En livsstil som en bedre ven

Apostlenes Gerninger kap. 4, vers 32-37: ”Hele skaren af troende var ét i hjerte og sind, og ikke én kaldte noget af sin ejendom for sit eget, men de var fælles om alt. Med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrd om Herren Jesu opstandelse, og alle nød de stor yndest. Der var da heller ikke nogen nødlidende iblandt dem, for de, som ejede jord eller huse, solgte dem og kom med de penge, de fik ind, og lagde dem for apostlenes fødder; pengene blev så fordelt til hver enkelt efter behov. Josef, en levit, der stammede fra Cypern, og som af apostlene fik tilnavnet Barnabas – det betyder Trøstens søn – solgte en mark, han havde, og kom med pengene og lagde dem for apostlenes fødder.”

1. Barnabas brugte sine gaver til at hjælpe mennesker

Matthæus Evangeliet kap. 5 vers 14-16: "I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det ind under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.”

Paulus Brev til Romerne kap. 12, vers 4-8: ”For ligesom vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver, således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer. Vi har forskellige nådegaver, alt efter den nåde, vi har fået: Den, der har profetisk gave, skal bruge den i overensstemmelse med troen; den, der har en tjeneste, skal passe sin tjeneste; den, der underviser, sin undervisning; den, der formaner, sin formaning; den, der giver, skal give rundhåndet. Den, der er forstander, skal være det med iver, og den, der øver barmhjertighed, skal gøre det glad og gerne.”

Barnabas brugte sine gaver til at hjælpe mennesker Barnabas brugte sig som et lem på legemet konstant og konsekvent igennem sit liv.

Apostlenes Gerninger kap. Kap. 9 vers 19-30: ”Han blev nogle dage hos disciplene i Damaskus, og han prædikede straks i synagogerne, at Jesus er Guds søn. Alle, der hørte det, blev forbavset og sagde: »Er det ikke ham, der i Jerusalem ville udrydde dem, der påkalder dette navn? Og er han ikke kommet hertil netop for at fængsle dem og bringe dem til ypperstepræsterne?« Men Saulus blev stadig stærkere og satte jøderne i Damaskus til vægs, når han påviste, at Jesus er Kristus. Efter lang tids forløb traf jøderne i fællesskab den beslutning at rydde ham af vejen. Men Saulus fik nys om deres plan. De holdt tilmed vagt ved byportene dag og nat for at kunne rydde ham af vejen. Men en nat tog hans disciple og firede ham ned i en kurv og fik ham således gennem bymuren. Da han var kommet til Jerusalem, forsøgte han at slutte sig til disciplene, men alle var bange for ham, da de ikke kunne tro, at han var en discipel. Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til apostlene. Han forklarede dem, hvordan han på vejen havde set Herren, og at Herren havde talt til ham, og hvordan han i Damaskus frimodigt havde talt i Jesu navn. Og han havde sin gang hos dem i Jerusalem og talte frimodigt i Herrens navn. Han talte og diskuterede med hellenisterne; men de forsøgte at rydde ham af vejen. Da brødrene blev klar over det, fik de ham ned til Cæsarea og sendt videre til Tarsus.”

Apostlenes Gerninger kap. 11, vers 19-26: ”De, der var blevet spredt under den forfølgelse, der udbrød i anledning af Stefanus, rejste nu rundt helt til Fønikien og Cypern og Antiokia, men forkyndte kun ordet for jøder. Men blandt dem var der nogle cyprioter og kyrenæere, som kom til Antiokia og også talte til grækerne og forkyndte evangeliet om Herren Jesus. Og Herrens hånd var med dem, så et stort antal kom til tro og vendte om til Herren. Rygtet om dem kom menigheden i Jerusalem for øre, og de sendte Barnabas til Antiokia. Da han kom dertil og erfarede Guds nåde, blev han glad og formanede alle til at holde sig til Herren med beslutsomt hjerte. For han var en god mand, fyldt af Helligånd og tro. Og en stor skare blev vundet for Herren. Barnabas tog så af sted til Tarsus for at opsøge Saulus, og da han havde fundet ham, tog han ham med til Antiokia; og så var de sammen et helt år i menigheden og underviste en stor skare. Og det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplene kristne.”