Vælgervandringer (holdundervisning i uge 11; holdtime 7.2.) v/ Peter Nedergaard

Dagsorden for dagens holdtime Volatilitet – hvad er det? Partisystemer 3. Hvem danner regering? 4. Åbne og lukke partisystemer Firpartisystemets opbrud i Danmark

Hvordan måler vi vælgerskift? 1) 1. Survey-data - Kan give informationer om brutto-vælgerskift - Vi kan spørge om tilknytning til bestemte partier (identifikation), overvejelser m.h.t. valg af parti ved valg, rapportering af stemmeadfærd ved sidste valg osv. Usikkerhed: hukommelse, oprigtighed, stikprøvestørrelse mv.

Hvordan måler vi vælgerskift? 2) 2. Observeret stemmeadfærd – volatilitet - Kan give information om netto-vælgerskift. - Pedersens volatilitets indeks: Ændring i partiers stemmeandel fra valg til valg. - Vi kan se dem, der faktisk skifter parti. Ikke dem, der overvejer det. - Måles netto – ikke bruttoskift, dvs. vi får ikke det totale antal vælgere, der skifter ved valgene. Indekset er følsomt overfor antal partier (flere partier giver højere nettovolatilitet)

Hvad forklarer forskelle i volatilitet? 1) 1. Sociale og organisatoriske bånd - Kulturel segmentering (distinkte sub-kulturer) - Organisatorisk ”tæthed”: medlemskab af partier, fagforeninger, kirker osv. 2. Partisystemet - Antal partier - Den ideologiske afstand mellem dem bestemmer de reelle valgmuligheder for vælgerne 3. Institutionelle forhold - Forfatning, valgret, - Valgsystem: incitament til strategisk adfærd

Holland: Politiske sportsklubber og dagblade i tilknytning til Arbejderpartiet

Hvad forklarer forskelle i volatilitet?2) 4. Valgdeltagelsen - Mobilisering og skævhed i støtten til partierne. 5. Holdninger til det politiske system: mistillid og protest - Udløst af bestemte begivenheder (skandaler, kriser eller stigende utilfredshed. 6. Socio-økonomisk udvikling -Betydning af uddannelse, højere velfærd, ændret social struktur mv. Mod større individualisering og ændrede gruppetilhørsforhold.

Protest og utilfredshed i 1960’erne

Er det godt for demokratiet at have høj eller lav stabilitet? Total stabilitet: - Mangel på konkurrence og incitamenter for partierne - Mangel på input fra vælgerne ved valgene (evt. input i form af partimedlemsskab i stedet for) Total ustabilitet: - Vanskeligt for partier at planlægge deres politik - Vanskeligt at udvikle stabile samarbejds- og konfliktmønstre Er der et optimalt niveau?

Mogens N. Pedersen (1979). The Dynamics of European Party Systems Stabilitet indtil slutningen af 1960’erne Europæiske partisystemer antoges at have en høj grad af stabilitet. Reflekterede samfundsmæssige konfliktstrukturer fra fortiden. Fra slutningen af 1960’erne Der ses ændringer på følgende områder: Faldende partiidentifikation Flere former for ikke-konventionel politisk adfærd Nye partier opstod, som hverken var traditionelle massepartier eller ”catch all-parties” Er det fundamentale ændringer eller midlertidige afvigelser fra det stabile partisystem?

Volatilitet Vælgervolatilitet er det begreb, der analyseres. Defineres: Nettoændringerne indenfor partisystemet som resultat af individuelle vælgeres overførsel af en stemme til et andet parti. - Kan imidlertid være besværligt at måle i praksis, bl.a. p.g.a. problemer med partier, som splittes op, og partier, der sluttes sammen. - Især problemer med Italien og Frankrig.

Forklaring på volatilitet – to hypoteser: H1: Jo større antallet af partier er, som deltager i valgene, jo højere er volatiliteten – alt andet lige. H2: Hvis antallet af partier ændres mellem valgene, dvs., at antallet stiger eller falder, vil volatiliteten tendere mod at stige – alt andet lige.

Konklusioner vedr. to hypoteser: Ad H1 (antal partier): Stærk støtte til den hypotese (undtagen vedr. Italien). Bestemmer overordnet volatiliteten. Ad H2 (ændring i antallet af partier): En vis støtte til denne hypotese. Påvirker volatiliteten i de systemer, hvor en betydelig ændring i antallet af partier faktisk finder sted.

Peter Mair (1997). Party Systems and Structures of Competition Klassifikation af partisystemerne: Duvergers klassifikation: Topartisystemer versus fler(mere end to) partisystemer. Hypoteser af Duverger 1) Topartisystemer: stabile, konsensusprægede med klare ansvarslinjer. Giver klare valg for vælgerne. Eksempler er USA og Storbritannien. 2) Flerpartisystemer: koalitionsregeringer, ofte med meget ideologiske eller ekstremistiske partier. Eksempler er Frankrig og Italien. Kritik: Hvad med de små europæiske lande med flerpartisystemer OG konsensusprægede politiske systemer (Sverige, Holland, Danmark).

Sartoris klassifikation: Antal partier OG ideologisk distance mellem partierne (moderat eller polariseret). Kategorisering: Topartisystem (ex. Storbritannien) 2) Moderat pluralisme (ex. Danmark) 3) Polariseret pluralisme (ex. Italien tidligere før 1994) 4) Ét-partidominans (ex. Kongrespartiet tidligere i Indien) – en ad hoc kategori.

2) Har været anvendt i megen forskning og stået prøven. Mairs vurdering af klassifikationerne: Sartoris opdeling er den vigtigste på grund af : 1) Den mest præcise af typologierne, når det drejer sig om partisystemer. 2) Har været anvendt i megen forskning og stået prøven. 3) Har fokus på konkurrencesituationen og interaktionen mellem partierne, og dermed drejer opdelingen sig om partisystemet i sig selv. 4) Understreger de systemiske træk ved partisystemet og dermed betydningen af vælgeradfærd og valgresultater. Partisystemet kan dermed fungere som uafhængig variabel.

Mairs kritik af Sartori: Tiden har vist, at én kategori hos Sartori, nemlig ”moderat pluralisme”, er blevet overfyldt. Andre kategorier er derimod næsten tømt p.g.a. mindre polariseret pluralisme (færre anti-system partier) og mindre ét-partidominans (selv Kongrespartiet i Indien har måttet afgive magten). Der er også sat spørgsmålstegn ved, om USA kan karakteriseres som et topartisystem.

Mairs videreudvikling af Sartori Fastholde hovedideen om, at det afgørende træk ved partisystemerne er konkurrencen mellem partierne og især konkurrencen om regeringsmagten. (Et elitistisk træk hos Sartori). Tre faktorer er relevante i den forbindelse: 1) Mønstre m.h.t. regeringsskift i ethvert givent partisystem. 2) Stabilitet eller konsistens m.h.t. regeringsalternativerne. 3) Det simple spørgsmål om, hvem der i sidste ende regerer.

Mønstret m.h.t. regeringsskift Tre mønstre m.h.t. regeringsskift i europæisk politik: Fuldstændig udskiftning. Storbritannien det tydeligste eksempel. Samme mønster ses også i mere fragmenterede partimønstre som fx Norge. Delvis udskiftning. Tyskland et godt eksempel. FDP er med på den ene og den anden side samtidig med, at der forekommer ”store” koalitioner. Andre: Danmark. Holland. Finland. Belgien. Ikke-udskiftning. Italien indtil begyndelsen af 1990’erne. Schweiz er nu det klareste eksempel. Japan indtil 1993. Indien og Mexico i mange år.

Regeringsbevarelse – hvornår?

Hvilke partier regerer? Er regeringsalternativerne faste og stabile – eller eksperimenteres der? Storbritannien: Kun en utraditionel koalition under krigen. Ellers er alt ved det gamle. Danmark: En vis eksperimenteren. S-V regeringen. Firkløveret. Ellers er S og V-K kernen. Sverige: En vis eksperimenteren. Alliancen. Tyskland: Traditionelt mønster. Dog senest ”stor” koalition.

Kan alle partier principielt blive regeringspartier – eller er nogen udelukket på forhånd? Italien: tidligere var kommunistpartiet udelukket. Holland: alle partier kan komme med. Danmark: SF tidligere udelukket. Nu kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti p.g.a. EU-holdningerne. Anti-systempartierne holdes generelt ude. Betragtes som outsidere.

Lukkede partisystemer: Medfører forudsigelig partikonkurrence. Derfor øger det også systemstabiliteten. Begrænser vælgerpræferencerne til at handle om bestemte muligheder. Ingen ændring over tid m.h.t. regeringsalternativerne. Outsiderne holdes ude af regeringen. Kan skyldes uoverstigelige ideologiske kløfter og eksisterende partiers forsøg på ”selvbevarelse”. Det forudsætter stærke normer og konventioner, som kan bakke op om det lukkede regeringsdannelsesmønster. Ex Storbritannien, New Zealand til midt 90’erne. Indien og Mexico (PRI) i lang tid.

Åbne partisystemer: Mere uforudsigelige. Skiftende regeringsalternativer. Nye partier har relativt let ved at få regeringsmagt. Mere fragmenterede politiske systemer. Alle postkommunistiske styreformer er åbne regeringsdannelsessystemer. Alle kan komme med. Ingen faste normer om udelukkelse. Danmark. Holland. Kontinuum: Åbent I-----------------------------------------------------------ILukket

Partisystemer har selvstændig betydning for regeringsmuligheder, som ikke kan forklares alene af valgresultater Konventionel idé om, at partisystemerne i hovedsagen (eller udelukkende) er et resultat af valghandlingerne. At valghandlingerne bestemmer partisystemets indretning. Rigtigt er det, at der er en forbindelse mellem ændringerne i valgresultaterne og ændringerne i partisystemerne, men det er ikke én og samme ting. Partisystemerne HAR selvstændig betydning for regeringsmuligheder, som ikke kan forklares af valghandlingerne alene.

Eksempler på partisystemernes selvstændige betydning for regeringsmulighederne. Danmark. Jordskredsvalget i 1973. Fra fem partier til ti partier (+ FRP, CD, RETF., DKP, VS). Fem gamle partier alene 65 % af stemmerne, men det fik ingen systemisk virkning .Resultatet blev først en ren V-regering. Så en række socialdemokratiske mindretalsregeringer. Og så borgerlig mindretalsregering. Italien. 1994-valget. Volatilitet på 37,2 %. Totalt opbrud. Kristl.dem. opsplittet. PCI til Demokratisk Venstreparti og MSI til Nationalalliancen. Intet anti-systemparti længere. Irland. Indtil Fianna Fail vs. resten (Fine Gail, Labour). Men Fianna Fail gik i 1989 i koalition med Progessive Demokrater uden de store vælgerændringer. Volatilitet kun på 7,8 % . Alligevel skete der et afgørende opbrud i partisystemet.

Hvem skal med i regeringen?

Hans Jørgen Nielsen (2002). De mange gode partier at vælge imellem Pointe i artiklen: Vælgerne knytter sig snarere til grupper af partier (fx borgerlige eller venstrefløjen) end til enkeltpartier. Der er grupper af partier, man kan lide eller ikke lide. Vælgerne mangler ikke tilknytning til partisystemet, men det gør dem noget sværere at udforske, da valgsystemet kun giver én stemme man ikke kan være medlem af mere end ét parti partiidentifikationen er linjen i megen forskning (til dels overtaget fra forskningen i det amerikanske topartisystem) Mange forskningsspørgsmål vedr. partiidentifikation passer dårligt til et mangepartisystem.

Firpartisystemet i Danmark Traditionel antagelse om, at bestemte grupper knyttede sig til bestemte partier: landmændene – Venstre husmændene – Radikale Venstre byselvstændige – Konservative arbejdere – Socialdemokratiet lignede Lipset & Rokkans ”frosne” partisystem.

Opbrud i Venstre?

Opbruddet af firpartisystemet Opbruddet kom med jordskredsvalget i 1973. Fra 5 til 10 partier. Allerede før tegn på kraftigt faldende partimedlemskab. Opbruddet vedrørte alene enkeltpartierne. Ikke blokke – bortset fra 1973 skifter under 10 % over blokgrænsen. Tillid eller mistillid Tidligere har man undersøgt tillid til politikerne eller det politiske system som sådan – resultat: lav tillid. Men disaggregeres tallene, viser det sig, at vælgerne har tillid til politikerne fra deres eget politiske spektrum.

Model A (”skarp differentiering”) Tre modeller af partierne: Model A (”skarp differentiering”) svarer til det klassiske billede af de ”frosne partisystem”. vælgerne vakler ikke, men stemmer alt efter deres erhvervsgruppe på bestemte partier. kun noget meget drastisk kan få dem til at skifte parti. - tolkning af ”jordskredsvalget” i 1973 efter denne model: stærk utilfredshed med ”gammelpartierne”.

Model B (manglende differentiering”) Vælgerne synes tilnærmelsesvis lige godt eller dårligt om partierne. Vælgerne kommer let til at flagre fra parti til parti. Til fals for spin og medier.

Model C (”gruppevis differentiering”): vælgerne har en gruppe partier, som man kan lide eller ikke lide hører hjemme på ”venstrefløjen” eller i den ”borgerlige” lejr men man har ikke noget ebstemt favoritparti grovsortering som i model A og endelig beslutning som i model B

Hvilken af modellerne passer bedst? Vælgerne udtrykker høj sympati for de partier, hvis politik de bedst om, mens andre partier ligger under m.h.t. sympatien. Dvs., model B er næppe dominerende. Kun et stort mindretal ved alle valg siden 1973 synes klart om ét og kun ét parti frem for alle andre. Dvs. model A passer på dem. Tilbage er flertallet, som udviser gruppevis differentiering, dvs. passer på model C. Dvs., det hyppigste er tilsyneladende, at danske vælgere har flere partier, som de synes omtrent lige godt om, mens der samtidig er andre partier, de bryder sig klart mindre om.