og menneskerettighederne

TEF art. 39: Arbejdskraftens fri bevægelighed Pligtsubjekter: C-415/93 Bosman C-281/98 Angonese Rettighedssubjekter Sag 53/81 Levin C-350/96 Clean Car

TEF art. 39: Pligtsubjekter, sammenslutninger C-415/93 Bosman ● Pr. 82: art. 39 gælder ”…ikke alene for offentlige myndigheders retsakter, men tillige for andre former for regler, hvis formål er at give kollektive bestemmelser for lønarbejde og tjenesteydelser”

Art. 39: Pligtsubjekter, Bosman EFDs begrundelse 1. Lægger vægt på sportsforbundenes gennemslagskraft, som derfor får deres regler til at have karakter af lovgivning 2. Fare for uligheder i anvendelsen af art. 39 i medlemsstaterne: princippet om EF- rettens effektive virkning.

TEF art. 39: Pligtsubjekter, private C-281/98 Angonese Pr 36. Private personer skal også overholde forbuddet mod forskelsbehandling opstillet i TEF art. 39.

TEF art. 39: pligtsubjekter, Angonese EFDs begrundelse Art. 39 er formuleret i almindelige vendinger og ikke specielt rettet mod medlemsstaterne Henviser til sin egen praksis:C-415/93 Bosman. Pr : EFD fremhæver, at den tidligere har afgjort, at en anden traktatbestemmelse (art. 141 om lige løn) også forpligter private arbejdsgivere, selvom bestemmelsen formelt er rettet mod medlemsstaterne. EFD konkluderer, at det samme må gælde desto mere for art. 39, der opstiller en grundlæggende frihed og er et specielt udtryk for det almindelige forbud mod forskelsbehandling ifølge art. 12.

TEF art.39: Rettighedssubjekter Hvem kan betragtes som arbejdstager? Sag Levin Hvem kan påberåbe sig TEF.art. 39? Kun arbejdstagere? C-350/96 Clean Car

TEF art. 39: Rettighedssubjekter: Arbejdstagerbegrebet Sag 53/81 Levin 5 kriterier skal være opfyldte 1. EU borger 2. Faktisk og reel beskæftigelse 3. Mod betaling 4. Under andens ledelse 5. Grænseoverskridende element EU-retlig begreb

TEF art. 39: Rettighedssubjekter, hvem kan påberåbe sig art. 39? C-350/96 Clean Car: EFDs begrundelse Pr. 19: intet i ordlyden af art. 39, der udelukker, at rettigheden kan påberåbes af andre, f.eks. arbejdsgivere. Pr : EF-rettens effektivitet, som kræver, at reglerne skal suppleres af arbejdsgivernes ret til at ansætte arbejdstagere. Pr : EFD bemærker endvidere, at denne konklusion bekræftes af EFDs retspraksis, nemlig Bosman, hvor EFD fastslog, at private også kan påberåbe sig hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed. EFD bemærkede, at hvis private kan påberåbe sig undtagelsen i art. 39(3), må de også kunne påberåbe sig princippet i art. 39. Sammenline med Bosman og Angonese.

TEF art. 39: Hvem kan påberåbe sig bestemmelsen? En tysk konsulent firma fik af de tyske myndigheder udliciteret opgaven at skaffe arbejde til langtidsledige mod betaling. Det lykkedes firmaet at skaffe arbejde for en af deres klienter hos en dansk arbejdsgiver etableret i Danmark. Firmaet søgte derefter ifølge aftale med de tyske myndigheder om betaling for den pågældende formidling, men fik afslag. Afslaget begrundes med, at den fundne beskæftigelse ikke opfylder den lovmæssige betingelse, at firmaet skal være omfattet af den tyske sociale sikringsordning. Med andre ord var det kun beskæftigelse hos tyske arbejdsgivere, som kunne udløse betaling for den pågældende jobformidling. Kan firmaet påberåbe sig art. 39 og hævde, at afslaget på betaling udgør en forskelsbehandling i strid med denne bestemmelse?

C-208/05, ITC Innovative Technology Center EFD gav den private arbejdsformidling medhold når, denne virksomheds formidling virker som mellemled mellem efterspørgsel og udbud af arbejde, og en formidlingsaftale indgået med en arbejdssøgende gør virksomheden til en formidler, idet denne repræsenterer den arbejdssøgende og forsøger at skaffe den arbejdssøgende beskæftigelse. Den begrunder udfaldet yderligere med henvisning til princippet om EF- rettens effektivitet: pr. 26: ”Arbejdstageres ret til at tage og udøve lønnet beskæftigelse på en anden medlemsstats område uden forskelsbehandling må nemlig – for at være effektiv og opfylde sit formål – suppleres af retten for formidlere, såsom en privat arbejdsformidling, til at hjælpe dem med at opnå beskæftigelse under overholdelse af bestemmelserne om arbejdskraftens frie bevægelighed.” EFD: hindring i strid med art. 39 og 49.

Næste gang, fredag 2/11 1.Interne forhold 2.Nærmere om arbejdstagerbegrebet 3.Pensumdomme Sag 64/65/96 Jacquet Sag C-281/98 Angonese Sag 196/87 Steymann Sag C-456/02 Trojani Sag C-138/02 Collins 4. Anbefalet litteratur. EU-Karnov, kap. 10 afsnit 1 til 2.4 inkl. Ensig Sørensen og Runge Nielsen s (og )